Pigen {1D}

De første 17 år af Cathys liv har været en stor tragedie. Snart fylder hun 18, mon det vil været året som vender op og ned på hendes tilstedeværelse? Hun bor på gaden og er stukket af fra det børnehjem, som hun endte på, da hendes mor kom for langt ud i et stof - og alkoholmisbrug.

4Likes
5Kommentarer
232Visninger
AA

5. Kapitel 4.


Kapitel 4.
______________________________

Han holdte mig tæt ind til sig. Nussede og kyssede mig i håret, og jeg havde aldrig følt mig så elsket før. Han tog min hånd, og vi flettede fingre under dynen. Jeg kunne mærke, at alkoholen stadigvæk var i blodet, men jeg kunne tænke klarere nu. 
Så faldt jeg i søvn igen og sov trygt i Harrys arme. Jeg nød det, for jeg vidste det ville blive sidste gang.

Jeg vågnede ved at der kom lys ind af vinduet. Så lå jeg lidt, overvejede hvordan jeg skulle fortælle Harry det hele, men jeg kunne ikke finde på noget at sige. Jeg var tom for ord. Ingen af de sætninger, som jeg formulerede i hovedet, var gode. 
Jeg var tom for ord og tom for tanker. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte, det var som om, at min hjerne stod af. Men jeg stod altså op, lydløst og uden at vække Harry. Jeg tog hurtigt mit tøj på og listede ud i køkkenet. Jeg drak hurtigt et glas vand for at ligge en dæmper på min kraftige hovedpine. Så fandt jeg en lap papir, hvor jeg skrev en besked til Harry. igen var jeg tom for ord. Det endte med, at jeg skrev: "Undskyld". Et lille ord, men alligevel med så meget betydning.
Derefter gik jeg. Lukkede stille døren og gik.

Jeg tog høretelefoner i, og så gik jeg ud i blæsevejret. Klokken var kun 9, og jeg havde en hel dag foran mig uden nogen form for planer, faktisk havde jeg et helt liv foran mig uden planer, det var forfærdeligt at tænke på. 
Jeg havde lyst til at græde, jeg følte mig forladt, helt alene og hjælpeløs. 

 

Harrys synsvinkel:

Da jeg vågnede var hun væk. Først troede jeg bare, at hun var på toilettet, men det gik hurtigt op for mig, at hun var væk. Jeg havde godt kunnet mærke i går, at der var noget galt. Noget som betød noget for hende, noget meget vigtigt, men jeg havde troet, at hun ville fortælle mig om det. Jeg var blevet så glad for at hun havde ringet til mig, ikke til Louis eller nogle af de andre, men til mig. Jeg havde virkelig fået en varm følelse i hele kroppen, hun var noget helt specielt.

Men nu var hun væk. Jeg overvejede alle mulighed. Måske havde hun fortrudt det i nat, at vi havde ligget tæt og flettet fingre. jeg slog hurtigt tanken væk, det gjorde for ondt at tænke på. 
Senere ringede jeg til Louis, prøvede ikke at lyde desperat, men jeg blev nødt til at spørge ham, om han havde set hende. Men nej. Ingen af drengene havde.  

Jeg ringede også til hende. Men selvfølgelig tog hun ikke telefonen. Jeg prøvede igen og igen. hele dagen prøvede jeg at ringe, men der var ikke held. Om aftenen skrev jeg en besked, som jeg havde gået og formuleret hele dagen. Jeg var stadig ikke tilfreds, men jeg blev nødt til at gøre noget.

"cathy, jeg håber ikke, at jeg har gjort dig ked af det på nogen måde.
Jeg holder virkelig af dig, og jeg vil virkelig gerne snakke med dig.
Vil du ikke godt ringe til mig?
- Harry" 

De næste dage gik, og vi hørte ingenting fra hende. Jeg kiggede konstant efter hende, når jeg var ude, og så hele tiden piger, som lignede hende, og som fik mit hjerte til at springe et slag over, indtil jeg hurtigt indså, at det heller ikke var hende.
Jeg savnede hende. Helt vildt. Jeg havde været så glad den aften. Glad for at mærke hendes nærvær tæt på. Glad for at have hende liggende i min favn, hun gjorde mig glad.

Det var svært for os alle sammen, at hun lige pludselig ikke var der mere. Hun var en speciel person, og hun havde gjort indtryk på os alle. Jeg tror specielt, at det var svært for mig og Louis. Men vi snakkede ikke så meget om det. 

