På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3093Visninger
AA

28. Kapitel 27. Erik

Jeg kunne ikke lade være med at smile, mens jeg satte mig ned ved siden af Leonora, der sad og stirrede ud over området. Mørket havde allerede lagt sig over landet, og jeg kunne fornemme, hvordan det hele stod smukt i spring for vores årsyn. Jeg smilede let til hende og drejede mit hoved væk fra nattens mulm og mørke.

     ”Hvorfor sidder du her?” Spurgte jeg hende, mens smilet hang over mine læber, og jeg let tippede hovedet på skrå, mens jeg betragtede hende. Hendes hår var stadig redt tilbage i en knold, og det fik alle hendes træk til at se skarpe ud – Men stadig køn. Leonora var en køn pige, det vidste alle på klinikken og sikker også udenfor. Hendes stålgrå øjne fandt vej til mine og hun sukkede.

     ”Jeg tænkte, at du gerne ville være lidt alene med din kæreste,” hun vrængede det sidste ord ud, og lukkede kort øjnene med en surmulende mine, inden jeg rynkede i panden, og let lagde en arm omkring hendes skulder.

     ”Hun er ikke min kæreste Leonora, ikke længere. Engang, men det var før .. Alt det her,” mumlede jeg lavt, da jeg ikke ønskede at Annabell skulle høre det, kort lod jeg blikket skyde bagover skulderen og fandt Annabell liggende på en sammenkrøllet måde. Inden jeg skævede og så frem igen.

     ”Beklager” Svarede hun, men der var pludseligt lys i hendes stålgrå øjne.

     ”Det mener du jo ikke?” Kom det overrasket fra mig af, hvordan kunne hun sige det, også stadig være fuldstændig ligeglad. Hun var måske glad for, at genstartningen skete? ”Synes du det var godt, at Annabell blev genstartet i første omgang?” Vrængede jeg ordene ud.

     ”Nej det gør jeg ikke. Jeg beklager det ikke, hun ødelægger dig. Hun gjorde det før og hun gør det igen, hun ødelagde vores forhold til hinanden. Jo mere du faldt for hendes .. Hendes … Hvad det end var, jo mindre tid havde du til mig, jeg blev skubbet væk” Kom det sørgmodigt fra hende af. Jeg havde slet ikke overvejet den detalje, langsomt havde jeg trukket armen til mig, mens jeg så en anelse måbende på hende. Jeg åbnede munden for, at sige noget, men ingen ord kunne komme ud. Hvad skulle jeg også sige til det? Jeg stoppede selvfølgelig med, at snakke så meget med Leonora, da jeg brugte min tid på Annabell, men det var ikke fordi, at jeg ikke ønskede at være venner med Leonora? Det var bare sådan, at Annabell og jeg ønskede at være meget mere sammen. Jeg sukkede derfor.

     ”Men hvis jeg skal være ærlig, ja så var det det bedste der var sket i lang tid, at hun blev genstartet. Hun var en tikkende bombe, og jeg synes stadig, at hun skal genstartes, men du er min ven – min bedste ven” Hun tøvede ved ordene ven, hver gang. Inden hun tog en dyb indånding. ”Og jeg støtter dig i, hvad end det her er, men det betyder ikke, at jeg accepterer det hun gjorde,” sukkede hun til sidst.

Jeg endte med at sukke af hende.

     ”Skal du ikke hen til din kæreste?” Sukkede hun så efter, at have ventet på et svar fra mig af. Jeg kunne dog ikke finde et passende svar, Endnu engang følte jeg mig utrolig splittet. Hvorfor kunne de ikke bare finde ud af det med hinanden.

     ”Hun er stadig ikke min kæreste,” sukkede jeg, mens jeg stirrede på hende, hun rokkede en smule frem og tilbage, inden hun drejede sit ansigt imod mig.

     ”Du må altså godt gå, hvis du ikke gider, at snakke med mig. Jeg forstår dig godt,” svarede hun en anelse kortfattet. Jeg rynkede straks i panden over ordene.

     ”Hvad fanden er det du snakker om Leonora? Du ved udmærket godt, at hvis jeg ikke gad være her, så var jeg gået for længst. Jeg bliver kun, når jeg rent faktisk nyder selskabet” Jeg løftede fingrene op og gned mig i tindingen, inden jeg sukkede. Det var da ligegodt utroligt.

