På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3021Visninger
AA

18. Kapitel 17. Klinikken

Der var tydelig uro i lokalet. Alle de forsamlede udstrålede en tydelig bekymring, og der blev mumlet mellem dem alle, inden kvinden for bordenden rejste sig og alle tiede.

     ”I ved, hvilken situation vi står i. To af vores bedste forsøg er sluppet ud af systemet. Eller rettere den ene var hende vi genstartede sidste år, den anden var hendes kompagnon, som har overtrådt reglementet og kontaktet hende. Dette kan være helt igennem livstruende for hele klinikken, hvis de ikke kommer i overvåget varetægt igen.”

Dr. Sinclairs stålsatte blik gled ud over forsamlingen, der alle som en holdt blikket fæstnet mod hende. Alle forstod alvoren i det hun sagde, og de ventede alle sammen på, at hun ville komme med en løsning, som hun altid gjorde. Måske lige bortset fra en rødhåret kvinde som sad iblandt forsamlingen. Hendes ansigt var udtryksløst, men hun havde alligevel tydelige tegn på at have grædt. Hendes blik var fæstnet på kvinden oppe foran, men det så ud som om at hun tænkte på noget helt andet.

     ”Dette er også grunden til at vi ser os nødsaget til at sætte styrkerne ind. Efter det sidste forsøg burde de være egnede, og specielt når man tænker på, at det kun er den ene af de flygtede, der rent faktisk husker sin træning. Den anden vil være nem at fange. I hvert fald indtil hun får hukommelsen tilbage, hvilket vi ikke regner med sker lige foreløbig.”

Dobbeltdøren i enden af lokalet åbnede sig langsomt og ind trådte 14 forholdsvist unge mennesker. De var alle klædt i samme sorte heldragt og have alle udtryksløse ansigter. Den forreste var en ung kvinde med det lyse hår bundet stramt fast i en fletning. Hun styrede direkte mod Dr. Sinclair, der betragtede de nytilkomne med et stolt blik.

     ”Leonora vil lede missionen”, bekendtgjorde hun og pegede på pigen, som sendte sit stålgrå blik rundt i rummet. De andre unge holdt blikket rettet stift mod kvinden, selvom det så ud til at flere af dem rundt om bordet prøvede at få øjenkontakt med enkelte. Dette lod sig dog ikke gøre.

     ”Ordren er således: Objekterne må under ingen omstændigheder have mulighed for at røbe os og vores foretagender. Hvis de ikke vil høre på jer og frivilligt vil komme med tilbage på klinikken må tvang bruges. I sidste tilfælde giver jeg jer også tilladelse til at eliminere dem. De er en fare for både sig selv og alle andre.”

Der var stilhed i rummet efter kvindens ord. Ingen sagde en lyd, og man ville kunne have hørt en knappenål falde til jorden. Rettere, man kunne tydeligt høre, da en blyant faldt på jorden den skælvende vejrtrækning, der fulgte med.

     ”Det kan I da ikke gøre?! I kan da ikke bare sende dem ud for at dræbe…!” Stemmen tilhørte den rødhårede kvinde, der nu med tydelige tårer sad og stirrede på kvinden for bordenden.

     ”I kan ikke bare dræbe dem! De har ikke gjort andet end at ville overleve. Er du overhovedet klar over, hvordan det var for ham, da I genstartede hende?!” Hendes stemme rystede, og en mumlen begyndte at brede sig blandt de forsamlede. Dr. Sinclairs stålgrå blik ændrede sig dog ikke. Hun havde taget sin beslutning, og det var trods alt hende, der bestemte.

     ”Nogle spørgsmål?” var derfor også hendes eneste kommentar, og det blev besvaret med et hysterisk hulk fra den rødhårede.

     ”I kan ikke bare gøre det! I kan ikke bare sende dem ud for at dræbe min søn! Hvad fanden tænker I på, det er jo helt grotesk, der må kunne findes andre metoder!”

Dette medførte at Dr. Sinclair lavede en bevægelse med hånden og to råt udseende mænd trådte frem fra skyggerne ved væggen og gik hen til kvinden, hvor de greb fat i hendes arme. Hun begyndte at skrige og vride sig i grebet, men lige meget hjalp det.

     ”Det kan I ikke! Hør nu på mig! Han har ikke gjort noget, det var forkert af jer at genstarte hende! Det...!” Mere kunne ikke høres af den rødhåredes skingre stemme, da hun blev slæbt ud af rummet og videre ud på gangen. Igen var stilheden blevet intens i lokalet.

     ”Nogle indvendinger?” Dr. Sinclairs blik gled bestemt ud over forsamlingen, men ingen så meget som flyttede en finger.

     ”Fint. Det var det. Værsgo at start missionen Leonora.”

Pigen marcherede ud med sine kompagnoner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...