På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3044Visninger
AA

11. Kapitel 10. Annabell

Jeg kunne se, at han stod ude foran skolen, men der var intet jeg kunne gøre, for at få kontakt til ham, uden at det ville blive opdaget af min mor, som sad på forsædet ved siden af mig. Jeg kunne endda se, at han kiggede rundt, som om han ledte efter nogen. Mig.

     "Noget galt?" spurgte min mor, da hun drejede ud fra skolens parkeringsplads. Jeg drejede blikket mod hende, og fik fremmanet et smil, selvom jeg var panisk indvendigt.

     "Nej. Jeg undrer mig bare lidt over, at jeg skal til psykolog i dag?"

Hun skævede til mig, som om hun var bange for, at jeg var ved at regne hendes største hemmelighed ud, selvom det ikke ligefrem var det, jeg var i gang med.

     "Det kan være, at Hr. Summers skal noget på torsdag? Det er ikke noget, du skal bekymre dig om", svarede hun med et let smil, men hendes opspændte skuldre tydede dog på, at der var noget grueligt galt. Hvad havde jeg dog ingen anelse om.

Resten af turen foregik i stilhed, og jeg sad med ansigtet lænet mod den kølige rude, mens mine tanker kørte på højtryk. Hvad skete der lige nu? Hvorfor var jeg blevet kaldt til psykolog? Havde Erik ret i, at de havde aflyttet min telefon, og dermed fundet ud af, at vi snakkede sammen? Var det virkelig forbudt?

Jeg sukkede tungt af alle tankerne, men min mor kommenterede heldigvis ikke på det. Hun regnede sikker bare med, at jeg ikke gad til psykolog, hvilket jeg ofte havde klaget over. Det var så også en af grundene, men denne gang var grunden til, at jeg ikke ville af sted en helt anden.

     "Ivy Nelson?" Endnu en gang var det sekretæren, der kaldte mig ind og endnu en gang var der ikke andre end mig i venteværelset, så jeg fandt det en smule latterligt. Men jeg sagde ikke noget, fulgte bare lydigt efter hende og ind til Hr. Summers, der som altid sad på sin stol og drejede det borende isblå blik imod mig.

     "Ivy. Godt du kunne komme i dag!" Hans stemme var igen en anelse slesk, og det gjorde mig endnu mere mistænksom. Jeg lod dog være med at vise det, da Eriks ord stadig rungede i mit hoved. Jeg skulle ikke afsløre noget, for ellers ville det ende galt.

     "Skal jeg så også til psykolog på torsdag?" spurgte jeg, bare for at komme ind i samtalen og samtidig prøve at få det overstået så hurtigt som muligt.

     "Det afhænger af resultatet fra i dag", svarede han og vendte blikket mod computerskærmen foran ham. Jeg fornemmede, at han ville gå direkte til problemet. Og jeg fornemmede også, hvad problemet var. Derfor satte jeg mig bare lydigt ned på stolen, og kiggede på ham med et nysgerrigt blik, som om jeg ikke vidste, hvad han ville snakke om, selvom jeg vidste det.

Han vendte sit isnende blik mod mig, og stirrede ind i mine øjne, som om han prøvede at trække svaret ud af mig, allerede inden at han ville stille spørgsmålet.

     "Har du mødt nogle nye og interessante personer her for nylig?" spurgte han og holdt blikket mod mig. Jeg stirrede bare direkte tilbage på ham, som om jeg ikke havde noget skjule, selvom jeg havde en hel del at skjule. Hvis jeg ellers skulle tro på Erik. Det vidste jeg ikke helt, om jeg skulle.

     "Ikke efter, hvad jeg lige ved af... Jo, vent, der var en eller anden, der havde spredt rygter om mig", svarede jeg ham, da han jo ikke skulle fatte helt mistanke. Jeg vidste ikke, hvor jeg havde lært at lyve så overbevisende. 

Hr. Summers skriblede lystigt på sin computer og lod blikket glide ned af siden, som om han allerede i forvejen havde oplysninger. Hvilket han nok også havde. Hvis Erik havde ret havde de haft aflyttet min telefon. Men hvad havde de ellers på mig? Havde de mon ellers holdt øje med mig?  For hvis de havde, så var jeg seriøst på den.

