På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3059Visninger
AA

17. Kapitel 16. Erik

Alle minderne - tankerne strømmede igennem mit hoved. Det her havde været vores sted, det sted, som mig og Annabell havde søgt tilflugt til, når vi havde fri fra klinikken. Vores egen lille hemmelige base, som vi så fint havde kaldt det – Eller faktisk havde Annabell, været så elskværdig, at døbe vores sted for Apollon – eftersom hun havde set en film, der gik under navnet Apollon. Hvorfor havde jeg egentlig aldrig spurgt efter, faktisk havde jeg aldrig stillet spørgsmålstegn ved det. Jeg havde bare accepteret det. Det var vores base. Her vi altid mødtes og havde vores tid sammen, uden at andre kendte til den. Uden at tænke yderligere over det, rakte jeg ud efter hendes hånd.

     ”Følg med,” sagde jeg med et smil over læben, inden jeg trak hende med hen til tjørnekrattet. Jeg håbede inderligt, at hun ville få nogle minder frem ved, at se og måske – nok nærmere forhåbentligt genkende stederne. Men det var sikkert for meget at forlange.

Hun stoppede let op, og jeg måtte give et sidste træk i hendes hånd for, at overbevise hende, men smilet på hendes læber var ikke til at tage fejl af.

     ”Vil du have, at vi skal igennem det der?” Spurgte hun og hævede det ene øjenbryn.

     ”Ja, eller ikke direkte igennem det. Kan du huske, hvordan vi gemte os for de andre, så vi ikke skulle have nogen aftentjanser?” Spurgte jeg, måske en anelse for optimistisk.

     ”Nej,” kom det forsigtigt over hendes læber.

Jeg kunne ikke lade være med at sukke af det hele. Hun havde glemt alle de fantastiske minder, hvor var det bare absurd, at tænke på. Jeg kunne ikke engang udholde tanken om det, det var forfærdelig, men sådan var det bare. Det var livet, og sådan måtte vi leve. Forhåbentlig kunne jeg genopfriske hendes tanker og minder igen. Det ville dog blive svært, det var sjældent, at nogen kunne overleve en genstartning - i hvert fald de tidligere minder, men jeg var sikker, hun kunne huske det. Hun skulle bare lige have frisket hukommelsen op, og vide hvad hun havde mistet, så ville hun vende tilbage. Andet kunne det ikke være.

Jeg bøjede mig, derfor ned og begyndte, at rode lidt i jorden.

     ”Hvad leder du efter?” Spurgte hun.

     ”Indgangen, den er her et eller andet sted,” forklarede jeg, mens jeg forsøgte at finde den. Den enkelte lille knap. Det var ufattelig, hvad vi havde formået at skabe, eller faktisk var det ikke os der skabte den. Det var bare noget af en gammel militær indgang, som vi fandt for nogle år tilbage.

     ”Indgangen til vores sted?” Hun rynkede i panden, sammen med ordene, der former sig lidt underligt i munden på hende. Det kunne man nu ikke bebrejde hende for, det måtte virke tåbeligt for udefrakommende og jeg måtte hele tiden minde mig selv om, at hun skulle betragtes som en udefrakommende, eftersom hendes minder var blevet revet væk fra hendes sind.

     ”Bingo,” sagde jeg – både til hendes spørgsmål, og fordi jeg endelig fandt knappen, og med tommeltotten let pressede den i bund, så det gav et mekanisk smæld, og krattet let delte sig i to, og en betontrappe let blev dannet, der hvor krattet var før.

     ”Damerne først,” sagde jeg drillende og blinkede let til hende med det ene øje.

     ”Skal jeg gå derned?”

     ”Selvfølgelig”

     ”Er det sikkert?” Hun tøvede.

     ”Ville jeg bede dig om, at gå derned, hvis det ikke var sikkert? Annabell, vi har gjort det har tusindevis af gange før, bare stol på mig” Forklarede jeg og gav hendes arm et blidt klem, inden hun nikkede og uden yderligere indvendinger bevægede sig ned af trappen, og ned i hulen. Da vi nåede ned i bunden af trappen, trykkede jeg på en knap, og lyset blinker let omkring os, inden lyden af små maskiner gik i gang, og trappen lukkede sig bag os.

     ”Wow,” mumlede hun, mens hun bevægede sig længere ind i rummet.

Det var lidt ligesom en underjordisk bunker, der var blevet brugt til noget militær i tidernes morgen, sikkert under en af krigene. Det var i hvert fald blevet godt bevaret og gemt væk fra verden. Der var sikkert ingen, der rigtigt havde kendskab til den længere. Måske nogle enkelte, men så ville de hurtigt have glemt den igen, for ingen havde nogensinde nævnt den, og vi kendte efterhånden skoven ud og ind - generelt området. Vi havde trods alt også haft masser af træning herude.

