Sandheden Om Jorden: En Hemmelighed

I Valenborg bor der en masse mennesker. Der er kommet en ny pige til byen, Sofia, som drengen Morgan møder. Han mærker noget specielt ved hende, noget som han ikke kan forklare. Hun tryllebinder ham på en måde, samtidig med, at han skal holde styr på sit liv. Det går ikke så godt på hjemmefronten, og han har problemer i skolen. Noget stort er på vej til byen, ja faktisk til hele verden, for Sofia er ikke helt så normal. Der er noget hun skal fuldføre, og det bringer alle i problemer.

0Likes
3Kommentarer
154Visninger
AA

5. Kapitel 4: Morgan, Sofia & Jeremy

KAPITEL 4

Morgan, Sofia & Jeremy

Det var ret sent på natten, da Morgan forlod hospitalet med Angelica; Jeremys kæreste. ’’Vi ses snart,’’ sagde Angelica og så ned på sneen. Den dalede stadig og lagde sig som et fint tæppe. ’’Han skal nok blive god igen,’’ sagde Morgan og så på hende. ’’Hey,’’ tilføjede han og lagde en hånd på hendes skulder. Hun så op på ham og smilede forsigtigt. ’’Det skal nok blive godt igen.’’ Morgans ord satte sig fast i Angelicas tanker. Selvfølgelig skulle Jeremy nok blive god igen. Det var hendes kæreste, og ingen skulle tage ham fra ham. ’’Ja det ved jeg vel godt,’’ sagde Angelica og så tilbage mod hospitalet. Hun ventede på, at hendes far kom og hentede hende. ’’Men bare tanken om, at nogen prøvede på at dræbe ham… det skræmmer mig.’’ Morgan blev ved med at se hende i øjnene og sagde: ’’Bare prøv at hold det ude af dine tanker. Politiet skal nok klare den herfra.’’ Angelica smilede mere, gav Morgan et kram og sagde farvel.

Jeremy var heldigvis vågen, da de var ankommet på hospitalet. Han fortalte, at han ikke havde set mandens ansigt, men kun, at han var klædt i sort. Det hele skete meget hurtigt selvfølgelig, så Morgan kunne heller ikke helt huske, hvad han havde oplevet. Det eneste som han nogenlunde husker er, at han løb efter manden, som så skød efter ham og forsvandt. Det billede forsvinder ikke fra hans tanker. ’’Hvad så Sherlock Holmes,’’ hørte Morgan en velkendt stemme sige. ’’Skulle du ikke gøre noget ved det?’’ stemmen var munter på en måde, og det var Sofia. Morgan vendte sig mod hende. ’’Hvad mener du?’’ spurgte han og syntes ikke, at det var specielt morsomt. ’’Ja du ville da gøre noget ved situationen, ville du ikke?’’ spurgte Sofia og smilede forsigtigt. ’’Jeg ved det ikke,’’ sagde Morgan. ’’Politiet skal nok klare det.’’ Sofia så sig omkring, og op på stjernerne. ’’Jeg håber du er okay Morgan. Manden skød jo også efter dig.’’ Sofias stemme var sød, selvom det var en alvorlig situation. ’’Han ramte mig heldigvis ikke,’’ sagde Morgan og trak på skuldrene. ’’Jeg er okay,’’ sagde han så og smilede igen. ’’Det var godt.’’ Sofia gav ham et blidt kys på kinden. ’’Vi ses snart Morgan,’’ sagde Sofia og forlod ham. Han stak hænderne i lommerne og gik mod sit hus. Hans forældre ville sikkert være pænt irriteret på ham, siden han ingen beskeder havde sendt dem.

Hans snorken kunne tydeligt høres. Jeremy lå og sov på sit hospitalsværelse, og han havde været heldig at få et værelse for sig selv. Det er helt mørkt, selvom en enkelt lampe lyser. Den stå på bordet ved siden af hans hvide seng. Sneen udenfor havde lagt sig, og underligt nok begyndte det at regne. Regnen slog mod vinduet, da et lyn pludselig larmede. Selvom Jeremys værelse kun var hans, var han alligevel ikke alene. En sortklædt mand stod foroverbøjet over ham, mens han betragtede ham. Manden, som havde skudt Jeremy, sendt ham på hospitalet og givet en masse af hans venner et chok, samt familien og kæresten, stod nu lige ved siden af ham. Men hvorfor? Hvordan? Han betragtede Jeremys fine ansigt. Mandens job var ikke gjort ordentligt, det vidste han godt. Men pludselig lød en stemme. Stemmen fik manden til at skælve. ’’Du skød mod Morgan,’’ sagde stemmen. Det var en kvindes stemme, og idet den lød, vendte manden sig om. ’’Jeg burde eliminere dig med det samme.’’ Kvinden stod i mørket, så manden ikke kunne se hende. Han vidste dog godt hvem det var, så han svarede ikke igen. Han var klar over, at han ikke havde gjort sit job ordentligt, og at han nu skulle stå til ansvar for konsekvenserne. ’’Han burde altså være død,’’ sagde manden klædt i sort. ’’Når dine ordrer er, at du skal dræbe bedstevennen, så dræber du bedstevennen. Du skyder ikke mod Morgan!’’ Kvinden trådte frem i lyset og afslørede sig selv. Det var første gang, at han havde set hende, skønt han alligevel vidste hvem hun var. Lederen. Det vidste alle. Selvom hun ikke så gammel ud, så kaldte man hende kvinde, ikke pige. Det vidste alle også. Hendes navn lå klar på alles tunger, hvis de fik brug for det. Det var tilladt at sige, hvis man skulle udføre noget ærefuldt. ’’Gør jobbet færdigt,’’ sagde kvinden og så på Jeremy. Hun smilede, da hun indså, at hendes plan nu igen var på rette vej. Missionen skulle nok blive fuldført. Manden i sort lavede en underlig bevægelse med den ene hånd og pludselig fremkom der en grøn stråle i luften. Ud fra den blev der kreeret en pistol. En smuk grøn pistol, som lod sig svæve ned i mandens hånd.
’’Javel Sofia,’’ sagde manden og rettede pistolen mod Jeremys hoved.

Der blev trykket på aftrykkeren, og langsomt blev den hvide pude under Jeremys hoved rød. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...