På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3021Visninger
AA

27. Kapitel 26. Annabell

Jeg burde nok være blevet forfærdet eller ligefrem decideret skrækslagen over ilden, der pludselig sprang ud fra mine hænder og tændte bålet. Det havde startet med, at jeg intenst prøvede at få ilden til at springe frem med pinden mod stenen og de små kviste og blade, men pludselig begynde mine håndflader at blive varme. Det sendte en rislen igennem mig, ligesom når man stillede sig under den varme bruser efter at have været ude i isende kulde. Ikke at det var noget, jeg nogensinde havde kendt til.

I stedet for skrækslagen kunne jeg ikke lade være med at stirre noget fascineret på ilden, da den begyndte at sno sig om småværket og derefter samme rigtig ild til dem. Uden egentlig at tænke rigtigt over det, prøvede jeg med tankerne at få flammerne til at vokse sig større, hvilket de gjorde uden problemer, men pludselig hørte jeg nogen sige mit navn og mit blik skød op og landede i Eriks forfærdede. Det kunne umuligt være godt det her.

Med det samme bakkede jeg overrasket tilbage fra bålet, som om det først lige var gået op for mig, at jeg rent faktisk havde tændt det med mine bare hænder. Vent, kunne det overhovedet lade sig gøre? Burde genstartningen ikke have slettet alt, og specielt det? Det lød i hvert fald til, at det var det, Leonora havde regnet med.

     ”Jeg ved ikke, hvad der skete!” skyndte jeg at forsvare mig og tog hænderne op foran mig, men jeg blev ved med at skubbe mig væk fra bålet. Det kunne ikke være sandt, kunne det?

     ”Er det ikke tydeligt nok? Du antændte det pokkers bål med dine evner, som du overhovedet ikke burde have længere!” Mit blik gled op på Leonora, der stod med korslagte arme og stirrede på mig. Jeg brød mig overhovedet ikke om hendes blik, for jeg kunne ikke tyde det på nogen måde.

     ”Hey, slap af Leonora”, lød Eriks stemme, inden han bevægede sig ind imellem bålet og mig, hvilket jeg var utrolig lettet over. Og så alligevel ikke, for hans ansigtsudtryk var heller ikke til at tyde på nogen måde. Han satte sig langsomt ned på hug foran mig og så ud til at inspicere mit ansigt. Jeg kunne ikke gøre andet end at sidde og stirre tilbage på ham, mens jeg holdt vejret.

     ”Hvor meget kan du egentlig huske?” spurgte han lavt. Jeg vidste ikke, om det var lavt nok til, at Leonora ikke hørte det, men jeg kunne ikke gøre andet end at håbe.

     ”Jeg… Jeg kan huske, at vi var meget gode venner. Jeg brød mig ikke om Leonora, og Jake var utrolig kæphøj. Og så var der Travis med brillerne, der altid lavede sjov.” Min stemme var lav ligesom hans og hans blik landede nu i mit, som om han prøvede at hive noget ud af mig.

     ”Intet andet?” spurgte han lavt og det løs næsten som om at han prøvede at skjule sin skuffelse over noget. Han lød til lige at have håbet på et andet svar.

Jeg rystede langsomt på hovedet.

     ”Desværre. Selv i de minder, jeg har fået tilbage, er der huller.” Min stemme skælvede en smule, da jeg overhovedet ikke forstod, hvorfor han skulle spørge om det. Hvad havde det at gøre med mine tilbagevendte evner?

Et øjeblik så han ud til at have lyst til at læne sig tættere på mig, inden han trak sig tilbage med en tungt udånding. Han formåede dog at sende mig et smil, da han forsigtigt rejste sig op og rakte mig sin hånd.

     ”Vi må hellere få stegt det dyr, inden vi bliver opdaget”, var hans eneste forklaring, da jeg fik trukket mig op at stå på den gode fod ved hans hjælp. Leonora stod stadig lidt væk med armene over kors og hendes perfekte øjenbryn var om muligt kommet endnu længere ned.

     ”Du kan da ikke bare…? Kan du ikke se, at vi bliver nødt til at indlevere hende? Hvis hun…” Mere nåede hun ikke at sige, inden Erik havde vendt sig om mod hende med et ryk, men stadig med armene støttende til mig. Jeg kunne ikke se hans ansigtsudtryk, men efter Leonoras at dømme, så det ud til at de førte en ordløs samtale.

     ”Se. Vi kan ikke stole på hende”, hviskede jeg lavt til ham, og greb let fat i hans jakke. Jeg brød mig virkelig ikke om hende, hvordan kunne jeg andet, når hun jo ligefrem tilbød at stå for min genstartning igen?

     ”Vi må stole på hinanden. Alle sammen her. Og hvis ikke I kan klare det, så går det her ikke.” Eriks stemme lød koldere end nogensinde før, da han først lod blikket hvile mod Leonora og derefter mod mig. Hans udtryk tøede dog en smule op, inden han vendte blikket fra mig igen.

     ”Okay”, hviskede jeg med sammenbidte tænder, da jeg vidste, at det ikke kunne lade sig gøre på nogen måde. Leonoras fnys tydede på, at hun havde samme mening, men hun kommenterede det ikke med ord. Jeg vidste ikke, om det gjorde mig bedre tilpas eller ej.

