På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3074Visninger
AA

19. Kapitel 18. Annabell

Mine øjne blinkede let, da lyset forstyrrede mig bag øjenlågene. Som de sidste par morgener kunne jeg igen mærke den lette vægt over mig, der betød, at Eriks arm endnu en morgen havde sneget sig ind over mig. Forsigtigt glimtede jeg med øjnene og som forventet ramte mit blik Eriks ansigt, der lå helt tæt på. I dag skubbede jeg dog ikke blidt hans arm væk, som jeg ellers havde gjort de andre morgener, i stedet lå jeg bare og betragtede hans fredfyldte ansigt, der var oplyst i pletter fra den opgående sol, der let strømmede ind gennem bladene på busken, vi havde gemt os under. Når han vågnede, ville han sikkert bortskyde det med, at jeg havde mareridt og endnu en gang ville jeg have sagt, at han sikkert bare havde sjofle tanker. Han ville grine og blinke, da jeg smøg mig ud ad soveposen. Men af en eller anden grund ville jeg ikke have det til at ske endnu.

Mit blik gled over hans ansigt og tog alle indtrykkene ind. Hans fregner, der stod frem på den hvide hud og over hans næse, fik mig til at smile, og da jeg lod blikket glide ned ramte det automatisk på hans læber. En rødmen kom ufrivilligt over mig, da jeg skyndte mig at lade blikket glide op og i stedet betragte hans hår. Det røde hår, der krøllede let i kanterne efter de sidste dages flugt. Jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne føle mig så behageligt tilpas, når jeg overvejede det med, at jeg rent faktisk ikke havde kendt ham i mere end et par dage. Og så alligevel ikke. Her de sidste par dage var brudstykker af minder kommet frem, sådan som vi var fortsat gennem skoven og videre hen over marsken på den anden side, inden vi heldigvis igen kom inden for træers skygger. Og det gik mere og mere op for mig, hvor fantastisk vores venskab havde været. Jeg ville sådan ønske, at det kunne have varet ved, at jeg ikke var blevet genstartet og revet ud af det liv.

Da mit blik langsomt gled ned fra det røde hår landede det i hans gullige øjne. Han havde slået øjnene op og betragtede mig nu med et skævt smil. For ikke at give ham for høje tanker om sig selv skubbede jeg hans arm væk fra mig.

     "Nu gjorde du det igen!" sagde jeg med et tungt opgivende suk, men alligevel var smilet på mine læber.

     "Hvad kan jeg sige? Jeg kan jo ikke have at du røber vores gemmested ved at skrige op pga. mareridt?" Han blinkede drillende til mig, og jeg rullede med øjnene af ham, da jeg let smøg mig ud fra soveposen og rullede den sammen, så den kunne komme ned i tasken igen. Mit blik gled ned over ham, og han lå stadig bare noget henslængt.

     "Du et simpelthen for meget!" sagde jeg lavt med et suk, men smilet var stadig på mine læber, da jeg blidt skubbede til ham med foden, inden jeg kravlede ud fra den beskyttende busk.

     "Skynd dig, så vi kan komme videre!" kom det lavt fra mig, da jeg satte mig udenfor for at vente på ham. Jeg havde ikke skiftet tøj de sidste par dage, men jeg overlevede. Jeg havde hverken tid eller lyst til det, og i stedet tog jeg en lille håndfuld bær, vi havde fundet dagen før, for forsigtigt at proppe dem i mig. Brødet og det andet mad jeg havde pakket med havde vi gjort kål på i går, da det ikke så ud til at kunne holde meget længere, men vi havde heldigvis været så forudseende at få plukket nogle bær, hver eneste gang vi kom forbi egnede buske, så lige nu var maden ikke noget problem. Men det kunne den hurtigt blive.

     ”Tsk, så sidder du bare og dovner den af?” Jeg vendte blikket til siden, hvor Erik stod og rystede på hovedet af mig. Jeg rullede med øjnene, inden jeg rejste mig op og daskede let til ham. Han tog sig dog ikke af det, og tog bare en hel del af bærerne fra min hånd, så han kunne proppe dem i munden. Jeg kunne se på det skæve smil i hans mundvig, at han udelukkende gjorde det for at drille.

     ”Drop det smil der. Det her er alvor”, truede jeg, men smilet lå stadig på mine læber, da jeg blidt greb fat i hans ærme for at trække ham i gang, inden jeg tog hånden til mig. ”Vi skal nå et godt stykke inden mørkets frembrud!”

