På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3021Visninger
AA

15. Kapitel 14. Erik

Jeg var endelig blevet færdig med, at snakke med de gamle, og traskede mig afsted hen af gangen, inden jeg nåede frem til mit værelse. Døren blev skubbet op og knirkede en anelse. Jeg trådte hurtigt ind, i tilfælde af, at nogen skulle opdage Annabell. Det var stadig helt mærkeligt, at tænke på, at hun var på mit værelse, mens jeg havde siddet nedenunder og fået en lektion i, hvordan hele weekenden på klinikken skulle forløbe. Det hang mig allerede langt ud af halsen, hvordan jeg skulle kæmpe mig igennem den weekend, velvidende, hvad der kunne være ved at ske med Annabell i mellemtiden. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg låste døren. Bare for en sikkerhedsskyld. Mere nåede jeg dog heller ikke, inden jeg hørte noget bag mig, og kort mærkede pulsen i min krop, og alle instinkterne – alt min træning sætte i spil, og hurtigere end lynet havde snurret rundt på hælene, for at opdage hende. Annabell kravlede ind af vinduet og smed sig i sengen med et tungt suk. Ikke et eneste ord forlod hende, og jeg stod længe og stirrede på hende.

”Erik, du ved jo godt, at det er dig og mig. Os imod verden, vi vil altid være de bedste og altid kæmpe side og side. Vi hører sammen!” Lo Annabell muntert, mens hun smed sig i sengen, og rullede om på maven, hun vippede benene bagover, mens hun lænede sit hoved mod den ene albue og lod sine fingre sno sig om de brunlige korte lokker. Et glædeligt smil, havde plantet sig over mine læber. ”Lover du det?” Kom det med et stort smil over mine læber. ”Har jeg nogensinde brudt et løfte?” Lo hun inden hun glimtede med de eventyrlige øjne til mig, og jeg måtte smile over hele femøren ved synet. Jeg lænede mig ned og smed mig i sengen ved siden af hende.

Jeg rev mig hurtigt ud af mine dagdrømme og minder. Fik rusket mig lidt mentalt, inden jeg samlede mig sammen.

     ”Går det?” Spurgte jeg stille, inden jeg gik hen til sengen og satte mig ned ved siden af hende. Jeg måtte bande indvendigt over, at jeg ikke formåede at tale højere, men forhåbentligt opdagede hun ikke, at jeg havde været langt væk i mine egne tankespil. Hendes skæve smil og endnu engang tunge sukken bekræftede min teori og dermed også, at jeg havde formået at skjule det. Den gamle Annabell havde opdaget det, det vidste jeg.

     ”Det må jeg jo finde ud af,” kom det en anelse opgivende fra hende af. Jeg brød mig bestemt ikke ome, at høre hende tale sådan. Hun virkede en form for panisk over det og sådan skulle Annabell ikke lyde. Derfor skævede jeg også til hende.

     ”Har du en plan? Et eller andet? Du må bare ikke give op”, det sidste sagde jeg blot for at understrege, at jeg ikke ønskede, at hun skulle give op. Hun måtte bare ikke give op. Det ville jeg simpelthen ikke tillade.

     ”Tror du selv på, at jeg ville give op? Selvfølgelig har jeg en plan, eller jeg skal i hvert fald nok finde på noget”, fnøs hun og skævede til mig. Kort kom der et lille smil over hendes læber, ganske flygtigt. Jeg vidste dog ikke, om jeg kunne stole på det helt og holdent.

     ”Nej, men prøv lige at hør dig selv! Du lyder virkelig opgivende” Forklarede jeg og sendte hende et skævt og bekymret smil – eller mere en trækning, inden jeg lagde mig ned ved siden af hende og betragtede hende let. Hende og hendes velkendte ansigt, og bag øjnene gemte sig den rigtige Annabell. Den pige jeg kendte før. Den pige jeg ville gøre alt for.

     ”Hvordan ville du selv have det, hvis du fik at vide, at alt du havde troet ikke var sandt, og du pludseligt skulle flygte?” Spurgte hun og hævede et øjenbryn af mig, mens et ironisk smil nærmest formede sig over hendes læber, mens et dybt suk undslap hendes læber og hun drejede sig blik fra mig og i stedet stirrede op i loftbrædderne.

