Pigen {1D}

De første 17 år af Cathys liv har været en stor tragedie. Snart fylder hun 18, mon det vil været året som vender op og ned på hendes tilstedeværelse? Hun bor på gaden og er stukket af fra det børnehjem, som hun endte på, da hendes mor kom for langt ud i et stof - og alkoholmisbrug.

4Likes
5Kommentarer
237Visninger
AA

2. Kapitel 1.

 

Kapitel 1. 

________________________________________

Min krop føltes som bly. Så tung at jeg ikke orkede at bevæge mig. Stemmen blev tydligere og der blev rusket mere voldsomt i mig. Stemmen blev så tydelig, at jeg kunne høre hvad der blev sagt, eller nok nærmere hvad der blev råbt. "Kom væk din forbandede møg tøs" råbte en dyb stemme, "hvad fanden er det her for noget". Jeg glippede et par gange med øjnene, men jeg vågnede først helt, da en flad hånd hårdt ramte min kind. Jeg fór op. "Ja, forsvind så med dig" råbte manden. Jeg kiggede hurtigt på ham. En mand på omkring de 40 år ville jeg skyde på. Han var rød i hovedet af raseri, og det så ikke ud som om, at han fortrød lussingen. Det gjorde mig heller ikke noget, jeg var vant til det. 

Jeg var hurtigt ude af opgangen. Jeg svingede min taske over skulderen og traskede hen af fortovet. Længere henne af gaden stod en stor flok mennesker samlet om et eller andet. Jeg gik nysgerrigt derhen, mest af alt fordi jeg så mit snit til at få fat i nogle penge, jeg manglede virkelig. Jeg hadede at stjæle. Det var det værste jeg vidste. Så jeg gjorde alt for at undgå det, men nu var det længe siden, og jeg havde virkelig ingen penge. 

Jeg maste mig ind i flokke, det var helt utroligt så nemt det egentlig var. Folk var fuldstændig opslugt, de tænkte slet ikke på deres tasker eller deres lommer. Jeg stak hånden ned i en taske og fiskede en pung og en halv pak cigaretter op. Jeg proppede det hurtigt ned i min egen taske, hvorefter jeg maste mig videre for at finde et nyt offer. Jeg stak hånden ned i endnu en taske. Da jeg maste mig ud igen nåede jeg lige at, hvad det var, alle de mennesker var så optaget af.

One Direction. Det kunne jeg nærmest have sagt mig selv. Jeg vidste godt hvem det var. Selvfølgelig vidste jeg det. Jeg vidste endda også hvad de hed, men når man gik rundt i Londons gader dag ud og dag ind, så kan man nærmest ikke undgå at kende til dem. Jeg fik endda øjenkontakt med Louis, eller også var det bare noget jeg forstillede mig. Selvfølgelig var det da det, han ville aldrig ligge mærke til en som mig. Hvem prøvede jeg at narre?

Louis så sød ud, men Harry var klart den sødeste af dem, syntes jeg. Hans krøller og hans brune øjne var jo ikke til at stå for. Åhhhhh. Jeg rystede på hovedet. "Stop dig selv" hviskede jeg stille og maste mig videre.

Da jeg kom ud tjekkede jeg hurtigt pungene. I den ene pung var der 15 Pund og i den anden var 10 Pund og nogle småpenge. Jeg stjal altid kun kontanter, og jeg smed altid pungene med det samme igen. Det var bare nogle principper, jeg havde. Måske fordi jeg håbede, at folk ville finde deres pung igen, og derfor ville der ikke ske så meget ved, at der manglede 10 eller 20 Pund fra den. Så jeg smed pungene igen og tændte i stedet en cigaret fra den pakke, som også havde været gevinst i en af taskerne. Prince Light. Ikke min fortrukne, men det gik nok alligevel. 

