På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3077Visninger
AA

21. Kapitel 20. Erik

Det var langt fra en rolig nat for mig. Denne gang, florerede tankerne skødensløst rundt i mit hoved og mængede sig med hinanden. Bekymringerne for Annabell efter hendes fald, var vokset betydeligt. Jeg brød mig ikke om det. Langsomt huskede jeg tilbage på, hvordan jeg havde svoret, at jeg ikke kunne forlade mit liv, men da jeg først stod i situationen. Så kunne jeg ikke lade hende gøre det alene. Det var hun for kostbar til. Mit blik drejede imod hende, mens jeg igen havde lagt en arm over hendes i løbet af natten. Mit blik gled over på den sovende Annabell. Hun havde været helt væk i søvnens dulmende tæppe. Jeg kunne ikke lade være med, at frembringe et smil over mine læber, mens hun lå der – så fredfyldt og uforstyrret. Jeg endte derfor med at sukke tungt.

Langsomt lirkede jeg min arm fri, og i et forsøg på, at undgå at vække hende fik jeg, lusket mig ud af varmen fra soveposerne, der lå varmt omkring os. Et grynt undslap hende, og jeg stivnede, inden hun blot vendte sig rundt og sove videre. Jeg åndede ud igen, og var hurtig til, at skubbe soveposen omkring hende og ligge et par grene over den, så hun lå ekstra godt skjult. Mit blik skød rundt, inden jeg strakte min søvndyssende krop, og lod de gullige øjne glide rundt for at skimme terrænet. Det var ikke meget, jeg havde nået at se dagen før, da jeg havde haft travlt nok med at sørge for, at hun klarede den.

Jeg kunne stadig ikke fatte, at hun rent faktisk overlevede det fald. Aldrig havde jeg været så sikker på, at jeg havde mistet hende, som denne gang. Eller jo, en gang før. Da hun blev genstartet. Men det var ikke det samme, jeg vidste jo, at hun ville overleve det dengang.

Mit blik gled rundt, mens jeg overvejede, om det var bedst at lede efter vand eller bær. Jeg åbnede derfor op for taskerne og tjekkede vores provianter, inden jeg måtte konkludere, at der var færre bær end jeg lige havde regnet med i første omgang. Et lille suk forlod mig, inden jeg tog en pose op, og lod mit blik kort strejfe Annabell. Hun lå skjult, og jeg havde sørget for, at alt var godt gemt væk. Derfor smuttede jeg væk. Bevægede mig langsomt, lydløst og listigt afsted, mens jeg trådte omkring og nøje memorede, hver lille detalje. Vi måtte ikke efterlade nogle mærker, eller jeg måtte ikke nu. Det måtte vi blive bedre til fremover.

Jeg fandt hurtigt vej hen til busk, hvor der var de helt rigtige bær, endda nogle af dem, som vi kunne spise. Mine fingre gled over blåbærene og i hurtige og nænsomme bevægelser fik jeg hevet nogle af dem af buskene og ned i posen. Jeg stod måske lidt udsat, men det var der ikke noget at gøre ved. Efter en halvfyldt pose, gik jeg videre og fandt snart noget der mindede om et æbletræ, jeg lod de gullige øjne skyde op.

Et gisp lød bag mig.

     ”Du-” Jeg snurrede hurtigt rundt på hælene, og blev mødt af synet af Leonora. Et eller andet sted, var det virkelig farligt og på et andet punkt, så var det en lettelse, at det lige var hende af alle de andre.

     ”Er i live? Ja, medmindre du vil kalde mig for en omvandrende levende død-” Begyndte jeg med det samme, mens et flabet og kækt smil gled over mine læber, til trods for, at jeg bestemt ikke var tilfreds med, at finde hende herinde. Hvordan var det lykkedes hende, at finde os så hurtigt? Eller vent, hun havde ikke fundet os endnu. Hun havde blot fundet mig.

     ”-Lad os nu bare kalde det, hvad det er – En zombie, og nej jeg troede du var død. Du hoppede ud over kanten” Bekymringen og forvirringen var i hendes øjne, og jeg bed mærke i, at hun havde røde øjne. Derfor tippede jeg hovedet på skrå.

     ”Åh ja, det eneste problem med den sætning var bare, at det var en stor løgn. Jeg gik ned og hoppede ikke,” svarede jeg hende med et smil over læben.

     ”Men Annabell-”

     ”Helt ærlig Leonora, hvor dum regner du mig lige for, at være? Og du skulle forestille at være den skarpe af os, de har da vidst ikke lige beregnet det hele med,” sukkede jeg med en hovedrysten. Et fnys undslap hendes læber, og hun var tydeligvis  blevet noget fornærmet over de ord.

     ”Hvordan skulle jeg kunne vide det? Du har altid gjort alt for den pige. Hvis hun ønskede mit hoved serveret på et sølvfad, så havde du med glæde skåret det af!” Vrissede hun.

     ”Det ved vi vidst begge to godt, ikke er tilfældet. Hvem har lige tisset på din sukkermad?” Jeg havde dannet en rynke i panden, og strøg min frie hånd igennem håret, mens den anden stadig holdt fast i den pose med bær, som jeg havde indsamlet.