Det var også dette, der fik mig til at dreje mig om på siden, så jeg bedre kunne se på hende.

     ”Elendigt,” erkendte jeg ærligt og åbenlyst. Sådan var det. Jeg ville være fuldstændig knust, hvis jeg skulle det, men hvis det var min eneste udvej, så ville jeg tage den, det vidste jeg. Derfor formede der sig en skæv trækning på mine læber, trods hun sikkert ikke ville opdage det. ”- Men jeg ville ikke give op. Det ville jeg aldrig gøre. Jeg ville i stedet finde en plan, også flygte for at overleve”

Kort drejede hun sit hoved, inden hun atter vendte hovedet og dermed blikket imod loftet igen. Jeg brød mig bestemt ikke om, at se hende på denne måde. Det var ikke noget jeg ønskede overhovedet.

     ”Det vil jeg jo også, men det virker bare så håbløst, at gøre det alene” Hun sukkede opgivende og atter strøg hendes hoved tilbage, så jeg kunne se ind i hendes øjne. Hun var forvirret, og opgivende. Det kunne jeg både se og mærke på hendes opførsel. Så godt kendte jeg hende trods alt. Med eller uden hukommelse.

     ”Du har vel en masse venner?” Foreslog jeg forsigtigt, jeg brød mig ikke om tanken om, at hun havde en masse venner. Jeg ville bare have, at hun var min. Som før eller på en anden måde, bare hende og mig mod verden.

”Er det ikke fedt? Tænk at vi sneg os herund!” Smålo Annabell, mens lynene slog ned og regnen stod ned. ”Lad os nu gå tilbage til bilen,” kom det klagende fra Leonorah, hun brød sig aldrig om, hvordan det lynede og tordnede. ”Hader du det?” Spurgte Annabell forbavset. ”Nej, det er virkelig smukt .. Bare vådt og .. Skræmmende.. Og vi burde slet ikke være her!” Leonorah brød sig ikke om at bryde reglerne, men nu var hun også blevet lokket lidt af Travis, som vi stadig ventede på. ”Gud hvor er her smukt!” Udbrød Travis, da han kom løbene, han lignede virkelig en druknet rotte, sådan som vandet drev af ham. Inden jeg sukkede, men på trods af det, kunne jeg ikke lade være med at grine. ”Årh nej, nu skal vi til det igen, kom med lorten,” lo jeg. Inden jeg hørte skridt. ”Shh!” Tyssede Annabell, og hev fat i mig, mens Travis hev Leonorah. ”Hvis vi bliver opdaget, så dræber de os, også dør vi sammen,” sukkede Leonorah med en piben. Hun havde det altid med at være den bedste og fremstå, som den seje, men når sandheden skulle frem, så var Leonorah, altid en pivskid. Det var i hvert fald mine tanker om det. ”Hvem der?” Stemmen skar igennem uvejret, mens vi stod klynget op langs klippekrogene og forsøgte, at holde os ude af syne. Det var altid noget at det var så mørkt, og at uvejret larmede sådan. Hvis Hr. Summers opdagede os, så var helvedet løs.

Hun rystede på hovedet, og jeg blev trukket tilbage fra mine minder. Hvordan kunne hun ikke have nogen venner? Hun var altid den der holdte sammen på os alle sammen?.

     ”Ingen. Og jeg får nok ikke nogen efter de rygter, der nu er spredt om mig” Kom det en anelse sarkastisk fra hende af. Jeg skævede straks til hende, og mærkede et stik af dårlig samvittighed i mit hjerte og sjæl. Det var min skyld, at hun havde fået de rygter i omløb, jeg burde havde stoppet Jason i at sprede dem. Men jeg gjorde det ikke? Hvorfor havde jeg ikke gjort det?.

     ”Du vil altid have mig,” sagde jeg så endeligt, efter lidt tids stilhed. Uanset hvor anderledes hun var nu blevet, så  ville jeg altid kunne se brudstykker af den gamle Annabell, pigen som jeg altid forsøgte at holde fast i. Mit blik har ikke flyttet sig fra hende, så da jeg siger ordene, kan jeg se overraskelsen i hendes ansigt.

     ”Men..” Begyndte hun. Hun blev helt stille, og jeg var ved, at frygte, at jeg havde sagt noget forkert. ”Hvordan kendte vi hinanden før?” Spurgte hun så lavt.

