Broken

En dag starter en ny dreng på Emmelies efterskole og laver om på ALT. Emmelie falder pladask for ham ved allerede første syn. Hun har aldrig mødt en dreng som ham. Men er det et godt tegn? Emmelie har nemlig været igennem nogle 'knap så rare' oplevelser i hendes fortid. Er Toby hendes store kærlighed? Er han overhovedet Forelsket? Vil han stadig snakke med hende når hun kommer ud af hospitalet? Og hvad med hende den rødhårede? som pludselig dukker op og vender op og ned på det hele. hemmeligheder bliver afsløret, beslutninger bliver truffet, og følelser bliver misbrugt. håber i vil læse med :3 xx

2Likes
1Kommentarer
269Visninger
AA

1. kapitel 1

”Klokken er otte, du har været derinde i snart to timer! Emmelie, kom nu ud!” Jeg sukker, Vida lader mig aldrig være.

”Otte?! Jeg er næsten klar, bare lige lidt mere makeup” Jeg tager min yndlings mascara frem igen. Ligger hurtigt noget mere på, retter det til, og pakker den ned igen.

Jeg falder i mit forsøg på at kravle ned fra bordet. Tager mig til mit hoved og ømmer mig.

”Er du okay derinde? Jeg hørte et bump. Er du kommet noget til?” Vidas stemme lyder lavt bag den låste dør.

”Jeg er okay. Eller. Nej. Nej, nej, nej, mit hår! Mit hår er helt ødelagt!” Jeg ser mig selv i spejlet, retter mit pandehår og puffer mit blå hår, drejer så en halv omgang og går ud af mit værelse.

”Det var sgu da på tide pigebarn! Den nye dreng ankom for en time siden.” Siger Vida drillende og giver mig et venskabeligt skub. Eller, hun skubber så voldsomt at jeg rammer væggen med et klask.

”Pas på tøjet for satan! Er han kommet?! Hvordan ser han ud? Er han lige så pæn som I har fortalt han er?!” Jeg bliver så ivrig efter et svar, at jeg begynder at ruske i min bedsteveninde.

”Hvorfor går du pludselig så meget op i hvordan du ser ud? Og han ser vel fin ud. du kommer til at se ham lige om fem minutter” Hendes svar skuffer mig. Fin. Ser han bare fin ud? Intet andet? Ikke lækker? Eller mega awesome?

 For en uge siden, imens jeg var til læge derhjemme, var der en dreng oppe for at besøge min efterskole. Han skulle eftersigende være ’lige min stil’, ifølge alle mine veninder.

Min stil. Jeg har aldrig mødt en med den samme stil som mig. Jeg ved ikke engang hvad man skal kalde min stil. ”Emo” siger alle andre. Men jeg ved ikke rigtig.

”Hallo? Du svarede ikke på mit spørgsmål?!” Vida afbrød mig, midt i alle mine tanker, hvordan kunne hun finde på det? Hun ved jeg hader at blive afbrudt.

”Um, godt førstehåndsindtryk, tror jeg?” Svarede jeg og greb fat i hendes arm da det gik op for mig at vi var på vej hen mod gymnastiksalen.

Jeg hader sport. Kort sagt, men så sandt.  Desværre er det derinde de alle sammen er, også ham. Jeg spærrer øjnene op, stopper brat og hyperventilerer lige foran døren.

”Er du okay?” Vida ser lige ind i mine øjne. Jeg synker en klump.

”Hv-hvad nu hvis han er sådan en.. du ved, en sporty fyr.” Min stemme bliver skinger og fyldt med frygt. Efter to sekunders stilhed, bryder Vida ud i grin.

”Seriøst Emmelie, du er virkelig skør! Og hvad så hvis han er? Det laver da ikke om på noget som helst. Du har ikke mødt ham endnu, du har ikke engang set ham.” Siger hun og trækker mig ind i gymnastiksalen. Vi får overbalance og Vida rammer jorden med et bump. Som den bedsteveninde jeg jo er, begynder jeg at grine. Ikke noget med at hjælpe hende op eller noget.

Vida rejser sig hurtigt op og ligger en hånd over min mund. Hun hvisker stille i mit øre:

”Husk at du ikke har verdens bedste grin. Alle glor på os nu.” Og hun har ret. Alle står forstenet og kigger på os.

Jeg har lyst til at rødme og løbe, men jeg trækker på skuldrende og tvinger Vida med over til en gruppe tilfældige mennesker. Langsomt begynder folk at tø op igen, og fortsætte det de var i gang med. Et spil høvdingebold.

Som den musikfreak jeg er, tager jeg min mobil op af lommen og sætter den til højtaleren. Kort tid efter spiller et tilfældigt screamo nummer på fuldskrue, og får igen alle i rummet til at brokke sig.

I al fornøjelse skuer jeg ud over menneskerne. Da det er en lille efterskole jeg går på, er der knap og nap 30 mennesker samlet lige nu.

Det er først nu jeg opdager ham. Mit hjerte ryger helt op i halsen og min kæbe falder ned på gulvet, som man siger.

”Wow, med WOW på!” Tænker jeg, ude afstand til at forklare noget. Nej, hvad er det der sker for mig? Jeg kniber øjnene sammen og trækker vejret dybt. Så kigger jeg på ham igen.

Mørkt hår omkredser hans hoved og langt pandehår gemmer halvdelen af hans ansigt væk. Jeg sukker. han står forlangt væk, og bag ved en plade, så jeg kan ikke se hans tøj. Derfor fokuserer jeg på hans ansigt igen. Det er først her, at jeg opdager det. Han står og synger med! På min yndlings sang!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...