Sandheden Om Jorden: En Hemmelighed

I Valenborg bor der en masse mennesker. Der er kommet en ny pige til byen, Sofia, som drengen Morgan møder. Han mærker noget specielt ved hende, noget som han ikke kan forklare. Hun tryllebinder ham på en måde, samtidig med, at han skal holde styr på sit liv. Det går ikke så godt på hjemmefronten, og han har problemer i skolen. Noget stort er på vej til byen, ja faktisk til hele verden, for Sofia er ikke helt så normal. Der er noget hun skal fuldføre, og det bringer alle i problemer.

0Likes
3Kommentarer
158Visninger
AA

2. Kapitel 1: Morgan, Angelica & Jeremy

 

DEL 1

BEGYNDELSEN

 

 

KAPITEL 1

Morgan, Angelica & Jeremy

Morgan sad på sit værelse, alene. Den eneste lyd fra hans værelse, var den, som kom fra hans computer.  Han spillede et eller andet spil, og hans mor havde bedt ham om at slukke for det 2 gange. Han var egentlig ligeglad. Han havde faktisk mistet respekten for sine forældre. De irriterede ham grænseløst. Måske var det egentlig fordi han var teenager, og at det var en fase han skulle igennem. Det er i hvert fald hvad hans far plejede at sige til hans mor. Hans mor hed Julia og var en stille og rolig mor. En ret normal en af slagsen.

 

Hun bankede på døren og kom indenfor. Morgan bemærkede det egentlig ikke. ’’Morgan, der er mad nu,‘’ sagde hans mor og så på ham. Han kunne egentlig ikke høre hvad hun sagde, da han havde headset på. Julia betragtede sin søn, da hun så sagde: ’’Morgan! Mad!’’ Og med et lille smil forlod hun værelset. Morgan fik et mindre chok og tog sit headset af. Han så tilbage og rejste sig op. Så gik han hen til sit spejl og betragtede sig selv. Han rodede lidt i sit brune hår, som var fedtet. Han havde ikke været i bad, men hvorfor skulle han også det, når det var søndag.

Han kom ud i køkkenet, hvor hans mor og far sad. Morgan var enebarn og hans forældre var sgu ved at blive lidt gamle. Hans far, Michael, læste avisen og lagde selvfølgelig ikke mærke til, at

Morgan trådte ind i køkkenet. Hans mor smilede som hun altid gjorde, og så satte hun sig ned. Morgan trak en stol ud og gjorde det samme. ’’Nå Morgan,’’ sagde hans mor og så på ham. Morgan hældt noget vand op i et glas. ’’Er du klar til den sidste uge af skolen?’’ Morgan så ikke rigtig på sin mor, men han hørte godt, at hun spurgte ham om noget. ’’Altså jeg glæder mig til at ferien.’’ Morgan smagte på maden og så på sin far. Han læste stadig sin avis og lyttede slet ikke med. ’’Har du ikke lektier for, Morgan?’’ spurgte hans far ham pludselig. ’’Nej far,’’ sagde Morgan og undrede sig over hvorfor han spurgte. Selvfølgelig havde han lektier for, men hvorfor skulle hans far spørge? Det skulle han i hvert fald ikke bekymre sig om. ’’Hvor mærkeligt,’’ sagde hans far. Morgan så på sin mad. ’’Din lærer fortalte nemlig, at du ikke havde lavet dine lektier i hele sidste uge. Så det vil sige, at du har løget for os.’’ Morgan gad ikke høre på hans far, så han skred bare. Han forlod køkkenet og gik ud i gangen.

 

Han forstod ikke sine forældre. Hvorfor skulle de blande sig i hans liv hele tiden?  Han var nu altså 17 år, og snart voksen, så han kunne sagtens klare sig. Han var jo enebarn, og boede i en lille by. Byen hed Valenborg, og havde et indbyggertal på 50.000 mennesker.

Den aften gik han udenfor. Han elskede at gå udenfor, og gå ned til søen som var frosset til is.

 

Det var vinter, og det havde det været længe nu. Sneen dalede mens han betragtede søen. Stilheden kunne han godt lide, så han gjorde dette tit. Det ærgrede ham dog lidt, at hans forhold til sine forældre var skidt, men var de flestes ikke det? Han hadede dem ikke, men nogle gange havde han dog brug for lidt plads til at tænke i.

