På Flugt

Annabell er blevet genstartet, hun vidste for meget og blev til fare for sig selv og sin omgangskreds, en trussel imod Klinikkens hemmelige formål, om at skabe perfekte soldater. Med den nye identitet som Ivy Nelson, starter hun på en ny skole, hvor hun stødder ind i den alt for velkendte Erik, der kan fortælle hende mange uforstående og syrrealistiske ting, der får hendes hoved til, at gå amok. Vil hun kunne modstå fristelsen til, at få sin sande identitet tilbage og dermed leve videre i form af sin nye eller er fristelsen for stor? Og hvad er det med Erik?

20Likes
25Kommentarer
3054Visninger
AA

64. Epilogen

~ Leonora ~

Tori, Charlie, Jake, Erik .. Alle døde pga. hende. Hun havde taget alt fra mig, alt der nogensinde havde betydet noget. Hun havde stjålet Erik tilbage, vendt ham imod mig, og gjort ham forskruet i hovedet, så han endnu engang blev tvunget væk i hendes egoisme. Det gik sikkert aldrig op for hende, at hun var skyld i, at han nu lå livløs på jorden. Mit blik lå mod hende, øjnene var blanke, og jeg så den brand som hun havde startet over hans lig. Hr. Summers havde netop beordret mig til, at skyde og jeg tøvede ikke et eneste sekund. Pistolen blev hævet og rettet imod hende i løbet af et split sekund, førend skuddet lød og hun væltede ned over hans krop, mens flammerne døde ud.

     ”God klaret Leonora, du kan være stolt af dig selv!” Lød det med tilfredshed fra Hr. Summers, inden jeg ganske let i min underbevidsthed registrerede, at der var en varm hånd der havde lagt sig mod min skulder. Jeg gjorde intet for at fjerne den, mit stålgrå blik skød til siden, og blev mødt af de triste øjne der tilhørte Travis. Straks rettede jeg mig op og sendte ham et af mine mange blændende smil, der flirtede en anelse.

Igen faldt mit blik tilbage på Erik. Eriks lig. Min elskede. Ham jeg havde forelsket mig i, den kærlighed, som jeg aldrig fik gengældt. Hvorfor ville han vælge at ofre sig for hende? Hvorfor valgte han hende? Frem for mig? Det var jo ikke engang fordi, at hun var smuk.

     ”Er du okay?” Hørte jeg lavmælt Travis ord, og jeg skød igen blikket imod ham.

     ”Selvfølgelig er jeg det, jeg er endelig sluppet af med Annabell, engang for alle” Bed jeg ham af, og skubbede hans hånd væk. Jeg trådte frem imod de to lig, og skubbede Annabells lig væk fra Eriks. Jeg satte mig ned på hug og betragtede ham.

     ”Du burde have husket, at de altid ville komme efter jer. Hele historien om at det var muligt at slippe ud af forsøget. Det har altid været en løgn. Det vidste du godt. Hvorfor gjorde du det her? Hvorfor forlod du mig, også til fordel for hende? Hun har forladt dig før” Sukkede jeg lavmælt, inden mine fingre gled over hans lettere afbrændte ydre.

     ”Det var aldrig meningen, at du skulle dø. Det skulle have været os – Ligesom før Annabell kom til” Hviskede jeg lavmælt, inden mine læber ramte hans afbrændte, og jeg så op på de andre, der stod og gloede på mig.

     ”Hvad glor i på? Har I aldrig ejet et hjerte!” Hvæste jeg arrigt af dem, inden jeg rettede mig op i den yndefulde krop, og let snurrede rundt på hælene. Indvendigt skar det dybt i mig. Jeg ønskede ikke, at se eller tale med nogen – Udover Erik. Men hans stemme ville aldrig lyde for mine øre igen.

     ”Nora?” Mason var trådt tættere på, og bag ham stod både Jasper og Travis og snakkede lidt frem og tilbage, inden de bevægede sig hen imod ligene. Hr. Summers og Dr. Sinclair diskuterede situationen, mens resten stirrede enten på os eller ligene. Fuldstændig ude af den. Annya sad i græsset, grådkvalt og hulkede, mens tårerne strømmede ned af hendes kinder. Hun havde praktisk talt set sådan ud lige siden, vi fandt hendes sammenkrummede krop, der klamrede sig indtil Charlies døde.

     ”Hvad vil du Mason?” Spurgte jeg og lagde hænderne over kors. Jeg var ikke ligefrem kendt som typen, der græd. Langt fra. Den eneste gang, at jeg havde røbet, at jeg havde grædt, var dengang jeg troede at Erik var hoppet ned af kanten. Jeg troede virkelig, at han var død. Det burde jeg dog havde regnet ud, at han ikke var, eftersom, han altid have været den, der lavede sådan nogle numre.

