På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3041Visninger
AA

25. Kapitel 24. Annabell

Jeg brød mig overhovedet ikke om tingenes udvikling. Leonoras ankomst var foruroligende og jeg forventede næsten, at der hvert sekund pludselig kunne springe en hel flok ud af den nærmeste busk og overfalde os. Og det værste var næsten, at Erik nu havde droppet at prøve at snige sig tæt på.

Jeg ved ikke, hvorfor det påvirkede mig så negativt, men jeg var af en eller anden grund bare blevet vant til, at han havde gjort det hver eneste nat på denne flugt. Nu lå han bare på behørig afstand af mig, mens Leonora lå på den anden side af ham og det var ikke noget, jeg brød mig om. Jeg stolede overhovedet ikke på hende, og specielt det med, at hun kun ville være på vores side så længe Erik levede. Hun virkede ikke ligefrem til at tage vores flugt så pænt igen. Hun havde sikkert den samme ide som Jake. At han havde klaret sig bedre uden mig.

Et tungt suk forlod mig, og jeg kunne ikke lade være med at krølle mig bedre sammen og forsigtigt kigge på ham, eller det jeg kunne se af ham i mørket. Han virkede så velkendt, så betryggende, men den sidste dag var jeg begyndt at få det indtryk af, at det ikke var alle andre, der var tilfredse med at han gav mig den tryghed. Og det gjorde mig af en eller anden grund trist til mode.

Forsigtigt, pga. foden, rullede jeg om, så jeg lå med ryggen til ham og stirrede ind i hulevæggen. Hvorfor skulle hun også være kommet? Hvorfor besluttede hun sig pludselig? Jeg forstod det ikke.

”Hey, Erik!” Stemmen bag os fik os til at stoppe op og vi drejede begge hovedet mod den. Leonora kom løbende i spring bag os med et smil på læberne og fletningen svansende bag sig. Jeg brød mig ikke om synet, men kommenterede det ikke. ”Hey. Du kunne ikke undvære vores selvskab?” spurgte Erik drillende, og jeg kiggede skævt op på ham med et smil, inden mit blik igen vendte sig mod Leonora. ”Det kunne du lide, hva’? Nej, jeg skulle bare kalde dig tilbage til samtale med dr. Summers. Noget med dine resultater.” Hun sendte ham et strålende smil og ænsede mig ikke en gang, selvom jeg stod lige ved siden af ham og havde mit blik mod hende. Han skævede kort ned til mig, inden han lænede sig ned og hviskede til mig: ”Bunkeren bagefter?” Jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Selvfølgelig. Vær nu ikke for længe om det”, sagde jeg og blinkede drillende til ham, inden jeg så, hvordan han fulgte med hende tilbage ad gangen. Måden hun næsten klæbede sig til ham var næsten opkastfremkaldende.

Mindet fik det til at vende sig i mig igen og hovedpinen var igen blevet utrolig. Derfor vendte jeg mig igen om med fronten mod Erik, inden jeg krøb hen og hvilede hovedet mod ham. Han bevægede sig en smule.

     ”Hvad er der?” spurgte han forsigtigt og kiggede søvnigt ned på mig. Han tog dog ikke den første chance til at lægge armen om mig, hvilket skuffede mig en smule.

     ”Mareridt”, sagde jeg lavt og gemte hovedet i hans brystkasse, inden jeg mærkede hans stærke og betryggende arm om mig.

     ”Rolig. Der er intet, der kan nå dig”, hviskede han og smilet kom med det samme frem på mine læber, da jeg lukkede øjnene. Når han sagde det på den måde følte jeg mig allerede meget bedre tilpas, men jeg ville dog ikke sige noget overhovedet.

Men den tanke faldt jeg i en dyb, overraskende drømmeløs, søvn.

*

Jeg vågnede ved, at der blev bevæget sig ved siden af mig. Forsigtigt slog jeg øjnene op og drejede blikket opad, hvor jeg kort kunne se Eriks ansigt smile ned til mig.

     ”Godmorgen. Klar til at flygte igen?” Hans stemme lød ligefrem jokende, og jeg kunne ikke lade være med at fnise af den, da det var så absurd at tænke på, at det rent faktisk var det vi havde gjort de sidste par dage. Intet andet.

     ”Bare fortsæt jeres flirteri, i behøver ikke tage hensyn til alle andre”, lød en brysk stemme og jeg kunne ligefrem mærke, hvordan jeg stivnede ved det, inden jeg skubbede Eriks arm væk.

     ”Vi flirter absolut ikke!” kommenterede jeg en anelse hårdt og lod mit blik ramme hende. Hun var allerede på benene og så næsten ud til at være klar til at gå, hvilket irriterede mig endnu mere. Hun kunne virkelig ikke tro, at hun kunne komme med os, kunne hun? Jeg satte mig langsomt op og kørte en hånd gennem håret, der her de sidste par dage var godt så fedtet og klamt. Men det var der ikke så meget at gøre ved.

Hun fnøs af mine ord, inden hun vendte sig om til at begynde at pakke alle sine ting ned. Jeg vendte ryggen til Erik, og kravlede forsigtigt ud af soveposen uden at lægge for meget vægt på min fod. Det lykkedes nogenlunde, for ud kom jeg i hvert fald, så jeg kunne rulle den sammen. Da jeg dog prøvede at komme op at stå igen for at komme hen til tasken, blev jeg dog nødt til at bide mig i læben, da jeg absolut ikke brød mig om at vise Leonora min smerte. Jeg mærkede Eriks hånd på min skulder, men jeg rystede den bare væk, inden jeg humpede hen til taskerne for at pakke soveposen ned i den ene. Det føltes helt vildt underligt at gå på foden igen, og jeg vidste ikke helt, og det var noget godt eller skidt.

