På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3051Visninger
AA

24. Kapitel 23. Erik

Mine arme var efterhånden begyndt, at syre som bare fanden af, at bære rundt på hende. Alligevel ville jeg ikke give efter, vi havde allerede holdt for mange hvil i dag. To hvil, var mere end, hvad vi burde have holdt. Vi burde slet ikke være stoppet i første omgang. Min ryg var også begyndt, at stikke af smerte, men jeg nægtede, at sætte hende ned. Vi blev nød til, at skabe afstand til de andre. Hvis de indhentede os, så ville det gå helt galt. Jeg kunne slet ikke bære tanken om, hvis de dræbte hende eller hvis hun blev genstartet. Et kort øjeblik faldt mine tanker tilbage på min mor, mon hun vidste, hvad de havde tænkt sig, at gøre ved os? Ville hun gøre noget for, at protestere? Jeg var bange for, at svaret var nej. Hun havde viet sit liv til forskning, ligefrem viet sin søn til det. Så kunne man vel ikke være mere ligeglad? Et suk forlod mig.

     ”Skal vi ikke holde for i dag? Du har brug for hvil”

Annabell var i gang med, at rode ved min trøje, så jeg vidste ikke helt, om hun mente det eller ej. Jeg rystede dog på hovedet som svar. Vi havde ikke råd til at holde mere fri. Jeg var bange for, at vi hvert øjeblik ville kunne blive overfaldet. Et smil dannede sig dog over mine læber, da jeg hørte, hvordan hendes mave rumlede efter mad.

     ”Sulten?”

     ”Meget .. Erik .. Vi bliver nød til, at holde for i dag. Det er .. Du kan ikke klare at gå mere, det ender med, at vi ikke kan komme nogen vegne i morgen, hvis du fortsætter på den her måde,” Hendes flotte blik ramte mine gullige øjne, og jeg kunne ikke holde et smil tilbage.

     ”Du giver ikke op?” Spurgte jeg med et suk. Hun havde efterhånden plaget efter den pause i flere timer, faktisk lige siden, vi havde gået den første kilometer fra sidste hvil.

     ”Er det fordi det gør ondt?” Spurgte jeg så bekymret, mens jeg skævede imod hendes indbundne fod. Hun rystede straks afvisende på hovedet.

     ”Nej, jeg vil .. Sæt mig ned, vi holder for i dag!” Hendes stemme blev pludseligt fast og det overraskede mig. Jeg rynkede i panden og så på hende. Inden jeg alligevel nikkede til hendes ord. Det var et glimt af beslutsomhed, der var over hende. Noget jeg alt for godt kendte hos hende. Hvorfor kunne hun ikke huske alt i sit liv? Hvad skulle der til? Nogle gange, så virkede det ligefrem til, at hun var ved at få minderne tilbage, men så var der et eller andet, som gjorde, at jeg igen tog tankerne i mig.

Jeg lod det gullige blik skimme rundt, inden jeg fandt en fordybning, som ville kunne skjule os, specielt fordi der var masser af buske og træer.

     ”Hvorfor overnatter vi ikke ovre i den hule der?” Spurgte hun, mens jeg bevægede mig over imod den plads, jeg selv havde overvejet. Jeg fulgte hendes blik og det landede ovre på hulen. Jeg rynkede i panden, og så på hende.

     ”Virker det ikke lidt for oplagt, at vi overnatter der?” Mit blik lå skeptisk på hende, jeg fandt det for indlysende. Hvis de ville finde os, så ville man altid lede sådanne steder. På den anden side, så ville det måske virke så indlysende, at de ikke engang ville lede.

     ”Ikke, når det er så åbenlyst,” kom det træt fra hende af. Jeg gad ikke engang, at diskutere det med hende. Mine ben havde brug for et hvil – ligeså mine arme. Faktisk bare generelt min krop. Derfor hev jeg hende med ind i hulen, og lagde hende forsigtigt ned inde i den.

*

Vi havde endeligt fået lagt os godt til rette. Hendes fod havde fået det bedre til aften, hun havde sagt, at den ikke dunkede ligeså meget, som den plejede. Mit blik lå på hende, mens jeg studerede hendes ansigtstræk. Jeg overvejede om, hun var faldet i søvn nu eller om jeg skulle vente lidt med, at lade min hånd snige hen over hendes krop, så jeg ville ligge med en arm om hende. Langsomt løftede jeg armen.

     ”Jeg sover ikke!” Kom det fra hende, og et smil dansede over hendes læber, men det var et træt blik jeg fik fra hende af. Jeg rystede på hovedet og kunne ikke lade være med at smile let af det.

     ”Det vidste jeg da godt,”

     ”Vel gjorde du ej, du ville bare lave dit move” Hun blinkede let til mig. Jeg rystede derfor på hovedet af hende, og sukkede.

     ”Skulle du ikke sove?”

