Everybody knows - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Igang
''Tag dig ikke af ham, det er bare Justin'', var det første, jeg fik af vide, da jeg så Justin for første gang. Han havde et koldt blik, der samtidig gjorde mig sindssyg nysgerrig, og som bragte en stor lyst frem inde i mig, der gik ud på at finde ud af ham og hans hemmelige blik. ''Han er en, som alle kender, '' var hendes beskrivelse af ham, da jeg spurgte ind til ham. ''Og han har en historie bag sig, en hjerteknusende historie, som du forresten ikke skal efterspørge ham om, '' advarede hun mig straks. Jeg var ny i byen, og jeg vidste intet om dens fortid, heller ikke på min nye high school, der lignede alle andre skoler - også Justin, der virkede som lederen af skolens drengegruppe, der forførte piger og lavede ballade. Men der var noget ved ham, som var ud over det sædvandelige. Noget som jeg bare måtte finde ud af, også selvom jeg var blevet advaret om det. (Justin er ikke kendt)

40Likes
24Kommentarer
2257Visninger
AA

3. Ny By, Nyt Sted, Nye Oplevelser.

''We're gonna stick together, know we'll get through it all..

change your life''

 

Definitionen af en hemmelighed

 

Der er mange måder at definere en hemmelighed? Hvor alvorlig er hemmeligheden? Er den lille eller stor, vigtig eller ubetydelig? Hvis den kommer ud i offentligheden, vil nogen så blive knust eller skadet? Det kan gå fra at være en pige, som har et tydeligt crush på skolens hottest dreng til, at skolens hotteste dreng ikke er den, som han påstår at være. Hemmeligheder, som de begge har, men hvis de 2 hemmeligheder kommer ud, hvem skader den så mest? Drengen med den falske idensitet eller den forelskede pige?

Hemmeligheder kan skade, men alligevel har vi dem alle. Hvorfor er vi ikke bare åbne omkring tingene? Hvorfor fortæller vi ikke ham den søde dreng, at vi kan lide ham? Hvorfor gemmer man sig bag alle løgnene, når man kunne leve et sandt og ægte liv, uden bekymringen af, at ens hemmelighed vil blive opdaget? Hvorfor fortæller manden ikke hans kone, at han kom til at være utro til en firmafest? Hvorfor fortæller den perfekte søn ikke hans rige og støttende forældre, at han skylder de forkerte mennesker penge, og derved kan skabe store problemer for ham. Nej, han vil hellere sidde ved hvert måltid og spise, mens han lader som om, at alt er godt.

For det er sådan, at man holder på en dyb hemmelighed. Man vil ikke have, at folk ved, at man har lavet en fejl. Man vil ikke risikere at den søde dreng bare griner af en, når man fortæller ham sandheden. Man vil ikke miste sit ægteskab på grund af en enkel fejl.

Løgne kommer nemt til os, og mange gange er det nemmere at holde på en hemmelighed, end at fortælle sandheden. Når ens mor spørger en, om man har haft en god dag i skolen, siger man automatisk ja, også selvom det var en af de værste dage i ens liv.

Hemmeligheder kan nemlig også hjælpe.

Ens far vil gerne høre, at ens søn klarer sig godt i skolen, så han fortæller ham, at han har fået gode karakterer. Ens mor vil gerne vide, hvordan hendes datters dag er gået i skolen, så hun fortæller hende løgne, om hvor sjovt hun havde det med pigerne fra klassen, hvor de sladre og talte om drengen. For mange børn ved, at deres forældre vil blive såret, hvis de kendte sandheden, så derfor er det bedst med løgne og hemmeligheder.

Bedst at de ikke ved, hvad der foregår. Selv som helt unge lyver vi, og det bliver ikke bedre med årene.

Jeg har også løjet, mange gange. Når min far spørger: ’’ Nåh Clair, hvordan er dine karakter i skolen?’’, svarer jeg automatisk altid, at de er forrygende. Selvom det ikke altid er rigtigt, men det er hvad, min far gerne vil høre, og desuden får han sandheden af vide, når mine karakterer bliver sent til mine forældre sidst på året.

Mine forældre har også holdt en hemmelighed for mig, en stor og dyb en. En som de vidste, at jeg vil flippe ud over. Derfor holdte de den hemmelig, men så fik jeg den af vide – i går. Og ja, jeg flippede ud, fordi det var stort.

