Sandheden Om Jorden: En Hemmelighed

I Valenborg bor der en masse mennesker. Der er kommet en ny pige til byen, Sofia, som drengen Morgan møder. Han mærker noget specielt ved hende, noget som han ikke kan forklare. Hun tryllebinder ham på en måde, samtidig med, at han skal holde styr på sit liv. Det går ikke så godt på hjemmefronten, og han har problemer i skolen. Noget stort er på vej til byen, ja faktisk til hele verden, for Sofia er ikke helt så normal. Der er noget hun skal fuldføre, og det bringer alle i problemer.

0Likes
3Kommentarer
159Visninger
AA

3. Kapitel 2: Morgan & Sofia

 

KAPITEL 2

Morgan & Sofia

Jeremy og Morgan ankom sammen til festen. Der var høj musik og en masse mennesker. Jenna åbnede døren, og var som sædvanlig i festligt humør. ’’Velkommen!’’ råbte hun for at overdøve musikken. Morgan og Jeremy hilste på hende, hvorefter Jeremy fandt Angelica. Lidt efter forsvandt de i mængden af mennesker, og Morgan begyndte allerede at kede sig. Han kiggede lidt rundt, faktisk for at se, om Sofia var der. Han ville føle den der kærlighed igen, som han havde gjort på gangen. Selvom det havde føltes underligt, og surrealistisk, så ville han opleve det igen.

Han fandt en blød sofa at sætte sig på. Her havde han udsigt til døren, hvis nu Sofia dukkede op. ’’Hvad så Morgan?’’ hørte han en stemme sige. Det var Olivia, som havde sat sig ved siden af ham. ’’Ikke så meget. Jeg keder mig lidt,’’ sagde Morgan og kiggede væk. Han ignorerede hende måske lidt, men det var nu ikke med vilje. ’’Vil du med ud og danse?’’ spurgte Olivia ham og smilede. Hun kunne jo rigtig godt lide ham, så dette var hendes chance. ’’Jeg kan ikke danse,’’ sagde Morgan og lo. Han så på hende, og gengældte hendes smil. ’’Det kan jeg da heller ikke, men det kunne være sjovt at prøve,’’ svarede Olivia. ’’Jeg tror jeg siger pas, men ellers tak,’’ sagde Morgan. Det blev pludselig akavet at sidde der. Ingen af dem sagde noget i nogle minutter. ’’Men øhm,’’ sagde Olivia, men Morgan lyttede ikke. Det var hende, pigen, Sofia. Hun stod der i døren og så smuk ud, smukkere end da Morgan havde set hende i skolen. Kærligheden, som han følte for hende, var stærkere end før. Måske var det omstændighederne, som gjorde det, måske var det månelyset som fandt vej ind gennem vinduet. Olivia fortsatte med at sige noget, men Morgan rejste sig bare op. Han ignorerede hende fuldstændig, men det var dog ikke med vilje. Sofia stod og talte med Jenna, som ikke havde bemærket Morgan endnu. Han banede sig vej gennem de mange mennesker, som havde det sjovt. Musikken var høj, men det var til at overkomme. Sofia smilede og så pludselig Morgan. Sofia vendte sig mod ham og hilste. Hendes smil var perfekt. Man ser altid piger i film, som måske har en lille fejl, eller bare noget, som gør dem helt normale. For ingen er jo perfekte, vel? Morgan kunne dog ikke finde en fejl ved Sofia, for hun var nemlig helt perfekt. ’’Hej Morgan,’’ sagde hun og så ham i øjnene. De var helt grønne, og lyste nærmest op. ’’Øh, hej,’’ sagde Morgan, og syntes, at det var lidt akavet. Han var ikke vandt til, at tale det fremmede på den måde. Han var også bange for, at hun ville synes, at han var for mærkelig. ’’Jeg hedder Sofia. Jeg er den nye pige i byen,’’ sagde Sofia. Hun stod ret stille, dansede slet ikke til musikken eller noget. Det gjorde Morgan heller ikke. ’’Rart at møde dig,’’ sagde Morgan og smilede. Han prøvede ikke at overdrive sit smil. ’’Hvordan vidste du egentlig hvad jeg hed?’’ Sofia tænkte sig lidt om før hun svarede. ’’Jeg talte med, øhm, Angelica, og hun fortalte mig hvem du var.’’ Morgan tog sig til nakken og smilede, hvorefter Sofia sagde: ’’Vil du med udenfor? Jeg er ikke rigtig så meget for at feste.’’ Morgan lo og Sofia smilede igen. Morgan nikkede og fandt sin jakke frem, hvorefter de gik udenfor.

