På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3077Visninger
AA

29. Kapitel 28. Annabell

Solen var ikke en gang stået helt op, da jeg vågnede. Det var ikke en brat opvågning eller en af døsigere af slagsen. Pludselig følte jeg mig bare vågen og kunne ikke sove mere.

Min fod føltes ikke længere så stor og dum i det, og da jeg forsigtigt bevægede dem, blev smerterne ikke sendt op igennem mig, hvilket fik et smil til at sprede sig på mine læber, da jeg blev opmærksom på den manglende vægt over mig og vendte blikket mod Erik, der lå og sov fredfyldt ved siden af mig.

Tingene, der var sket i går, kørte stadig rundt i mit hoved og ikke mindst det med min genopdagede evne. Jeg vidste virkelig ikke, hvordan jeg skulle have det med den, men i hvert fald var jeg sikker på, at det ikke var noget, jeg ville kunne glemme igen. Selvom det havde været en smule skræmmende, så må jeg indrømme, at jeg også havde fuldt mig magtfuld på samme tid, da energien strømmede igennem mig.

Forsigtigt rejste jeg mig op på albuen og betragtede let Erik, inden mit blik landede på Leonora bag ham. Hun lå selvfølgelig med fronten mod ham, og jeg kunne ikke lade være med at rulle med øjnene af tanken om hvorfor. Jeg brød mig virkelig ikke om hende på nogen måde, og det var der intet at gøre ved.

Jeg fik mig snoet ud af soveposen, og kom forsigtigt op at stå, mens jeg tog mine omgivelser i øjensyn. I går havde jeg været så udmattet, at jeg næsten med det samme var gået omkuld, da jeg blev lagt her. Dette kunne også være grunden til, at jeg nu følte mig enormt frisk efter en god søvn, som jeg ikke havde fået længe.

Jeg strakte mig kort, inden jeg med nogenlunde normale skridt, selvom smerten stadig skød en smule igennem min fod, bevægede mig mod udgangen, der jo var dækket af de nedhængende pilegrene. Jeg flyttede dem langsomt til side, så jeg kunne lade det fantastiske syn, der mødte mig udenfor, næsten slå mig omkuld. Hulen, eller nok nærmere hullet, som vi havde slået lejr i, lå ved den smukkeste sø, jeg nogensinde havde set. Sådan som det gryende lys spejlede vandoverfladen, begyndte en underlig længselsfuld følelse til at sprede sig i mig, da jeg trådte tættere på.

Og så besluttede jeg mig for, at jeg ville i vandet på denne forunderlige morgen.

Det tog mig ikke lang tid at blive klædt af til undertøjet, inden jeg bevægede mig ned i vandet. Nogle enkelte af bladene fra omslaget, Erik lagde på i går, ville ikke af, da jeg prøvede at pille dem, men da de fik kontakt med det noget kølige vand gled de lige så let af foden, og lod den alene vandre imod den bløde, kølige jordbund.

Jeg var næsten nået helt under vandet med overkroppen og selvom det var køligt, var det noget af det rareste, jeg havde prøvet de sidste mange dage, efter bare at have rendt i det samme tøj. Jeg følte mig næsten fri på en eller anden ny måde, da jeg hørte en sagte fløjten bag mig og brat vendte blikket rundt. Og der ved bredden stod Erik sørme med et skævt smil over læberne.

     ”Det er altså ikke pænt at fløjte og stirre sådan”, påpegede jeg, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at smile, selvom jeg var lettet over, at det meste af min krop var dækket af det kolde vand. Af en eller anden grund kunne jeg mærke, hvordan det sitrede igennem mig ved tanken om, at han måske havde set mere af min næsten bare krop.

     ”Hvad kan jeg sige? Jeg nyder udsigten.” Hans stemme var drillende og jeg kunne ikke lade være med at rulle med øjnene og slå lidt i vandet, for at se, om jeg kunne sprøjte langt nok til at ramme ham. Jeg var dog kommet for langt ud til at dette kunne lade sig gøre.

     ”Ej, jeg skal nok lade være med at drille. Er det rart?” spurgte han i stedet, men det drillende smil var stadig på hans læber, da han let strakte sig, som om han også følte sig så forfærdelig indelukket, som jeg havde gjort før.

     ”Sindssygt”, sagde jeg med et smil, og lod nu mine fødder slippe den bløde jordbund, så jeg i stedet kort fløs gennem vandet en smule imod ham. ”Det er dog ikke en hentydning til, at du skal komme med i!” påpegede jeg hurtigt, men han var allerede i gang med at trække trøjen af, for derefter at skubbe skoene og trække bukserne af, så han bare stod i sine boxershorts. Han så dog ikke ud til at have noget imod det, da han bare trådte ud i vandet.

