På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3060Visninger
AA

16. Kapitel 15. Annabell

Mine tanker var helt andetsteds, da jeg kæmpede mig hen af vejen på min cykel. Jeg havde planlagt og planlagt de sidste to dage, og endelig havde jeg noget, der mindede om en skudsikker plan. På ryggen havde jeg pakket min taske fuld af, for mit vedkommende livsnødvendige ting og bag på ladet var en taske med lignende indhold spændt forsvarligt fast. Mørket var begyndt at falde på, og de sidste solstråler var det, der førte mig på vej.

Jeg vidste, at det var risikabelt det her. Specielt fordi han havde advaret mig om, at jeg bare skulle flygte. Men på den anden side kunne jeg bare ikke gøre det alene på nogen måde. Det ville simpelthen være alt for uudholdeligt, og tanken om Eriks selvskab var faktisk overraskende betryggende. Tryghed var også den følelse, jeg var vågnet op med fredag mor, med hans arme omkring mig. Han ville beskytte mig fra mine mareridt, hvilket for mit vedkommende lød en smule plat, men jeg havde ikke andet end sendt ham en hovedrysten, inden jeg var kravlet ud af omfavnelsen.

Det, han havde fortalt mig de sidste par gange, hang også fast, og dette var med til at gøre mig endnu mere fast besluttet på, at jeg ikke ville gennemføre dette alene. Jeg kunne bare ikke gøre det.

I de sidste stråler fra solen kom klinikken frem. Den hvide betonbygning stod ude midt i ingenting og med det store hegn udenom, så det så godt som uigennemtrængeligt ud. Jeg vidste dog af en eller anden grund bedre.

Jeg standsede cyklen, inden jeg kom for tæt på, og sprang af den, så jeg kunne føre den over marken ved siden af. Til mit held vidste jeg, at der bag klinikken lå en skov, der blev brugt til øvelser. Denne viden var kommet til mig i løbet af de sidste par dage, sammen med en hel masse andet omkring denne bygning, og det udnyttede jeg til fulde. Jeg skulle gøre brug af det, jeg nu havde.

Mine skridt var nænsomme, da jeg forsigtigt bevægede mig igennem det halvhøje græs, og var lettet over, at mørket nu var ved at falde på og den gryende himmel blev afløst af nattehimlen, hvor hundredevis af stjerner begyndte at blinke. Et øjeblik stoppede jeg op og stod bare og stirrede betaget på sceneriet, inden jeg fik mig revet videre. Jeg kunne ikke stoppe op nu.

Jeg smed cyklen i græsset ude af syne, inden jeg afmonterede den anden taske. Jeg havde spundet stropperne helt ud, så det kunne lade sig gøre at have begge tasker på samtidig, da jeg ikke vidste med sikkerhed, om jeg kunne nå at komme herud og hente den anden. Jeg turde ikke tage risikoen og forsøge, dette var den eneste chance jeg havde.

Selvom hegnet så stort og uigennemtrængeligt ud med store advarselsskilte, havde min underbevidsthed dog fortalt mig om et sted, hvor der rent faktisk var hul igennem. Dette blev brugt til øvelserne, og da klinikken ikke kunne tillade sig at tænde og slukke for strømmen, havde de i stedet lavet denne indgang på den anden side af det offentligheden så gemt inde bag et buskads. Jeg blev nødt til først at tage taskerne af og smide dem igennem, inden jeg selv fulgte med ind gennem det forholdsvise store hul og ind på klinikkens grund.

Stigen op til taget var heller ikke svær at finde, da jeg igen vidste, hvor den befandt sig, men alligevel kunne jeg tydeligt mærke, hvor hårdt det var, da jeg kæmpede mig op af den. De to tasker var tætpakkede, og det var tydeligt at mærke, at jeg ikke havde lavet sådan noget fysisk som at kravle op af stiger med flere kilo på ryggen her på det sidste. Jeg nægtede dog at give op og fortsatte op, indtil jeg nåede taget, hvor vinden var blevet en smule kraftigere og ruskede i mit hår, som jeg i anledningen for en gangs skyld havde spændt fast i en hestehale, selvom det var noget af en opgave at få det til at makke ret.

Forsigtigt placerede jeg taskerne op af et udluftningsrør, inden jeg bevægede mig hen til døren. Mit blik gled kort op mod stjernerne, og jeg fik noget af et Deja' vu. Det var som om, jeg før havde stået på præcist dette tag og set præcist de samme stjerner. Jeg skubbede dog fornemmelsen væk, og rev blikket til mig. Det kunne godt havde sket, men lige meget hvad, så betød det ikke noget længere. Det var et glemt minde.   