 

En aften var jeg i byen. Jeg skulle bare lige have en kold øl på en bar, jeg havde brug for at samle tankerne. Jeg tænkte stadig meget på Cathy, selvom det efterhånden snart var 3 uger siden. Det var hårdt for mig, hårdere end man lige forestiller mig. Du vil sikkert tænke, at jeg jo ikke havde kendt hende længe, men det betyder intet. Det var som om, at jeg havde kendt hende hele livet. Hun var noget helt specielt, jeg kan slet ikke forklare det. 

Jeg ved ikke hvorfor jeg valgte netop den bar. Den var lille og atmosfæren var ikke særlig rar. Der lugtede fælt af røg, og størstedelen af gæsterne var alle over 50. Jeg satte mig ved vinduet. Det blæste, og vejret blev konstant koldere. Snart ville der være minus grader. 
Jeg drak min øl i stilhed og lyttede til musikken. 

Pludselig gik det hele så stærkt. Lige udenfor vinduet kom en pige gående, ikke bare en pige, jeg var sikker på, at det var Cathy. Jeg rejste mig hurtigt op, samlede mine ting. I farten kom jeg til at vælte min øl, som bredte sig ud over stol og bord. Men jeg havde ikke tid til at tørre op, det ville jeg ellers have gjort til hver en tid. Jeg kiggede undskyldende på damen, som stod bag baren, hvorefter jeg løb mod udgangen.
Den kolde vind slog mig som en hammer, og de første 10 sekunder stod jeg frosset fast i udgangen. Jeg kiggede ud i mærket. Derefter løb jeg. Jeg kunne ikke se hende, men jeg vidste hvilken vej hun var gået. Jeg gennemsøgte alle gyderne. Fuldstændig. Men jeg kunne ikke se hende nogen steder mere. jeg havde lyst til at råbe, men jeg gjorde det ikke. Det endte med, at jeg gik stille videre. Alt min entusiasme var forsvundet lige så hurtigt, som det det var kommet.

Men pludselig stod hun der. Hun stod tilbagelænet mod muren og røg. Hun så mig med det samme, hvorefter hun hurtigt kiggede ned. 
Jeg stilte mig ved siden af hende. Jeg betragtede hende. Jeg var omtrent et hoved højere end hende. Hendes hård var sat op i en rodet knold. Hun var lidt beskidt i ansigtet, og hun var meget spinkel. Det lignede at hun havde tabt sig siden sidst. 
Der var tavshed. 
Hun skodede cigaretten og kiggede endelig op på mig.
"jeg har ledt efter dig" sagde jeg og prøvede at få øjenkontakt med hende.
"du fandt mig" svarede hun med en hæs spinkel stemme. "Undskyld" hviskede hun så.
jeg rystede på hovedet, hvorefter jeg trak hende ind i en kram. 
"Undskyld, undskyld, undskyld" blev hun ved med at hviske. 
"du har ikke gjort noget" sagde jeg og strøg hende over håret.
Hun kiggede på mig, og ingen af os afsluttede vores øjenkontakt.
En tåre gled ned af hendes kind, og jeg tørrede den væk. 

"Harry, når jeg fortæller dig det, som jeg bliver nødt at fortælle på et tidspunkt," begyndte hun, "Så kommer du til at hade mig, og jeg hader, at jeg har været sådan overfor jer".

Jeg kiggede uforstående på hende. Hvilket hun forstod.

"jeg kan lige så godt få det sagt" sukkede hun. jeg nikkede.
Hun vred sig ud af min favn, hvorefter hun trak vejret dybt og begyndte at tale:
"Jeg er ikke louis' barndomsveninde, jeg er ikke noget af det, som i tror jeg er".
Jeg blev mundlam. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.
"Jeg har været egoistisk, jeg ved godt, og jeg forstår godt, at i kommer til at hade mig". 
Jeg sagde stadigvæk ingenting. Hun kiggede på mig med sørgmodige øjne.
Hun prøvede at holde tårerne tilbage, det kunne jeg tydeligt se. Hun kæmpende.
Men det lykkedes hende ikke, og tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder. 
Så vendte hun sig, og så begyndte hun at gå. Hun gik ud fra gyden, og ud på gaden igen, så vinden tog fat i hendes hår. Jeg stod tilbage. Mundlam, forbavset, sur, ked af det. Jeg kunne ikke få styr på mine følelser. 

__________________________________________


Er i tilfredse, eller havde i håbet på noget andet?
Kom gerne med ideer, samt kontruktiv kritik! :))))) 
Det hele modtages med kyshånd <3

 


 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...