På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3074Visninger
AA

26. Kapitel 25. Erik

Det var umuligt, at undgå at opfange de indre stridigheder, de to piger havde med hinanden. Nok sagde de ikke noget om det, men jeg kunne fornemme det. Dum var jeg jo ikke. Jeg endte med at sukke, mens vi kæmpede os videre. Jeg var ikke meget for det, men Annabell nægtede at lade sig bære efter at Leonora var kommet med. Alligevel havde jeg tillusket mig, at kunne holde den ene arm under hende og støtte hende på sin dårlige side. Jeg nægtede, at give efter for hendes stædighed, men viste hun nogen tegn på, at smerten blev for stor, så måtte hun simpelthen affinde sig med, at blive båret rundt på.

Lyden af en bæk ramte vores øre, eller i hvert fald mine. Det virkede også til, at de var godt optaget af at stirre på hinanden til, at opdage noget som helst. Jeg rystede let på hovedet af dem.

     ”Vi gør holdt ved vandet, vi trænger til at få fyldt vores flasker op,” kom det så fra mig af, da de ikke virkede til, at opfange noget. Et træt men lille smil formede sig dog på Annabells læber, så jeg ikke kunne lade være med at smile tilbage. En tsk-lyd kom ovre fra Leonora.

Uanset hvad jeg gjorde, så var der en af dem, der var meget imod det. Det var umuligt at gøre dem begge tilfredse. Heldigvis nåede vi hurtigt hen til vandet, som tilfældigvis var en å. Jeg bevægede mig tættere hen til det, inden jeg hjalp Annabell ned, at sidde og selv satte mig på hug og fandt vandflaskerne frem fra tasken og begyndte at fylde dem op.

     ”Åh gud. Jeg har render under øjnene. Jeg ser så gammel ud, jeg kunne gå for en på 23 år!” Måbede Leonora forarget, mens hun stirrede på sit eget spejlbillede. Jeg kunne ikke holde min latter tilbage over de ord. Piger altså.

     ”Nu du siger det, så ser du lidt rynket og gammel ud, nok nærmere 65 end 23” Fnøs Annabell, og jeg måtte sukke.

     ”Hvad fanden, venner!” Proklamerede jeg, med et suk. Inden jeg slog armene ud til siden. ”Stop nu med jeres bitch-fight. Lad os nu bare holde et hvil, og få fyldt flaskerne op, også kan vi se på det. Vi skal også have skaffet noget mad, og nu hvor vi har våben, så skulle vi nok gå på jagt”

Der blev stille omkring mig, og det tog jeg som accept. Kort lod jeg mine gullige øjne stryge rundt på dem, og bemærkede, hvordan Leonora stod og studerede sit spejlbillede og Annabell legede lidt med vandet. Jeg sukkede og fandt de sidste vandflasker frem og fyldte dem op med vand. Det var alligevel utroligt, at de ikke gjorde noget. Hvordan kunne det være, at de ikke kunne enes? Altså,  det var jo ikke ligefrem fordi, at Annabell ville kunne huske deres tidligere uoverensstemmelser. Medmindre Leonora havde fortalt hende det?. Jeg overvejede det lidt. Det kunne hun måske godt have sagt.

Efter at have fyldt vandflaskerne op, pakkede jeg dem hurtigt ned i taskerne. Inden jeg kom på benene, mens jeg fandt nogen våben frem. Mit blik lå på de to piger, skiftesvis.

     ”Jeg går på jagt”

Inden jeg skubbede en pistol ned i baglommen og tog et par knive, og straks bevægede mig afsted imod skoven.

     ”Erik, du kan ikke gå afsted alene? Jeg kommer med dig,” kom det fra Leonora, mens hun fandt sine våben frem og havde et smil over læben. Jeg mindes ikke, at hun på nogen måde, var opsat på, at skyde dyr eller andre. Så det undrede mig en anelse.

     ”Du-” Jeg nåede kun, at få et ord ud over mine læber, inden jeg blev afbrudt.

     ”I må ikke efterlade mig her!” Jeg kiggede over på Annabell og så frygten skinne igennem hendes øjne. Hun var bange for at blive ladt alene, og efter det med Jake – Ja så kunne jeg ikke bebrejde hende, jeg brød mig ikke engang om, at lade hende være alene. Selvom jeg stolede på Leonora.

     ”Der sker dig ikke noget,” vrissede Leonora med en spydighed over sin tone, mens hun så på Annabell og lagde en hånd i siden, så den hvilede let ved sin talje.

     ”Rolig nu piger,” jeg sukkede. ”Hvad er der med jer to? Hvis vi skal overleve det her, så bliver vi nød til at samarbejde – Det betyder også jer to, i bliver nød til at ligge stridighederne på hylden.”

     ”Fandme nej, hun udnytter dig bare Erik, kan du ikke se, hvad det er der sker? Det hele gentager sig igen, det ender først godt, så bliver vi fanget, hun bliver genstartet, også har vi hele balladen om igen!” Sukkede Leonora med et fnys, jeg vendte straks blikket imod hende. Var det det, som hun var bange for?.

Annabell sukkede og kæmpede sig op på sine ben, selv den dårlige fod.

     ”Selvfølgelig skal jeg med. Jeg har ikke lyst til, at blive efterladt tilbage, ikke hvis Jake kunne finde på at komme efter os, eller mig igen. Og jeg vil ikke genstartes igen” Hendes tone var fast, og jeg kiggede lidt fra den ene til den anden.