Det eneste svar på det var en dyb brummen, som fik mig til at fnise en smule.

*

Jeg vidste ikke, hvor længe vi havde gået, da vi nåede til den lille å som planlagt. Inden vi begav os ud på denne flugt havde jeg nøje studeret kort over det hele og fundet frem til steder, hvor det ville være ideelt at finde vand, slå lejr og en gang i mellem lave bål. Det havde vi dog ikke fået gjort endnu, hvilket jeg både var lettet og skuffet over.

Kanten af åen var fugtig, og derfor satte jeg mig kun på hug for ikke at svine mine bukser for meget til. Det ville spare os tid, hvis vi kunne holde det samme tøj på flere dage i træk og tid var lige i øjeblikket en af vores bedste venner. Jeg rakte forsigtigt hånden ned i det næsten iskolde vand, inden jeg tog fingrene op og slikkede dråberne af.

     ”Det burde være sikkert.” Min stemme var lav, da jeg vendte mig om mod Erik, der stod et stykke bag ved og betragtede mig.

     ”Det sagde du også i går. Og når ingen af os var blevet syge endnu, må jeg bare stole på det.” Han sendte mig et skævt smil, inden han satte sig ned på hug ved siden af mig, for at fylde to af de fire vandflasker jeg havde pakket med. Jeg fyldte omhyggeligt de andre, inden jeg skruede lågene ordenligt på for derefter at lægge dem i tasken. Vi slukkede begge vores tørst i åen, inden vi rejste os for at bevæge os videre. Og i det øjeblik hørte jeg en lyd, der ikke hørte til i skoven.

Et kort gisp.

Mit blik skød omkring efter tegn på noget. Eriks gjorde det samme, men træerne stod så tætte, at det ikke rigtig var til at se.

     ”Nå, vi har en lang tur foran os.” Eriks stemme brød stilheden og jeg var ved at vrisse af ham, at han skulle holde kæft, inden jeg opdagede hans blik. Han virkede til at forstå, hvad der skete. Og uden yderligere begrundelse end det blik gik jeg med på den og fulgte efter ham den vej, det var meningen. Jeg lagde dog mærke til, at han var mere opmærksom og opspændt, da han lod blikket glide observerende rundt. Som om han vidste, at der var noget efter os. Hvad kunne jeg dog overhovedet ikke regne ud.

Jeg fortsatte efter ham gennem skoven, og nu var det pludselig ham, der havde taget kontrollen. Men for en gangs skyld var det faktisk utrolig lettende, at det hele ikke afhang af mig; at jeg nu vidste, at jeg kunne stole på ham og at han ville redde os ud af det.

En gren knækkede ret så højlydt et stykke til højre og mit blik skød med det samme derhen. Et øjeblik så det ud til at et skræmt ansigt stirrede tilbage på mig gennem buskene, inden det forsvandt igen. Jeg glippede forvirret med øjnene og skulle lige til at stoppe op, da Erik greb fat i min hånd og noget beslutsomt trak mig med videre.

     ”Vi skal nå så langt østpå som muligt i dag”, meddelte han med høj stemme og jeg kunne ikke lade være med at rynke på panden. Planen var, at vi skulle bevæge os så langt nordpå som muligt, hvor der så ville ligge et vandrehjem, hvor jeg ville slå mig ned. Jeg skulle lige til at kommentere det, da han et kort øjeblik lod blikket glide tilbage på mig, som om han indirekte sagde: ’Stol på mig.’ Og jeg kunne simpelthen ikke gøre andet.

Jeg ved ikke, hvor længe han sådan trak afsted med mig gennem skoven, men pludselig skød hans blik kort til alle sider, inden han stoppede op.

     ”De har fundet os.” Han vendte blikket mod mig og hans gule øjne gnistrede nærmest. Jeg kunne dog ikke se, om det var vrede, frygt eller spænding, der var i dem. Måske en del af alle.

     ”Men… Klinikken? Hvad gør vi?” Jeg kunne ikke lade være med et øjeblik at kigge mig hurtigt omkring, men jeg kunne dog ikke se noget tegn på det, han snakkede om. Eller havde det skræmte ansigt virkelig været virkelighed?