 

Dagen efter, inden han skulle i skole, så han nyhederne. Det gjorde han faktisk tit. Nu var der åbenbart en eller anden mand, som var forsvundet. Det var en faktisk en ældre herre, på de ca. 70 år som på mystisk vis var forsvundet. Morgan var egentlig ligeglad, for han kendte ikke manden. Han plejede faktisk at kende ansigter i Tv’et, da det altid var de lokale det handlede om. Værten hed Amelia, en ny vært. Ja faktisk var hun ny i byen, og havde været heldig at få jobbet på nyhedsstationen. Hun stod så fint i en sort vinterfrakke, da det var skide koldt udenfor. Sneen dalede og lagde sig fint på jorden. ’’Det vides endnu ikke, hvorfor manden er væk,’’ sagde Amelia, mens hun holdt mikrofonen op til munden. Hun var ret flot, tænkte Morgan. ’’Det var mandens nabo, som opdagede, at han ikke havde været hjemme i længere tid. Han var bare en dag gået hjemmefra, og han er ikke blevet set siden.’’ Morgan kom i tøjet og smuttede ud i køkkenet. Her fiksede han sin morgenmad sammen, som han altid gjorde om morgenen. Julia, hans mor, kom ud til ham. ’’Har du fået lavet dine lektier?’’ spurgte hun. Mens han gjorde sin mad klar svarede han hende. Han var irriteret over, at hun skulle spørge ham nu. ’’Ja mor, det har jeg. Lad mig nu spise,’’ sagde han og satte sig ved bordet. ’’Din far er altså ikke irriteret på dig mere,’’ sagde Julia efter lidt tøven. Morgan lyttede ikke efter. Stakkels Julia prøvede bare at løfte stemningen lidt. Det gjorde hun altid, men det havde egentlig aldrig succes. Hun prøvede at smile, og se, om Morgan også gjorde. Morgan smilede overhovedet ikke, da han kastede maden i sig. De snakkede ikke mere den morgen.

 

Julia satte sig også og spiste. Men maden virkede ikke så appetitlig, så hun kylede det ud igen. Spildt mad. Hun var ret ligeglad. Så forlod Morgan køkkenet, og Julia sad bare stille. Hun skulle faktisk på arbejde, men det havde hun glemt alt om. Hun arbejdede på et hospital, og hun var læge. Hun var en dygtig læge, som altid havde styr på sine ting. Hun var lidt af en perfektionist, som Morgan inderst inde så op til, for han var aldrig god til det med at fx rydde op. Det gjorde hun for ham, og hun gjorde det gerne. Ikke fordi Morgan var forkælet, men faktisk fordi, Julia gjorde det med et smil på læben. Hun elskede sin søn af hele sit hjerte, og vidste godt, at han lige skulle igennem en fase.

 

Morgan fulgtes med Jeremy i skole. Jeremy var hans bedste ven. Ja faktisk hans allerbedste ven, og der var ingen over Jeremy. Han var altid så glad og humoristisk. Et godt positivt menneske, som alle kunne lide. Sådan nogle mennesker var sjældne, men nu var der altså Jeremy. Han var en bredskuldret dreng på de 17 år. Hans brune hår stak ud af hans hue, som var en sort hue. Jeremy havde en snehvid jakke på, så han næsten forsvandt i sneen. ’’Der var du!’’ sagde Jeremy, da Morgan kom udenfor. ’’Jeg har ventet længe på dig, så kunne du skynde dig lidt?’’ han var lidt sarkastisk i det øjeblik. Morgan smilede, for nu var dagen god. Jeremy kunne altid lette hans humør. ’’Undskyld,’’ sagde Morgan og lukkede døren til sit hus. ’’Det er bare de gamle. De er så irriterende.’’ Morgan gik hen og hilste på Jeremy med et eller andet håndtryk de havde opfundet. ’’Det er dine forældre,’’ sagde Jeremy og fortsatte: ’’De må godt være irriterende, men de er det kun fordi de elsker dig.’’ Og så gik de til skole.

 

Efter første modul mødtes Jeremy og Morgan med to piger ude på gangen. Den ene af dem var Angelica, Jeremys kæreste. Hun var skolens populære pige, som man altid så i amerikanske film. Olivia, pigen som altid fulgte efter hende af en eller anden grund, stod igen ved siden af hende. Morgan så hurtigt på hende, uden hun lagde mærke til det. Jeremy indledte samtalen med et kys til Angelica. De skulle altid kysse, og det føltes altid underligt at se på. Morgan vidste, at Olivia havde et eller andet for ham. Jeremy havde i hvert fald hørt det fra Angelica, men Morgan var egentlig ligeglad. Hans forhold til kærlighed og piger var ikke så aktuelt lige i den periode. ’’Kommer I til Jennas fest på fredag?’’ spurgte Angelica. Hun så på Jeremy som svarede: ’’Jeg ved det ikke.’’ Han tog hendes hånd og så hende dybt i øjnene. Morgan prøvede at ignorerer deres kærlighedspis, men af en eller anden grund kunne han ikke. Han kunne faktisk ikke forstå dem, deres kærlighed for hinanden. Måske var han inderst inde jaloux, men det tænkte han ikke over. ’’Det skal nok blive sjovt, skat,’’ sagde Angelica til Jeremy. Morgan så ned i jorden, og i det øjeblik han så op igen blev alting stille. Lyden af Angelicas stemme forsvandt, selvom hun blev ved med at snakke. Ja, hun snakkede faktisk til Morgan, men han lyttede ikke.

