På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3039Visninger
AA

13. Kapitel 12. Annabell

Nervøsiteten var tydeligt over mig, da jeg ankom til klinikken den torsdag. Siden mandag havde jeg prøvet at få fat på Erik, men han havde tydeligvis ignoreret mig. De havde sikkert kontaktet ham, hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen af mig, bare ved tanken. Gad vide, hvad de havde sagt? Havde de fundet ud af noget? Hvorfor ville han ikke snakke med mig?

Mine skridt var langsomme og en anelse tøvende, da jeg bevægede mig ind gennem indgangen til klinikken og videre ned af gangene, som jeg havde betrådt i noget der føles som tusindvis af gange, selvom det ikke var før vi flyttede herud, at jeg begyndte her. Eller var det? Hvis Erik havde ret, så havde jeg også været her før. Mange gange. Jeg havde været et projekt.

Mit hoved begyndte igen at værke, og jeg tog mig en anelse frustreret til hovedet, mens mine ben bare fortsatte mod Summers venteværelse. Jeg forstod ikke noget som helst længere, og frustreret gled mit blik ned af gangen, hvor jeg til min overraskelse fik øje på Erik. Han så dog ikke ud til at blive specielt glad ved synet af mig, selvom jeg kunne mærke, hvordan et lille håb kom frem i mig, bare ved synet af ham.

Håbet blev dog hurtigt dræbt, da han tog fat i mig og trak mig væk. 

     "Pas på, hvad du siger. De snakker om at genstarte dig", hviskede han, inden han forsvandt igen.

Hans ord havde efterladt mig frosset fast til stedet, mens de bundfældede sig. Hvad mente han? Mit blik skød tilbage til der, han var forsvundet hen, men jeg kunne se, at han nu befandt sig sammen med en kvinde, der sikkert var hans mor. Så var det umuligt at snakke med ham, og frustreret knyttede jeg næverne, mens panikken igen begyndte at snige sig på. Jeg fortsatte dog hen til venteværelset, og satte mig på en af de blå plasticstole, mens jeg prøvede at holde mine hænder i ro.

     "Ivy Nelson", blev der endnu en gang kaldt fra skranken, og jeg proppede hænderne i lommerne, så man ikke ville kunne se, hvor meget de rystede. Ville de virkelig genstarte mig? Og hvad betød det?

Hr. Summers så dog ikke specielt påvirket ud, da jeg trådte ind og vendte bare sit isblå og analyserende blik mod mig.

     "Velkommen, Ivy", sagde han formelt, noget han ellers aldrig gjorde, og det fik bare mine hænder til at ryste endnu mere, mens jeg knyttede dem sammen nede i lommerne. Forsigtigt satte jeg mig ned på stolen ved siden af ham, mens jeg prøvede at lade være med at se for skræmt ud, selvom det var, hvad jeg var.

Han vendte blikket mod mig efter kort at have betragtet computerskærmen.

     "Hvordan går det?" Spørgsmålet kom så meget bag på mig, at jeg ikke kunne lade være med at se en anelse overrasket på ham. Hvorfor spurgte han mig om det? Det gav ikke den store mening overhovedet, når man tænkte på, at han normalt bare gik direkte til sagen. Jeg blev nødt til at koncentrere mig endnu mere om at holde mine hænder i ro.

     "Det går fint", svarede jeg overraskende roligt og holdt blikket i hans. På en eller anden måde formåede jeg at gemme min panik langt, langt nede, så den ikke vil kunne ses, selvom mine hænder stadig rystede.

     "Det er godt. Intet nyt at rapportere?" spurgte han ind, og det var tydeligt at smilet, der nu kom frem på hans ansigt var noget anstrengt, og jeg fornemmede, at det skjulte på et andet ansigtsudtryk, som jeg ikke måtte se. Hvad det var kunne jeg dog ikke regne ud.

Jeg rystede langsomt på hovedet og holdt stadig blikket i hans isblå. Min hjerne fortalte mig dog, at det var smart at komme op med bare noget.

     "Eller jo", begyndte jeg, da jeg jo lige havde rystet på hovedet, "jeg fandt ham Erik fra årgangen over, og fortalte ham, at jeg ikke brød mig om at han havde spredt rygter. Det var han egentlig lidt ligeglad med." Jeg kunne sige det uden så meget som at tøve, da det jo også næsten var sandheden. Lige bortset for det med personen.

Summers kiggede bare på mig med det falske smil, inden hans blik gled mod computeren. Det så ud som om, han tøvede, inden han igen stålsat vendte sit blik imod mig.

     "Det er godt, at du har fundet ud af det, Ivy." Han virkede dog ikke til at tro på min løgn, men det var den bedste jeg kunne komme med.

Endnu en gang faldt hans blik på computeren, som om han ventede på noget. Pludselig virkede det til, at ventetiden var færdig, og hans øjne gled hurtigt over skærmen, inden et trist udtryk kort kom frem på hans ansigt, inden det forsvandt, da han igen vendte blikket mod mig.

     "Hvis der ikke er andet, du vil snakke om", begyndte han og holdt en kort pause, men da jeg ikke kom med indvendinger, fortsatte han, "så vil jeg informere dig om, at vi gerne vil se dig her igen allerede på mandag. Passer det dig?"

Som om jeg havde noget at sige, men alligevel nikkede jeg. Han virkede ikke til at finde det overraskende, og tastede hurtigt noget ind på computeren. Jeg kunne fornemme genskæret i hans øjne, men jeg kunne ikke se, hvad det var, han havde skrevet. Han vendte dog blikket mod mig, og derfor valgte jeg at droppe at se, hvad han havde skrevet.

     "Så er det en aftale. Du må gerne gå." Det var nok det korteste møde med Summers, jeg nogensinde havde haft, og det fik igen mine hænder til at ryste mere. Det kunne umuligt være godt. derfor valgte jeg også at stille ham et spørgsmål, da jeg var på vej ud af døren.

     "Hvorfor skal jeg møde på mandag?" Jeg vidste, at det var våget, specielt fordi nervøsiteten kunne høres i min stemme. Der var bare ikke noget, jeg kunne gøre ved den.

Han vendte en anelse fraværet blikket mod mig, og så ud til at tænke sig om en enkelt gang.

     "Vi, eller jeg, synes det passer bedre mandag", svarede han, men han virkede overhovedet ikke overbevisende på mig, hvilket bare fik mig til at have det endnu værre, da jeg fandt min vej ud gennem klinikken og ud på parkeringspladsen, hvor min mor holdt klar. Da jeg satte mig ud i bilen, havde jeg stadig hænderne i lommen, da de nu rystede mere end før. Min mor lagde dog ikke mærke til noget, tændte bare lydløst bilen, inden hun kørte ud fra parkeringspladsen. Mit blik gled ud af vinduet, og jeg vidste, at jeg ikke bare kunne møde op på mandag. Jeg blev nødt til at gøre noget, finde ud af mere.

Jeg blev nødt til at besøge Erik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...