*

Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde været så mæt, da vi bevægede os videre. Kødet lå godt i min mave og smagen hang stadig på tungen, hvilket var ekstremt lækkert. Selvfølgelig kunne vi ikke få spist det hele, men det betød bare, at vi havde kød til mindst i morgen også, hvilket jeg ikke havde noget imod.

Vi havde dækket resterne af bålet til, inden vi begav os videre, da lugten af røgen ikke gjorde det til et sikkert sted at overnatte, og der stadig var et par timer til skumring. Min fod brød sig dog desværre overhovedet ikke om denne ordning og jeg blev nødt til at holde tænderne bidt sammen, for ikke at vise den smerte, der skød igennem mig ved hvert skridt.

     ”Kan du ikke gå lidt hurtigere? Vi kommer jo ingen steder i det tempo”, vrissede Leonora foran os. Erik havde igen sneget en arm unde mig, så jeg kunne støtte mig til ham, men det betød næsten, at vores tempo var endnu langsommere.

     ”Vi ville ikke have haft det problem, hvis du ikke havde tvunget mig ned over kanten på den kløft”, påpegede jeg med sammenbidte tænder for ikke at vise smerten. Jeg kunne dog tydeligt høre Eriks suk, hvilket jeg havde hørt meget af her på det sidste. Leonora kunne ikke finde ud af at holde sin mund lukket.

     ”Leonora, tag Annabells taske.” Eriks stemme lød overraskende bestemt, da han næsten tvang tasken af mig, inden han smed den hen til Leonora som et øjeblik bare stirrede på den, som om den var et klamt dødt dyr.

     ”Jeg vil da ikke tage hendes bagage. Den kan hun selv tage, jeg skal ikke ødelægge min ryg pga. hende”, sagde hun med væmmelse i stemmen og tog fat i stroppen i tasken med to fingre. Hun så virkelig ud til at overveje, hvor længe den havde ligget der, selvom hun jo selv havde set, at den var blevet kastet derover to sekunder siden.

Jeg kunne ikke lade være med at rulle med øjnene af hende, men inden jeg nåede at kommentere det, mærkede jeg pludselig, hvordan min fødder nærmest blev fejet af jorden, og jeg igen hang i Eriks favn. Der kom et kort lille overrasket udbrud fra mig, inden jeg sukkede tungt, da han bare begyndte at gå med mig i sine arme.

     ”Sæt mig ned”, beordrede jeg noget træt, og kiggede op på ham. Han lod kort blikket glide over mit ansigt, inden han rystede på hovedet og vendte blikket fremad. Han kiggede ikke ned på mig, selvom jeg prøvede at finde hans øjne, og jeg vidste virkelig ikke, hvad der var galt.

     ”Se, det er jo også fair. Så skal jeg bære rundt på hendes taske, mens hun ikke behøver gøre en skid. Jeg..-” Jeg ville næsten vædde min ene fod, selvfølgelig den dårlige, at hun blev stoppet af et hårdt blik fra Erik, men jeg orkede virkelig ikke kigge efter. Selvom jeg langt fra ville indrømme det, så var det rart at slippe for smerten gennem foden. Rart og pinligt, men pinligheden blev gemt lidt væk.

*

     ”Det var sandelig også på tide!” Leonoras, for mig, skingre stemme fik mig til at komme ud af den døs, Eriks bevægelser havde lagt mig i. Jeg åbnede øjnene lige tidsnok til at se, at vi havde slået lejr i en slags hule. Jeg blev forsigtigt lagt på jorden og uden egentlig at tænke over det gled mit blik op og sendte Erik et taknemmeligt smil, som han besvarede med et kort et og flygtigt lod hånden glide over mit hår.

Jeg lod blikket glide rundt, og opdagede at det så ikke var den slags hule, jeg havde troet det var. Loftet over os bestod af jord, der udelukkende blev holdt sammen af rødder fra det store piletræ, hvis grene dækkede udgangen, så stedet ville være umuligt at se udefra. Jeg kunne endda høre lyden af rindende vand, hvilket tydede på, at vi befandt os ved en å, og et tungt suk forlod mig, da jeg forsigtigt trak min sko og strømpe af, for derefter at løsne bandagen og kigge på foden.

Den var stadig nogen hævet, men i det mindste var den blålilla farve, den havde haft de sidste par dage, begyndt at fortage sig. Jeg rakte ud efter min taske, som var blevet smidt så langt fra Leonora som muligt, og jeg fandt en af vanddunkene frem, så jeg kunne hælde lidt at den kølige væske over foden, der føltes mere brændende nu end længe.

     ”Her.”

Jeg kiggede op og blev mødt af Eriks blik. Han havde et let smil over læberne, inden han vendte blikket mod min fod og jeg mærkede med det samme noget dejligt kølende mod den. Et lykkeligt suk forlod mig, og jeg vendte blikket mod min fod, som han nu var i gang med at pakke ind i vædede blade.

     ”Tak, Erik.” Min stemme var lav, men nok mest for at Leonora, der stod ved udgangen, ikke skulle kunne høre mig. Han foldende de sidste blade om foden, inden de sad på som klister, og rejste sig derefter op igen.

     ”Vi kan jo ikke have, at du skal ydmyges igen, vel?” spurgte han med et kækt smil, inden han kort, i en noget pludselig bevægelse strøg mig over kinden, inden han trak sig tilbage igen. Jeg kunne ikke lade være med at smile af ham og køre en hårtot bag øret, selv da han gik over til Leonora.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...