     ”I holder munden lukket, også gør i som jeg siger” Sagde jeg i en fast tone, inden jeg samlede vores tasker op igen, og bevægede mig afsted. Måske jeg skulle overveje, at binde dem sammen, så blev de da nød til at kunne enes?.

*

Lyden af et knæk ramte mine øre, og jeg gjorde tegn til, at de skulle holde ind og være stille. Jeg lod mine gullige øjne skyde rundt, mens jeg søgte efter dyret. Stilheden lå over os. Ikke en vind, men det var nu også noget tildækket det her område. Jeg mærkede et prik på skulderen, og fulgte Annabells finger, mens hun pegede imod et hjort. Det ville give meget kød, og også noget, som vi ville kunne spise dagen efter. Meget tiltalende. Jeg tog min kniv frem, og gjorde klar til, at kaste den afsted, inden jeg mærkede et ryk tilbage i min krop. Jeg kneb øjnene sammen.

     ”Hvad?” Hviskede jeg lavmælt til Leonora.

     ”Du kan ikke dræbe den Erik, ikke med en kniv da, der er stor chance for, at du rammer ved siden af,” kom det lavmælt fra hende af, mens jeg kiggede på hende.

     ”Rolig nu, jeg skal bare have det rigtige sigte,”

     ”Skyd den i stedet for,” hun havde hevet en pistol frem, og jeg så lidt overvejende på den, inden jeg rystede på hovedet af det. Jeg løftede hånden med kniven og tog sigte. Den balancerede fint i min hånd, og jeg følte mig i fuld kontrol over situationen, mens jeg svang den afsted igennem luften, efterfulgt af den næste, og den første borede sig ind i skulderen på dyret og den næste ramte øjet. Dyret væltede omkring, og jeg tog spurt hen til det, hvor jeg hev kniven op af skulderen og skar halsen over på dyret, så blodet strømmede ud af den, og den blev slap i mine arme.

     ”Du skulle have skudt den,” mumlede Annabell lavt, mens hun nærmede sig.

     ”En kugle ville kunne have sat sine spor, vi ville blive opdaget og det er muligt, at krudtet ville sætte sig i køddet, så vi kunne blive syge af det,” kom det fra mig med et fast blik, inden jeg begyndte at skære dyret ud. 

*

Jeg havde mine tvivl. Leonora foreslog et bål, Annabell – havde for engang sin skyld givet hende ret, og jeg selv mente det var en dumdristig beslutning.

     ”Hvis vi tænder et bål, kan de lugte og se os på lang afstand” Sukkede jeg og kløede mig i håret.

     ”Bare lige til at stege kødet, også slukker vi det igen,” Leonora var noget standhaftigt, og jeg måtte ærligt erkende, at det ikke ville være en god idé at spise kødet råt. Det var noget med, at man ikke måtte spise for meget råt kød. Noget havde jeg, da fået med i biologi undervisningen.

     ”Røgen vil afsløre os, når vi slukker bålet. Under alle omstændigheder burde vi bare komme videre med det samme kødet er stegt,” kom det stille fra Annabell. Hun var blevet noget tilbageholdende efter Leonora var kommet til. Jeg brød mig ikke om den side af hende og når jeg endelig var væk, så kunne jeg høre, hvordan de skændes.

     ”Leonora henter du ikke noget brænde, så finder jeg noget vi kan tænde bålet med” Sagde jeg, da mine ben og hele min krop stadig var godt træt efter, at have slæbt på dyret og de sidste dage med Annabell i armene.

     ”Hvorfor kan hun ikke bare tænde det skide bål, så kan du komme med ud og lede efter brænde” Fnøs Leonora og jeg hævede et øjenbryn af hendes ord.

     ”Fordi det ikke er muligt, gå nu bare med dig,” sukkede jeg, mens jeg selv samlede nogle pindebrænde sammen og skævede over til Annabell engang i mellem.

Der blev stille, jeg tænkte egentlig ikke over det. Men ligeså stille fik jeg samlet mig en god bunke, og begyndte, at gnide to stykker træ imod hinanden, med forskellige blade og græsstrå imellem dem.

     ”Hvad mente hun før?” Kom det pludseligt fra Annabell, hvilket gav mig et chok, så jeg tabte pinden, med et lille arg-lyd, da jeg kort slog en lille rift på min hånd. Der var en let blodstråle der gled ned af hånden, men jeg tog mig ikke af det, mens jeg fortsatte.

     ”Du var bare god med ild engang,” svarede jeg så endeligt, mens jeg sendte hende et stort smil. Hun var ikke bare god, hun var fantastisk med det. Men det kunne hun jo selvfølgelig ikke vide mere, det var hendes evne. Ilden.

     ”Måske kan jeg stadig væk?” Kom det optimistisk fra hende. ”Må jeg ikke nok prøve?”

Jeg sendte hende et stort smil, og rakte hende tingene.

     ”Du skal være så velkommen,” sagde jeg med et smil over læben, jeg hørte skridt bag mig, og kiggede mig over skulderen, inden jeg så Leonora komme gående med favnen fuld af brænde. Hun trådte nærmere. Mit blik gled frem, men langt nåede jeg ikke, inden jeg hørte brændet falde ned i jorden og jeg kiggede tilbage på Leonora.

     ”Det skal på bålet Leonora,” sukkede jeg med et let grin, inden jeg så hendes måbende udtryk.

     ”Det er løgn! Jeg troede de havde fjernet det!!” Udbrød hun, og jeg kiggede forvirret på hende, inden jeg drejede blikket frem, og så det store bål og mine øjne udviddede sig straks.

     ”Annabell!” Kom det chokeret fra mig, inden jeg så over på hendes ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...