Meget stort. Det ville ændre hele mit liv.

Hemmeligheder kan chokere, meget. De kan nemt komme bag på en og overraske en på en god dag, der pludselig bliver dårlig.

Og det er definitionen af en hemmelighed.

De kan være farlige, de kan skade, de kan hjælpe, de kan chokere, de kan være nødvendige, de kan gøre alt dårligt, de kan gøre alt godt. Det kommer an på hemmeligheden.

 

⋆ ⋆ ⋆

 

Byen virkede hyggelig - lille og ubetydelig for resten af verden - men hyggelig. Mens vi kørte igennem byen, fik jeg et kort glimt af byens indre, og nogen af byens beboer. Jeg sad og kiggede diskredt ud af vinduet, fordi jeg helst ikke vil virke for interesseret, da mine forældre stadig skulle have den ide om, at jeg ikke ville flytte – også selvom det var for sent.

Jeg havde protesteret. Men i følge mine forældre havde jeg ingen mening overhoved. De forventede bare, at jeg sagde farvel til mine elskede veninder efter flere års venskab, pakkede alle mine minder og ting ned i brune papkasser og forlade byen efterfølgende. Jeg havde bare intet at skulle have sagt i denne sag. 

De havde holdt på denne hemmelighed i flere måneder, og bang, så fortalte de mig, at vi skulle flytte til en anden by, og alt faldt i ruiner.

Men jeg måtte indrømme, at denne nye by virkede som noget for mig. Jeg havde boet i det indre Manhattan, hvor biler holdte i køer op til flere timer, hvor stressende mennesker rendte rundt i gaderne med stramt designertøj og indkøbsposer, hvor der altid var larm og støj - det var storbyen, og lidt mere til. Jeg havde aldrig været et bymenneske, også selvom jeg havde boet i storbyen hele mit liv. 

Jeg hadede alt det stresset ved byen, og alle mennesker der stod i veje, hver gang jeg skulle i skole og hver gang jeg skulle hjem.

Nu skulle jeg bo i en mindre by. Great Barrington kaldte den sig, og den lå midt i Berkshire i Massachusetts. Den lå langt væk fra storbyerne, og jeg var ikke engang sikker på, om denne by havde et center – eller en butik for at ærlig.

Jeg anede ikke, hvor vi skulle bo, da jeg ikke havde interesseret mig for denne flytning overhoved. Når mine forældre ville vise mig det hus, som vi skulle bo i, kiggede jeg altid væk og så fornærmet ud.

Jeg fik pludselig øje på nogle butikker, og det gav et lille smil på mine læber, der var fyldt med lip gloss – man vidste jo aldrig, om man så en sød dreng i byen? Det virkede som om, at vi kørte i centrum, der hvor der burde være tusindvis af mennesker og hundredvis af butikker – men nej, jeg så højst 20 mennesker og 4 butikker. Men det var fedt. Det virkede som en by, hvor alle kendte alle, og i New York så man næsten aldrig det samme ansigt igen.

Jeg elskede allerede byen. Det måtte jeg indrømme. At køre igennem den virkede så eventyragtigt og spænende, fordi jeg nok skulle bo her i et stykke tid – i hvert fald indtil jeg startede på college om 2 år. Jeg skulle lige gøre 2 år af high school færdig, før jeg kunne tage af sted på college.

Nåh ja, high school. Jeg skulle starte et helt nyt sted i morgen. Nye mennesker, nye lærer, ny undervisningsmetoder, nye drenge, nye veninder, nye bitches og nyt alting. Jeg skulle gøre et godt indtryk, for tænk hvis det var sådan en skole, hvor de dømte mig med det samme? Det gjorde mig nervøs, og jeg hadede virkelig at være den nye pige – også selvom jeg aldrig havde prøvet det før.

Jeg havde kun set det på tv.

I hele mit liv har jeg fulgtes med mennesker, som jeg kendte. Dem fra min børnehave startede i elementary school samme tidspunkt som jeg, så jeg havde venner fra børnehaven – hvor deriblandt var min bedste veninde Sofia. Vi gik hele vejen sammen. Elementary school, middel school og de første 2 år af high school.

