På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3036Visninger
AA

14. Kapitel 13. Annabell

Mit blik gled opmærksomt rundt på den øde gade, da jeg bevægede mig hen af den i mørket, der lige havde lagt sig. Det eneste, der kastede lys var lygtepælene, der med mellemrum var placeret, så man hele tiden kunne ses, hvilket jeg ikke brød mig synderligt om. Jeg havde undskyld overfor min mor, at jeg skulle besøge en veninde og lave lektier, og selvom hun havde kigget lidt bekymret på mig, havde hun ladet mig tage af sted. Selvom hun regnede ikke med, at jeg havde veninder, hvilket bevidnede lidt om min situation.

Hætten var trukket godt ned over hovedet, så det kun var enkelte totter af det page korte brunkrøllede hår, der var synlige, og jeg sørgede for ikke at have blikket rejst, da jeg passerede enkelte andre på den ellers øde villavej. Selvom jeg ikke havde befundet mig her før, havde jeg dog indprentet vejen i min hukommelse, så jeg ville kunne finde herhen. Jeg havde endda også lært grundplanen over huset udenad og fundet mig de mest sandsynlige værelser, hans ville være i.

Forsigtigt kravlede jeg ind gennem hækken, da det ville ødelægge min plan med ikke at skulle ses, hvis jeg bare gik op gennem hovedindgangen, og lydløst sneg jeg mig rundt om huset, mens jeg tittede ind gennem vinduerne, indtil jeg nåede til det rigtige. Mit blik fangede hans røde hår, og ansigtet med de gule øjne og fregnerne var svagt oplyst af computerskærmen foran ham. Jeg kunne dog kun se den ene halvdel af hans ansigt, så jeg kunne ikke tyde hans humør.

Jeg løftede forsigtigt hånden og bankede på ruden, hvilket næsten med det samme affødte en reaktion fra ham. Hans blik skød mod mig, og uden egentlig at komme med noget egentligt udbrud rejste han sig, låste sin værelsesdør og åbnede vinduet ud til mig. 

     "Hvad laver du her? Du burde ikke være her", hviskede han lavmælt, og jeg vidste han havde ret. Men på den anden side var han den eneste, der kunne give mig et svar overhovedet på bare nogle af de mange spørgsmål, der havde hobet sig op. Måske kunne han endda også komme med en løsning.

     "De vil genstarte mig. Jeg ved det bare. Hvad skal jeg gøre, Erik?" spurgte jeg en anelse nervøst og kiggede mig omkring af frygt for, at huset her også var overvåget. Jeg følte mig ikke rigtig sikker nogen steder længere.

Han rakte hånden ud mod mig, med det efterfølgende ord: "Kom". Jeg tog forsigtigt imod den, og fik med hans hjælp trukket mig ind gennem vinduet uden det store rabalder.

     "Det er ikke sikkert, at stå og snakke sådan her, så vi bliver nødt til at være stille, ellers opdager de os." Hans stemme var en anelse alvorlig, og det gjorde mig bare endnu dårligere tilpas.

     "Hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg stadig noget nervøst, inden jeg hørte en kvindestemme udenfor for døren, som fik mig til at stivne. 

     "Hvorfor har du låst døren, Erik?" Jeg kunne næsten regne ud, at det var hans mor, men det gjorde mig langt fra mindre skræmt. Men på den anden side virkede hun ikke specielt mistænksom.

     "Jeg laver lektier og skal have aftalt noget med Jason og de andre, du ved, om det i weekenden", svarede Erik dog bare, og han så ikke specielt bekymret ud, selvom han faktisk kunne blive taget i at have mig på sit værelse.

     "Husk nu, at du skal til det forsøg hele weekenden, så dine venner må vente til næste weekend", var hendes sidste ord, inden jeg kunne høre hendes skridt forsvinde ned af gangen. Mit blik var forvirret, da jeg endelig turde rive blikket fra døren og over mod Erik.

     "Forsøg? Hvilket forsøg?" spurgte jeg lavt, og også en anelse skræmt. De sidste par dage havde bare ordet forsøg gjort mig bekymret.

Hans blik lå på mig, men jeg kunne virkelig ikke tyde det på nogen måde. Han så nærmest bare ud til at observere mine mindste reaktioner, hvilket jeg ikke helt vidste, om var godt eller ej.

     "Et af deres nye forsøg", fortalte han, "Jeg fik den første indsprøjtning i sidste uge, men de har en opgradering til den, som jeg skal være forsøgskanin til i weekenden."

Jeg vidste ærligt ikke, hvad jeg skulle synes om det. Ordene rungede gennem mit hoved, og hovedpinen begyndte igen. Den havde været fremme med tids mellemrum den sidste uge, men det var som om den bare blev lidt mere insisterende for hver gang, som om der var noget, der prøvede at presse sig frem. Jeg tog hænderne op til hovedet, for at prøve at få hold på det.

