På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3063Visninger
AA

22. Kapitel 21. Erik

Over stok og sten det gik. Mine fødder gav en dundrende lyd fra sig, som kunne høres lige omkring mig, mens jeg øgede tempoet. Inden jeg havde fornemmelsen af, at jeg ikke var alene. Jeg sænkede tempoet, til trods for, at jeg virkelig ønskede at løbe og bare komme tilbage til Annabell. Jeg stoppede op, og mit blik skød rundt, søgende efter tegn på andre. Jeg tøvede kort. Inden jeg stod helt stille og blot lyttede til alt omkring mig. Sugede hver lille detalje ind.

Der var fuldstændig vindstille, mens jeg lyttede. En busk bevægede sig en anelse, så mit gullige blik var med det samme henne på det, mens jeg overvågede det. Det tog ganske få sekunder, inden jeg rakte hånden ud efter en kniv i min bukselomme. Jeg vandrede aldrig uden våben, ikke efter vi var stukket af fra klinikken. Det var en vigtig del, og desuden, var jeg trænet i at bruge dem. Jeg nåede lige at få fat om skaftet, da en fugl fløj op lidt bag mig og jeg hurtigt rev kniven frem, og sprang tilbage. Snurrede rundt på hælene. Men intet. Stilheden var atter over det hele.

Mit hjerte bankede, men mit hoved var fuldstændig klart. Jeg satte straks i bevægelse igen, uden at tænke over, at der måske var nogen i den busk. Nu skulle jeg bare finde hende. Finde Annabell. Mine fødder gav genlyd, mens jeg spurtede afsted, inden jeg hoppede over et væltet træ, og efter noget tid, endelig var tilbage i lejren. Min vejrtrækning var hivene, mens jeg sank farten, og straks lod blikket skyde rundt. Søgende efter hende og tegn på andre. Hvis der var andre, ville jeg nødigt røbe hendes skjulested.

     ”Annab-”

     ”Jeg spekulerede over, hvor længe det ville tage.” Hvislede hans stemme, han var fast i tonen, og jeg genkendte hurtigt Jake. Hans mørke øjne, det karseklippede hår, mens enkelte skægstubbe let var at se hist og her på hans ansigt. Han var ikke muskuløs, som mange af de andre, blot ranglet og stor på en anden måde. Han bar det der sleske smil over læben.

     ”Jake!” Gled det over mine læber.

     ”I egen højeperson. Vi må nok hellere gøre det på den rigtige måde, selvom du i princippet har brugt feje kneb på Leonorah. Jeg ved ikke, hvordan du overtalte hende til at tie om jer, men mig narrer i ikke så let” Han fnøs og var noget standhaftig i sine ord. Han havde det med at spille badass, men når sandheden skulle frem, så var han blot en maskine der parrerede ordre, intet andet.

     ”Jake, du behøver ikke gøre det her. Du .. Vi er venner, det har vi altid været. Eller du var venner med Annabell,” forsøger jeg derfor i en fast tone.

     ”Var venner. Det er lige præcist det der er problemet. Jeg var venner med Annabell. Hun blev genstartet, og nu er vi ikke venner længere. Så faktisk, er det irrelevant. Går i med frivilligt, eller skal jeg gøre det på den anden måde?” Et glubsk smil gled over hans læber.

     ”Lad være med at snakke om mig, som om jeg ikke er her!” Kom det lettere hysterisk fra Annabell, mens hun stadig sad gemt væk i soveposen. Hendes fod måtte forhindre hende i, at flytte sig. Det var den eneste tanke jeg kunne komme på. Hvordan var det lykkedes Jake, at følge efter os? At finde os?.

Hvor længe havde han været her? Han havde vel ikke gjort hende noget? Hendes stemme var hysterisk, så måske havde der foregået noget. Jeg havde i mellemtiden bidt mig i tungen, men det måtte jeg ignorere.

     ”Følger i med eller ej?” Han så på os med et blik, der både kunne dræbe og give efter. Men jeg vidste, at det sidste var noget, som jeg blot bildte mig selv ind. Han ville aldrig give efter for sådan noget. Han ville altid gå efter at dræbe.

     ”Aldrig!” Var jeg hurtig til at sige, og smed posen med bær på jorden, mens jeg trådte hen imod ham, og straks havde fundet min kniv frem. Jeg svang den imod ham. Et træk, som han åbenbart havde forudset, for han greb fat om min arm og vred mig rundt. Inden jeg mærkede, at jeg gik ned i knæ. Men det skulle ikke stoppe mig, jeg lod det ene ben svinge rundt, så han endte med at vælte ned i jorden.

Han formåede at vriste kniven ud af mit greb, og vi endte med at rulle rundt på jorden, mens vi kæmpede om at få snuptaget over den anden. Hvilket ikke ligefrem, var nogen let sag. Han havde altid været den der kom mig nærmest i nærkamp, og jeg priste mig ligenu lykkelig over, at jeg havde trænet så meget imod ham til, at jeg kunne forudsige mange af hans træk.

Jeg vristede mig løs og fik sparket mig væk. Han kom op på knæene og kom på benene.

