In Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Igang
Helt uimodståelige Harry Styles som næsten alle dåner over og som de fleste gerne vil være kæreste med, finder en dag ud af hans management har fundet en opgave til ham. Af to grunde. Den går ud på at han skal lære at spille skuespil og i grunden begynde at lave sin hverdag om, for han er ikke ligefrem den samme Harry, som han altid har været og det skal der laves om på. Han skal klæde sig ud, sminkes og gå i skole med undercover navnet: Marcel. Der er ingen som må finde ud af at det er Harry som gemmer sig bagved det nørdede ydre. Harry synes dog at det er en forfærdelig idé, da han godt kan lide al den opmærksomhed han får som berømt, men når han kommer lidt tættere på en af pigerne fra klassen, vil det så ændre sig? Og hvad sker der, når en fra hendes egen fortid kommer?

6Likes
0Kommentarer
556Visninger

2. Prolog

“The best lies about me are the ones I told.”
- Patrick Rothfuss

 

”Skrid ud med dig”, sagde jeg tungt og en smule opgivende mens jeg kiggede hen på pigen som sad ovre på min seng. Jeg var lige kommet tilbage fra badeværelset, så jeg stod oppe ad dørkarmen med kun mine boxers på og armene over kors. Jeg havde besluttet at det var på tide at få hende ud, jeg gad ikke se på hende mere.

”Hvad sagde du?!”, skreg hun vredt og rejste sig op, mens hun begyndte at gå med bestemte skridt hen mod mig. Så hun var en af dem. Jeg stønnede opgivende men så hende ind i øjnene.

”Forsvind. Vi er færdige, du må godt gå nu”.

”Nå så jeg godt gå nu, hva’?! Du er et rigtigt røvhul, Harry. Hvem skulle have troet det? Alle tror jo at charmaren, flirten fra One Direction er den sødeste nogensinde, men der har jeg sgu noget nyt at fortælle dem: Harry Styles er et røvhul som knalder med en og behandler dem som skrald efterfølgende! Det er hvad du er!”, råbte hun mig ind i ansigtet mens hun vrængede af nogle af ordene. Hendes brune øjne var som et par flammer som brændte ind i mine egne, men jeg stod for forstenet. Jeg havde hørt det hele før, det var ikke noget nyt. Det var ikke mange af de piger som jeg tog med hjem, som kom med sådan en smøre, men jeg hørte dem nogle gange.

Pigen, som jeg ikke kunne huske hvad hed, fnøs af mig og gik tilbage for at tage sit tøj på, da hun fandt ud af at jeg ikke gad svare hende. Jeg kunne høre hende bande og kalde mig alle mulige navne som jeg alle var blevet kaldt før. Jeg fulgte hende med øjnene da hun begyndte at tage sine sko på, men blev overrasket da hun kom hen til mig igen. Hun kiggede lidt på mig, drejede så hovedet til den ene side og fik et arrigt udtryk i ansigtet så hun løftede sin ene hånd og svang den mod min kind så det gav genlyd i hele rummet.

”Røvhul”, sagde hun og drejede så om på hælen så hun kunne storme ud af værelset. Lidt efter hørte jeg hoveddøren smække, så vidste jeg at hun var helt væk. Jeg fortrød det jeg havde gjort, men alligevel kunne jeg ikke lade være, det var som om jeg var fanget inde i en boble som jeg ikke kunne bryde væk fra uden hjælp. Hver dag fortrød jeg hvad jeg gjorde mod alle de piger, men om aftenen gjorde jeg bare det samme som jeg havde gjort de tidligere dage og behandlede dem som skidt bagefter. Hvad fanden havde jeg gang i? Jeg havde brug for hjælp, men jeg kunne ikke selv spørge efter den, så der måtte være nogle som blev nødt til at komme til mig. Forhelvede altså.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...