På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3044Visninger
AA

2. Kapitel 1. Annabell

     ”Ivy, så er det op!” Stemmen skar sig igennem drømmen, og jeg vendte mig om med et utilfredst grynt. I det mindste blev jeg ikke vækket af det forfærdelige vækkeur i dag. Og øjeblikket efter begyndte den vedvarende kimen. Jeg sukkede tungt og slog armen ud af dynen, for at få fat på det gamle vækkeur, så jeg kunne slå det fra.

     ”Ikke hurtig nok?” spurgte stemmen drillende, og min mor stak hovedet ind af døren. Jeg rullede med øjnene af hende, inden jeg forsigtigt valgte at bevæge mig ud af den varme dyne, selvom mit værelse altid var så forbandet koldt. Jeg vidste ikke hvorfor, men den egentlige grund var nok, at jeg altid havde det varmt. Lige meget hvor jeg bevægede mig henne, havde jeg det varmt. Bare ikke lige om morgenen, når jeg halvnøgen skulle ud fra min dyne. Det var forfærdeligt.

Spejlet på badeværelset reflekterede mit spejlbillede tilbage, da jeg stod og børstede tænder efter en hurtig morgenmad bestående af havregryn og sukker. Masser af sukker. De brune øjne stirrede tilbage på mig, inden de gled ud til siden, for at inspicere det brune, pagekorte, krøllede hår, der som altid sad ud til alle sider. Men det var der nu ikke noget nyt i. Jeg spyttede skummet ud i vasken, inden jeg skyllede tandbørsten ren og lagde den på plads. En sidste gang gled blikket over mig selv i spejlet, inden et smil oplyste det ellers alvorlige ansigt.

     ”Vi ses!” råbte jeg ind igennem gangen og min mor tittede hovedet frem fra køkkenet. Med hendes lyse hår og blå øjne var det utroligt at hun var min mor, men sådan var det.

     ”Vi ses, Ivy! Ha’ en god dag, min skat!” råbte hun venligt tilbage, inden jeg forsvandt ud af døren og ned af trapperne fra lejligheden. Min cykel stod som altid nede i kælderen, ulåst, hvilket gjorde, at jeg bare hurtigt kunne tage den og skynde mig afsted. Selvom jeg var blevet vækket få sekunder før vækkeuret, var det ikke ens betydende med, at jeg var i god tid for en gangs skyld. Langt fra. Døren blev lukket lige foran mig, da jeg endelig var på vej ned af gangen til klassen. Dette resulterede så i, at jeg endnu en gang blev nødt til at banke på. Og med alt det med at være den nye pige, så gav det mig ikke ligefrem det bedste ry.

Vi var flyttet hertil for omkring en måned siden, efter at min mor havde fået nyt arbejde. Efter hvad jeg lige vidste af, var det første gang, så det hele var meget spændende. Min far havde jeg aldrig kendt, og min mor talte kun om ham, når jeg spurgte. Og altid var hun meget tøvende omkring emnet, som om hun ikke var sikker på, at det var det rigtige at sige. Men det tog jeg nu ikke så tungt.

Mit blik var rettet mod jorden, da jeg bevægede mig ind mellem bordene, og hen til den eneste ledige plads, der heldigvis befandt sig allerbagerst. Læreren undrede sig dog ikke så meget over min sene ankomst, og fortsatte bare undervisningen som altid. Og som altid satte jeg mig ned, fandt notesblokken frem og begyndte at tage notater. Jeg ville ikke gå glip af noget som helst, der kunne være relevant. Dette var så endnu en gang med til at lave mit ry. Og det var ikke blevet alt for godt indtil videre.

I frikvarteret satte jeg mig ned i kantinen for at kunne gumle mig igennem en bolle, mens jeg læste lektierne til næste time igennem igen. Folk havde de første dage prøvet at komme hen og sidde ved mig, havde prøvet at starte en samtale, men det var blevet droppet. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle se det som noget godt, eller noget skidt, men sådan var det.

På vej til næste time, besluttede jeg mig for at komme af med noget af vægten fra tasken, og styrede mod mit skab. Det var virkelig noget af det bedste ved det her sted, da jeg så ikke behøvede at slæbe rundt på alle bøgerne hele dagen. Mit ansigt var som altid en udtryksløs maske, da jeg bevægede mig ned af gangen, og stille mig foran skabet. Mit blik gled kort fra side til side for at tjekke, at der ikke var nogen, der luskede sig til min kode. Mit blik landede på en fyr, der så ud til at være på omtrent min alder, men jeg var næsten sikker på, at han ikke var i min klasse. Rødt hår, fregner. Gullige øjne. Jeg tabte mine bøger ned over mine fødder, mens mit blik var fastlåst på denne dreng.

     ”Hey, du tabte noget.” Selv stemmen lød en anelse velkendt, selvom jeg virkelig ikke kunne beskrive fra hvad. Men den fik mig dog også til at komme ud af min trance og bukke mig ned for at samle bøgerne op i min favn igen. Forfjamsket rejste jeg mig og var lige ved at dunke hovedet ind i skabene, da mit blik stadig lå på ham. Han rakte mig en af de bøger jeg havde tabt med et let smil.

     ”Kender jeg dig?” spurgte jeg ligeud, og tog imod bogen fra ham, inden jeg, uden at tænke på mulige luskere, låste mit skab op og lagde bøgerne ind. Han kiggede bare på mig med et smil og rystede på hovedet.

     ”Det skulle jeg ikke mene, så ikke lige hvad jeg ved af? Burde jeg da kende dig? Hvem er du da?” spurgte han venligt og jeg rystede kort på hovedet for at klare tankerne. Han havde ret. Jeg kendte ham ikke, for hvor skulle jeg kende ham fra?

     ”Ivy”, præsenterede jeg mig og rakte hånden frem, som jeg havde lært af min mor. Høflighed kom man længst med, selvom det ikke altid var det, man havde lyst til at udvise.

Hans ansigtsudtryk var umuligt at tyde, da noget andet end et smil kort gled over han ansigt, inden det var væk igen og han tog imod min fremstrakte hånd.

     ”Erik.”

*

Resten af dagen fortsatte, som dagene plejede. Jeg var til time, skrev alt brugbart ned, spiste min mad og cyklede hjem. Jeg havde endnu ikke fundet en hobby på dette sted, og derfor satte jeg mig ned for at læse lektier, indtil min mor kom hjem. Der var ikke så meget andet at gøre lige her. Mine tanker kredsede dog alligevel en smule væk fra jordens fundamentalplader og hen på ham drengen. Erik. Han havde et kort øjeblik virket så velkendt. Men det forsvandt hurtigt igen. Det var sikkert bare noget, jeg havde forestillet mig. Et puds på fantasien. Sådan nogle fik jeg en gang imellem. Da jeg fx læste om forskning inden for stamceller til biologi, havde jeg kort fået indtrykket af, at artiklen var stærkt forældet. At dets indhold ikke passede og at det ikke kunne være ny forskning. Da jeg dog kiggede på datoen fra artiklen, var den blevet udstedt en måned før. Og det kan man ikke ligefrem kalde gammel.

Mine tanker blev igen ledt ind på lektierne, selvom spørgsmålet stadig rungede i mit hoved. Hvem var han? Og hvorfor i alverden havde han virket så velkendt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...