På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3027Visninger
AA

3. Kapitel 2. Annabell

     ”Ivy Nelson”, blev der råbt op. Jeg rejste mig langsomt fra den blå plasticstol og bevægede mig ind i det tilstødende lokale. Første gang jeg befandt mig her for få uger siden, havde jeg fået den følelse af, at jeg kendte stedet. Da jeg spurgte ind til det, lo sekretæren bare af mig, som om jeg var dum. Hvilket jeg nok også var. Jeg kunne umuligt have været på dette sted før, da jeg jo først lige var kommet der.

Jeg gik langsomt ind i lokalet ved siden af skranken, mens jeg kunne mærke nervøsiteten stige. Min psykolog, hr. Summers, var en forholdsvis ung mand, men det var ikke det, der skræmte mig, selvom unge voksne var uhyggeligere end gamle voksne. Det mest uhyggelige ved ham, var hans øjne. De var isblå og af den slags, der borede sig ind for at trække alle svar frem. Hver gang jeg havde været hos ham, hvilket altså vil sige hver torsdag, følte jeg mig tom indvendigt resten af aftenen, som om han havde gravet alt vigtigt ud af mig.

     ”Hej Ivy, værsgo at tage plads.” Den venlige stemme snød mig ikke længere, som den havde gjort de første gange, for nu vidste jeg, at den bare var fup for at få mig til at tale ud om alt. De isblå øjne ramte med det samme på mig, da jeg med stor forsigtighed placerede mig i en komfortabel lænestol, selvom jeg stadig undrede mig over, hvorfor jeg skulle sidde i den.

     ”Nå, har du så oplevet noget nyt den sidste uges tid? Stadig tilbagevendende mareridt?” spurgte Summer med den venlige stemme, men de isblå øjne borede sig ind i mine brune, og gav mig lyst til at se væk med det samme. Jeg havde dog hurtigt lært, at det ikke var noget, man gjorde. Det tolererede han ikke.

Langsomt nikkede jeg med blikket imod ham, mens jeg prøvede at skjule det enorme ubehag jeg følte. Det jeg følte hver gang i hans selvskab.

     ”Ja, de bliver ved med at vende tilbage”, svarede jeg lavt. Jeg følte mig altid som en lille pige i hans selvskab.

     ”Og det er stadig det med ild omkring dig?” En bekymret rynke formede sig i hans ellers helt glatte pande. Selvom han så bekymret ud, var jeg dog næsten sikker på, at det ikke var pga. mig. Nej, det var nok mere drømmen, der bekymrede ham. Jeg nikkede langsomt.

Et tungt suk kom fra ham, som om han var næsten sikker på, at den drøm ville ende med at ødelægge et eller andet. Noget, som jeg dog ikke kunne regne ud udelukkende ved det suk.

     ”Er der ellers andet, der har gået dig på her på det sidste?” spurgte han og hans blik var endnu en gang blevet fast, mens han nærmest stirrede ind i mig for at tage alle mine hemmeligheder fra mig. Tanken om den rødhårede dreng meldte sig på, men jeg sørgede for at den ikke skulle komme frem. Hr. Summers virkede til altid at vide, hvad jeg tænkte, selvom jeg ikke sagde det højt.

Derfor kredsede mine tanker til skoletimerne for at finde noget, som virkede troværdigt, og som jeg kunne bruge. Hr. Summers lod mig nemlig ikke gå fra disse psykologtimer uden at han havde fået noget brugbart, som han kunne vende til næste gang.

     ”Skolen føles utrolig nem. Som om jeg har lært det hele før”, sagde jeg tøvende, da det jo var sådan. Han nikkede bekræftende, da det var noget, jeg havde fortalt før. Mange gange. Jeg havde faktisk overvejet at spørge, om jeg kunne springe klassetrinnet over og bare komme videre til den næste klasse, men det fik jeg ikke lov til. Hvorfor vidste jeg virkelig ikke.

     ”Du må bare have klæbehjerne. Der er ikke noget at gøre ved det”; svarede han bare med sine iskolde øjne, og jeg sukkede indvendigt. Selvfølgelig svarede han det.

     ”Vi ses næste torsdag”, sagde han så bare pludselig ud af ingenting, og jeg kiggede forvirret på ham, da det var noget let sluppet. Et øjeblik skulle jeg lige til at spørge ind til hans underlige opførsel, men jeg lod det ligge. Det var vist bare held, at jeg var sluppet så nemt. Men der måtte da også stikke noget under?