     ”Vi bliver nødt til at lede dem på vildspor. De tror nu at vi går i en anden retning, men det hjælper ikke spor i det længere løb. Der er en af aspiranterne der har fået evnen til at følge alle spor. Alle.” Hans blik lå i mit, og mit hoved begyndte med det samme at snurre.

     ”Vi bliver nødt til at aflede dem så.” Planen begyndte allerede at tage form i mit hoved.

     ”Vi deler os. Lidt længere fremme er der en kløft, der går næsten lige ned. Jeg finder en vej direkte ned, og du kan tage bagvejen, der går rundt om.” Han skal lige til at afbryde mig, men jeg tager afværgende hånden op. ”Det er bedre, hvis det er mig, der kommer til skade. Jeg kan jo trods alt ikke bære rundt på dig. Men i hvert fald, så tager du den sikre vej ned. Jeg bliver stående ved kanten af kløften og venter på, at de kommer frem. Når dette sker gør jeg et stort nummer ud af at ’falde ned’, og de vil sikkert regne med, at du allerede har gjort det samme.” Mit blik lå noget bestemt i hans. Planen havde huller, men dem kunne jeg få justeret hen af vejen.

     ”Men… Annabell, jeg…” Jeg afbrød ham ved at lægge min pegefinger over hans læber, inden jeg trak ham med videre med den hånd, der stadig lå i hans. Jeg havde taget min beslutning, og sådan her skulle det blive.

Det tog os ikke længe, inden vi nåede hen til kløften, der næsten gik vinkelret nedad. Jeg kunne fornemme på det hele, at der ikke var meget tid tilbage. Derfor gled mit blik også hurtigt til siden, hvor jeg trådte hen for at fjerne nogle store grangrene, der gemte på den hemmelige vej ned. Jeg vidste ikke, hvordan jeg kendte denne vej, men det gjorde jeg åbenbart.

     ”Denne vej. Vi ses dernede. Men lad være med at komme til syne, inden du er sikker på, at de er væk.” Da jeg prøvede at træde tilbage havde han dog stadig fat i min hånd og jeg vendte blikket mod ham.

     ”Annabell, det her kan du ikke mene. Du kan jo falde ned og dø!” Hans blik lå insisterende på mig, og jeg rystede på hovedet.

     ”Nej. Jeg lover dig, at jeg ikke dør. Men hvis du ikke skynder dig igennem her og nedad, så ender det med, at vi begge dør.” Han holdt blikket i mit, men sukkede så.

     ”Okay…” Det lød som om, at han skulle til at sige noget mere, men det kom ikke. I stedet sendte han mig bare et kort smil for derefter at slippe mig, og gå over mod den hemmelige sti.

     ”Pas på dig selv”, var hans sidste ord, inden han forsvandt gennem grangrenene, hvor enkelte grannåle dryssede af ved bevægelsen. Og så var jeg alene. Helt fuldkommen alene, og pludselig følte jeg mig underligt til mode, som om jeg havde taget helt fejl i at lade Erik gå sådan. Men på den anden side, så var der ikke andre muligheder. Eller det var i hvert fald, hvad jeg forklarede mig selv.

Jeg trådte tilbage til kanten af kløften og stirrede ned. Der måtte være mindst tredive meter ned, hvis ikke mere, og mit hjerte slog et lag over bare ved tanken om, at jeg skulle hoppe derned af. Til mit held, var det ikke en stenklippe, den var lavet af store dette sand, og nede på bunden voksede et vildt buskads, der hurtigt ville opsluge mig og gemme mig efter faldet. Nu var det bare med at finde ud af, hvordan jeg klarede mig ned.

Mine tanker kørte på højkant, da jeg pludselig hørte en lyd bag mig, som fik mig til at snurre rundt. Og der stod han. Erik. Endnu en gang.

     ”Vent, hvad?” kom det lavt og en anelse ståkandet fra mig, da jeg så ham stå der med det skæve smil på læben. Var han ikke lige gået nedad? Ned af stien? Jeg lod dog være med at lade blikket skyde til siden og kunne ikke flytte blikket fra ham, sådan som han stod der.

     ”Hey smukke, skal vi ikke videre?” Stemmen var den samme, men ordene var helt forkerte. Selvom jeg kunne se, at det var ham, og det også lød som ham, så var det der ikke noget, han ville sige. Det var jeg næsten sikker på.