Jeg skævede til hende, alt imens jeg betragtede hendes ansigt. Jeg mærkede en varme i mine kinder ved hendes ord, og måtte lige kort rømme mig, da det godt kunne blive lidt akavet det her.

     ”Øhm .. Hvad mener du helt bestemt?” Spurgte jeg derfor forsigtigt.

     ”Du ved. Hvordan lærte vi hinanden, at kende? Var vi meget gode venner?” En rynke kom frem i hendes pande, mens hun kiggede på mig. Jeg tog dog ikke yderligere notits af det.

Mit blik lå blot på hende. Kunne jeg fortælle hende det? Det var nok bedst, at hun ikke vidste det.

     ”Vi voksede op sammen igennem forsøget. Udfoldede os altid sammen, du ved, vi var uadskillelige” Sagde jeg med et suk, og så på hende. ”Så ja, vi var meget gode venner, hvis du spørger mig”

Jeg så ind i hendes øjne. Jeg vidste, at derinde gemte hun sig, et eller andet sted. Spørgsmålet var blot, hvordan jeg kunne hive hende frem igen. Hvor langt jeg skulle grave og om det kunne lykkedes?

Et smil formede sig på hendes læber.

     ”Det må have været fantastisk”, sagde hun lavt og drejede hele sin krop om på siden, så sengen kort knagede for begge vores vægte og madrassen let bulede imellem os. ”Vaar det så ikke underligt, da de .. Ja, genstartede mig?”

Hendes ord var ganske forsigtige. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på den tid. Jeg måtte indrømme, at jeg savnede den tid virkelig meget. Det var det eneste, der havde været værd at stå op for om morgenen.

     ”Det var fantastisk,” sukkede jeg ærligt og kort lykkeligt, inden jeg kom til mig selv igen. ”Meget underligt, jeg forsøgte jo også, at stoppe dem, det hjalp ikke, og da jeg så slet ikke måtte snakke med dig eller noget, så blev det helt skidt. Det er efterhånden et år siden”

”Erik? Sover du?” Hendes stemme skar igennem, og jeg måtte rømme mig, og glimte med øjnene, mens jeg kom med et utilfreds grynt. ”Hvad er der Annabell?” Spurgte jeg, inden et gab tog over mine læber og jeg måtte knibe øjnene sammen. ”Jeg vil vise dig noget, kom med,” hviskede hun og placerede et kys imod mine læber, som jeg lettere søvndukken opfangede, og langsomt fik kæmpet mig op af sengen, mens jeg gned mig i øjnene, og tog fat i en t-shirt og trak den over min overkrop. ”Hvad skal jeg se?” Gabte jeg træt. Hun tog min hånd, og trak mig med ud af sovesalen. Vi listede os hen af de tomme gange på klinikken, inden hun lirkede en dør op, og vi nåede op på taget. ”Se, stjernerne! De er magiske” Hun pegede forelsket mod himlen, og jeg måtte ryste på hovedet af hende. ”Du er simpelthen utrolig til tider,” sukkede jeg, og lagde en arm om hende. ”Men de er magiske! En dag, vil vi blinke på himlen, og andre vil kigge op på os, og erklære deres kærlighed til os,” sagde hun i en fortryllet tone. Jeg kunne ikke holde latteren tilbage.

Det var faktisk først for nyligt, at jeg havde opdaget, at hun gik på min skole. Utroligt, for der havde ikke gået en eneste dag, uden at jeg havde tænkt på hende. Tænkt på os. Tænkt på tiden.

     ”Det .. Jeg ved ikke, om jeg kan sige, at jeg er ked af det, men jeg altså virkelig .. I hvert fald på dine vegne .. Og nok også på mine egne,” sagde hun og fik et let smil over læben, inden jeg bemærkede hendes hånd række ud og kort stryge mig over kinden, så varmen let steg i mine kinder igen. Hun trak så hånden til sig, og fik skubbet sig op, at sidde igen. Et eller andet sted, så virkede hun noget rastløs.

     ”Det er svært, at sige, jeg håber bare, at alting falder tilbage på plads igen .. Måske ikke i dag, og heller ikke i morgen .. Men en eller anden dag,” kom det ærligt fra mig af, mens savnet til den rigtige Annabell, begyndte at melde sig igen, selvom der hele tiden var brudstykker af hende, der sprang frem ved Annabell.