     ”For nogle år siden, der var vi ude på en feltøvelse. Vi har nok været 12 år eller sådan noget, vi to var på hold sammen.” Begyndte jeg stille, at fortælle, mens jeg kunne se de levende billeder for mit indre. Det var næsten som om, at det var i går, selvom det var mange år siden. Jeg måtte lige kæmpe mig tilbage til overfladen igen.

     ”Du ved, sådan en typisk – erobre leg, ikk? Dem kender du godt ikke? Men i hvert fald, vi havde fanget flaget og skulle have det sikkert tilbage til vores base. Du snublede over nogle tråd af en slags og ramlede ned i jorden, og udløste knappen, så hulen åbnede sig op. De andre var lige i hælene på os, så vi valgte at tage chancen og kæmpe os herned, og lukke det til” Fortalte jeg med et glimt i øjet.

Det var inden vi blev injekteret med vores evner. De skulle teste vores færdigheder og hvordan alle de andre egenskaber påvirkede os. Jeg sukkede tungt ved tanken om det.

     ”Hvad er en erobre leg?” Kom det halv forlegen over Annabells læber, mens hendes blik skød ned i jorden, hun så lidt tøvende mod jorden, mens hun lod den ene fod bevæge sig rundt, inden hun skød blikket op. Hun var heldigvis ikke på nippet til at bryde sammen eller blive alt for impulsiv, så det var da altid gode tegn. Det kunne man roligt sige. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at sukke med en let latter – måske en smule opgivende. Hvor var der meget hun ikke huskede og vidste, som skulle genopfriskes.

     ”Det er en leg, eller faktisk er det en træning for sådan nogen som os, men mange børn bruger det i leg. Men i hvert fald. Det går ud på, at man er delt op i to hold, et blåt og et rødt hold, som hver har et flag. Det handler så om, at gemme sit eget flag og forhindre fjenden i at overtage det, mens man samtidigt skal ud og have fat i fjendens flag og få det tilbage til ens lejr. Det er ikke tilladt at flytte flaget, medmindre man stjæler det tilbage og skal have det fragtet til ens egen basen. Det hold der har begge flag vinder selvfølgelig”, forklarede jeg med et glimt i øjet.

     ”Men hvorfor bruge sin tid på det? Hvad vandt i?”

     ”Retten til at hovere, til at kunne lægge den bedste strategi.” Jeg rystede let på hovedet, ved det.

Annabell bevægede sig rundt. Hendes øjne gled nysgerrigt rundt og undersøgte det hele, sugede hvert lille glimt af basen ind til sig, mens hun lod sine fingre undersøge det hele grundigt. Det virkede næsten til, at hun var i gang med at opsluge alt i rummet, jeg fandt det i hvert fald yderst fascinerende, at stå og betragte hende på afstand.

     ”Så det her var altså vores sted?”

Jeg nikkede let til hende. Det var sådan det var.

     ”Du navngav det Apollon,” fortalte jeg så, i håb om, at det gav bare en smule tilbage til hendes hukommelse. Hun nikkede let, stillede ikke det mindst spørgsmål til noget.

     ”Hvad lavede vi hernede, når vi var her?” Spurgte hun og en let rødmen kunne svagt skimtes i hendes lyse kinder, jeg kunne ikke lade være med, at smile og selv få en smule kulør og varme i ansigtet.

     ”Øhm .. Vi fortalte historier, berettede om, hvad der var sket i løbet af dagen. Alt muligt, planlagde, hvordan vi ville klare os i fremtiden, og hvordan vi ..” Jeg rystede let på hovedet, da minderne om hendes læber mod mine ramte mig, jeg mærkede ligefrem mit hjerte slå et ekstra slag. ”..Hvordan vi altid kunne regne med hinanden” Endte jeg med et sige, da ordene ikke ville glide over mine læber.

     ”Burde vi ikke få sovet? Vi skal afsted før de opdager os, og vi trænger til at blive udhvilet,” sagde hun så pludseligt og jeg kiggede op på hende, og nikkede. Det havde hun selvfølgelig ret i.

     ”Jo, lad og hellere det,” mumlede jeg og begyndte at pakke nogle af de ting ud, som hun havde slæbt med, så vi kunne hoppe i soveposerne, og få sovet igennem. Jeg spredte dem ud, inden jeg ligesom Annabell, kravlede ned i min sovepose og lagde tæt op af hende ind til væggen, og betragtede hende let. Et smil tegnede sig over mine læber.

     ”Sov godt Annabell,” hviskede jeg blidt til hende.

     ”Du sagde mit navn, mit rigtige navn,” hviskede hun tilbage, og hendes brunlige øjne strålede nærmest af glæde, mens hun så dybt ind i mine, inden hun nikkede. ”Godnat Erik,” hviskede hun så, inden øjnene gled i og hun fandt søvnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...