På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3060Visninger
AA

23. Kapitel 22. Annabell

Jeg vidste ikke, hvor længe vi gik afsted. Han virkede meget opsat på at komme så langt væk som muligt, og jeg kunne virkelig også forstå ham. Men der var til gengæld så mange andre ting, jeg ikke forstod lige nu. Hvem var det, der havde fundet os? Og hvorfor havde han lydt så… hævngerrig?

Mine tanker hvirvlede rundt, da der ikke var så meget andet at gøre, og da jeg kom til at tænke på fornemmelsen af pistolen i hånden sprang et minde frem uden de store problemer. De sidste par dage var minder ellers kommet hen af vejen og havde affødt en enorm hovedpine, men ikke det her.

”Kom nu, er du ikke bange for at tabe til en pige?” Min stemme var en smule hånende, men smilet var alligevel på mine læber. Erik stod ved siden af mig og sendte mig en grimasse, inden han hævede pistolen og tog sigte. Endnu en gang ramte kuglen millimeter fra det hul, jeg havde lavet i skydeskiven. Men mit var stadig bedst, sat lige i midten. ”Du må også have snydt. På en eller anden måde.” Han lod pistolen falde igen, og jeg grinede af hans undskyldning, men inden jeg kunne nå at svare, kom Jake stavrende forbi. ”Lad nu mesteren komme til”, annoncerede han og jeg rullede med øjnene. ”Som om du kan gøre det meget bedre. Indrøm nu bare, at du ikke har den mindste chance”, kommenterede jeg med et skævt smil og lagde armene over kors, mens jeg betragtede, hvordan han tog sigte. Lige inden, han skulle til at skyde kom Travis og Leonora dog ind på banen, og han lod igen pistolen sænke sig. ”Er I klar til at se Jake tabe til en pige?” spurgte Erik dem med et drillende smil og jeg kunne ikke lade være med at fnise en smule, da vi nu alle stod med blikket rettet mod Jake. Opmærksomheden så dog ikke ud til at irritere ham på nogen måde, nærmere tværtimod. Han rettede pistolen op og stillede sig i helt balance, inden han tog ordenligt sigte og lod aftrækkeren trykkes ned. Da vi derefter tjekkede målskiven havde han dog om muligt skudt endnu bedre en mig. ”Det synes jeg, at jeg fortjener et kys for”, sagde Jake drillende, men inden jeg kunne nå at komme med en kæk bemærkning havde Erik allerede lagt armen om min skulder. ”Det kan du godt glemme alt om, smartass.” Jeg kunne ikke lade være med at grine.

Mindet føltes så velkendt og alligevel så langt væk, at det var til at blive tosset af. Men alligevel vidste jeg, at det gav mig en masse gode oplysninger. Jake var tydeligvis en god skytte. Og jeg havde kendt ham og han havde ligeså kendt mig. Vidst noget godt, hvis man så på den pingpong vi havde mod hinanden. Men hvorfor ville han så dræbe os? Dræbe mig?

Eriks skridt begyndte at blive langsommere og en smule mere usikre, hvilket tydede på, at han var ved at blive træt. Han viste dog ikke noget tegn på det, selvom det måtte være ekstremt hårdt for ham både at bære mig og de to tasker. Mit blik gled rundt for at undersøge skoven for mulige stoppesteder, da jeg fornemmede, at det snart var nødvendigt. It blik landede på et buskads et stykke væk.

     ”Erik…? Trænger du ikke til en pause?” spurgte jeg forsigtigt og lod kort hånden glide op og stryge ham over kinden. Han vendte blikket ned mod mig, og kort kom der et smil over hans læber, inden han igen blev alvorlig.

     ”Vi stopper med det samme vi kommer til en å. Vandflaskerne er ved at være tomme.” Han kiggede igen kort bekymret på mig, inden hans blik blev vendt fremad igen og endte den samtale.