Og vi havde det hyggeligt. Vi styrede de 3 skoler sammen, også selvom vi ikke var nogen specielle elever på skolerne. Jeg havde altid været den pige, som var usynlig, og det havde jeg det perfekt med. Jeg gad ikke alt det spotlight. Men de skoler var gode, og Sofia og jeg kunne altid finde på noget fedt at lave, når vi havde fritime.

Min pointe var, at jeg altid havde nogen at være sammen med, når jeg startede et nyt sted. Det var slut nu. Jeg kendte ikke et øje, og jeg skulle finde nye veninder, og det blev svært. For de havde alle gået der i 2 år – altså de piger, som gik på min årgang, og de havde allerede lavet grupper. Regnede jeg med.

Men jeg måtte gå positiv ind i det, og bare give dem alle et sødt smil. Så skulle alt nok gå. Det fortalte min moster mig i hvert fald, lige inden vi forlod byen. Jeg fortalte hende, hvor nervøs jeg var, men hun sagde, at det skulle jeg slet ikke være, fordi de vil kun elske mig.

’’Så er vi hjemme, ’’ lød det fra min mor, som drog mig væk fra mine tanker. Jeg kiggede straks ud, og jeg opdagede lige med det samme, at vi pludselig var landet i et villakvarter, hvor der var nogen virkelig smukke og store huse.

Bilen holdte på en parkeringsplads ved siden af vores nye hus, og jeg måtte indrømme, at jeg var positiv overrasket over vores nye hus, og jeg kunne nok godt leve med det. Huset var stort og smukt, og så var det babyblåt – min yndlingsfarve.

Jeg havde det på fornemmelsen, at mine forældre havde valgt lige præcis det her hus, fordi de vidste, at jeg ville elske det. De vidste, at jeg elskede store villa huse, som man så i film, og de vidste, at min yndlingsfarve var babyblå.

Vi steg alle ud af bilen, så solen straks angreb os alle sammen med dens kraftige solstråler. Det var ufatteligt varmt her, men det var kun dejligt, og jeg skulle nødig klage over solen – man skal kun være taknemlig for, at det ikke var vinter.

’’Hvad siger du så skat?’’ min mor kom over til mig, i takt med at hun havde et stort smil på hendes læber, mens hendes øjne var dækket af hendes designer solbriller.

Jeg kunne ikke holde mit smil tilbage, da jeg faktisk var tilfreds med huset, og jeg kunne nok blive tilfreds med det hele. Fordi det var da spænende at flytte og møde nye mennesker? Måske lidt skræmmende, men det var da også spænende med noget nyt i ens liv.

’’Det er pænt, ’’ svarede jeg og kiggede godt og grundligt på det. Forhaven var lille, men havde stadig en masse detaljer. Der var placeret et kæmpe træ midt på græsplæne, og små buske var rundt omkring, og blomster pyntede haven så fint – det var nydeligt, og jeg kunne ikke vente med at se baghaven.

’’Bare vent til du ser dit værelse, ’’ lød det fra hende, mens hun virkede utrolig begejstret. ’’Det er stort, og du har din egen balkon, ’’ tilføjede hun, mens hun lød spændt. Hun glædede sig sikkert til at høre, hvad jeg syntes om det.

Jeg kunne ikke vente med at se mit værelse! Min egen balkon? I New York havde jeg udsigt til storbyens høje bygninger og de mange lys, der var i Manhattan. Og vi boede bare i en lejlighed, som godt nok havde en masse plads, men jeg havde altid drømt om at bo i et stort villa hus – ligesom dem man så i desperate housewives.

Og jeg havde min egen balkon? Omg.

’’Tjek det ud, ’’ sagde min far, der pludselig kom over til os, mens han ventede på flyttebilerne, der faktisk kørte lige efter os, men de flyttemænd havde sikkert stoppet på vejen for at få en kop kaffe. ’’Du ved, når du finder et værelse, om det er dit, ’’ tilføjede han, mens han grinende lidt. Han kastede nøglen til huset over til mig, og jeg greb den med det samme.

Jeg smilede stort til ham, mens jeg tjekkede nøglen ud. Ohh. Nu skulle jeg se det hus, og mit værelse!

Jeg gik straks hen imod det store hus, mens jeg gjorde klar til at låse døren op med den nøgle, som min far havde kastet over til mig – det var sikkert min nøgle til huset.  