Det ændrede dog ikke på, at det stadig truede i min krop, med at lade sorgen overvinde. Erik, var den der betød mest for mig, det havde det altid været. Travis havde altid været .. Ja, han var bare Travis.

     ”Hvordan har du det?” Han så indgående på mig.

     ”Hvad snakker du om? Jeg har det fint, det har jeg det altid,” snappede jeg af ham, mens et fnys forlod mine læber. Han skulle ikke komme her og tro, at han kunne vælte mig ned af min høje hest.

Han greb fat i min arm og låste hånden omkring den, inden han hev mig med til siden og lidt i skjul.

     ”Kig på mig” Han stirrede på mig med sine egne almindelige blågrå øjne, og jeg sendte ham et ligegyldigt og tomt blik tilbage. Hvad var det lige han prøvede på? Han kunne godt glemme, at få mig til at springe ud med mine følelser. ”Jeg ved, at du elskede ham. Hvorfor prøver du stadig at skjule det?”

     ”Hold din kæft Mason, du ved ikke en skid!” Bed jeg ham kraftigt af og skubbede mig væk fra ham. Lige tidsnok til, at høre lyden af noget tungt der ramte vandoverfalden. Jeg stivnede, da jeg så, hvordan Travis og Jasper var i fuld gang med at smide Eriks lig ned i vandet, hvor jeg allerede kunne se Annabells flyde afsted med strømmen. Jeg gispede og tog hånden op til munden.

Det gjorde det fuldstændig realistisk. Jeg følte mig klam, og ødelagt. Det her kunne ikke ske. Jeg bemærkede, hvordan Mason sendte mig et medlidende smil, der blot fik mig til at føle mig endnu mere utilpas. Jeg trådte væk, og satte i løb væk fra stedet.

*

Jeg løb indtil mine ben begyndte at syre – hvilket ikke var særlig langt, eftersom jeg aldrig havde været fan af at løbe eller gå langt. Jeg mærkede min ben give efter, og jeg ramte den ulækre og smattede skovbund, mens tårerne væltede ud af mine øjne, og jeg hyperventilerede. Jeg trak og hev efter vejret, så det blev nogle hikstende vejrtrækninger, inden gråden overtog min krop.

     ”Leonora?” Spurgte en alt for blid og velkendt stemme. Travis.

Jeg forsøgte at stoppe tårernes løb og tørre dem væk, men det virkede ikke. Min make-up måtte være blevet tværet godt og grundigt ud, men jeg kunne ikke se op på ham.

     ”Han .. Jeg skød ham Travis. Jeg dræbte Erik” Kom det lettere åndenøddet og hivende fra mig af, mens gråden havde taget over og jeg hikstede efter ordene og hyperventilerede noget så kraftigt.

     ”Han ville aldrig være kommet tilbage Leonora, han var et problem, og du ved, at problemer bliver fjernet” Begyndte han. Han var fuldstændig kold, hvad det angik. Han trådte et skridt tættere på mig, og jeg skubbede mig på benene. Jeg mærkede straks hans arme omkring mig, men jeg følte intet – intet andet end sorg og nederlag.

     ”Det var aldrig gået så galt, hvis du ikke havde overleveret ham til Jake. Charlie, Jake og Erik ville alle være i live. Og hvad med Tori .. Lille Tori” Endnu engang knækkede jeg sammen og min stemme var blevet mere og mere hæs af alt det gråd.

     ”Jeg kunne ikke Nora,” hviskede han i en undskyldende tone, som jeg slet ikke kunne tage til mig. Jeg rystede desperat på hovedet af ham.

     ”Hvad kunne du ikke?” Spurgte jeg og bed mig i underlæben.

     ”Jeg kunne ikke lade ham vinde dig. Han har altid været den første til dit hjerte og med ham på banen. Det kunne jeg ikke holde ud. Dengang jeg forsvandt efter du kyssede ham. Jeg mødte Jake og Mason, og lavede en plan med dem. De kunne spore mig på mobilen,” mumlede han og jeg måbede, mens hulkene stadig forsatte.

     ”Du .. Du ..” Stammede jeg inden jeg knyttede mine næver og hamrede løs på hans bryst.

     ”Jeg hader dig! Det er din skyld alt sammen” Skreg jeg, mens tårerne væltede ned af mine kinder, indtil kræfterne løb op og jeg i stedet knugede mig ind til ham og hulkede. ”Hvad skal der ikke ske nu.. Med os .. Med klinikken”

     ”Alt fortsætter som før, det vil være ligesom, at de aldrig har eksisteret”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...