     "Men... Hvorfor er du med i... det der?" spurgte jeg svagt og kiggede op på ham, da jeg virkelig ikke forstod det. De ville genstarte mig, men alligevel var han med i deres forsøg. Hvad handlede det her om?

     "Det er indviklet. Jeg eller faktisk er vi begge to, blevet skænket til forsøgene af vores rigtige forældre. Det har altid været sådan her, så der er ikke så meget at gøre." Han virkede helt ærlig i sine ord, og jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle mene om det hele.

     "Begge to?" fik jeg dog endelig frem, noget forvirret. "Hvad betyder det?" For det måtte betyde et eller andet, det var jeg næsten sikker på. Og det bevidnede mine rystende hænder også, da jeg en anelse skræmt trådte et skridt bagud væk fra ham.

Han så ikke ud til at finde emnet specielt godt. En rynke var kommet frem på hans pande, og han så næsten ud til at vente på, hvornår jeg ville flippe helt ud.

     "Det betyder, at vi er et del af et projekt - et større forsøg, som vi har været en del af hele vores liv." Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle synes om den sætning. "Men ja, det gælder os begge to."

Hans ord trængte ind og fik bare hovedpinen til at blive værre, så jeg trådte endnu et skridt tilbage, og slog benet mod hans seng. Da jeg ikke helt kunne bedømme, om jeg ville kunne holde mig oprejst ved flere oplysninger, lod jeg mig dumpe ned i sengen.

     "Men... Hvorfor vil de så genstarte mig? Igen? Hvad har jeg gjort?" Min stemme rystede en anelse, og for at få hold på mine hænder, borede jeg dem ned i skødet.

Han satte sig forsigtigt ned på sengen ved siden af mig, og jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Et tungt suk forlod ham, som om han vidste, at han nu var på dybt vand.

     "Du fik noget at vide, noget med din familie, som fik dig til at gå amok på klinikken. Men du må ikke kende din fortid, og at du snakker med mig, kan rive det frem, fordi jeg .. har talt over mig"

Jeg lagde ikke mærke til hans reaktion, det eneste, der betød noget for mig, var den forfærdelige hovedpine, der bare blev værre og værre. Jeg endte med at kigge mig panisk omkring for at finde noget at bore hovedet ind i, men det eneste, der var i nærheden, var hans trøje. Det var også den, jeg endte med at gribe krampagtigt fast i, og jeg borede en anelse desperat hovedet ind mod hans brystkasse.

     "Men hvorfor vil de genstarte mig igen?!" spurgte jeg en anelse skingert, mens hovedpinen langt fra blev bedre.

     "Shh", tyssede han på mig, og jeg havde overhovedet ikke overvejet, at jeg ikke kunne skrige minfrustration ud, noget jeg ellers lige havde været ved.

     "For at du ikke må kende grundlaget til den første genstartning, og..." Mere nåede han ikke at sige, inden en stemme udefra fik både ham og jeg til at stivne.

     "Hvad laver du derinde Erik? Har du besøg?"

Jeg fjernede med det sammen hovedet fra ham, og kunne et øjeblik ikke bestemme mig for, om jeg skulle slippe trøjen eller holde bedre fast i den, inden jeg dog til sidst fik den sluppet.

     "Hvad skal jeg gøre?" hviskede jeg lavt og kiggede skræmt på ham. Det ville virkelig ikke være godt, hvis hans mor fandt mig herinde. Jeg vidste ikke meget, men som han lige havde sagt, så vidste forældrene godt det med forsøgene.

     "Under sengen", hviskede han lavt, og jeg skyndte mig at gøre det, da det faktisk var noget, som jeg fandt yderst betryggende. Først da jeg lå helt nede under sengen og inhalerede støv, kunne jeg høre at han åbnede døren og konverserede med sin mor. Hvad de sagde, kunne jeg ikke høre for mit hjertes banken, og bare mine tanker i det hele taget. Jeg gemte mit hoved i hænderne, da det gik op for mig, hvad jeg blev nødt til at gøre. Jeg kunne ikke blive ved med at leve under hans seng for evigt.

*

     "Der er fri bane... Hey, det skal nok gå!" hørte jeg hans stemme ved siden af mig, og jeg fornemmede, hvordan han rakte hånden ned under sengen til mig. Jeg havde dog ikke lyst til at fjerne mig fra trygheden under sengen.

Jeg rystede langsomt på hovedet, inden jeg drejede blikket mod ham.

     "Hvordan kan du sige det? Det er jo ikke dig, der ikke ved, hvad fanden der skal til at ske, det er ikke dig, der er blevet genstartet, hvad det så end betyder. Hvordan kan du sige, at det nok skal gå?!" Min stemme rystede svagt, og panikken var tydelig at høre i min stemme, da jeg kiggede på ham ud gennem sengen.