Jeg fik låst døren op og trådte ind med et stort smil og store øjne, da jeg skulle se alt, hvad jeg kunne se. Jeg kom ind i entreen, hvor jeg allerede blev positiv overrasket og imponeret over huset.

Lige foran mig var der placeret en stor og bred trappe, som var vejen op til ovenpå, hvor mit værelse sikkert var. Til min højre side var der et stort rum, hvor haldelen af rummet var køkken, og den anden halvdel af rummet var bare tomt, da vi jo ikke havde fået møbler ind. Det blev nok vores spisestue. Ved min venstre side, var der et stort rum, hvor der var placeret en brandovn, og det var helt sikkert stuen.

Det hele var så stort og perfekt, og jeg havde kun gået tre skridt. Jeg havde ikke engang set det hele endnu, men jeg var allerede fascineret over det alt.

Jeg trådte hen mod trappen, da jeg gerne vil op og se mit nye værelse. Jeg havde en underlig følelse i maven, der fortalte mig, at jeg var sindssyg spændt på at se det. Jeg havde ret høje forventninger til det, da huset var så stort og perfekt, regnede jeg også med at mit værelse var det.

Bare jeg ikke blev skuffet.

Jeg gik op af den store trappe, som jeg havde forelsket mig i. Det var måske lidt underligt at blive forelsket i en trappe, men den var fantastisk.

Jeg kom ovenpå, hvor der var en gang, med døre langs siden. Jeg talte frem til, at der var 5 døre i alt. Min dør, mine forældres dør, et badeværelse, måske et opbevaringsrum og måske et gæsteværelse? Jeg gik hen af gangen med et smil, mens jeg kiggede på alle dørene. Jeg skulle jo åbne dem for at se, hvilket et værelse, som var mit.

Jeg tog fat i håndtaget på den første dør og åbnede døren hurtigt. Jeg kom ind på et stort badeværelse, der så utrolig pænt ud. Hvidt og moderne. Men det var ikke mit værelse. Jeg lukkede døren igen og fortsatte videre.

Jeg kom til den næste dør, og lige inden jeg tog fat i håndtaget, havde jeg en god fornemmelse. Aldrig havde jeg været så sikker på, om jeg havde ret, end jeg var nu.

Jeg åbnede døren og trådte ind i rummet.

Jeg kom ind i et stort værelse, som så enormt ud, da der ikke var nogen ting overhoved, derved så det større ud, end det ville, hvis der havde været en seng, et skrivebord og en masse andre ting. Væggene var lyserøde, gulvet var lydt træ og jeg kunne nemt se, at det her var mit værelse.

Jeg gik længere ind, mens jeg kiggede godt og grundligt på detaljerne. Min mor havde ret omkring det med min helt egen balkon. Jeg kiggede over på 2 glasdøre, som førte ud til balkonen, som var større end jeg havde forventet. Der var også et indbygget skab på mit værelse, som jeg også lige skulle tjekke ud, fordi jeg havde en masse tøj, så det var vigtigt med en masse plads.

Jeg gik over til mit store, hvide skab, som var større end det, som jeg havde i New York, hvilket kun var godt. Jeg tog fat i håndtagene og åbnede de 2 skabe, og så kom jeg ind til det indre skab, hvor der var en masse hylder og plads til at hænge tøj, samt et helt specielt sted at have mine sko. Det var perfekt. Jeg glædede mig helt til at ligge mit tøj på plads, og jeg var faktisk bange for, at jeg ikke havde nok tøj til at fylde al pladsen ud.

Jeg kunne ikke bare lide mit nye værelse, jeg elskede det. Det var så perfekt. Så stort, så lyst, så dejligt.

Jeg begyndte at planlægge, hvor min seng skulle stå, og jeg kunne ikke vente til det tidspunkt, hvor mit værelse var indrettet og færdigt. Jeg kunne lige forstille mig, hvor alle mine ting var sat på plads. Min store dobbelte seng, mit store skrivebord, der vil være fyldt med skolebøger og papir, min reol, hvor mine pokaler og bøger skulle stå på, mit store spejl, som fyldte ret meget af en væg, men der var intet problem her, det kunne sagtens være her. Min fladskærm, mine billeder, alle mine ting. De vil pynte så godt her.

