På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3027Visninger
AA

12. Kapitel 11. Erik

Ugen havde udviklet sig fra, at skulle have været ganske stille og rolig til, at være blevet godt hektisk hen af vejen. Det var i hvert fald ikke let, at bevæge sig rundt, når man følte sig overvåget. Allerede mandag var det gået galt. Min mor havde hevet mig til side for, at udspørge mig omkring, Annabell. Hun havde givet mig en advarsel fra Hr. Summers. Hvilket jeg i første omgang, var noget overrasket over. Jeg udtrykte i hvert fald forvirring og overraskelse til hende, og formåede at få hende overbevist om, at jeg ikke vidste, hvordan det hele hang sammen. Efter en lang smørre af manipulerende ord, var det lykkedes mig – på magisk vis – at fastslå, at det havde været en fejltagelse, men alligevel havde jeg fået en anmærkning. Noget som jeg ikke var meget for i første omgang.

     ”Hvad sker der Erik? Du har været helt blæst de sidste dag?” Kom det beklagende og lettere bekymret fra Jason, mens jeg rynkede i panden over hans reaktion. Han var aldrig bekymret.

     ”Øh? Træt du ved? De gamle skændes for tiden, så det er rent kaos derhjemme, det er alt det der med min-” Mere nåede jeg ikke at sige, inden klokken ringede og overdøvede mine ord. Jason rystede på hovedet af det hele og nikkede imod lokalet.

     ”Anyways, sker der noget vildt i weekenden eller skal vi sætte gang i gaderne?” Kom det kådt fra ham med et drenget smil over læben. Jeg kunne ikke holde et smil tilbage, uanset hvad, så kunne Jason altid frembringe et smil på mine læber. Det var utroligt.

     ”Nu må vi se,” svarede jeg og satte mig ned, da vi nåede ind i klasselokalet. Jeg fandt bøgerne frem, og stirrede ud i luften, mens tankerne fik frit spil. Ikke et ord af lærens monotone stemme satte sig fast i mit hoved.

Hvad mon de havde sagt til hende i mandags? Jeg turde næsten ikke tænke på det, men der var ikke andet der florerede i mit hoved. Jeg havde dog set hende i skolen, blot undgået hende ganske bevidst for ikke, at skabe flere problematikker. Hvilket faktisk ikke havde været så let, som jeg havde forventet det ville være. Uanset hvor jeg gik hen, så var Annabell der et eller andet sted, hun fulgte efter mig. Det var endda blevet sådan, at Jason havde kommenteret ekstra på det. Jeg sukkede tungt, men lavmælt, så Hr. Hatton ikke ville fange det. Tiden sneglede jo ligefrem afsted.

*

Endelig kimede klokken efter, hvad der føltes som en evighed. Jeg havde allerede pakket tingene sammen og gjorde et hurtigt og flygtigt nik til Jason, inden jeg hurtigt var ude af døren, og forbi mange af de andre elever og smuttede ud på parkeringspladsen, hvor min mor allerede holdte i bilen. Jeg var hurtig til at smutte indenfor. Bilen satte straks i bevægelse.

     ”Hvordan har din dag været?” Spurgte hun med sin venlige og moderlige stemme.

     ”Fint, stille og rolig. Jason snakkede om, om vi skulle lave noget i weekenden?” Forsøgte jeg for, at starte en samtale med hende.

     ”I denne weekend? Det er nok ikke så godt. Hr. Summers snakkede om, at ham og Dr. Sinclair ville forsøge sig med endnu et forsøg på dig i denne weekend, så det er ikke sikkert du kommet hjem til det” Svarede hun og lod ikke engang blikket flytte sig fra vejen.

Jeg mærkede en knude i mit indre. Endnu et forsøg?

     ”Hvad er det for et forsøg?” Spurgte jeg derfor undrende.

     ”Bare en udvikling af den du startede på i torsdags,” forklarede hun, imens stilheden bredte sig igen. Hun var meget kort for hovedet i dag?