Hun placerede sine albuer på knæene, og drejede hovedet tilbage, så jeg atter kunne se hendes øjne.

     ”Det håber jeg også. Hvordan var jeg egentlig før?” Spurgte hun, og jeg kunne fornemme det nysgerrige smil, der kom fra hende af. Det spørgsmål skulle jo komme før eller siden.

     ”Du var fantastisk,” fortalte jeg ærligt, mens et smil havde tegnet sig over mine læber. ”Skide stædig, altid med en fantastisk idé, godt humør og ja, generelt bare en fighter uden ligne” Sagde jeg med et skævt smil.

Hun kiggede kort væk, mens hun kørte en lok af sit hår væk fra ansigtet. Jeg betragtede hende let, mens hun gjorde det. Det var en af hendes gamle træk.

     ”Jeg er ked af det, at jeg ikke stadig er sådan,” begyndte hun og skævede til mig, med et opgivende smil, som jeg ikke ligefrem brød mig om.

     ”Jeg kan genkende nogle af siderne du kommer med, undtagen når du panikker. Det ligner slet ikke dig, eller dit gamle jeg i hvert fald. Du har altid kontrollen – eller du havde” Kom det fra mig, for at rette mine ord lidt.

     ”Jeg ville også hellere end gerne have kontrollen nu. Kan du forestille dig, hvordan det er, at det hele bare flyder ud mellem fingrene for dig? Og du ikke har styr på noget som helst? Jeg bliver panisk” Kom det ærligt fra hende af.

     ”Desværre ikke, men jeg kan forestille mig, at det er et stort kaos,” kommer det ærligt over mine læber, mens jeg betragter hende. Det må være noget af et rod, som passerer hendes kønne hoved i det indre. Jeg kan ikke engang sætte mig ind i, hvordan det må være for hende. Pludseligt rejser hun sig op fra sengen, og jeg følger hende med øjnene.

     ”Du har vel ikke et ekstra tæppe?”

     ”Jeg har kun dynen, men vi kan sove under den begge to? Det er ikke noget problem for mig”

     ”Er du sikker? Du har ikke en bagtanke, ligesom din sjofle ven?” Spurgte hun ganske ironisk, mens jeg kunne se et lille smil der dansede over hendes læber.

     ”Lige nu, nej ingen bagtanker, men jeg siger da ikke nej, hvis muligheden byder sig,” svarede jeg ærligt, trods jeg ikke vidste om hun ville tage det som en joke, eller blive bange for de ord. Hun hæver et øjenbryn af mine ord, og jeg kan ikke undlade at høre, hvordan hendes latter pludseligt lyder over hendes læber, og jeg dermed får dannet et let smil over mine egne.

     ”Lad os nu se,” kom det drillende over hendes læber, inden hun satte sig ned i sengen og trak sine sko af.

     ”Vil du låne en t-shirt til, at sove i?” Spurgte jeg og trak min egen af, da jeg altid havde for vane, at sove i boxershorts og bestemt ikke lider af nogen form for generthed. Det var også ved at være sent, og mit hoved trængte til at få noget ro og søvn.

     ”Ja, det kunne faktisk være dejligt,” sagde hun med et smil, mens hun trak sine strømper af. Hvortil jeg nikkede til hendes ord og kastede min t-shirt hen til hende, så hun kunne sove i den. Den måtte have en stor nok størrelse til hende, så den også ville være lang nok til at dække ned over hendes rumpe.

Jeg trækkede bukserne af og sokkerne fulgte derefter efter, inden jeg tændte sengelampen og slukkede lyset efterfølgende. Sokkerne blev skubbet af og jeg mærkede et gab, der fik mit ansigt til at fordreje sig en anelse, inden jeg bevægede mig tværs igennem rummet og trak pasiennerne for, og gik tilbage og lod mig dumpe ned i sengen. I mellemtiden, havde hun formået at få lusket t-shirten over sig og smidt resten af tøjet, undtagen undertøjet selvfølgelig. Hun lagde sig ned i sengen, og jeg åbnede dynen op, så hun kunne få den over sig, men vi holdt dog en vis afstand imellem os.

     ”Sov godt,” kom det roligt og træt fra mig, inden jeg lukkede øjnene i.

     ”Sov godt,” hviskede hun

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...