På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3021Visninger
AA

30. Kapitel 29. Erik

Dagen var egentlig startet meget godt, det havde ikke taget lang tid, inden vi var blevet afsløret i, at have det sjovt i vandet af Leonora. Jeg havde en eller anden tanke om, at de to piger snart ville kunne acceptere hinanden, men det havde jeg da fået afkræftet på det groveste lidt senere. Jeg sukkede indvendigt, hvad fanden foregik der? Det var jo umuligt, at lede efter noget, hvis de skulle gå sådan amok på hinanden, hver gang, jeg vendte ryggen til dem. Jeg gad ikke engang høre, hvad der havde været udfaldet denne gang. Jeg ville bare gerne have denne flugt overstået og have alt tilbage til det gamle.

Annabell havde i protest bestemt sig for, at hun ville og kunne gå selv på rejsen i dag. Jeg havde dog indvilliget i, at tage hendes taske, for jeg mente stadig ikke, at hendes fod var god nok til nogen af delene. Mit blik skævede imod hende, og betragtede hende let, hun humpede på foden, og hendes mimik var stenhård. Hun måtte have mange smerter, men hver gang jeg havde spurgt ind til det, så havde hun cuttet mig af. En albue i siden, vækkede mig fra mine tankespind.

     ”Hvad?”

Leonora gav mig et stramt blik, men jeg fangede ikke betydningen af det. Hvad mente hun lige med sin albue? Annabell syntes ikke, at have opfanget noget, hun gik bare afsted og kæmpede med, at holde fodfæstet helt.

     ”Stop med at glo på hende sådan der,” Leonoras blik var irritabelt, hvorfor blandede hun sig overhovedet i det? Det kunne da være ligegyldigt om jeg kiggede på hende eller ej, og jeg holdt jo bare øje med, om hun kunne klare det.

     ”Jeg glor ikke, jeg holder bare øje med hende. Hvis du ikke har glemt det, så slog hun sin fod meget, da hun faldt. Hun burde slet ikke gå på den fod” Kommer det bekymret fra mig, mens jeg skubber taskerne længere op på min skulder, så de sidder bedre.

     ”Jeg kan godt høre jer!” Vrissede Annabell, jeg løftede blikket op og mødte hendes brunlige, mens hun kiggede på mig, og holdt ind. Hun hvilede let på den dårlige fod, mens hendes blik gled skyldbetynget hen imod mig – Hvilket jeg slet ikke kunne forstå.

     ”Det er jo sandt, du burde ikke gå på den” Jeg sukkede og strøg den ene hånd igennem mit hår, mens jeg betragtede hende let. ”Hvis du går for meget på den, så ender du med at skade den mere og forlænge smerteforløbet. Hvis vi bare have Annya på vores hold, hun kunne heale dig med det samme,” sukkede jeg til sidst.

     ”Men det har vi ikke. Og hvis hun ikke vil have din hjælp, så lad hende dog være” Fnøs Leonora og sendte mig et skarpt blik.

Annabell løftede blikket og så noget overrasket over på Leonora, mens hun kiggede en anelse skeptisk på hende. Var det lige et forsvar der var fra de to imod mig? Jeg rynkede let i panden, mens jeg overvejede det lige en ekstra gang, det havde jeg ikke lige overvejet, at der kunne forekomme.

     ”Tak? Tror jeg nok?” Annabell så over på Leonora, som straks fnøs og lagde armene over kors, hendes mund strammede sig sammen, så hun kort fik en hønsemund, hvilket jeg udmærket kendte. Hun var enten ved at eksplodere eller ved at forsvare sig selv på en ret heftig måde.

     ”Det var ikke for at hjælpe dig overhovedet! Du er svag og det vil du altid være, vi burde efterlade dig eller aflevere dig tilbage på klinikken!” Røg det ud af Leonora og hendes stemme blev hævet en del, så det måtte kunne høres på lang afstand.

Det fik mine øjne til, at blive opspildnerede.

     ”Hvad fanden er det, at du har imod mig?” Vrissede Annabell, og trådte frem. Hendes ansigt forandrede sig kort til noget, der tydede på smerte. Jeg fangede detalje, men inden jeg nåede at gøre noget, havde hun allerede skubbet til Leonora, og Leonora havde grebet fat i hendes hår.

     ”Nu stopper i kræft edme, I ender med, at få os afslør-” Mere nåede jeg ikke, at sige, inden jeg hørte skridt og grene der knækkede hist og her. Mine øjne blev store, inden jeg greb fat i Annabells arm, og trak hende op i mine arme – Hun ville umuligt kunne løbe på den fod, så jeg blev nød til at gøre arbejdet for hende.