Han sukkede tungt, endnu en gang lød han noget opgivende.

     "Hvad vil du have jeg skal sige? At det ser sort ud? Hvor optimistisk er det lige? Du har ikke brug for negative tanker, men uanset hvad, skal vi nok finde en løsning på det. Du må bare ikke .. Bare ikke tage af sted på mandag, det må du love mig." Hans stemme var lav, og jeg fornemmede, at han mente det mere end seriøst.

Jeg drejede forsigtigt hovedet og lod det hvile mod mine håndrygge, som var placeret mod gulvet.

     "Jeg vil gerne have sandheden", begyndte jeg. "Hvad det her betyder. Hvem du er. Og hvorfor jeg ikke må tage af sted på mandag." Jeg havde godt nok en anelse om det sidste, men det var en anelse jeg helst ikke ville sige højt.

Han sukkede tungt, og lagde sig ned på gulvet ved siden af mig.

     "Du lover, at du ikke kommer med et eller andet opråb eller begynder at panikke?"

Han så ud til at mene det, og det var der nok også en god grund til. Han havde ret i, at jeg nok ville panikke. Jeg var bare ikke vant til at have så lidt kontrol over situationen, og bare tanken om det gjorde mig panisk.

     "Det... kan jeg ikke love. Men jeg kan prøve?" Det var det bedste svar, jeg kunne give ham, hvis jeg ikke skulle begynde at lyve. Og nu hvor jeg ville have sandheden, var det nok ikke det smarteste at gøre.

     "Lad mig lige understrege, at hvis du råber op, så risikerer vi at blive opdaget - ikke kun dig - men også mig", pointerede han med det samme. Mit blik lå bare i hans gullige, mens jeg ventede både spændt, men også en anelse ængsteligt på svaret.

     "Det de laver på klinikken - I hvert fald den version vi har fået fortalt er, at de er i gang med at udvikle et serum, der vil kunne give os bedre mulighed som soldater i kampe og kunne blive perfekte spioner. En slags perfekte soldater, hvis du kan følge det?"

En rynke kom fra på min pande, og jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle synes om hele situationen. Men lige på det tidspunkt, var det nysgerrigheden, der var mest udtalt, den var nærmest blevet vækket til live ved hans ord.

     "Men så du er altså en slags perfekt soldat? Hvordan det?" Jeg fornemmede lidt, at den her var ved at komme for langt ud, men jeg ville have svar.

     "Ja, eller faktisk var vi tre der reagerede positivt på hele forsøget. Dig, mig og Leonora." Hans blik lå på mig.

     "De har manipuleret ved noget RNA og DNA - gener af forskellige slags - Du må virkelig ikke spørge mig om detaljerne i det, jeg har ingen anelse om det. Biologi har aldrig været min stærke side, men vi har alle fået .. Nogle evner." Hans blik blev en anelse afventende, da det nu lå på mig. En rynke kom frem på min pande over oplysningerne.

     "Vent, evner? Hvordan evner?"

Jeg prøvede at vende mig om på siden, men det var der ikke rigtig plads til. Jeg fornemmede, at jeg var ved at komme ud, hvor jeg ikke kunne bunde.

     "Du kunne frembringe ild, du satte ild til flere lokaler i klinikken. Jeg ved ikke, om de fjernede det igen, og jeg ved godt at det lyder sygt, men det er alt så rigtigt."

Mit hoved begyndte at dunke i samme øjeblik ordene bundfældede sig i mig. Det var som om, at der var noget, der prøvede at komme ud, men ikke kunne, og dette fik mig til at tage hænderne op til hovedet og bakke længere ned under sengen.

     "Var det derfor de genstartede mig? Fordi jeg var farlig?" Ordene hang et øjeblik i den støvede luft under sengen.

     "Ja." Det var, hvad jeg havde frygtet. "Men jeg... Jeg burde have gjort noget, noget mere."

Hans stemme var lav, og i den tiltagende hovedpine rynkede jeg på panden over det, og rakte forsigtigt hånden ud for at kunne stryge ham over skulderen.

     "Hvad mener du? Det er jo kun min skyld, at jeg er... farlig", hviskede jeg nærmest, og trak hånden til mig igen.

     "Ja... Men jeg er sikker på, at jeg ville kunne have gjort en forskel." Han sukkede tungt. "Men de ville ikke lade mig komme ind til dig."

Hovedpinen blev nærmest værre, og jeg prøvede at krympe mig sammen, men det virkede ikke. Der var ikke plads nok under sengen overhovedet. I stedet tog jeg igen hænderne op til hovedet, selvom det ikke dulmede hovedpinen.