     ”Du er utrolig!”, sagde jeg med et opgivende smil, inden jeg valgte at vende mig om og begynde at svømme væk fra ham. Min højre fod var dog så godt som ubrugelig, så det blev en noget handicappet svømning, men det gik da langsomt fremad.

Pludselig var der dog noget, der greb fat i mine sider bagfra, og jeg kunne ikke lade være med at hvine og vride mig, da det kildede mod den bare hud.

     ”Erik, slip mig!” hvinede jeg noget piget, og vred mig rundt, så jeg kunne kigge på ham. Han sendte mig dog bare et drillende smil, inden han tog bedre fat i mine sider og smed mig en smule op af vandet, som endte med, at jeg landede et stykke væk med et plask og et grin, og jeg nu kom hele vejen under vandet.

Jeg brød igen vandoverfladen og kunne igen se ham komme over mod mig, hvilket fik mig til, uden mit egentlige samtykke, at stikke i et hvin og prøve at komme væk så godt det nu kunne lade sig gøre uden den ene fod til hjælp. Derfor fik han også noget nemt grebet fat i mig igen og holdt mig ind til sig.

     ”Fanget”, annoncerede han og lod let sine fingre glide over min bare mave. Lige nu slog det mig dog overhovedet ikke, at det nok var en lille smule upassende udelukkende at befinde sig i undertøj. Jeg havde for travlt med at grine og prøve at vride mig ud af hans greb, selv da han stoppede kilderiet og bare holdt mig ind til sig. Det tog mig også et stykke tid at slippe for grineanfaldet, men det så ikke ud til at irritere ham.

Jeg drejede let hovedet og kiggede om på ham, med et let smil, inden jeg dristede mig til at skovle en håndfuld vand op og smide i hovedet af ham, hvilket resulterede i, at jeg blev sluppet, så jeg igen kunne kæmpe mig igennem vandet og væk fra ham. Denne gang havde jeg dog kurs mod bredden, hvor jeg ville have større chance for at overleve. Det gjorde jeg dog ikke.

     ”Fik dig!” brummede han triumferende, da han igen fik armene om mig, og nærmest væltede mig ned i det lårhøje vand igen, så jeg igen fik hovedet under.

     ”Erik!” hvinede jeg og prøvede igen grinende at komme ud af hans greb, men nu holdt han fast. Han vendte mig om mos sig med et smil, og mit grin endte bare med at blive et smil, da han let strøg en våd hårtot om bag mit øre, mens han betragtede mig med et let smil.

Sådan stod vi i et lille stykke tid, eller nærmere sad på knæ, og jeg kunne ikke rigtig rive øjnene fra ham, selv da han let og helt forsigtigt lod din hånd stryge ned af min kind og kort ned på halsen. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle eller kunne gøre og holdt derfor bare blikket i hans med et smil. Han lænede sig let ned mod mig, da hans fingre blidt kørte over mit kraveben og uden egentlig at have tænkt over det, gled min ene hånd også over hans hals.

     ”Ahøm!”

En rømmen fik mig ud af trancetilstanden, jeg ellers var blevet sat i, og det drillende smil kom frem på mine læber, inden jeg daskede endnu en portion vand i ansigtet af ham, for derefter at vende blikket bagud, hvor Leonora rigtigt stod med korslagte arme og en stram ansigtsmimik.

En lav latter lød fra Erik, da han slap mig og for god ordens skyld kort plaskede noget vand imod mig, som jeg selvfølgelig prøvede at gengælde, men han var allerede godt oppe af vandet.

     ”Jeg håber, at du har pakket håndklæder med! Men i hvert fald, helle for at klæde om først!” annoncerede han, inden han kort blinkede til mig, for derefter at samle sit tøj sammen og smutte forbi Leonora og ind bag pilegrenene, der spærrede indgangen. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg lagde mig på ryggen i vandet, ligeglad med Leonoras brændende blik.

*

     ”Er du klar over, at du ødelægger ham igen?” Leonoras stemme fik mig til at trække T-shirten op foran mig, da jeg var i gang med at skifte tøj. Erik havde skynd sig at blive færdig, inden han havde annonceret, at han gik ud for at finde lidt morgenforfriskninger, hvad det så end havde betydet. Dette havde så efterladt mig tilbage med Leonora, og det virkede til at være en dum ide. Hun virkede om muligt mere mopset end nogensinde.

Jeg trak i bh-en og trak Eriks store T-shirt over hovedet, inden jeg begyndte at tørre håret med håndklædet, som om jeg ikke havde hørt hendes ord. Efter natten hos Erik havde jeg ikke den store lyst til at vende hjem, men det gjorde jeg alligevel for at finde de vigtigste ting til mig selv. Derefter havde jeg sneget mig tilbage til hans hus og ind på hans værelse for at få pakket hans taske. Der havde jeg også husket mig selv på, at alt andet tøj end undertøj nok også ville være en god ide at få med, og derfor havde jeg bare hurtigt smidt en del af hans tøj ned til mig selv. Det håbede jeg ikke, at han havde noget imod.