Mine tanker gled igen rundt, mens jeg nød den svajen, som hans gang gav mig. Endnu et minde dukkede op fra gemmerne, men denne gang kunne jeg mærke en smerte skyde igennem mit hoved.

”Travis, kom nu! Vi har ikke hele dagen!” Jeg stod og hamrede hårdt på døren, mens Leonora og Erik stod bag mig. ”Er du sikker på, at han er derinde?” spurgte Leonora fornuftigt, men jeg ignorerede det og blev bare ved med at banke på døren ind til sovesalen. ”Kommer!” Jeg kunne ikke lade være med at grine og vende mig mod Leonorah. ”Se selv, jeg sagde jo, at han nok skulle være derinde!” Hun sendte mig et fnys, men blev alligevel stående, inden Travis et øjeblik efter åbnede døren. Han var noget af et særsyn her på klinikken, da han var en af de eneste forsøg, der bar briller. Normalt tolererede forskerne ikke den mindste fejl ved os, men han havde været en undtagelse og nok også et forsøg i sig selv. Han skubbede brillerne bedre op på næsen og lod kort blikket glide over os alle. ”Hvad venter vi på?” Han sendte os alle et strålende smil, hvorefter han marcherede ud på gangen, som om det overhovedet ikke var ham, vi rent faktisk havde ventet på. Hans gang så endda også noget hoverende ud med de lange lemmer, som bevægede sig i takt. ”Du… går den forkerte vej”, kommenterede Leonora dog kort efter, hvilket fik os alle til at bryde ud i grin, da Travis vendte sig om med et drillende smil. ”Virkelig? Den havde jeg ikke set.”

Jeg blev kastet ud af mine dagdrømmerier, da jeg landede på den bløde jord og langsomt slog øjnene op, da en blød hånd strøg noget af mit hår væk fra ansigtet.

     ”Går det bedre med foden?” spurgte Erik med et let smil, inden han vendte sig om, for at begynde at finde ting frem fra tasken, bl.a. en hel del af de våben, vi have taget fra Jake. Jeg var stadig overrasket over, hvor mange det egentlig var.

Vi var stoppet ved en lille å, som snoede sig en gennem underskoven og vi var dermed godt skjult, medmindre nogen valgte at træde direkte på os eller kunne høre vores stemmer. Derfor holdt jeg også stemmen lav. Jeg skulle ikke nyde noget med at blive opdaget endnu en gang.

Da jeg var vågnet tideligere var den eneste grund til, at Jake fandt mig, at jeg begyndte at kalde på Erik. Jeg var noget skrækslagen for, hvor han var blevet af, da han pludselig ikke bare lå ved siden af mig, som han ellers havde gjort alle andre morgener. Og så var jeg blevet opdaget.

     ”Ja… Jeg vil godt kunne gå nu”, svarede jeg ham med et smil, selvom det nok ikke var helt sandt. Foden smertede stadig ved den mindste bevægelse, men det var ikke noget, jeg ville vise ham. Han kunne jo heller ikke have det for nemt med at bære mig rundt.

     ”Lad os nu vente med det til i morgen. Hvis bare vi nu får fyldt vores vanddunke og slukket tørsten her, kan jeg gå ud for at samle bær?” Hans stemme var blid, men alligevel kunne jeg mærke en underlig følelse skyde igennem mig, da han foreslog, at han kunne gå ud for at hente bær.

     ”Nej. Jeg vil ikke blive ladt hjælpeløst tilbage”, påpegede jeg med en bestemt mine, da han vendte ryggen til mig og begyndte at fylde vandflaskerne op. Jeg kunne ikke se hans udtryk bagfra, men da han vendte blikket var et trist smil kommet frem på hans læber.

     ”Du har ret. Jeg vil ikke forlade dig igen.” Han lød næsten skyldbevidst over at have ladt mig være alene tilbage.

     ”Hvor var du egentlig henne? Du var væk et godt stykke tid”, spurgte jeg lavt og møvede mig ned til vandet for at tage en tår. Da jeg drejede blikket mod ham så han om muligt endnu mere skyldbetynget ud, men jeg ville gerne have svar.