 

’’De er smukke, ikke?’’ sagde Sofia og så op på himlen. ’’Stjernerne,’’ tilføj hun og så på Morgan. Han så stadig på stjernerne, da han svarede: ’’Jeg kan bedre lide at se på søer.’’ Sofia grinede og spurgte hvorfor, Morgan synes det. ’’Jeg ved det ikke, jeg synes bare, at det er dejlig roligt,’’ sagde Morgan og så på Sofia. De klingende allerede godt sammen, selvom de lige havde mødt. Morgan tænkte ikke over det, men var glad for Sofia. Hun virkede så stille og rolig, og det kunne han godt lide. Der var pludselig stille, men på en eller anden måde gjorde det ikke noget. Den lille pause som opstod, virkede ikke akavet. De smilede begge to, og kiggede tilbage op på stjernerne. De lyste tydeligt op om natten, og Sofia beundrede dem. Morgan kunne ikke rigtig forstå hendes forhold til de stjerner. For ham var det bare stjerner, ikke andet. Alligevel følte han noget specielt inde i, da han så på dem. Nærmest samme følelse som bredte sig i ham, hver gang han så på Sofia. Følelsen af kærlighed, som han ikke helt kunne forstå. Den var der stadig, den gemte sig inde i ham. Jo mere han talte med hende, desto mere kunne han mærke den der følelse. Han overvejede, hvad han skulle gøre ved den, men så prøvede han at føre samtalen videre. ’’Jeg kan tit finde på at stå og se på søen,’’ sagde han. Sofia smilede, som om hun nød at høre ham tale. Hun kiggede tilbage på huset, hvor musikken stadig blev ved med at spille. Sangen skiftede, og Sofia så tilbage på Morgan. ’’Hvor er det så du kommer fra?’’ spurgte Morgan, men pludselig kunne de begge høre skud inde fra huset. ’’Hvad fanden var det?’’ råbte Morgan, da musikken stoppede. Han vendte sig mod huset, og besluttede sig for at gå derind. ’’Bliv her!’’ sagde Sofia højt. ’’Det er for farligt at gå derind.’’ Morgan ignorerede hende nærmest, selvom den specielle følelse nærmest sagde til ham, at han skulle blive udenfor. Han tænkte ikke mere over det og gik så indenfor.

Morgan kom indenfor, og der så han en rundkreds af mennesker. Hvad fanden kiggede de på? Morgan banede sig vej gennem menneskerne og fik øje på Angelica som faldt ned på knæ. Hun græd. Olivia standsede ham og sagde: ’’Morgan, bliv her.’’ Morgan rynkede på øjenbrynene og skubbede hende væk, men hun gjorde modstand. ’’Bliv her!’’ sagde hun højere. Pludselig fik Morgan øje på Jeremy, som lå på gulvet. Han var blevet skudt i maven, og blødte ret voldsomt. ’’Jeremy!’’ råbte Morgan og skubbede mere til Olivia, så hun flyttede sig. ’’Hvad helvede er der sket?’’ råbte Morgan og så sig omkring. Han faldt på knæ og så på Jeremy. Han var bevidstløs. ’’Der var en mand, klædt i sort, som havde en pistol,’’ sagde Olivia. Morgan var helt ude af den, og det samme var Angelica. Hun græd ret meget, men Morgan beroligede hende. ’’Vent, hvad sagde du?’’ spurgte Morgan og vendte sig mod Olivia. ’’Manden klædt i sort skød Jeremy, og så løb han bare,’’ sagde Olivia og så på Jeremy. ’’Han havde ingen grund til at gøre det.’’ Morgan rejste sig op. ’’Hvor er han?’’ sagde han med en alvorlig stemme. ’’Han løb bare ud af bagdøren,’’ sagde Olivia og spurgte: ’’Hvad vil du da gøre?’’ Morgan rystede på hovedet og sagde: ’’Det ved jeg ikke,’’ Han vendte sig mod Angelica igen. ’’Ring til en ambulance!’’ sagde Morgan og så rundt på alle menneskerne. ’’Gør noget i stedet for at glo! Jeremy, du skal nok klare den!’’ sagde han og smuttede ud af bagdøren. Lige i det øjeblik, ville han bare fange gerningsmanden. Han vidste, at Angelica og de andre nok skulle tage sig af Jeremy. Ingen skulle slippe af sted med, at skyde hans bedste ven.