     ”Lige meget,” mumlede hun, og fortsatte ellers med at gnide sine fingre imod hinanden, inden jeg bemærkede, hvordan hun ud af øjenkrogen sad og studerede mig, inden hun vendte hovedet imod mig. ”Kan du huske dengang vi var mindre og vi lige var startet på forsøget? Vi var vidst 5-6 år eller sådan noget, hvor vi havde fået den første injektion? Hvordan vi legede nede ved stranden?”

Et smil kom over mine læber ved tanken om det.

     ”Selvfølgelig kan jeg de, dine forældre havde fortalt dig, at når du blev gammel nok, så skulle du giftet med en dreng og du kom grædende hen til mig, mens du fortalte, at når man blev gift så skulle man have en ring på.” Jeg begyndte allerede at grine ved tanken om det, et par tåre sprang frem i mine øjne, mens jeg smågrinte af tanken om det. ”Du .. Du .. Du var ked af det fordi du opdagede, at du kun kunne blive gift 10 gange, når du nu kun havde 10 fingre til ringe,”

Jeg mærkede straks et dask over min arm.

     ”Det var faktisk ikke engang sjovt! Jeg troede på det!” Smågrinte Leonora, inden hun lænede sig ned til mig, og lagde sit hoved på min skulder. ”Jeg savner de tider, det var sjovt”

*

Jeg ved ikke, hvor lang tid, vi sad og mindes om de gamle tider, men nok en times tid, inden jeg endelig mærkede søvnen få sit tag over mit sind. Det var ved, at blive sent og jeg trængte til noget hvile. Derfor skævede jeg let til Leonora.

     ”Jeg går til ro nu,” mumlede jeg og gav hende et venskabeligt klem, inden jeg rejste mig op og så på hende, for derefter at finde mine ting frem og smutte over til sengepladserne, som vi havde fået lavet. Som sædvanlig, mig imellem de to uenige damer.

     ”Allerede?” Leonora lød skuffet og endte også med at sukke, inden hun alligevel sendte mig et let smil, og nikkede for, at give mig sit sammentygge. Ikke at det havde noget, at skulle have sagt. Jeg hev skoene af, og trak også den lune trøje af, så jeg blot havde t-shirt og bukser på. Vi måtte efterhånden lugte godt af, at bevæge os rundt i det samme tøj. Jeg lagde mig ned i soveposen, mens jeg bemærkede, at Leonora kom hen og lagde sig ved siden af.

Lysten til at lægge min arm omkring Annabell hang i mig, og jeg ønskede virkelig, at gøre det, men efter Leonoras ord tidligere, så var der noget der holdt mig tilbage. Ville det ødelægge mig igen? Ville vi overhovedet kunne overleve? Hvor var vi på vej hen nu? Alle spørgsmålene begyndte at melde sig i mit hoved, hvilket også gjorde, at søvnen var umulig at finde. Jeg hørte en let snorken ved siden af mig, og kunne ikke lade være med at smile. Leonora var faldet hurtigt i søvn.

Mit blik gled tilbage på Annabell, mens jeg betragtede hendes smukke ansigt, og ganske diskret lod mine fingre glide over hendes ansigt og fjerne noget af hendes hår, hvis ikke jeg tog meget fejl, så fandt hendes læber ligefrem frem til et smil. Hvilket kort fik mit hjerte til at slå et ekstra slag, jeg rystede tanken af mig. Det var ren indbildning! Mindede jeg mig selv om, inden jeg igen lod fingrene glide over hendes kind. Den silkebløde og varme hud var behagelig imod mine fingre.

     ”Hvad fanden skal vi stille op? Hvad skal vi gøre? Hvordan skal det her ikke ende?” Kom det hviskende fra mig, inden jeg kyssede hende forsigtigt på panden, og lagde mig ellers godt til rette.

Det var en ulidelig tanke. Hvor var vi på vej hen? Hvor skulle vi ende henne? Hvad ville der ske? Men en ting var jeg sikker på. Vi skulle overleve, og det skulle ske sammen. Ikke hver for sig, men sammen. Vi kunne ikke give slip på hinanden. Det var mig og hende, og sådan skulle det altid være, ligesom vi aftalte for længe, længe siden.

Endelig lagde jeg mig til rette og faldt i søvn, mens tankerne strømmede rundt. Bekymringerne og alle tankerne om, hvordan vi nogensinde ville overleve det her. Ville jeg nogensinde få den rigtige Annabell tilbage? Ikke, at hun på nogen måde ikke var her. Jeg kunne kende flere ting i hendes måde, at reagere på, hun var på vej i den rigtige retning. Men ville det nogensinde blive det samme igen?. Søvnen tog over og som den gjorde det, blev tankerne kastet bort, sammen med bekymringerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...