     ”Jeg håber så sandelig, at I har noget mad her.” Det var Leonoras stemme, der brød ind, og jeg kunne ikke lade være med at skære tænder, da jeg begyndte at tjekke taskens lommer for at finde ud af, hvor meget vi egentlig havde tilbage.

     ”Vi har ikke ret meget. Knap nok til en af os.” Eriks stemme var blid, og jeg ville ikke en gang vende mig om for at se det smil, der selvfølgelig skulle være undskyldende på hans læber.

     ”Men hvis jeg tager ud at hente noget nu, så kan i pakke resten sammen?” Mit blik blev med det samme skudt mod ham og jeg kunne ikke lade være med at have et skrækslagent blik over mig, som for at fortælle ham, at det kunne han ikke være bekendt. Han kunne ikke lade mig være alene tilbage med hende! Det var jo trods alt hende, der var skyld i min pokkers fod.

     ”Smut du bare. Jeg skal nok holde øje med sukkergrisen”, svarede Leonora, og han sendte hende et bestemt blik, som hun dog bare slog væk med en håndbevægelse.

     ”Damn it, var jeg overhovedet tæt på?” Han svarede hende ikke en gang, sukkede bare tungt og forsvandt ud af hulen. Og med det samme blev jeg igen bekymret. Jeg prøvede dog at lade være med at vise det, ved forsigtigt at gå rundt om taskerne og i hulen for at samle alle vores ting sammen og pakke dem systematisk ned. De sidste par dage havde vist bare været et jag, hvor alt bare lige var blevet proppet ned.

     ”Hvad så, hvor meget har han fortalt dig?” brød Leonora inden, lige da jeg var begyndt at tro, at hun  var forsvundet og udelukkende var et mareridt.

     ”Hvad rager det dig?” spurgte jeg en anelse hårdt og drejede blikket mod hende, da jeg spændte soveposen sammen. Jeg brød mig overhovedet ikke om hende og håbede virkelig at Erik snart kom tilbage. Efter Jake-episoden brød jeg mig overhovedet ikke om at være ladt alene.

Hun hævede et øjeblik umærkeligt øjenbrynet af mig, som om hun ikke helt havde regnet med det svar. Men derefter kom der et smil frem på hendes læber.

     ”Det må jeg sige, den nye Annabell er blevet noget mere rapkæftet. Det klæder dig.” Hendes smil var dog yderst ironisk og hendes stemme lød næsten til at svømme i ironi. Det var lige til at brække sig over.

     ”Desværre klæder det ikke dig. Hvor blev den lille hund af?” spurgte jeg og sendte hende et smil for derefter at lave elevatorblikket på hende, bare for at irritere. Elevatorblikket bekræftede dog desværre bare det med, at hun var helt perfekt, ikke mindst kropsmæssigt.

Mit blik endte oppe på hendes ansigt igen, og hun så kort ud til at ville have lyst til at rive hovedet af mig, hvilket jeg virkelig også mistænkte hende for.

     ”Du skal være glad for, at han ville bryde sammen, hvis der skete dig noget igen. Ellers kunne jeg ikke love dig for, hvilke ’uheld’, der ville ske.” Hun hvæsede nærmest af mig, inden hun vendte ryggen til mig lige præcis i rette øjeblik til, at Erik kom ind. Og jeg stod bare som chokeret.

     ”Hvad er der sket?” spurgte han undrende og kiggede fra os begge. Jeg fnøs bare af det og vendte ryggen til ham for at pakke det sidste ned. Da jeg tog fat i de to tasker og bevægede mig over mod ham, var mine skridt besværede pga. smerten i foden, men på den anden side nægtede jeg at se svag ud overfor Leonora.

     ”Fandt du noget?” spandt hun nærmest af ham, og nu var det min tur til at sende jeg-har-lyst-til-at-rive-hovedet-af-dig-blikket. Jeg stolede ikke på hende på nogen måde og det bekræftede hendes opførsel, når han ikke var her bare.

Erik kiggede stadig en smule undrende fra os begge, inden han viste sin fangst frem. En favnfuld af æbler, hvilket nok var noget af det lækreste, jeg havde set på hele denne tur. Jeg kunne have løbet over og kysset ham, hvis det ikke var for 1) min fod, 2) Leonora og 3) at det ville være totalt langt ude at gøre. I stedet sendte jeg ham bare et kort smil, inden jeg rakte ham den ene af taskerne.

     ”Du virker meget ivrig efter at komme videre”, påpegede han med et drillende smil, da han satte sig på knæ og pakkede æblerne ned i tasken efter at have taget et til os alle. Jeg rullede med øjnene af ham og tog en bid af det dejlige æble.

     ”Det ville du også være, hvis du havde befundet dig i enrum med en hvæsende spion den sidste halve time”, kommenterede jeg mut og skulede kort til Leonora, da jeg ikke havde noget imod at vise min vrede over hende. Han rystede dog bare på hovedet og gav kort min skulder et klem.

     ”Lad os komme videre. Vi skal jo ikke have at de finder os.” Han skævede kort til Leonora, men hun sendte ham bare endnu en kort smil, hvilket selvfølgelig slettede den mindste mistanke fra ham. Men jeg var sikker: Jeg hverken kunne eller ville stole på hende, nogensinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...