     ”Du hørte mig godt.” Leonoras stemme lod koldere denne gang, og da jeg løftede hovedet, kunne jeg se, hvordan hun stod lige foran mig og stirrede på mig. Jeg løftede hovedet med et suk og rystede håret for at få det sidste vand ud, en bevægelse, hun tydeligvis ikke var tilfreds med. Hun greb fat i mit hår og trak mig hen til sig.

     ”Hvad fanden har du gang i?” spurgte jeg skingert, da jeg absolut ikke brød mig om, at hun bare sådan kunne hundse med mig ved at trække mig i håret. Hun slap det dog ikke og blev bare ved med at holde det tilpas stramt til, at jeg ikke rigtig turde bevæge hovedet.

     ”Du hørte mig godt. Du er klar over, at du ødelægger ham igen ikke?” Hendes stemme var virkelig kold nu, og jeg vidste ikke, om det var meningen, at den skulle gøre mig skræmt. For jeg blev nærmere betegnet bare irriteret og nok også noget arrig.

     ”Hvordan kan du sige det? Jeg har da ikke gjort ham noget!” påpegede jeg vredt, men turde ikke rigtig bevæge mig fra den underkuede stilling hun nu havde mig i.

Hendes fnys nåede mine ører, inden hun kort trak i mit hår, hvilket fik mig til at hvæse, da jeg ikke rigtig turde bevæge mig.

     ”Du har ikke gjort ham noget? Det kan godt være, at den nye Annabell tænker sådan, men sådan ville den gamle Annabell aldrig se på det. Bare fordi du befinder dig i den samme krop som før betyder det ikke, at du kan få lov til at ødelægge ham som før.” Hendes stemme var skarp som et knivsblad, og jeg forstod hende virkelig ikke. Jeg stod bare der i en underlig stilling og håbede på, at hun snart ville slippe mit hår.

     ”Jeg har ikke ødelagt ham? Hvordan kan jeg ødelægge ham?” spurgte jeg lavt, og prøvede at regne ud, hvordan jeg kunne slippe ud fra denne stilling. Jeg valgte at vente en smule, da hun så sikkert ville tro, at jeg havde givet op.

     ”Ha, du skulle have set ham, da du blev genstartet. Det var din skyld det hele, og jeg vil ikke have dig til at ødelægge ham. Ikke igen.” Denne gang trak hun meget bevidst hårdt i mit hår, hvilket fik mig til at hvæse og endelig gribe til handling. Jeg sprang frem med den gode fod, lige ind mod hende, hvilket fik hende til at tabe pusten, men desværre ikke taget i mit hår. Nu begyndte hun først rigtigt at rive i det, så hårdt at jeg skreg, inden jeg tog hånden op for at prøve at få fat i noget af hendes. Det pokkers pigebarn havde dog stadig sit hår op i en knold, som var så godt som umulig at få fat på. 

     ”Slip mig!” vrissede jeg og begyndte nu i stedet at slå ud efter hende, for at få smerten i hovedbunden til at stoppe. Hun trak dog bare mere til, hvilket fik mig til at vælge at tackle hende, så vi begge endte nede på gulvet over hinanden i en masse af lemmer.

     ”Du har bare at holde dig fra ham!” hvæsede hun lavt imod mit øre, mens hun prøvede at give mig så meget smerte som muligt.

     ”HEY!” Selvom det var tydeligt, at det var Eriks stemme, fik det os dog ikke til at stoppe. Jeg var stadig fast opsat på at give hende smerte, da jeg overhovedet ikke forstod hendes ord. Hvorfor skulle jeg holde mig fra ham? Det kunne jeg da ikke, hvad regnede hun med?

     ”KAN I SÅ SLIPPE HINANDEN!” Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig Erik lyde så vred, men med det samme stoppede jeg med at prøve at kradse øjnene ud af hende. Jeg kunne dog stadig mærke hendes faste greb i mit hår.

     ”Begge to!” Hans stemme var faldet lidt mere i styrke og et tungt suk forlod ham, da han trådte hen for at skille os ad. Jeg faldt tilbage fra hende og stirrede ondt på hende, hvorefter jeg tog hånden op for at tjekke mit hår. Det så dog heldigvis også ud til at hun havde fået nogle skrammer, så helt mislykkedes var det her ikke.

     ”Erik, det var hende, der startede, pludselig så…” Leonora var allerede i gang med at bortforklare sig og det fik mig til at skære og have lyst til at ryge i flæsket på hende igen. Erik tog dog afværgende hånden op.

     ”Jeg vil ikke høre det. Lad os få pakket sammen.” Hans stemme lød nærmest skuffet, da han lod blikket glide fra den ene til den anden, inden han vendte ryggen til os begge. Jeg kunne ikke have hadet Leonora mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...