     ”Lød!” Udbrød jeg, og  satte straks i løb med hende i favnen. Den ekstra vægt, tyngede os ned og gjorde os langsomme, mens Leonora sprang let og elegant afsted ved siden af.

     ”Du burde efterlade hende, gemme hende et eller andet sted!” Forsøgte Leonora med sin lette og snoede stemme, der blødt famlede sig om ordene, så de kort var ved at fange mig i manipulationen, men jeg rystede den af mig med det samme.

     ”Det er ikke et alternativ!”

*

Vi løb, løb og atter løb. Benene gav i ny og næ efter, men jeg nægtede at give op. Jeg kunne høre deres skridt omkring os, og det var et spørgsmål om tid, inden der ville ske et eller andet gruopvækkende. Jeg brød mig overhovedet ikke om det.

     ”Højre!” Råbte jeg, og gjorde tegn til Leonora, om at vi skulle dreje til venstre. Mine ben blev en anelse mekaniske og noget klodsede, som vi bevægede os af stien og ind mellem de mange stubbe og knaster. Jeg kiggede mig tilbage, inden jeg hørte Annabells skrig i mine arme.

Da jeg kiggede frem, var det næsten for sent, jeg blokerede mine fødder mod den mosbelagte bund, inden jeg fik hold på det, og få Jakes forfærdelige skikkelse foran mig, mens det ondskabsfulde glimt lå i hans dybe øjne. Jeg trådte et skridt bagud, men til min højre side stod Mason og til den venstre var Charlie. Fuck. Og bag os, måtte de andre snart dukke op. Jeg satte Annabell ned, og hun knugede sig ind til mig.

     ”Det var et fejt trick, du brugte sidst!” Hvislede hans stemme, inden han kort skød et dræberblik imod Leonora. Han måtte ikke være tilfreds med, at hun havde skiftet side. Det var et held, at Travis ikke var her endnu, han ville blive arrig, hvis han ikke vidste det. Eller det måtte han vide.

     ”Jeg fulgte bare din protokol, du burde snart have vænnet dig til, at få de beskidte trick tilbage, som du altid sender til os andre!” Bed jeg ham af med en rolig – lidt hård stemme. Annabell klamrede sig til mig, inden hun snoede sig rundt og gemte sig bag mig. Brugte mig nærmest som et skjold, noget som jeg ikke havde noget imod. Jeg rankede mig bare op i stedet.

     ”Har du fået dig en lille beskytter?” Grinede Jake, mens han trådte længere og længere frem imod dem. Jeg afskærmede ham vejen til Annabell. Forsøgte at holde hende skjult og væk fra hende af.

     ”Hold dig væk Jake! Du rør hende ikke,” knurrede jeg af ham, da jeg langt fra ønskede at give slip hende. Og for alt i verden ikke til en som ham, han skulle aldrig nogensinde få lov, at få Annabell og trække hende tilbage til klinikken. Leonora stod stiv, som et bræt ved siden af mig og hendes øjne sprang fra side til side, mens hun tøvede.

     ”Årh stakkels lille ynkelige Erik, troede du selv, at I kunne holde jer på ruten også med en spion og slippe væk fra det?” Hvislede han og lo hånligt. Mit blik skød over på Leonora, der stod og så tøvende ud i ansigtet. ”Nå det havde du ikke regnet ud? Og de kalder dig den bedste og mest perfekte. Så perfekt, at du ikke opfattede, at Leonora er imod dig.”

Nej! Det kunne ikke passe. Mit blik skød hen på Leonora, mens hun stod og få glasserede øjne, jeg så måbende på hende. Det kunne hun ikke gøre imod mig. Det ville hun ikke? Ville hun vel? Jeg ved mig i underlæben. Hun var min veninde!

     ”Erik .. J-jeg .. Han lyver!” Hun pegede imod ham, mens jeg kunne se frygten i hendes ansigt. Var hun virkelig bange for Jake? Jake, som altid havde forsøgt, at være efter alle pigerne på Klinikken. Det var kun Annabell, der ikke havde ladet sig knække af ham eller accepteret hans behandling af dem.

Annabell knugede sig til min trøje, mens hun stod og gemte sig bag mig, men jeg kunne fornemme, at hun var meget led ved det.

     ”Jeg er ikke bange for dig og jeg har ikke brug for beskyttelse,” ordene kom halvhjertet fra hende af, mens jeg hørte, hvordan hun kæmpede med sit åndedrag, hun slap langsomt taget i min trøje og rettede sig op og humpede op på siden af mig.