Derfor valgte jeg at begynde mit lille skuespil.

     ”Men, men… Du hoppede jo lige ned?” Min stemme var svag og jeg kiggede skiftevis fra ham og ned i kløften, som om jeg ikke kunne fatte, hvad jeg så. Det kunne jeg heller ikke, men det var så en anden sag.

Han trådte hen til mig med et smil og lagde armene om mig. Mit blik skød med det samme op til hans øjne, og så vidste jeg for alvor, at der var noget galt. De havde ikke det livlige glimt i sig på nogen måde.

     ”Nej, jeg gjorde ej? Jeg kan jo ikke lade min lille prinsesse i stikken?” Hans ord skræmte mig næsten mere, end alt andet, da jeg overhovedet ikke brød mig om ordlyden af dem. Jeg kunne endda begynde at mærke hans hænder, der gled forsigtigt over min ryg. Jeg kunne ikke lide det. Der var noget helt, helt, galt.

     ”Du… Du er ikke Erik”, fik jeg frem med den mest skræmte stemme, jeg kunne præstere. De falske øjne kiggede ned på mig, og et kort øjeblik så jeg et anderledes glimt i dem, inden det trak sig væk igen. Hans hænder blev fjernet og ubevidst bakkede jeg tilbage mod kanten, væk fra det.

     ”Klogt set. Jeg troede ellers at du havde mistet alt din kløgt under genstartningen, Annabell.” Stemmen var nu ikke længere hans. Overhovedet. Det var en kraftig kvindestemme, og sådan som jeg stod og kiggede på ham, ændrede han sig pludseligt, så der i stedet stod en lyshåret ung pige og stirrede på mig med stålgrå øjne.

     ”Men alligevel er jeg overrasket over, at du ikke troede på min imitation af Erik. Var den ikke præcis nok? Var det ikke de rigtige kælenavne?” Jeg blinkede forvirret med øjnene, og forstod absolut ingenting. Men en ting vidste jeg; det var hende her, som jeg nok burde flygte fra.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at holde blikket mod hende, og pludselig poppede et navn frem.

     ”Leonora.”

Hun sendte mig et kort smil, inden hun lavede en håndbevægelse og flere mennesker kom til syne mellem træerne. Piger og drenge, nogle skræmte, andre mere spændte, som om de udelukkende havde ventet på dette øjeblik.

     ”De havde ret, du kan huske mere, end jeg havde regnet med. Kommer du frivilligt med tilbage, så vi kan få rettet op på det?” Hendes stemme var en anelse kølig, men alligevel fornemmede jeg noget under den. Smerte? Savn? Jeg vidste det ikke.

Jeg rystede vildt på hovedet og trådte endnu en skridt tilbage, for derefter at mærke, hvordan mine ene fod var ved at skride allerede nu.

     ”Nej. Jeg kan ikke tage tilbage. De vil genstarte mig. Og Erik er lige sprunget, men han er ikke kommet op.” Min stemme skælvede præcis meget til, at jeg håbede, de alle ville tro på den. Jeg så en kort reaktion i Leonoras ellers perfekte ansigt. En trækning, der tydede på smerte, sorg, noget i den dur. Jeg forstod det ikke.

     ”Desværre, Annabell”, sagde hun lavt og trådte frem mod mig. ”Der er desværre ikke rigtig noget, jeg kan gøre ved det.” Selvom hendes stemme stadig lød kold kunne jeg kort se et medlidende udtryk komme frem på hendes ansigt, inden det forsvandt bag den kolde maske, da hun kom tættere på tættere på. I det øjeblik hun greb ud efter mig, valgte jeg at handle.

Jeg trådte det sidste skridt tilbage, og et kort øjeblik føltes det som om, jeg bare hang i luften, inden jeg nærmest styrtede ned. Jeg havde ikke styr på noget lige nu overhovedet. Og det gjorde mig panisk.

Luften blev slået ud af mig, da jeg landede på jorden efter at have brast igennem buskens lag af blade og grene. Min fod vred sig om, og jeg var ved at skrige af smerte, men jeg holdt det i mig, mens jeg prøvede at ligge helt, helt stille.

     ”Tror du, hun er død?” Det var en forsigtigt og lille stemme, der kun lige akkurat kunne høres hernede på bunden. Jeg kunne ikke høre svaret, men jeg håbede så inderligt på, at det var ja.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...