Pigen {1D}

De første 17 år af Cathys liv har været en stor tragedie. Snart fylder hun 18, mon det vil været året som vender op og ned på hendes tilstedeværelse? Hun bor på gaden og er stukket af fra det børnehjem, som hun endte på, da hendes mor kom for langt ud i et stof - og alkoholmisbrug.

4Likes
5Kommentarer
234Visninger
AA

4. kapitel 3.

 

Kapitel 3

__________________________

De følte de kendte mig. De følte alle sammen, at de havde en relation til mig. Specielt Louis. De ville blive så skuffet over mig. Jeg var så splittet. Jeg vidste hvad der var rigtigt, men jeg kunne ikke give op på dem. Jeg kunne godt lide dem. At være sammen med dem gjorde mig glad, og det havde jeg brug for.

"åhhhhh hvor er jeg egoistisk". 

Klokken var 13.00. Jeg var træt, ikke bare træt, nej, jeg var fuldstændig smadret. Jeg havde brug for at sove. Så jeg gik på Mc Donalds, hvor jeg købte en cheeseburger og en lille cola. Bagefter gik jeg på toilettet. Jeg satte mig på toiletgulvet.

Jeg var åbenbart faldet i søvn. Jeg vågnede ved at en vagt hamrede på døren. Jeg sukkede dybt, hvorefter jeg låste døren op og var klar til ordentlig skider, hvilket jeg så sandelig også fik. Han råbte og skreg. Jeg stod med et bedrøvet ansigtudtryk og kiggede på ham. Jeg var alt for træt til at tænke over hvad han sagde, og det hele gik lige igennem mig. jeg hørte ingenting, og han kunne tydeligt se det på mig, hvilket bare gjorde ham endnu mere rasende.

Så gik jeg. Lige forbi ham. Han blev ved med at råbe og skrige af mig, men jeg gik bare uden at se mig tilbage. 

Om aftenen, efter at jeg havde gået rundt i gaderne i en trance agtig tilstand hele dagen, så fik jeg en besked fra Harry.
"Hej Cathy. Det var hyggeligt at møde dig.
Sig til, hvis du har brug for et sted at overnatte, mit hjem er altid åbent for dig
- Harry."

Jeg blev glad for beskeden, lidt for glad. Men jeg svarede ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle skrive, og alt hvad jeg prøvede at skrive, det lød bare dumt, så jeg valgte helt at lade vær. 

 

De næste par uger gik hurtigt. Faktisk var det længe siden, at tiden var gået så stærkt i mit liv. Jeg hyggede mig med drengene. Det hele var lidt mærkeligt med Harry, anderledes end med de andre, men jeg havde det virkelig oprigtigt hyggeligt og godt sammen med dem, også selvom det hele var baseret på løgne fra min side. Jeg sov et par gange hos Louis, men jeg vidste godt, at jeg ikke kunne bruge undskyldningen, om at min mor var på ferie, meget længere. Jeg kendte dem efter hånden ret godt, og de troede også, at de kendte mig. Jeg havde det stadig utrolig dårligt med at lyve, men det var bare blevet en del af vores venskab. Derfor kunne man diskutere hvor godt vores venskab var, men for mig betød det en hel del.

En aften, hvor vi havde været i Louis' lejlighed igen, Eleanor havde også været der, og det havde været virkelig hyggeligt, valgte jeg at sige, at min mor var kommet hjem. Uheldigvis begyndte det senere at regne, altså virkelig at regne. Det styrtede ned, og senere begyndte det også at lyne. 

Jeg bandende over mig selv indeni. Hvorfor var det lige i dag, "at min mor var kommet hjem". Jeg fik lov at låne en paraply, og så var det ellers ud i regnen med mig.
Det var koldt. Meget koldere end det plejede at være. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Drengene skulle vist i byen, derfor kunne jeg ikke engang være hos dem. Der var nærmest ingen mennesker, de fleste havde vel søgt ly for regnen.

Jeg søgte ly på en bar, hvor et par gamle mænd købte drinks til mig. Jeg blev fuld, for fuld, men da en af mændene prøvede at kysse mig og begyndte at tage på mig, så skred jeg. Selvom jeg var fuld og han prøvede meget ihærdigt, så fik jeg skubbet hans hænder væk. Jeg endte på en bænk. Jeg havde min paraply, men det blæste og paraplyen var derfor ikke til meget nytte. jeg græd og klamrede mig til paraplyen indtil at vinden pludselig tog den, og den blev revet hen af vejen. jeg orkede ikke at løbe efter den. Jeg var forvirret, splittet og træt.

Min syn var sløret. Mit tøj var fuldstændig driv vådt og jeg havde ingen steder at tage hen. Jeg følte mig alene, fuldstændig alene. jeg var fuld, og derfor gjorde jeg noget dumt. Jeg ringede til Harry. Jeg græd i telefonen, og selvom han havde fået noget at drikke, og jeg nærmest snakkede i tåger, så stod han foran mig et kvarter senere. Han satte sig på bænken ved siden af mig, selvom den var fuldstændig våd. Ingen af os sagde noget i lang tid, faktisk har jeg ingen anelse om hvor længe vi sad der. Men selvom jeg var våd og kold, så følte jeg mig ikke alene mere. Det var rart, at have Harry ved sin side. 

Efter lang tids stilhed på bænken rejste han sig op, tog min hånd og prajede en taxa til os. Det var rart at holde ham i hånden, og han slap ikke. Vi satte os ind i taxaen og  kørte til hans lejlighed. 
Da vi kom til hans lejlighed hjalp han mig ud af taxaen, og jeg vaklede op af trappen, imens han holdte en arm om min talje og gjorde så jeg ikke faldt. Jeg følte mig tryg, og jeg følte at han passede på mig. Det gjorde så ondt på mig, at jeg havde løjet sådan overfor ham. At vores forhold var baseret på løgne, for jeg kunne virkelig godt lide ham, som i virkelig godt. 
I hans lejlighed fandt han en t-shirt til mig, puttede mig under dynen og lagde sig selv i sengen ved siden af mig. Jeg græd stadigvæk lidt, og jeg var helt kold. Han holdte om mig, nussede mig i håret og da han hviskede godnat, så kyssede han mig i panden. 

Jeg vågnede, og der var stadig mørkt udenfor. Harry sov heller ikke. Han lå og kiggede på mig, og jeg blev helt forlegen.
"Du ved godt, at vi bliver nødt til at tale om det" hviskede han med sin hæse stemme og kiggede på mig. Jeg nikkede.
"Hvorfor græd du?" begyndte han, "Du var helt ude af den, der må være sket et eller andet".
"Jeg kan ikke forklare det, Harry" prøvede jeg, "jeg er ikke som du tror, overhoved ikke".
Han kiggede mistroisk på mig, "hvad mener du?". 
"Du kommer til at hade mig, og det har jeg ikke lyst til" sagde jeg, "for jeg kan virkelig godt lide dig". 
"Jeg vil ikke hade dig, det lover jeg" sagde han og smilede opmuntrende til mig. 
"Jo, det vil du, desværre".
"Lad nu vær, det ved du ikke".
"Jeg fortæller det, når det bliver morgen" lovede jeg, "Men indtil da vil jeg bare godt nyde dig og dit selvskab, hvis jeg må".
Han nikkede.
Jeg vendte ryggen til ham, og en tåre trillede ned af min kind.
Han trak mig ind til ham, så vi lå i ske. 
Jeg skubbede tankerne væk, og tillod mig at være glad nogle timer endnu, for snart ville det hele blive ødelagt, det vidste jeg. 

 


 

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...