Døren åbnede lydløst og ligedan var mine skridt, da jeg bevægede mig ned af trappen og endte ude på en gang. Selvom jeg ikke kendte det, så vidste min underbevidsthed, hvor jeg skulle hen og førte mine skridt lydløst videre. Alt virkede så velkendt, og alligevel så fremmed, at jeg fik en underlig følelse. Jeg stoppede op foran en dør, som jeg forsigtigt linstede op, og jeg stirrede ind i det forholdsvist mørke rum, hvor dybe vejrtrækninger tydeligt kunne høres.

Endnu en gang føltes det som om, jeg havde været her før, og hovedpinen begyndte at trykke. Jeg prøvede dog ihærdigt at holde den ude, da jeg virkelig ikke kunne tillade mig at noget distraherede mig lige nu. Mit blik gled hen over sengene, der var begyndt at kunne anes og lydløst listede jeg længere ind i rummet, og lod blikket glide rundt.

Fire senge. De var alle bemandede af en eller anden art, men mit blik landede på den ene, hvor jeg kunne genkende Eriks hår og kropsform. Forsigtigt trådte jeg hen til ham, og lagde en finger mod hans læber, samtidig med, at jeg tog blidt fat i hans arm.

     "Hva..." mumlede han lavt, inden han slog øjnene op. Selv i mørket kunne jeg se det gullige i dem, og et øjeblik udstrålede de overraskelse, inden det forsvandt igen. "Hva' lav..." mumlede han, og jeg pressede min finger en anelse fastere mod hans læbe for at få ham til at forstå.

     "Kom op på taget. Klædt på", hviskede jeg lavt helt nede ved ham, inden jeg trak mig tilbage og listede ud af værelset og videre hen af gangen for til sidst at komme op på taget. Vinden ruskede i mit hår, da jeg gik hen og samlede de to tasker op for derefter at spænde dem til. Mit blik blev næsten draget af stjernerne over mig, men jeg prøvede ihærdigt at ignorere dem. Jeg hørte ham ikke komme, inden hans stemme lød lige bag mig.

     "Hvad har du gang i, Annabell?" Den var lav og en anelse forvirret, hvilket ikke var så underligt, da jeg trods alt havde vækket ham midt om natten. Jeg spændte de sidste remme til, inden jeg rejste mig fra min ellers krumbøjede stilling og rakte ham den ene af taskerne.

     "Jeg flygter. Og jeg vil ikke gøre det alene", sagde jeg lavt og nikkede mod tasken i min hånd som hentydning til, at han gerne måtte tage den. Han så dog ikke ud til at forstå hentydningen, og stod bare og kiggede på mig med et undrende udtryk.

     "Du mener ikke... Annabell, det kan du ikke mene?" Selvom han lød en anelse bebrejdende og nok også noget forvirret, så tog han alligevel til sidst imod tasken og svang den op på sin ryg. "Du mener vel ikke seriøst, at jeg skal flygte med dig? Har du en plan?"

Mit blik fæstnede sig på ham, og jeg lagde hænderne i siden.

     "Tror du helt seriøst, at jeg ville gøre det her, hvis jeg ikke havde en plan? Nej. Min plan den omhandler dog to personer, og derfor bliver du nødt til at komme med." Jeg opfattede, hvor hårdt det lød, og ændrede det derfor. "Vil du ikke nok?"

Han så ikke ud til at kunne bestemme sig overhovedet, men alligevel spændte han stropperne på tasken  bedre fast, mens hans blik lå i mit. Jeg vidste virkelig ikke, hvad han tænkte, men med det tænksomme blik var jeg ikke en gang sikker på, at jeg rent faktisk ville vide det. Jeg bed mig i læben og holdt blikket rettet mod ham. Kort kiggede han over sin skulder imod døren, inden hans blik atter fæstnede sig imod mig.

     "Du er klar over, hvad jeg ofrer for det her ikke?" spurgte han dog med et suk, og jeg kunne ikke dy mig for at springe hen og lægge armene om ham.

     "Jo. Men... Jeg lover dig, at når bare vi er kommet igennem den første del af planen, og jeg ikke behøver at flygte længere, så kan du komme tilbage. Det lover jeg." Jeg kiggede op på ham med et alvorligt nik og han nikkede tænksomt igen. Smilet var dog ikke til at tørre fra mit ansigt.