*

     ”Erik, din mor har fortalt, hvor godt du har taget imod injektionen i torsdags, vi er meget glade for at se, positive fremgang. Derfor har vi valgt, at teste den nyere version på dig i weekenden. Det er meget vigtigt, at du møder ind i morgen efter klokken 18 – din mor kører dig selvfølgelig, også kan du regne med, at du først er hjemme igen engang mandag” Forklarede Hr. Summers, som det allerførste, da jeg trådte ind af døren. Han sad roligt og tastede løs på computertasterne, mens det ulækre smil lå klistret over hans læber.

     ”Hvad videre er, så fik du en anmærkning i mandags. Ivy – som Annabell hedder nu, har opsøgt dig, og det er uacceptabelt! Vi opfangede forbindelsen mellem jeres telefoner,” han var yderst utilfreds og det løb mig koldt ned af ryggen ved de ord.

     ”Hun fik forkert nummer, mere var der ikke i det. Jeg har altså ikke talt med hende” Forklarede jeg og så på ham. Jeg var meget hårdnakket i min formulering, og ønskede ikke, at vise nogen form for tegn på, at han havde ret i, at vi havde været i kontakt med hinanden.

     ”Det er lidt der problemet ligger, vi har en formodning om, at du har talt med hende. I hvert fald er der vidner der har set hende stå ved skabene for en uges tid siden og snakke med dig” Brummede Hr. Summers i en hård tone.

     ”Hun tabte sine bøger, og spurgte efter mit navn – Skulle jeg bare have vendt ryggen til og være gået? Det ville først have sat tvivl ind i hende” Slyngede jeg ud med et suk.

Hr. Summers nikkede tænksomt, mens han kiggede på mig.

     ”Det kan der være noget om.” Mumlede han.

     ”Var der mere i dag? Jeg går ud fra, det bare er et kort møde, siden jeg skal være her hele weekenden?” Antog jeg med en spørgende miné, inden jeg så på ham. Det havde jeg efterhånden fundet ud af, disse torsdagsmøder varede altid mellem 15-20 minutter, alt efter hvad man skulle efterfølgende. Til tider havde han dog en vane med, at forlænge tiden.

     ”Det er alt,” brummede han og nikkede mod døren, inden jeg gik udenfor.

*

Min mor var ikke at se nogen steder, derfor lod jeg blikket glide tænksomt rundt. Hvor var hun henne i dag? Hun plejede altid, at stå udenfor og vente på, at jeg kom ud. Lyden af stemmer fangede min opmærksomhed, og jeg rynkede i panden, mens jeg trådte lidt til siden, og kort kiggede rundt om hjørnet, for at trække hovedet til mig hurtigt, da jeg genkendte skikkelserne. Min mor, Dr. Sinclair og en ukendt. Det så endda ud til, at Hr. Summers var på vej.

     ”..Genstarte.. Igen..” Jeg spidsede pludseligt øre, da jeg havde hørt de to ord, som der formåede at fange min interesse, mens de knæverede videre på den anden side. Det kunne de da ikke finde på? Eller kunne de? Nej, det må de ikke? Ikke igen!

     ”…Hun ved for meget..”

     ”..Til fare”

Jeg strammede læberne sammen, da jeg ikke ville høre mere af det. Jeg trådte tilbage og ind af døren, her så jeg straks det pagekorte hår i den brunligenuance og alt for velkendte skikkelse. Jeg stivnede, inden jeg bed mig i underlæben og kort gjorde tegn, inden jeg hev fat i hende og trak hende rundt om hjørnet.

     ”Pas på, hvad du siger. De snakker om at genstarte dig,” hviskede jeg lavt til hende og hurtigt – da det var for farligt, at snakke om det her, inden jeg slap hende og smuttede tilbage igen, tidsnok til, at stoppe op og se afventende, da min mor kom rundt om hjørnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...