Drama Queen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Igang
Chanella på 17 år, er bedste venner med Harry. Det har de været siden børnehaven, men på et tidspunkt blev det til lidt mere en et venskab mellem de to bedste venner. Da Chanella tager til Irland for, at besøge hendes storesøster, tager alt sin drejning. Hun bliver forelsket i naboen, Niall Horan. Men hvordan reagere Harry på det, da hun tager Niall med hjem til England?

8Likes
12Kommentarer
371Visninger
AA

2. Drama Queen

”Hvorfor bliver vi ikke bare kærester?” sagde Harry og smilede. ”Det kommer ikke til at fungere Harry, og desuden vil jeg ikke miste dig, du der den bedste ven jeg nogen sinde har haft, og nogen sinde vil få,” sagde jeg og træk på skulderne.  Jeg husker tydeligt lige præcist den samtale, jeg kommer aldrig over den. Harry var tydeligvis forelsket i mig, og ja jeg var vel også forelsket i ham. Men jeg viste det ikke ville gå, jeg ville ikke ødelægge det vi har haft sammen siden vi var små. Jeg var bange for at tage chancen, selv om jeg elsker ham af hele mig hjerte. Det var i niende klasse, nu er vi begge to godt i gang som studerende, på den samme skole. Selvom vi ikke er kærester, har vi stadig det bedste venskab til hinanden. Vi spiser frokost sammen i kantinen hver dag, hjælper hinanden med lektier, og går ud sammen, dog kun som ”venner.” Jeg fortryder ikke at jeg sagde nej til ham den gang i niende. Men jeg tænker tit på når Harry engang får en kæreste, at hun bliver den mest heldige pige nogensinde. For jeg ved at kunne have været mig. Min mobiltelefon ringer, så jeg lægger mit magasin ned på gulvet, og rejser mig fra min seng. ”Hej det er Chanella,” siger jeg og høre ikke lige med det samme et svar. ”Det er Harry jeg ville bare lige høre om du ville med i biografen i dag?” ”Meget gerne, hvad skal vi se?” sagde jeg og var nysgerrig. ”En drama fil der hedder Wild Heart, vi kan også se en anden vis du syntes den lyder kedelig.” sagde han. ”Nej det er helt okay,” sagde jeg. ”Jeg kommer forbi og henter dig klokken 19:00 i aften, så vi kan følges ad derhen,” sagde han som den gentleman han nu er.  ”Helt i orden” sagde jeg. Harry var altid så sød ved mig, og nogle gange går det mig på. Er han ikke helt kommet over den dag i niende eller gør han det bare af god vilje? Jeg har ingen anelse. 

Klokken var lige blevet 19:00 og jeg kunne se Harry komme gående ned af gaden. Jeg havde gjort en del ud af mig selv. Krøllerne havde jeg jo, så jeg brugte ikke så lang tid på mit hår. Jeg havde taget min røde kjole på, som jeg egentligt ville have smidt ud. Men jeg viste Harry elskede den. Jeg kan tydeligt huske hvorfor, og det er jeg sikker på Harry også kan. Det bankede på døren, jeg åbnede selvfølgelig og bød ham indenfor. Jeg var næsten klar til at gå, men jeg manglede lige min taske. Som jeg selvfølgelig ikke kunne finde. Så jeg prøvede at kigge alle de steder jeg mente den var, men jeg kunne ikke finde den. Harry tilbød at hjælpe, det gav jeg ham lov til, for hvis jeg ikke snart fandt min taske, ville vi måske komme for sent. Selv om det ”bare var en taske var jeg nød til at have den med. For at det ikke skulle være løgn lå min mobil også i den taske. Jeg hadede mig selv for at være så uforberedt, nu hvor Harry havde planlagt det hele fra top til tå. ”Åh Harry nu kommer vi for sendt, på grund af mig” sagde jeg og havde det helt dårligt. Der kom ikke noget svar. Jeg mistænkte han lidt for at stå et sted, og var klar til at give mig et chok. Men Harry var ingen steder.  Sidst jeg havde set ham var da han tilbød, at hjælpe mig med at finde min taske. Han nok bare var i gang med at lede, så jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg kiggede inde i stuen, lyset var slukket. Jeg mente ikke jeg havde nået at slukke det, men det var nok bare mig. 

 

Jeg gik ind i stuen og skulle lige til at tænde lyset, da Harry sprang frem og gav mig et chok. "Tænkte jeg det ikke nok," sagde jeg, imens jeg så på Harry som ikke kunne få et ord indført fordi han grinede af mig. "Undskyld'" sagde han samtidig med at han prøvede at tage sig sammen for ikke at grine endnu mere. Han kom hen til mig og gav mig et kram, et undskyld jeg gav dig et chok kram. "Skal vi ikke bare blive her hos dig, og bare have det sjovt? Sagde han og smilede. "Jo lad os gøre det," sagde jeg og gav ham et kram. Jeg tog Harrys hånd og førte ham ind på mit værelse. "Skal vi se en film, nu hvor vi ikke nåede at komme i biografen?" Sagde jeg og gik over til en reol hvor jeg havde en masse film. Jeg kendt selvfølgelig Harrys yndlings film, så jeg valgte en af dem. "Hvad med The Notebook?" Sagde jeg og smilede til Harry. "Du kender mig for godt," sagde han og nikkede. Selv om vi ikke nåede i biografen, var det mindst lige så hyggeligt, at bare være hjemme. Vi delte min store sorte sækkepude, og lå bogstavelig talt forfærdelig dårligt, men det gjorde ikke noget nå vi lå ved siden af hinanden. Vi lå og holdt i hånden, imens vi så en af de mest romantiske film. Vi snakkede om alt mellem himmel og jord, fortalte hinanden hemmeligheder, og fjollede lidt. Lige i den sene hvor de kysser hinanden i regnen, sagde Harry, at ville han også ville prøve det engang. "Det skal bare være med den rigtige" sagde han og smilede til mig. "Det vil jeg også gerne prøve, men der vist ikke nogen der vil kysse mig," sagde jeg og sukkede. "Selvfølgelig er der det, der er en til os alle, det er dog ikke alle der når at finde hinanden.  Du har mig hvis alt går galt, det lover jeg dig sagde Harry og kigge mig dybt ind i øjnene. Han tog fat og min nak på en behagelig måde, og trak mit hoved tætter mod hans. Vores læber mødtes, og vi kyssede. Jo jeg havde lovet mig selv, at lade hver, men jeg kunne ikke. Det var et kys der gjorde os begge to klar over, at vi kunne lide hinanden. Selvom vi ikke ville indrømme det, viste vi det begge to godt. Vi kiggede på hinanden i lang tid, uden at sige noget. "Undskyld jeg ved du ikke vil have, at jeg kysser dig," sagde han, og jeg kunne se på ham, at han mente det. "Det er okay," sagde jeg og krammende ham. "Jeg må hellere komme hjem," sagde han og rejste sig. Jeg sagde ikke noget, men nød bare at se på ham, inden han gik. Jeg nåede ikke engang at sige farvel, fordi jeg stod og dagdrømmede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...