 

Morgan kom udenfor i sneen igen. Han så sig omkring, men det var mørkt. Det var svært at se. Han løb ud til havelågen og åbnede den. Da han kom ud på gaden, spottede han en skygge, og pludselig så han ham. En mand, klædt kun i sort. Han så ikke hans ansigt. ’’Dig dér!’’ råbte Morgan. Uden at tænke over det, fulgte Morgan pludselig efter en mand, som han vidste, havde en pistol.

Manden prøvede at flygte, men Morgan løb ret hurtigt. ’’Morgan!’’ råbte en velkendt stemme, som fik det til at sitre i Morgan. Han stoppede med at løbe, og følte pludselig en varme i kroppen. ’’Læg dig ned!’’ råbte Sofia, men Morgan forstod ikke helt. Manden vendte hovedet og sendte et skud imod Morgan. Det ramte ham heldigvis ikke, så Morgan fulgte efter ham igen. Han bekæmpede pludselig noget inde i ham, der fortalte, at han skulle stoppe. Vend om, sagde det til ham gentagende gange. Han nåede næsten ind på manden, som pludselig forsvandt i den blå luft. Morgan løb videre, men stoppede så. Han forstod ikke, hvad der lige var sket. ’’Øh,’’ var det eneste han kunne sige. Varmen i hans krop steg, og pludselig hørte han Sofia igen. ’’Er du okay?’’ spurgte hun. ’’Hvad skete der?’’ spurgte Morgan. ’’Du løb efter en mand med en pistol. Du er skør,’’ svarede Sofia, og Morgan hørte hende le. ’’Han forsvandt lige foran mig.’’ ’’Morgan, du er forvirret, og det er mørkt udenfor,’’ sagde Sofia og lagde en hånd på Morgans skuder. ’’Jeg er sikker på, at han forsvandt,’’ sagde Morgan og kom i tanke om Jeremy. Han havde faktisk glemt alt om Jeremy, mens han var på jagt efter denne mystiske mand. Han havde slet ikke tænkt sig om, eller overvejet hvad der kunne være sket. Sofia virkede underlig på det tidspunkt, men Morgan bemærkede det ikke. De tog tilbage til huset, og skulle pludselig afhøres af politiet og diverse ting. Der var ambulancefolk til stedet, som tog sig af Jeremy. Morgan var lettet, da Jeremy så ud til at trække vejret. ’’Jeg kommer ud på hospitalet,’’ sagde Morgan til Jeremy, da han blev ført ind i ambulancen. Politiet stod og talte med Sofia, som så ud til at have styr på sig selv. Morgan var stadig ude af den.

’’Hvordan vil du beskrive manden?’’ spurgte politibetjenten, den ellers så smukke Sofia. ’’Klædt i sort,’’ sagde hun hvorefter hun stirrede betjenten ind i øjnene. Hun gjorde et eller andet, som ingen bemærkede. Det var hurtigt og smertefrit. Betjenten gik bare pludselig, og Sofia smilede. Så slap hun for ham og hans dumme spørgsmål. Hun så hen på Morgan, som talte med endnu en betjent. De irriterede Sofia grænseløst. Hun vidste egentlig ikke hvorfor. Det var ikke meningen, at det her skulle ske på denne måde. Hvorfor skulle de også skyde på Morgan? Han kom hen til hende få minutter efter. ’’Hvad sagde de til dig?’’ spurgte han hende. Det smil han havde haft, var forsvundet. Selvfølgelig. ’’Jeg tror ikke de har fundet ud af særlig meget,’’ sagde Sofia og så hen på en gruppe betjente. ’’De finder sikkert et eller andet,’’ sagde Morgan, ’’for hvis ikke de gør det, så finder jeg den mand selv.’’ Det gjorde Sofia urolig, for hun ville ikke have, at han kom galt af sted. ’’Morgan,’’ sagde hun. ’’Du er ikke Sherlock Holmes, vel?’’ hun smilede, men Morgan synes ikke det var sjovt, kunne hun se. ’’Jeg ved det godt, men vi bliver da nødt til at gøre noget. Det skud kunne have dræbt ham. Han er min bedste ven, Sofia,’’ sagde Morgan og så på ambulancen, som forlod stedet. ’’Han er heldig, at overleve,’’ sagde Sofia henkastet og så også på ambulancen. Der var noget, som generede hende. ’’Meget heldig,’’ sagde hun. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...