 

Senere gik jeg forbi en frugthandler, som havde kurve med frugt til at stå ude foran hans butik. Jeg gik ofte forbi der, for der var aldrig nogen der lagde mærke til, at man lige hurtigt proppede et par stykker frugt i tasken. Så det gjorde jeg igen i dag. Bagefter smuttede jeg på Starbucks. Jeg fiskede hurtigt en tom kaffe op fra skraldespanden, hvorefter jeg fandt et sted at sidde. Det var ret smart, det jeg gjorde, syntes jeg selv. Hvis man bare havde sådan en kop til at stå foran sig, så lod de en sidde så længe man ville. Jeg sad i nogle timer. Ladede min mobil op og hørte musik på min diskman, ja oldschool, jeg ved det godt. Derefter lånte jeg deres toilet, hvor jeg hurtigt vaskede mit hår i håndvasken, tørrede det så godt jeg kunne med papir, hvor efter jeg blev siddede på toiletgulvet i en halv times tid. Til dels for at mit hår ville blive bare lidt mere tørt, men også bare får at slå tiden ihjel, for jeg havde ingenting at give mig til. 

På vej ud fra toilettet stødte jeg endnu engang ind i selveste One Direction. Denne gang var de ikke omringet af piger. Faktisk havde jeg frit udsyn. Igen syntes jeg at Louis kiggede meget på mig, og denne gang viste det sig altså at være rigtigt. Da jeg gik forbi ham, greb han fat i min arm, og jeg kiggede forskrækket på ham. Men da han begyndte at tale med en rar og beroligende stemme, så blev jeg straks rolig igen. "Jeg har altså set dig før" sagde han og smilede skævt, "kender vi hinanden?". Han måtte være ret sikker i sin sag, ellers ville det være mærkeligt, at han greb fat i en fremmed pige. Jeg kiggede overrasket på ham. Min hjerne arbejdede på højtryk, men der kom ingen ord ud. "Hvad hedder du?" sagde han så, "øh Cathy" mumlede jeg stille. "Cathy" gentog han, "ja, det lyder ikke bekendt... men må jeg byde på en kop kaffe?". 

Han forventede åbenbart ikke en svar, for så snart det blev hans tur i køen kiggede han på mig igen, "Drikker du med mælk eller bare sort?" spurgte han så. "bare sort".
Det var åbenbart svar nok for ham, for da han fik stukket to stks kaffe i hånden pegede han over mod de andre drenge, som tegn til at jeg bare skulle gå der over. Han fulgte mig lige i hælene.
Jeg sagde ingenting. Det hele var så absurd, og der var en forfærdelig akavet tavshed de første 1+ minutter. Hovedsageligt fordi jeg ikke rigtig svarede på deres spørgsmål. Men hallo, jeg sad med selveste One direction på Starbucks, hvor jeg til hverdag ikke engang selv havde råd til filterkaffe. 

"Du må undskylde, hvis jeg har forskrækket dig" begyndte Louis, "men du ligner virkelig min gamle barndomsveninde". Jeg prøvede at huske, men jeg huskede ikke så meget fra min barndom. Nogle psykologer havde engang sagt, at det var fordi, jeg havde oplevet så mange forfærdelige ting, at min hjerne simpelthen havde hvisket dem ud fra min erindring. 
"Jeg husker ikke så meget fra min barndom" begyndte jeg, "det må du virkelig undskylde".
Jeg tænkte og tænkte, jeg prøvede virkelig, men der dukkede kun forfærdelige minder og grusomme billeder op i mit hovedet. Jeg huskede, at jeg fik en lussing af min far, og jeg huskede, at det var endnu værre med min mor. Han slog og slog på hende, og selvom jeg råbte, skreg og hulkede, at han skulle stoppe, så var der intet at gøre. 

 

En tåre trillede ned af min kind, og jeg gjorde mine ting at gå, men Harry greb fat i min arm og kiggede på mig. "bliv siddende lidt" sagde han stille, og jeg ved ikke, om der var andre end ham og mig, som hørte det. Det var som om, at han så lige igennem mig. Det var som om, at han så de billeder, som jeg lige nu også så for mig. Lige i de to sekunder vi havde øjenkontakt følte jeg mig ikke alene, lige der følte jeg virkelig, at der fandtes nogle som forstod mig. 
Men da øjenkontakten var ovre, og da han 30 sekunder senere igen grinede med de andre, så følte jeg mig atter alene. Fuldstændig alene. 

 

______________________________________________________________________________________

Hvad synes i? :)))) 
Kom gerne med konstruktiv kritik!!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...