Jeg havde allerede nu lyst til at hente mine ting og sætte dem på plads. Måske var flyttebilerne kommet med vores ting?

Jeg gik ud at mit nye og fantastiske værelse, som jeg elskede over alt på jorden. Det kom til at blive det smukkeste og pæneste værelse i hele verden, så snart jeg var færdig med det. Jeg gik hen af gangen, hvor der stadig var en masse at udforske, for eksempel de andre døre – men nu ville jeg i gang med at flytte tingene idenfor.

Jeg hoppede smilende ned af trappen, mens jeg tænkte på, hvor meget mere jeg ville have elsket den som lille. Jeg kunne lige forstille mig selv som lille hoppe og ned af denne trappe, mens jeg følte, at jeg var på eventyr. Ærgerligt at jeg ikke havde nogen søskende, som kunne udfylde min fantasi.

Jeg stoppede med at hoppe og opføre mig barnligt, da jeg opdagede, at vi havde fået gæster. Jeg kiggede forvirret – men imødekommende – på pigen, der stod i gangen med min mor og snakkede.

’’Hey, ’’ lød det fra mig af, da jeg kom ned til dem.

Pigen kiggede smilende på mig, mens jeg ikke kunne lade være med at tænke på, hvor sød hun så ud. Og jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på, hvad hun egentlig lavede her. I New York fik aldrig gæster på denne måde, mest fordi at vi boede i en lejlighed, der ikke var helt nemt at komme ind i.

’’Hej, jeg er Melissa, ’’ præsenterede hun sig selv med det største smil, i takt med at hun havde et glimt i øjet, et glimt af glæde – det var tydeligt, at hun var en lykkelig og positiv person.

’’Jeg er Clair, ’’ præsenterede jeg mig og smilede, men jeg kunne umuligt overvinde hendes smil. Det var et vindersmil.

’’Jeg så bare, at der kom en masse flyttebiler og tænke, at vores nye naboer var kommet, så jeg vil lige komme og sige hej, ’’ forklarede hun, og der kom mit svar på, hvorfor hun var her.

’’Så du bor inde ved siden af?’’ spurgte jeg hende og opdagede pludseligt, at min mor ikke stod ved os længere, hun var gået udenfor og var sikkert i gang med at tage ting fra flyttebilen.

Flyttemændene var også i gang med at tage vores dyrebare ting indenfor i vores nye hus, mens de brugte deres instinkter på, hvor vores ting skulle stå. Sofaen skule jo nok stå i stuen, og det store spisebord skulle nok stå i spisestuen. De klarede det nok.

’’Ja, det gør jeg, og det har jeg gjort lige siden jeg blev født – så jeg kender området ud og ind, hvis du nogensinde skulle blive tvivl om noget, ’’ svarede hun med endnu et smil, så man tydeligt kunne se hendes hvide tænder.

’’Tak, det er jeg glad for, ’’ sagde jeg smilende og var faktisk utrolig taknemlig for, at hun var her og var så imødekommende.

’’Så, skal du gå på byens high school?’’ spurgte hun, da hun sikkert gerne vil vide noget om mig, og hvad jeg skulle i byen.

’’Ja, jeg skal starte på mit tredje år i morgen, ’’ svarede jeg hende sukkende. Jeg havde helt glemt, at jeg skulle starte et nyt sted i morgen, og det skræmte mig stadig.

’’Jeg går på den skole, og jeg går også på tredje år, ’’ sagde hun begejstret og grinede lidt. ’’Så kan jeg jo vise dig rundt og sådan, ’’ tilføjede hun hurtigt.

Hvor var jeg glad for at høre det. Tænk engang, nu kendte jeg en, og vi skulle endda gå på samme årgang?

’’Ej hvor fedt, ’’ udbrød jeg glad og smilede endnu mere. ’’Nu kender jeg da en, ’’ nikkede jeg lykkeligt, mens jeg opdagede, at 2 flyttemænd bar vores dyre og antikke sofabord ind af døren, mens min mor gik bagved og var skide nervøs for, at de vil tabe det.

’’Pas nu på det, ’’ mumlede hun, mens hun gik lige efter dem og sørgede for, at de ikke tabte det. Hun var skrækslagen for, at de vil tabe det, da det havde kostet det hvide ud af øjnene.