     "Vent... Vent, hvad skete der?" spurgte jeg og kneb øjnene sammen, for endnu en gang at prøve at holde hovedpinen væk.

     "Jeg ved det ikke, jeg ved ikke, hvad de sagde til dig, siden du reagere som du gjorde. Men du har skiftet fuldstændig familie, det er det eneste jeg har lagt mærke til." Hans ord fik bare min hovedpine til at blive værre endnu, og brudstykker af noget, der føles glemt kom frem. Flammer. Smerte. Jeg tog hænderne op til hovedet og tog hårdt fat i mit hår, for at prøve at få billederne væk.   

     "Er du okay?"

Jeg kunne mærke en hånd, der prøvede at tage fat i min, men jeg trak mig bare længere tilbage under sengen.

     "Ild. Der var ild. Smerte." Min stemme var en lav hvisken.

     "Kan du huske det?" spurgte han forsigtigt, som om han var bange for min reaktion. Det havde han nok også god grund til, jeg vidste ikke en gang selv, hvordan jeg ville reagere.

     "Jeg... Jeg ved det ikke!" Min stemme var en anelse skinger, og jeg prøvede om muligt at krølle mig mere sammen, selvom det ikke var muligt under sengen. Rystelserne begyndte igen at komme over mig, og jeg ved ikke, om min vejrtrækning bliver besværet pga. billederne, der stryger igennem mit sind, eller den støvbefængte luft. Mine øjne åbnede sig brat op, og jeg stirrede på ham.

     "Men hvorfor vil de genstarte mig igen? Jeg har ikke gjort noget nu?" spurgte jeg lavt og nervøst.

     "Jeg ved det ikke... Jeg hørte bare at de snakkede om det. Og de lød til at mene det ret alvorligt." Han skævede til mig, og jeg kunne se på ham, at han ikke brød sig om at fortælle mig det. Jeg brød mig dog heller ikke om at høre om det.

     "Men hvorfor? Hvad skal jeg gøre?" Min stemme skælvede lavt, mens jeg prøvede at holde billederne ude af mit sind. Det var dog nemmere tænkt end gjort, da det nu havde brændt sig fast.

     "Jeg ved det ikke." Hans ord kom lavt, og var næsten mere skræmmende, end billederne. Jeg havde vænnet mig til, at han kunne give mig svar. Godt nok blev jeg nødt til at hive dem ud af ham, men svar fik jeg.

     "Du kan ikke andet end at flygte? Jeg kan ikke se anden mulighed", svarede han dog lavt, hvilket jeg tog som en del af et svar, selvom det dog ikke behagede mig at høre de muligheder.

     "Men hvor skulle jeg flygte hen? Kan jeg ikke bare blive liggende her?" spurgte jeg lavt og holdt blikket på ham. Jeg ville hellere end gerne bare bo under denne seng resten af mit liv, hvis det betød, at jeg ikke behøvede at flygte.

Et kort lille smil kom frem på hans læber.

     "Gid du kunne, men det er ikke muligt. De vil opdage det." Det kunne ikke stilles mere klart op.

Jeg sukkede tungt og lukkede øjnene et øjeblik fort klare tankerne. Panikken blev smidt lidt tilbage, da jeg igen prøvede at få kontrollen. Jeg ville have kontrollen.

     "Må jeg ikke nok blive her i nat så? Jeg skal nok have fundet ud af noget derefter", foreslog jeg forsigtigt og holdt blikket mod ham. Jeg ville under ingen omstændigheder hjem igen, da den eneste person, jeg rent faktisk stolede på, overraskende nok var ham.

Han så ikke ud til at tage forslaget som noget dårligt. Nærmere tværtimod.

     "Jo selvfølgelig, jeg bliver bare lige nødt til at gå nedenunder og høre om, hvordan det skal gå i weekenden. Kan du klare dig så længe?" Hans ansigtsudtryk var noget bekymret, og bare det fik kort min hovedpine til at bryde frem for fuld styrke igen, inden jeg fik den dulmet igen.

     "Okay. Men... okay." Jeg kunne ikke sige andet.

Han strøg mig kort over kinden, en bevægelse, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle syntes om, inden han rejste sig og forsvandt ud af værelset. Mit blik lå et øjeblik på den lukkede dør, inden jeg krøb ud fra sengens beskyttelse. Jeg blev nødt til at sørge for, at min mor, som så egentlig ikke var min mor, ikke fattede mistanke. En anelse vaklende kom jeg på benene, inden jeg fik taget mig sammen til at gå hen til vinduet og skubbe det op. Min hjerne var endelig begyndt at tage over panikken, og da jeg sprang ud af vinduet, havde jeg begyndelsen til endnu en plan. Hvordan-fanden-kommer-jeg-ud-af-det-her?-planen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...