Min mor ventede udenfor i bilen, og jeg åbnede passagerdøren til den lille blå Citroën, med et lettet smil. Hun drejede hovedet fra bogen, hun var i gang med og sendte mig et overrasket blik.

     ”Tog det virkelig ikke længere tid?” Jeg trak på skuldrene og satte mig ind på sædet, og lod mig falde tilbage.

     ”Nix.”

     ”Der er vidst en, der er sluppet heldigt fra den i dag”, jokede hun og startede bilen. Jeg spændte selen fast, inden jeg endnu en gang lod mig falde tilbage i sædet.

*

Den aften lå jeg bare i min seng med hovedet begravet i en bog, selvom jeg ikke fik halvdelen af indholdet med. Mine tanker kredsede om den utrolig lette psykologtime, og hvilke svar hr. Summers havde håbet på at få. For det må jo have været den eneste grund til, at han lod mig gå så let. Han håbede måske, at jeg så ville fjerne mine parader og dermed give ham det, han rigtig ledte efter. Men hvad kunne det være?

Jeg vendte mig om i sengen, så jeg i stedet lå på ryggen med bogen over mig i strakt arm, men dette gav den ikke bedre mening. Hvorfor gik jeg egentlig til psykolog? Det vidste jeg ikke selv, men min mor sagde, at det var nødvendigt.

Mine tanker gled videre på, hvorfor jeg egentlig havde sørget for at holde ham den rødhårede, Erik, ude af mine tanker, selvom det egentlig ville være relevant at snakke om, da jeg aldrig før havde fået den følelse af at kende en anden person bare sådan. Men havde jeg kendt ham? Og hvorfor havde jeg så gemt ham fra mine tanker?

Jeg slap bogen, så den klaskede ned i mit ansigt, og et tungt frustreret suk forlod mig. Hvem var han? Og hvorfor virkede han så bekendt? Hvis han var en bekendt, så burde jeg kunne huske ham, burde jeg ikke?

En ide kom til mig i frustrationen, og jeg åbnede øjnene og stirrede på bogsiden lige over mig. Jeg kunne jo prøve og se, om jeg kunne finde ham? Det var der jo medier til.

Jeg vidste ikke, om det var fordi mine øjne ubevidst havde fanget ordet ’Stalker’ som tredje ord på linje 20, side 47 i bogen, eller om det bare var en ide, der kom fra ingenting, men i hvert fald var det det, jeg besluttede mig for at blive. En stalker. Eller i hvert fald skulle jeg bare stalke ham her Erik en smule.

Jeg rejste mig fra sengen og satte mig over til mit skrivebord, hvor jeg tændte den gamle stationære, der stod derpå. Efter omtrent ti minutter, hvor jeg ventede på opstarten, kunne jeg endelig åbne for internetfanen, der igen tog ti minutter om at opstarte. I mellemtiden sad jeg og overvejede, hvor jeg kunne finde ham henne. Det måtte jo være muligt at finde ham, måtte det ikke?

Jeg startede med at åbne Facebook. Noget der ikke var faldet mig ind ved denne plan var dog, at jeg kun kendte hans fornavn. Og selvom der nok ikke var så mange, der hed Erik på min alder, så var der alligevel for mange til, at det ville blive helt let. Jeg prøvede dog alligevel.

473 personer var der, der hed Erik, der samtidig også boede i nærheden. 57 af dem var ca. på min alder. Jeg fortrød med det samme, at vi boede i en storby. En ide kom til mig og jeg åbnede en ny fane, så jeg kunne gå ind på skolens hjemmeside. Jeg fandt klasselisterne frem og lod blikket glide over dem alle for at finde mulige Erik’er. Der var tre på skolen. To på årgangen over og en på samme som mig. Det gjorde jo det hele meget lettere!

Jeg søgte på alle navnene på Facebook, og det ene gav resultat. Der smilede den rødhårede dreng ud fra skærmen, som om han det næste øjeblik kunne finde på at lave et nummer med dig. Bag ham prøvede en lyshåret dreng med et kækt smil at få plads på skærmen, men han blev om muligt holdt tilbage. Mit blik lå dog på Erik, mens jeg igen prøvede at finde ud af, hvor eg kendte ham fra. Det ville bare ikke komme.  Derfor endte jeg med at sukke tungt og finde hans skema frem på skolens hjemmeside. Så ville jeg kunne holde øje med ham og måske finde noget. Jeg var blevet meget opsat på at finde ud af, hvem denne Erik var, og det var ikke bare noget, jeg ville lade gå forbi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...