På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3039Visninger
AA

20. Kapitel 19. Annabell

Jeg lå helt stille og ventede bare på, at den stille mumlen ovenfra ville stoppe og vidne om, at de var forsvundet. Det dunkede smertefuldt igennem min ene fod, men jeg prøvede at bide smerten i mig, da jeg ikke rigtig kunne finde andre udveje. Jeg blev bare nødt til at klare det her.

     ”Hun kan kun være død. Og det må han så også være.” Stemmen nåede mig ovenfra og et kort øjeblik troede jeg at den skælvede. Det var helt klart Leonoras stemme, men hvorfor skulle den skælve?

     ”Men… Men hvad så, hvis det ikke er sådan? Hvad så, hvis det bare er et nummer?” Denne gang var det en dreng, der brød ind, og hans stemme skar tydeligt igennem. Specielt pga. hans ord.

     ”Så må vi jo bare vente til i morgen og så kan vi finde en sikker vej ned, så vi kan undersøge det. Men nu skal vi have fyldt alt op.” Det var tydeligt, at det var Leonora, der bestemte og hun begyndte også at dirigere folk rundt med en beordrende tone. Jeg kunne ikke holde ud til at ligge i krattet i denne stilling og med den satans fod, men der var intet jeg kunne gøre. Hvor var Erik henne?

Lydene fortsatte oppefra, og da jeg åbnede øjnene for at kigge op, kunne jeg ane, at de var i gang med at slå lejr lige der ved kløften. Et suk forlod mig, og jeg lukkede øjnene igen. Jeg kom nok til at spille død et godt stykke tid endnu, inden mørket ville lægge sig over det hele. Det eneste positive var, at jeg stadig var i live. Tasken havde taget det værste fald for min ryg, og det var nok det, der havde gjort hele udfaldet.

Jeg ved ikke, hvor længe der gik, inden mørket endelig gjorde, at jeg ikke kunne se andet end deres bål og lamper over mig. De kunne næsten med sikkerhed ikke se mig, da det til mit held i aften var overskyet. Hvis månen havde stået lige ned havde jeg virkelig været på den.

Jeg prøvede forsigtigt at rykke mig, og det føltes meget underligt at bevæge lemmerne, efter at have ligget i den samme stilling de sidste mange timer. Jeg blev nødt til at holde et skrig i mig, da jeg prøvede at komme op at stå og kom til at støtte mig på min højre fod. Smerten skød hele vejen op gennem mig, og jeg fik ligefrem tårer i øjnene.

Jeg prøvede at tage et forsigtigt skridt frem, men igen skød smerten op igennem mig og lammede mig nærmest med sin intensitet. Tårerne begyndte nu at rinde ned af mine kinder, da jeg fuld af smerte prøvede at kæmpe mig igennem buskadset og hen til flad grund.

     ”Her.”

Er arm blev lagt under mig, så jeg blev halvt løftet og jeg var lige ved at grine højt, udelukkende af lettelse over det. Jeg kendte duften af trøjen, som jeg kort begravede hovedet i. Jeg genkendte stemmen. Og aldrig havde jeg været så lettet.

     ”Erik! Jeg… Min fod.” Jeg prøvede at lade være med at tale for højt, men det var svært, da min vejrtrækning i forvejen var besværet pga. smerten, og lettelsen strømmede igennem mig.

     ”Rolig. Vi skal nok klare den, tag den med ro.” Hans stemme var beroligende og jeg stolede på den, mens jeg støttede mig op af ham. Han lempede forsigtigt tasken af min ryg, hvad han gjorde af den, vidste jeg ikke, inden jeg kunne mærke, at han tog fat på min ryg og under mine ben. Og pludselig svævede jeg fra jorden.

Tårerne begyndte nu at rinde hurtigere ned af mine kinder, men der kom ikke andre lyde fra mig. Jeg greb fat i hans trøje og gemte hovedet imod ham, mens jeg kunne mærke, hvordan han med rolige skridt bevægede sig videre.

Jeg ved ikke, hvor længe han gik sådan med mig. Jeg overvejede ikke en gang, hvor tungt det måtte være for ham både at bære rundt på mig og to tasker. Det eneste jeg kunne tænke på var, at han havde reddet mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne gøre eller sige, derfor lod jeg være med at sige noget som helst.

Jeg lagde ikke en gang mærke til, at jeg blev lagt på jorden, inden jeg lå der. Taskerne landede lige ved siden af mig, og jeg åbnede forsigtigt øjnene, der ellers havde været lukket i. Mørket var næsten kvælende omkring mig, men alligevel kunne jeg lige ane hans konturer omkring mig. Og pludselig skød en lille lysstråle frem.

Jeg blinkede forvirret med øjnene, inden han drejede lygten væk og lod den lande på mit ben. Man kunne ikke rigtig se noget, men smerten skød stadig næsten ulideligt igennem mig, bare ved den mindste bevægelse af foden.

     ”Det var sindssygt det der. Er du klar over, hvor heldigt du er sluppet?” Hans stemme fik mig til at kigge op og hans blik lå noget alvorligt på mig. Jeg bed mig i læben.

     ”Jeg troede du havde en plan, ikke bare det der hovedkulds spring. Hvad skete der lige deroppe?” Han havde altså set det hele. Og så alligevel ikke. Han havde kun set springet, hvilket jeg var noget lettet over.