Hun lukkede øjnene, og strammede sit greb om soveposen, mens hun lagde sig godt til rette igen. Jeg lod et smil hænge over mine læber, mens jeg betragtede hende. Efter noget tid, kunne jeg høre hendes tunge vejrtrækning, og betragtede hende, som hun lå der og sov. Jeg løftede let hånden op og strøg et par lokker af hendes hår væk fra hendes øjne, og lagde ellers en hånd omkring hende.

     ”Er det din scoreteknik til, at genvinde hendes gunst, eller har jeg misforstået noget?” Det gav et sæt i mig, og jeg var hurtigt på benene. Havde fundet en kniv frem, inden jeg blev mødt af Leonoras stålgrå øjne, jeg så overrasket på hende.

     ”Hvad? Nej .. Jeg ville bare sikre mig, at hun sov godt,” Mit blik skød tilbage mod Annabell, der lå en anelse anderledes end før, men stadig så ud til, at være fanget i søvnen. Jeg skævede og bed mig i læben. Inden jeg satte mig ned på huk og lod min hånd strejfe hendes kind. Mine fingre rystede en anelse, og jeg snoede en finger igennem hendes brunlige hår, inden jeg trak den til mig, og rejste mig op igen, og så på Leonora.

     ”God løgn, men jeg hopper ikke på den. Jeg kender dig, Erik!” Hun sukkede og så en anelse skyldbetynget på mig. Jeg rynkede derfor let på næsen, og betragtede hende let. Hvad skulle det lige betyde?.

     ”Er du kommet for, at dræbe os?” Spurgte jeg. Jeg tøvede ved ordene, jeg brød mig ikke om det. Hun gik et skridt tættere på mig, og jeg spændte let i kæbepartiet. Det eneste jeg kunne fokusere på, var hvor tæt på hun kom, og hvor meget jeg ønskede, at det havde været Jake. Ham kunne jeg uden problemer slå ned, men med Leonora var det anderledes. Hun havde hjulpet mig igennem alt det med Annabell. Hun havde ikke veget fra min side. Vi var blevet utrolig tætte.

     ”Du har helt sikkert misforstået noget” Sukkede hun og rystede let på hovedet. Hendes hår var sat stramt op i en knold, mens jeg tøvende så på hende.

     ”Var det dig der sendte Jake efter os?” Hver en celle i min krop var bevidst om, hvor tæt hun kom på mig. Hun stoppede dog op, med få skridt hen imod mig, og jeg pustede ud. Jeg havde uden, at tænke mere over det, holdt vejret og var nu blevet bevidst om det.

     ”Fandt Jake jer?” Udbrød hun, og så forfærdet på mig. Jeg trådte et skridt tilbage og væk fra hende af. Vidste hun det ikke? Jake ville have fortalt det med det samme, det vidste jeg.

     ”Har han ikke fortalt dig det?” Spurgte jeg, og tanken om, at jeg måske havde slået ham for hårdt, så han ikke var i live mere strejfede mig og gav mig skyldfølelse – selvom det ikke var noget, som jeg burde havde over den dreng. Han havde altid været ude efter mig.

     ”Nej .. Efter du smuttede gik jeg tilbage til lejren, men jeg kunne ikke. Jeg kan ikke gøre det imod dig. Jeg kan ikke dræbe dig” Hendes stemme var en anelse bedende, hun var virkelig ude på dybt vand, hvis hun gik imod systemet. ”Og Travis .. Jeg har ikke engang kunne få mig selv til, at sige det til ham. Du ved, hvordan han er. Han ville overreagere og overtale mig til, at dræbe jer. Jeg ville ikke kunne leve, hvis jeg gjorde det”

     ”Vent, du hvad?” Spørger jeg og denne gang hæver jeg tonen.

Hvilket straks får en pludselig bevægelse til, at ske ved siden af mig, eller nærmere nede ved mine ben. Et lille gisp sammen med. Mit blik skyder fra Leonora og over på Annabell, da jeg ser det stramme udtryk i Leonoras ansigt.

     ”Hvad laver du her? Erik vi kan ikke stole på hende! Hun er med dem! De dræber os,” Annabells stemme var noget fast denne gang, og hun satte sig hurtigt op og forsøgte at kæmpe sig op på sin dårlige fod, hvilket jeg hurtigt opfangede og lagde en blid hånd mod hendes skulder.

     ”Rolig, hun gør os ikke noget. Lig dig ned. Leonora er med os, er du ikke?” Spurgte jeg og så op på Leonora, der stadig bar det faste udtryk.

     ”Jo.. Så længe Erik er i live, er jeg på hans side,” hendes stemme var fast og jeg rynkede kort i panden. Hvad ville hun gøre, hvis vi pludseligt stod overfor Travis? Hvad ville udfaldet blive.

     ”Jeg stoler ikke på hende, Erik ..” Hviskede Annabell.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...