     "Og hvem var denne person så, der spredte rygter omkring dig?" spurgte han ind og vendte sit isnende blik mod mig. Jeg holdt dog masken og viste ingen tegn på min panik, som virkelig hærgede mig. For en gangs skyld kunne jeg holde hans borende blik ud af mit hoved.

For at gøre det hele mere overbevisende tøvede jeg et øjeblik, som om jeg tænkte mig om for at finde svaret. ”En eller anden Erik. Jeg tror vidst, at han går årgangen over mig.” Lige der var jeg glad for at jeg havde undersøgt så meget, for der var jo en Erik, der gik årgangen over mig.

Det så også ud til, at Summers faldt en smule til ro ved det, selvom hans stadig holdt sine isnende øjne i mine.

     ”Hvad var det så for nogle rygter, som denne Erik havde sat i omløbt?”

Jeg overvejede, om jeg skulle fortælle sandheden, da det jo nok var det nemmeste, men på den anden side, gad vide, hvad han ville sige til den? Eller kendte han den allerede?

     ”Det var bare noget med, at han til en fest havde… ja, knaldet mig.” Ordene kom ligeud, da jeg ikke helt kunne finde ud af, hvordan jeg skulle omformulere det. Hr. Summers så dog ikke specielt overrasket ud, hvilket bevidnede, at han tydeligvis havde haft aflyttet min telefon.

     ”Aha.. Så bare et sidste spørgsmål… Din mor fortalte mig, at hun havde lagt mærke til at du havde udvist en anderledes opførsel her på det sidste. Hvordan vil du forklare det?”

Jeg sørgede for ikke at vise noget, selvom jeg virkelig var ved at panikke. Hvordan havde han fundet ud af det? Og hvorfor havde hun overhovedet sagt noget? Lige da jeg blev enig med mig selv om, at han ikke kunne vide noget, trak han en lille lap papir frem, og jeg kunne med det samme se, at det var lappen med Eriks oplysninger. Fuck.

     ”Ivy?” Han kunne fornemme min panik. Jeg vidste det. Sådan som han sad og viftede med sedlen foran mit ansigt burde han allerede vide det hele. Hvordan skulle jeg klare mig ud af det her? Jeg ville dog ikke give op endnu.

     ”Jeg ville finde ham drengen, der havde gjort det. Altså spredt rygtet.” Min stemme var lav, og jeg ville hellere end gerne lade mit blik slå ned, da jeg ikke brød mig om hans isnende øjne i mine. Der var dog ingen vej udenom, han holdt mit blik i sit og et smil kom frem på hans læber. Han vidste, at der var noget, der ikke hang sammen.

     ”Er det her så drengen, som havde spredt rygtet?”

Jeg rystede på hovedet, og prøvede at få mig selv til at slappe af.

     ”Jeg troede det var ham, men det var det så ikke. Det fandt jeg ud af, da jeg prøvede at ringe ham Erik op for at fortælle ham, hvad jeg egentlig syntes om hans rygter.” Jeg prøvede virkelig at lyde overbevisende, men smilet lå stadig på Summers læber. Han vidste, at der var noget, der ikke hang sammen.

     ”Okay. Okay. Du må gerne gå igen.” Han nikkede opfordrende til mig, inden han igen vendte sig mod computeren. Jeg sad et øjeblik bare som forstenet og stirrede på ham, inden jeg forsigtigt rejste mig.

     ”Skal jeg komme igen på torsdag?” spurgte jeg forsigtigt, da jeg var på vej ud af døren. Han kiggede kun kort op fra skærmen, men i det korte øjeblik var der ikke noget smil på hans læber. Han så nærmere trist ud, men udtrykket forsvandt, da han igen vendte blikket mod skærmen.

     ”Ja, Ivy. Kom igen på torsdag.”

Det løb mig koldt ned af ryggen, da jeg som i trance gik ud af rummet. Jeg fornemmede, at det her ikke var godt. Han havde sagt, at det afhang af resultatet fra i dag, og siden jeg så skulle møde igen i denne uge, kunne det ikke være godt. Eller kunne det?

Jeg blev nødt til at koncentrere mig om at mine hænder ikke rystede, da jeg satte mig ind i bilen ude på parkeringspladsen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...