     ”HA! Det skinner ud af dig Annabell, men bare rolig. Snart er du genstartet også kan du ødelægge Erik en gang mere, det vil jeg se frem til – Medmindre, der skulle ske det tragiske, at han døde inden” Jakes stemme var hvislende, og jeg vidste at det ikke bare var tomme ord, som han fyrrede af. Han havde tænkt sig at gøre det.

     ”Hold kæft!” Snappede jeg af ham.

     ”Nej .. Det .. D-Det må du ikke!” Kom det fra Leonora. ”Du kan ikke dræbe ham, tag hende, men du må ikke gøre det mod Erik! De ville opdage det” Hviskede Leonora nærmest klynkende.

     ”Sikke en flok soldater I er, tåbelige, ynkelige – stupide slapsvanse, der ikke engang kan klare nogle dage i skoven” Lo han hånligt, inden han slog ud efter mig, og jeg besvarede ved at parrere. Lyden af skridt bag mig, fik mig dog til at miste fokusset og en knyttet næve ramte mig hårdt lige ved tindingen, så jeg mistede fodfæstet og faldt om. Mit hoved dunkede, og en blodstribe løb ned over min pande, jeg kunne mærke den klamme fornemmelse, mens den metalliske lugt af blod ramte mine næseborer.

Annabell og Leonora gispede.

Jeg kæmpede mig op på benene, som der kom flere af forsøgskaninerne til. Faktisk manglede der kun en enkelt – Annya, sikkert fordi de ikke turde sende hende afsted, hun er en af afvigerne i forsøgene, hun fungerer godt på alle ting, men hun kan ikke kæmpe overhovedet. Hun mister fokus og kan ikke holde hovedet koldt, jeg forstår stadig ikke, hvorfor hun ikke er blevet skrottet. Men det må være hendes evne, der holder hende på klinikken endnu.

     ”Hvad vil du gøre nu, lille Erik? Du er i undertal?” Hvislede Jake, mens han gjorde en håndbevægelse og snart sprang Travis og Mason frem og greb fat i hver en arm af mig, mens jeg kæmpede for, at komme fri. Jeg bemærkede, hvordan Leonora blot stod og så på, mens Annabell forsøgte at rive Mason væk fra mig af.

     ”Lød Annabell! Løb for helvedet!” Vrissede jeg, og hun stoppede op, mens hun tøvede og rystede. Hendes blik var panisk, som hun satte af i løb på hendes dårlige fod, jeg forsøgte at slå fra mig, vride mig fri, inden jeg hørte den hånlige latter.

     ”Troede du virkelig, at du kunne slippe væk fra mig, Erik? Jeg er dit værste mareridt, og nu tager jeg din dame fra dig” Hvislede han, som han bukkede sig ned og nærmede sig mig, jeg samlede mig en spytklat i munden og spyttede den på ham, mens jeg vred mig, for at komme fri, af de jerngreb, som jeg blev holdt i.

     ”Du slipper aldrig godt fra det her!” Hvæste jeg af ham.

     ”Selvfølgelig gør jeg det. Husk lige, det er os, som der er sendt efter jer. Du ved hele forsøgshistorien. Det er ikke en løgn, at de ikke vil opdages. Men det er en løgn, at du er deres bedste forsøg. Du er det mest stupide og latterlige, der nogensinde er sket for den klinik. Du ødelægger det op indefra, de vil blive lykkelige over at miste dig,” hvislede han med et fnys.

     ”Nej” Kom det sammenbidt fra mig af, mens jeg bed tænderne sammen, da jeg mærkede et spark i siden, så jeg knækkede sammen og kom med et undertrygt smerteudbrud, som jeg forsøgte at holde inde. Mit blik gled op og jeg mødte hans øjne, som han trådte til side.

     ”Jeg henter hende” Kom det autoritært fra Jake af.

     ”Ham der, kan i bare binde fast til et træ, så må han klare sig selv. Han er død for Klinikken, så vi kan ligeså godt give ham sin skæbne” Jeg kunne høre, de hviskende ord, der blev givet til Mason, og bed tænderne hårdt sammen, mens jeg forsøgte at rykke mig helt fri fra grebet.

Mit blik gled op på Leonora, der stadig stod og så ganske hjælpeløs ud.

     ”Det hele var en løgn. At du ville hjælpe mig. Nej det var endnu værre … Det var en fælde!” Jeg spyttede ordene arrigt ud imod hende, inden jeg vred blikket væk, jeg nægtede at se på hende. Jeg blev hevet op, sparket og fik flere slag – Hvor mange det var, vidste jeg ikke, efter de første tre stoppede jeg med at tælle, og ventede bare på, at de ville få det overstået eller, at jeg kunne rive mig fri.

     ”ERIK! ERIK! HJÆLP!” Hørte jeg Annabells skrig i det fjerne, inden jeg blev slået bevidstløs. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...