Det grinede vi lidt over.

’’Min mor er meget forsigtig omkring nogen ting, ’’ forklarede jeg hende, mens jeg grinede lidt. Hun grinede også, og jeg følte virkelig, at jeg havde det mega godt med hende, allerede nu.

’’Sådan er min mor også, ’’ tyssede hun og grinede. Hun kiggede udenfor, og det lignede lidt, at hun skulle til at gå – hun måtte ikke gå, ikke nu. Jeg følte nemlig, at det klingede for os. ’’De flyttebiler ser meget fyldte ud, ’’ sagde hun pludselig, og nu vidste jeg, hvad hun kiggede efter. ’’Skal jeg ikke hjælpe med at bære dine ting op, så kan jeg også se, hvad du er for en?’’ spurgte hun mig smilende.

Jeg kiggede overraskende på hende, da jeg faktisk blev overrasket. Jeg troede, at hun skulle hjem, fordi hun ikke gad være her mere, men nej, hun ville blive og hjælpe. Hun var fantastisk.

’’Det ville være fedt, ’’ lød det fra mig. ’’Så skal du se mine billeder, de er så åndsvage, ’’ sagde jeg og gik ud af døren, mens hun var ved min side.

’’Åh, jeg elsker billeder, ’’ fortalte hun mig, mens vi gik hen mod flyttebilen. ’’Og så skal jeg se alt dit tøj, se hvilken stil du har, ’’ tilføjede hun bestemt.

Vi kom hurtigt ud af den, og vi begyndte allerede at snakke som om, at vi havde mødt hinanden for flere timer siden, og ikke for 5 minutter siden. Jeg følte, at jeg var et barn igen, hvor man bare kunne gå over til en og sige hej, og så var man bedste veninder.

’’Ja, men jeg tror faktisk, at vi har den samme stil, ’’ sagde jeg og kiggede på hendes tøj, der bestod af et par cowboyshorts, en hvis T-shirt med et citat på og Nike sko, der var pinke – hun havde en fed stil.

’’Ja, det tror jeg også, ’’ sagde hun og kiggede på mit tøj, der bestod af også cowboyshort, en hvid top med et madonnaansigt på og røde nikes.

’’Vi har en fed stil, ’’ nikkede hun bestemt og smilede. ’’Måske kan jeg låne den trøje en dag, for den er for fed, ’’, sagde hun og pegede på min trøje, som hun virkede ret fascinerede af.

’’ja, men hun hvis jeg må låne den T-shirt, for den er for sød, ’’ sagde jeg og grinede, og jeg havde virkelig en god fornemmelse i maven om, at hun ville blive en god veninde for mig.

’’Selvfølgelig, ’’ smilede hun. ’’Jeg glæder mig sådan til at vise dig skolen, den er så hyggelig og perfekt, ’’ sagde hun pludselig.

’’Ja? Det glæder jeg mig til at se, ’’ lød det spændt fra mig af. Jeg var ikke længere nervøs for at starte i skole, nu når jeg kendte hende, og vi var naboer? Og vi havde den samme stil? Vi kunne blive de bedste veninder, og hvem ved, måske blev vi det også.

’’Den vil få dig til at vælte omkuld, fordi den også er vild og sjov, og alle eleverne er søde og venlige – det er den bedste skole i hele verden, ’’ jeg elskede den måde hun komplimenterede skolen på, det fik mig til at elske den allerede, og jeg havde ikke engang set den endnu.

’’Jeg kan næsten ikke vente, ’’ smilede jeg.

Vi var begge kommet over til flyttebilen, hvor vi tog en papkasse hver, hvor der stod ’Clairs’ på, og derefter gik vi mod huset, mens jeg ikke kunne vente med at vise hende hele mit liv. 

 

 

 

¤ ¤ ¤

 

Det var så første kapitel, hvor i fik et indblik i Clairs liv, og hvor i mødte hendes nye nabo Melissa. At flytte kan være svært, men det gør det en smule lettere, når huset er perfekt og når den perfekte veninde kommer frivilligt ind i hendes liv.

Hvad mon der sker i næste kapitel? Mon i møder nogen nye personer, som har en kæmpe indflydelse på historien?

Husk at like den og skriv gerne en kommentar om, hvad i syntes om kapitlet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...