     ”Ikke dårligt Erik, men stadig ikke godt nok” Hvislede hans stemme, mens han lod tommeltotten glide over sin flækkede læbe, der på et tidspunkt, havde fået et slag, der var tilpas nok til, at han begyndte at bløde.

     ”Er du kommet for, at snakke?” Gled det spydigt over mine læber, hvilket var noget, der sjældent lå til mig. Men lige i denne situation kom det pludseligt så naturligt.

Jeg forudså straks hans næste træk, da han tog et skridt frem, og nåede derfor at afværge det med den ene arm, mens den venstre hånd smækkede ham en ordentlig en i maven. Han hev efter vejret og bøjede sig kort sammen, inden han nærmest taklede mig, så jeg røg lige i jorden. Jeg kneb øjnene sammen, da jeg ramte en stup.

     ”Erik! Pas på!” Hvinede Annabell.

Jeg kastede mig til siden, og nåede kun lige at undvige den sten, der blev kastet efter mig. Jeg så overrasket på ham. Jeg havde aldrig overvejet, at han rent faktisk ville gå efter at dræbe. Hvad tænkte jeg dog også på? Jeg greb hurtigt fat i stenen, og ved hans næste træk gik jeg mod ham. Ikke noget med, at forsøge at undgå eller andet, jeg måtte slå ham bevidstløs.

*

     ”Vi bliver nød til, at komme videre Annabell,” var jeg hurtig til at sige, mens jeg skubbede posen med bær hen til hende. ”Tag dig noget morgenmad, inden vi skal afsted.”

     ”Du.. Du slog ham ud!” Hun så helt lamslået ud, mens hun sad der med måbende mund, og nærmest bare var gået i sort. Hun stirrede på Jakes bevidstløse krop, der lå henslængt over skovbunden, og hans lukkede øjne. Jeg sukkede ved hendes ord.

     ”Hvad ville du have, at jeg ellers skulle have gjort? Han ville have skudt os, hvis vi ikke var fulgt med!” Jeg kunne ikke lade være. Min stemme blev en smule autoritær, fuldstændig i balance og alligevel, var der så meget der var forkert i den. Jeg sukkede.

     ”Jeg forstår ingenting .. Hvorfor skulle de dræbe os? Hvorfor dræbe? Vi har ikke gjort dem noget? Jeg vil bare leve mit liv!” Hendes øjne var begyndt at blive våde, og jeg så på hende. Inden jeg nåede at sige mere, var hun hurtig til at afbryde mig.

     ”Er han .. Du ved .. Død?” Spurgte hun forsigtigt, mens hun tøvende tog imod bærerne. Jeg rystede straks på hovedet, mens jeg bøjede mig ned over Jakes krop, og undersøgte ham for våben. Ikke underligt nok, var han godt bevæbnet og jeg var hurtig til at finde alle hans våben og remedier.

     ”Kan du huske, hvordan du bruger sådan en her?” Spurgte jeg, og rakte hende en af de pistoler, som Jake havde båret. Hun havde lige proppet sig med bær, så jeg ville ikke spørge videre ind til det. Hun skulle jo lige have en chance for, at fordøje maden og svare på spørgsmålet, uden at jeg afbrød hende. Derfor begyndte jeg at stikke nogle af våbene ned i mine lommer og tasken med den anden hånd.

     ”Nej jeg ..” Hun tog fat om pistolen, og straks stivnede hele hendes ansigts mimik. ”Jeg har brugt sådan en her før.” Kom det mumlende fra hende, mens hun vendte og drejede pistolen i sin hånd. Jeg løftede mit blik og så på hende. Hendes tøvende stemme, havde ændret sig og nu var den mere fascineret. Et smil havde dannet sig over mine læber.

     ”Jeg har brugt sådan en før. Den virker så velkendt, men der er noget over den .. Jeg har aldrig skudt nogen vel?” Hun løftede sit blik fra fascinationen af pistolen, og jeg rystede på hovedet af hendes ord.

     ”Aldrig. Kun træningen i klinikken”

Hun nikkede langsomt, og stak pistolen ned i sin taske.

     ”Vi skal have pakket sammen,” mumlede jeg og begyndte at pakke taskerne sammen, og da jeg endelig var færdig og havde fået hende rykket fra soveposerne, så de var pakket sammen, så jeg op på hende.

     ”Hvordan har din fod det i dag?” Spurgte jeg så endeligt. Hvilket resulterede i, at hun med det samme rystede på hovedet.

     ”Den gør ondt, men jeg kan måske støtte på den?” Kom det prøvende over hendes læber på en forsigtig måde, hvilket bekymrede mig. Jeg var hurtig til at ryste på hovedet af hendes ord.

     ”Jeg bærer dig,” og med de ord sagt, svang jeg tingene over skulderen, og skænkede Jake et sidste blik, inden jeg lagde en hånd under knæhaser og en anden under hendes arme og tog hende op i min favn for, at bære hende afsted. Mine bevægelser var faste og jeg havde travlt.

     ”Hvorfor tog du overhovedet væk? Hvor var du henne?”

     ”Jeg hentede bær,” mumlede jeg med et suk. Jeg havde allerede skyldfølelse af, at have ladt hende i stikken. Det tyngede mig, men jeg havde virkelig ikke troet, at nogen ville opdage hende. Eller indhente os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...