     ”Leonora kom frem. Hun… Hun så først ud som dig. Sagde en masse underlige ting, som ja, overhovedet ikke passede ind. Og da hun forvandlede sig tilbage til sig selv var hun næsten skuffet over ikke at have ramt den rigtige imitering.” Jeg var næsten sikker på, at han kendte Leonora, så jeg havde ikke lyst til at forklare hende yderligere. Jeg ville dog næsten sværge på, at han rødmede en anelse, da jeg snakkede om, at hun havde prøvet at imitere ham. Men det kunne også bare være smerten og mørket, der tilsammen fik det til at se sådan ud.

     ”Det ville ligne hende. Og så sprang du?” Hans stemme var blid og jeg kunne ikke lade være med at sende ham et kort smil, inden jeg pludselig mærkede hans hænder mod min fod og gispede af smerte. Tårerne var igen ved at rinde, men jeg holdt dem inde.

     ”Jep. Og det gik jo fint nok.” Jeg gjorde alt for at holde stemmen i ro, selvom han også tydeligt kunne se på mig, hvor ondt det gjorde. Forsigtigt blev mit bukseben rullet op, og endnu langsomme trak han min sko og strømpe af, og jeg blev nødt til at bide mig i læben, for ikke at skrige op eller gøre andet af smerte. Hans kølige hænder gled over foden, mens jeg prøvede alt for ikke at vise smerten.

     ”Har du pakket en førstehjælpskasse med?”

Jeg nikkede langsomt og pegede over mod den ene af taskerne.

     ”I sidelommen.” Jeg kunne simpelthen ikke sige mere, da jeg var bange for, hvordan det ellers ville komme ud. Det tog al min kontrol til bare at lyde nogenlunde rolig og smertefri.

Den lille kasse, jeg havde taget ude fra vores badeværelse blev fisket frem, og til mit held befandt der sig også en bandage. Erik løftede forsigtigt min fod op for at hvile på sit knæ, så han kunne sætte det fast.

     ”Jeg ved ikke, om det er brækket, men det her er det bedste, jeg kan gøre for nu.” Han sendte mig et trist smil, inden han pakkede det hele sammen igen. Foden dunkede stadig som bare fanden, men i det mindste føltes det mere som om, at der var styr på det, da den nu var bundet sammen.

     ”Tak, Erik”, hviskede jeg med et let smil, da han rejste sig og pakkede soveposerne ud. Det fik mig til at kigge mig omkring hvor vi egentlig var, for vi kunne jo ikke lægge os til at sove hvor som helst. Til min lettelse kunne jeg se, at vi lå inde imellem en masse grantræer, og dermed var godt skjult for omverdenen. Så behøvede vi ikke at flytte os mere rundt.

     ”Kan du komme i?” spurgte han forsigtigt og rakte den ene sovepose til mig. Jeg prøvede forsigtigt at flytte foden, men bare den mindste bevægelse sendte en enorm smerte igennem mig. Det skulle nok blive sjovt at komme rundt i morgen.

     ”Nej… Ikke lige nu.” Jeg sukkede tungt, og ville virkelig bare ønske, at jeg ikke var sprunget hovedkulds ud over den pokkers kløft. Han så ud til at tænke sig om e øjeblik, inden han rodede let i tasken og fandt en vanddunk frem. Låget blev skruet af, inden jeg mærkede den lindrende kulde af vand gennem bandagen. Jeg lukkede kort øjnene af nydelse over, at den dunkende smerte fortog sig, selvom jeg vidste, at det bare var kort tid, og vi mistede dyrebart vand på det. Derfor åbnede jeg også hurtigt øjnene igen, og greb fat i vandflasken, inden han hældte mere på. Han sendte mig et kort smil, inden han rodede ned i tasken og fandt en af poserne med bær.

     ”Så må vi hellere spise og slukke vores tørst, inden vi går til ro”, annoncerede han og rakte mig posen, hvor jeg fiskede nogle af bærerne op og spiste dem let. Det mættede ikke meget, men alligevel var det rart at spise bare en smule. Så måtte jeg håbe, at vi kunne finde en rigtig sø her en af de nærmeste dage, og så måske få fisk.

Nogenlunde mæt og med tørsten slukket lagde jeg mig tilbage på det bløde tæppe af grannåle. Mit blik lå på ham, og jeg rynkede panden, da han lynede en af soveposerne helt ned.

     ”Hvad laver du?” spurgte jeg med et let smil og betragtede ham i det svage lys fra den lille lygte, der stadig pegede mod min fod. Han drejede blikket og sendte mig et skævt smil, inden han lagde den åbnede sovepose over mig, for derefter at lyne den anden ned også. Han lagde den fint udfoldet på jorden, inden han kom over til mig og samlede mig næsten bare op i et snuptag for at placere mig ovenpå soveposen. En lille fnisen forlod mig ved tanken om, hvad han egentlig gjorde for mig, da den varmede noget.

Han samlede lygten op og tog den med hen, inden han lagde sig ved siden af mig og trak den anden sovepose over sig.

     ”Det skal jo ikke ende med, at du falder død om af kulde efter allerede en gang at have været i fare for at forlade denne verden.” Han blinkede til mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile træt til ham, selv da han lagde sig helt ind til mig og lagde armen beskyttende om mig, inden han slukkede lygten.

     ”Tak, Erik”, hviskede jeg lavt og lukkede træt øjnene ved hans lille svar.

     ”Drøm sødt, Annabell.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...