     ”Ja undskyld for, at jeg er lidt forvirret. Jeg troede fandme du var død! Også har jeg siddet og tudet over dig, også viser det sig kraftedme, at du stadig er i live!” Røg det frustreret over hendes læber. Jeg så overrasket på hende, da ordene blev fanget i mit hoved.

     ”Vent? Du har hvad?”

     ”Du kan lige vove på, at sige det til nogen!” Var hun hurtig til at indvende.

     ”Hvis du vender dig omkring, og lader som om, at du aldrig har set mig, så kan vi diskutere det! Giv os et forspring på 24 timer, afled de andre – Et eller andet. Jeg har brug for, at få hende i sikkerhed. Det burde du af alle vide Leonora!” Jeg bønfaldt hende ligefrem med de ord, noget jeg aldrig havde gjort før.

     ”Erik jeg … J-” Mere nåede hun ikke at sige, inden jeg så en tåre løbe ned af hendes kind. Hun var splittet. Det vidste jeg. Hun var en af mine bedste veninder, en jeg virkelig stolede på. Hun havde også haft det hårdt ovenpå det med Annabell, de havde fungeret godt sammen, men der havde altid været et eller andet mellem de to piger, som ikke var helt rigtigt. Eller var det bare mig? Jeg vidste det ærligt talt ikke, og jeg havde aldrig spildt min tid på at udspørge dem om det.

     ”Leonora? Hvor fanden er du? Har du fundet nogen spor af dem?” Stemmen genkendte jeg. Den tilhørte den 17 årrige Jake, som altid fulgte reglerne – uanset kneb. Han ville være den bedste, og jeg vidste med det samme, at hvis han opdagede mig – så var løbet kørt. Derfor var jeg også hurtig til at skjule mig bag et træ, i tilfælde af, at han skulle komme forbi. Men hele tiden, så jeg kunne se Leonora.

     ”Nej! Jeg kommer om lidt jeg … Jeg  .. Jeg skulle bare tisse!” Hendes kinder blussede op, da hun virkelig ikke brød sig om at sige sådan noget højt.

     ”Tak for info, næste gang så sig at du skal på potten, forhelvedet Leonora! Nå, men vi andre samler os ved lejren, du kommer bare ..” Brummede han, inden hans stemme tonede ud.

     ”Du kan få 12 timer, men ikke et minut eller sekund mere. Og Erik?”

     ”Ja?” Jeg kiggede overvejende på hende, da hun tilføjede det sidste, men jeg var ikke mere end et par sekunder om, at svare hende.

     ”Lov mig, at I passer på hinanden. Eller .. Nej, please kom med! Ellers så .. Hvis vi ikke kan overtale jer, så skal vi dræbe jer,” hun hviskede ordene og jeg fik straks store øjne af det.

     ”Dræbe os?” Jeg så indtrængende på hende, mens jeg trådte frem, og tog godt fast i hendes arm. Jeg var forarget over den reaktion. De kunne sku da ikke dræbe os, vi var kun børn. Eller teenageres, men anyways, det kunne da ikke lade sig gøre!

     ”I er til fare for systemet, i har for mange informationer – Jeres evner. Eller din evne, hun har vel ikke sin mere, men det er farligt”

Fuck!

*

Hvordan det var lykkedes mig, at overtale Leonora til, at give os et forspring, det vidste jeg ikke. Eller jo, det vidste jeg godt. Hende og jeg, havde været tætte, meget tætte. Annabell kom blot imellem os, og det havde hun aldrig været helt tilfreds med. Nu lå landet så bare sådan, at det var lykkedes at få det hele til at fungere, specielt da Travis kom ind i billedet. Hvordan de var endt med at falde for hinanden – de to – det vidste jeg ikke, de var som dag og nat. Men supplerede hinanden perfekt. Et lille smil havde dannet sig over mine læber, inden jeg rystede det af mig igen. Jeg måtte finde tilbage til Annabell. Alligevel turde jeg ikke gå den direkte vej. Jeg sørgede for, at bevæge mig på forskellige grene og småsten, der lå på jorden, i et forsøg på,  at undgå at sætte mine fodaftryk. Hvis det ville røbe os, så var det helt galt med os. Så ville vi først være færdige. Jeg brød mig ikke om, tanken om, at de direkte havde fået ordre på at dræbe os, hvis vi ikke fulgte med. Under alle omstændigheder, ville de genstarte Annabell. Noget, som jeg ikke ville kunne lade dem gøre.

Dog vidste jeg også, at Leonorah skyldte mig en tjeneste og det højest sandsynligt var den, som havde fået hende til af afstå. Hun havde endda krammet mig, inden hun forsvandt. Hendes ord rungede dog stadig i mine øre. Næste gang vi ses, så er det alvor. Det mener jeg Erik! Næste gang, kan jeg ikke gøre nogen undtagelse. Det her er sidste gang. Overvej dine næste træk meget stærkt! Jeg kan ikke beskytte dig mere, jeg går ikke imod klinikken, som du gør. Jeg har ikke dit mod. Du var altid den bedste, det ved du også godt. Inden hun forsvandt væk. Jeg tygger noget på de ord. Hvad mente hun helt præcist med, at jeg skulle overveje det ekstra godt? Jeg havde ikke tænkt mig, at vige fra Annabells side.

Langsomt stivnede jeg. Hvad nu, hvis de havde aftalt det her, så de kunne fange Annabell? Uden at tænke yderligere over det, satte jeg straks i løb mod lejren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...