Pigen {1D}

De første 17 år af Cathys liv har været en stor tragedie. Snart fylder hun 18, mon det vil været året som vender op og ned på hendes tilstedeværelse? Hun bor på gaden og er stukket af fra det børnehjem, som hun endte på, da hendes mor kom for langt ud i et stof - og alkoholmisbrug.

4Likes
5Kommentarer
238Visninger
AA

3. kapitel 2

 

Kapitel 2.

_________________________________

Efter jeg havde siddet i tavshed i nogle minutter, rejse jeg mig. "Jeg er ked af, at jeg ikke kunne hjælpe" sagde jeg og gik mod udgangen. Den friske luft ramte mig, og jeg kunne slappe af igen. Men lige bagefter mig kom Harry. "Hvor skal du hen?" spurgte han og smilede. Jeg trak på skuldrene, "Jeg går bare lidt rundt i byen" svarede jeg for at undgå at fortælle ham, at jeg ikke havde noget sted at tage hen, og at jeg ikke havde haft noget sted de sidste to år.

"Må jeg gå med?". Han smilede. 

"GÅ MED?" gentog jeg. Man kunne tydeligt høre på mit toneleje, at det kom som et chok for mig, at han spurgte. Hvad sker der også? Harry Styles spørger om han må gå med en hjemløs pige rundt i byen. Det virker absurd. 

Han nikkede og så gik vi.

Det var rart at tale med ham. Snakken stod ikke stille, men han havde også meget at fortælle om. 
"Hvorfor vil du ikke være den pige, som Louis leder efter?" spurgte han på et tidspunkt, men jeg svarede dog ikke. Det var der jeg begyndte at tænke. Jeg var ikke den pige, det var jeg helt sikker på, men måske kunne jeg lade som om. Det var en egoistisk tanke og i første omgang rystede jeg den af mig, men den blev ved med at dukke op. Det ville da ikke skade. Louis ville blive glad, og vejret ville snart blive koldere, så et sted at overnatte ville ikke skade. 
Jeg begyndte at spørge ind til Louis. Hvor han kom fra og så videre, og efterhånden kunne jeg nemt finde på en løgnhistorie, som gjorde at jeg var pigen, som Louis ledede efter.

"I forhold til det med pigen" begyndte jeg, "ligner jeg hende så meget?". 
"I forhold til hvad Louis har fortalt, så ligner du hende og du virker personlighedsmæssigt også ret meget som hende" svarede Harry og smilede, "Er du hende?".

Tavshed. 

"Er du hende?" spurgte han igen, og det, at jeg stadigvæk ikke svarede, var åbenbart svar nok for ham. 

"Hvorfor sagde du ikke noget?" udbrød han. 

Det eneste jeg kunne sige var "Øhhh". 

Med det samme prajede han en taxa og vi kørte til Louis' lejlighed. 
Harry blev ved med at fable om, at han havde vidst det var starten, og at det virkelig var tydeligt, hvilket gav mig utrolig dårlig samvittighed. 

 

Da vi kom til Louis' lejlighed kom det hele af sig selv. De hoppede alle sammen på historien, og de var alle sammen helt med på, at jeg havde sagt nej i starten, fordi jeg var helt overvældet af følelser. Det var alt for nemt at lyve, og når der var noget jeg ikke kunne forklare mig ud af, så godtog de bare, at jeg ikke kunne huske det. 

Indeni græd jeg. "Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor lyver jeg?".

Det blev sent. Der var åbenbart mange værelser i lejligheden, og jeg fik lov at låne et værelse, da de alle sammen også var hoppet på historien om, at min mor var på ferie, og at jeg havde smidt mine nøgler væk, så jeg havde sovet hos en veninde i en uges tid nu.

Hvorfor var det så nemt at lyve? Og hvorfor var de så forstående og godtroende? 

På en måde var det dog også rart. Det var rart at lade som om, at man faktisk havde en mor og en ordentlig tilstedeværelse. Når jeg detaljeret fortalte drengene om mit liv, om min mor og om mine veninder, så troede jeg selv på det. Kun i nogle sekunder af gangen, men de sekunder var næsten også det hele hver. De lyttede alle interesseret, spurgte ind og gengældte med historier fra deres eget liv. Vi grinede sammen, og selvom alle mine historier var løgne, så havde mit grin aldrig nogensinde været så ægte før. Jeg havde det sjovt. jeg følte mig tryg og godt tilpas i deres selvskab.

Jeg sov ikke den nat. Jeg lukkede ikke et øje. Min krop føltes så lille i den store seng. Jeg hadede mig selv. Jeg græd hele natten. Alle billederne fra mit rigtige liv farede rundt i mit hoved. Min far der slog. Min mor der græd og senere min mor der sad med små pupiller i sofaen og ikke svarede, når jeg skreg på hende. Min mor der koldt kiggede på mig, når jeg skreg og græd. Min mor der intet gjorde, når min far slog.

jeg fandt min diskman frem. Hørte den CD som jeg sidst havde stjålet. Jeg gjorde alt for at få billederne i hovedet væk. Prøvede at tænke på gode ting, men hvad var der at tænke på? 

Da det blev morgen kunne jeg høre drengene ude i køkkenet. Jeg tog mit tøj på og listede derud. "Godmorgen Cathy". Det var Harry med hans hæse stemme, jeg smeltede næsten. "Sovet godt?". Jeg nikkede og gabte. Indeni skreg jeg. Jeg havde lyst til at falde ham om halsen og fortælle ham hele min livshistorie. 
"Jeg håber, du er sulten" sagde han og vendte en pandekage i luften, "For jeg har lavet brunch - specielt til dig". Han smilede stort og blinkede til mig, så jeg ikke kunne lade være med at smile.

"Tror du jeg må tage et hurtigt bad?" spurgte jeg forlegent. 

"Selvfølgelig Cat" svarede han, "Men skynd dig, du skal være klar til brunch".
Jeg grinede lidt af det kælenavn, som han havde fundet til ham. Hvor var han dog sød.

Så skyndte jeg mig i bad. Jeg nød at være ren. Åhh hvor var det fantastisk. Da jeg kom ud spiste vi brunch, snakkede, grinede og havde det hyggeligt indtil drengene blev nødt til at smutte.

"Du har vel også noget andet du skal?" sagde Louis, da vi stod i døren.
Med et forsvandt mit smil, men jeg skyndte mig at smile igen og svarede: "Ja selvfølgelig". 
"Men vi skal ses igen, ikke?" sagde Niall, "det har virkelig været hyggeligt at Louis' barndomsveninde at kende". 
"Kan du ikke lige skrive dit nummer her?" Sagde louis og rakte mig sin iphone. Jeg var helt bange for at tabe den. Men jeg tastede mig nummer ind og krammede dem alle farvel. 

 

____________________________________________________
 

Hvad siger i? Går jeg for hurtigt frem?
Like gerne <3

 

 

 

 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...