Forsigtigt slap jeg ham og gik med langsomme skridt hen til stigen ned, for at begynde at kravle ned. "Kom. Så kan min plan komme til live", sagde jeg med et smil og kravlede længere ned. Det var vidst også lige på et hængende hår. Det var i hvert fald min sidste chance for at slippe fri, og jeg havde ingen intuitioner om at blive genstartet igen, hvad det så end betød.

Ingen overhovedet.

*

Græsset slyngede sig om mine ben, da jeg bevægede mig igennem det og hen mod skoven et stykke fremme. Jeg kunne tydeligt høre hans skridt bag mig, og af en eller anden grund var det noget betryggende at vide, at han var lige der. Jeg var ikke alene.

     "Hvad går din plan så helt præcist ud på?" dristede han sig til at spørge og jeg vendte blikket mod ham, så jeg let kunne betragte ham. Han kom op på siden af mig med nogle få skridt og et smil kom frem på mine læber. Nu hvor vi faktisk var på vej væk og i sikkerhed, følte jeg mig i meget bedre humør.

     "Planen er, at vi starter med at slå os ned i skoven. Jeg har fundet et sted, som jeg ikke regner med, at nogen ville lede efter os i. Derefter skal vi videre gennem skoven, ud på den anden side og videre gennem marsklandet. Så langt som muligt på så kort tid som muligt."

Han nikkede og vendte blikket frem. Sådan uden videre accepterede han det, selvom det nok måtte lyde noget underligt for ham, at jeg bare sådan regnede med, at han ville følge det. Men på den anden side, så overraskede det mig faktisk ikke, at han fulgte med. Alt det, han havde fortalt gav mening for mig. Jeg troede på det hele.

Vi fortsatte videre i stilhed gennem græsset og nåede ind mellem de høje mørke træer. Da mørket rigtigt omsluttede mig, kunne jeg mærke en form for spænding gribe fat i mig, og det var næsten som om, at jeg lige var vågnet op fra en drøm og først nu var rigtig vågen.

Mine skridt var overraskende lydløse og rolige mod den mosbegroede jord, mens jeg dukkede mig under og sprang over grene. Stedet, jeg havde udvalgt var igen en fornemmelse, som jeg har fået, men jeg havde tjekket, om det passede. Hvilket det gjorde.

     "Annabell?" lød det lavt bag mig, og jeg drejede halvt hovedet bagud mod Erik.

     "Ja?" spurgte jeg lavt og fortsatte med at bevæge mig over og under grene. Der var ikke langt igen, inden vi kunne slå os ned. Vi skulle helst ikke bevæge os for meget rundt i dagtimerne, da det så først ville gå galt. Måske lige morgendagen, men ellers skulle al flugt foregå om natten.

     "Kan du huske det her sted? Vores sted?" Hans stemme var lav, men jeg hørte den alligevel tydeligt. Mit blik skød bagud.

     "Vores sted? Var det vores sted?" kom det en anelse overrasket fra mig og mit blik gled over ham i mørket, hvor jeg dog af lyset fra månen kunne se ham tydeligt. Derfor kunne jeg også se, hvordan han nikkede, inden han dukkede sig under en lavt hængende gren.

     "Er der andre, der kender til det?" spurgte jeg lavt og en anelse bekymret. For hvis det var tilfældet var det ikke godt. Jeg var stoppet og nu, hvilket gjorde at han var ved at gå ind i mig, men dog nåede at stoppe lige foran.

     "Nej. Som sagt, det var vores sted", svarede han med et skævt smil, som også fik et lettet smil til at komme frem på mine læber. Jeg holdt mit blik i hans, og kunne mærke en underlig følelse skyde igennem mig. Derfor rev jeg også ret så hurtigt blikket til mig igen, og hovedpinen begyndte også forholdsvist hurtigt efter.

     "Kom."

Jeg fortsatte videre gennem underskoven uden overhovedet at tvivle på, hvor jeg egentlig var på vej hen. Det var bare noget jeg vidste. Omkring en halv time derefter kom vi endelig til bestemmelsesstedet.

I lyset, der kom ned mellem trækronerne, kunne man svagt ane et tætpakket buskads, der for alle andre sikkert bare ville blive set som et højst ubehageligt tjørnekrat, som man ikke skulle ligge mere mærke til. Jeg vidste dog bedre, og et smil kom med det samme frem på mine læber, da en følelse skød gennem mig ved synet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...