     ”Jeg var ude at samle bær. Men… Jeg stødte på Leonora.” Han skævede kort til mig, som om han var bange for min reaktion på det, og jeg fik også en stram trækning om munden. Jeg forstod ikke, hvordan han kunne sige det så henslængt, når hun jo rent faktisk havde været grunden til, at jeg sprang ned af den pokkers kløft.

     ”Ja…? Prøvede hun at dræbe dig og slog du så også hende ned?” Min stemme var en anelse spids og jeg drejede blikket mod min fod, hvor jeg let trak strømpen af og rullede bukserne op, så jeg kunne begynde at rulle bandagen af for at se skaden.

Han sukkede tungt, som om han næsten regnede med at mit svar ville lyde nogenlunde sådan.

     ”Nej. Hun ville snakke. Hun fortalte mig, at de var blevet sendt ud for at dræbe os, hvis vi ikke frivilligt tog med tilbage. Vi fik 12 timer til at flygte, inden hun blev nødt til at sætte efter os.” Jeg hævede øjenbrynet af hans ord, da der var noget, der så ikke gav mening.

     ”Men hvorfor fandt Jake mig så?” Min stemme skælvede en smule, da jeg overhovedet ikke brød mig om mødet med ham. Det var ikke ligefrem den rareste måde at vågne op på.

Han skævede til mig og det var næsten som om han prøvede at finde et tegn på et eller andet i mit ansigt. Derfor vendte jeg også blikket ned til min fod, der tydeligvis var hævet og begyndte at få nogle underlige farver. Jeg rakte hånden ned og tog en sjat koldt vand, som jeg kunne hælde over den brændende fod.

     ”Det… ved jeg ikke.” Hans stemme lød igen skyldbetynget. ”Gjorde han dig noget?”

Jeg holdt blikket mod foden, mens jeg prøvede at køle den ned. Det ville være mere ideelt, hvis jeg havde noget is, men det var umuligt nu.

     ”Han…” Et tungt suk forlod mig og jeg drejede blikket fra ham. Jeg ville helst ikke tænke over det, men jeg vidste, at jeg skulle være ærlig overfor ham.

     ”Han hånede mig. Kaldte mig svag. Sagde, at min genstartning var det bedste, der nogensinde var sket. Specielt for… dig.” Jeg forstod ikke Jakes ord overhovedet og specielt ikke, da jeg nu sagde dem igen. De gav om muligt endnu mindre mening, og da jeg let løftede blikket mod Erik, kunne jeg se, at han så næsten lige så skræmt ud.

     ”Vent. Sagde han virkelig det?” Han så forfærdet på mig, og jeg nikkede, mens jeg lænede mig lidt frem og tog noget mere vand i mine hænder for at hælde det over den ophævede fod.

Jeg kunne mærke, at han bevægede sig, inden han lagde armen om mig.

     ”Det passer ikke på nogen måde. Det var forfærdeligt at miste dig, du var jo min… bedste ven. Os to for evigt”, sagde han med et let smil og gav min arm et klem. Jeg skævede til ham og sendte ham et smil, inden jeg fokuserede på min fod igen.

     ”Lad mig tage den”, sagde han og tog bandagen, hvorefter han begyndte at binde foden ind i igen. Hans bevægelser var langsomme og omhyggelige, og smerten blev let dulmet, da han var færdig.

     ”Og så skal vi videre.”

Han sendte mig et let smil, selvom det var tydeligt at han ikke brød sig om de sidste par hændelser, inden han begyndte at pakke det hele sammen i taskerne. Jeg skulle lige til at rejse mig, da han greb fat i mig.

     ”Vi skal bruge tiden fornuftigt. Jeg bærer dig”, sagde han, inden han tog mig i sine arme og begyndte at gå videre med faste skridt. Følte jeg mig svag? Ja.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...