 

Morgan så hende. Hun kom gående ved siden af dem, nærmest i slowmotion. Det var magisk og surrealistisk på samme tid. Han stirrede måske lidt, men det var der ingen, der lagde mærke til. Pigen smilede, men så ikke på Morgan. Hun havde langt smukt brunt hår med blonde striber i. Hendes tøj var mærketøj, og ret dyrt. Hun havde lagt make-up på helt perfekt, og ansigtet var smukt at se på. Alt ved hende fangede Morgan, på en måde, som ingen andre piger havde gjort. Pludselig forstod han alt. Kærlighed. Men det her var noget anerledes kærlighed. Det var den slags man aldrig oplevede, eller i hvert fald ikke ham. Det var kærlighed ved første blik, og det vidste han var ret klichéagtigt, men han var ligeglad. Pludselig drejede pigen ned af en gang og forsvandt. Morgan stod stadig der, forvirret over hvad der lige var sket. Han var nærmest i en trance.

’’MORGAN!’’ sagde Angelica ret højt. Folk lagde mærke til det, og pludselig så Morgan på hende. Hvorfor skulle hun dog sige det højt? ’’Hvad kigger du dog på?’’ spurgte hun og så ned ad gangen. ’’Ingenting,’’ sagde han hurtigt og så på Jeremy. Han var ligeså chokeret som Angelica. Olivia rynkede panden og Angelica løftede det ene øjenbryn. De vidste sikkert, at Morgan skjulte noget.

 

’’Kommer du til festen?’’ spurgte Angelica ham. Morgan skulle lige tænke sig om, og pludselig besluttede han sig. Han kløede sig i nakken og sagde: ’’Ja selvfølgelig.’’ Jeremy smilede, men så ret bekymret ud. Angelica så på sin kæreste og sagde: ’’Vi ses i aften, skat.’’ Jeremy tog fat i hende og gav hende et længere kys end det før. Olivia kiggede væk, og det samme gjorde Morgan. Det var nærmest en refleks de begge havde, det var ikke ment som en uhøflig ting. Angelica og Olivia forlod drengene bagefter, og Jeremy så efter sin kæreste. ’’Nu er de væk,’’ sagde Morgan og smilede. Jeremy så på ham og sagde: ’’Hvad var det?’’ Morgan så på ham spørgende. ’’Hvad var hvad?’’ spurgte han. Jeremy sukkede og sagde: ’’Du virkede som om du var i en helt anden verden, og du ignorerede Angelica.’’ Morgan rettede ryggen og sagde:’’ Ja undskyld, men jeg er ret træt.’’

 

Sidst på dagen tog de i træningscenteret. Jeremy så godt ud, og havde ret styr på det med at bygge muskler op. Morgan så det mere som en flugt fra hverdagen, det med at træne. ’’Jeg forstår dig ikke,’’ sagde Jeremy med et smil på læben. ’’Hvorfor kommer du ikke sammen med Olivia? Hun er lækker og lige din type…’’ Morgan var overrasket, men vidste egentlig ikke hvad han skulle svare. Som sagt, så havde han ikke helt styr på det med kærligheden, og stadig var han overrasket over det med hende pigen på skolen. Han havde aldrig set hende før, og stadig virkede hun som en, han havde kendt i mange år. En meget speciel pige. ’’Jeg er ikke interesseret i hende,’’ sagde Morgan og hev nogle håndvægte frem. ’’Jeg ved det,’’ sagde Jeremy og fortsatte: ’’Men tænk over det, for hun kan virkelig godt lide dig.’’ Så var der en kort pause. Morgan løftede nogle vægte, og Jeremy tog en tur på løbebåndet. Jeremy tænkte over tingene, mere end Morgan sikkert. Det var altid i træningscenteret, at de fik talt om ting. Og det var alt det de gik og tænkte på. Træningsrummet var deres frirum. ’’Hvad med hende den nye pige?’’ spurgte Jeremy pludseligt. Morgan vidste ikke hvem han talte om, men kom pludselig endnu engang i tanke om pigen han havde set. Han ville ikke fortælle Jeremy om det han havde oplevet, endnu. ’’Hvem?’’ spurgte Morgan, selvom han egentlig godt vidste det. ’’Sofia, tror jeg,’’ sagde Jeremy. Morgan kunne godt lide navnet. ’’Angelica talte om hende i går. Måske kommer hun til festen?’’ sagde Jeremy. Morgan smilede, men Jeremy så det ikke. Nu ville han mægtig gerne komme til den der fest, for han håbede, at pigen ville være der.  

 

Da det blev aften, var Jeremy taget hjem til Angelica. Han havde købt en rose til hende, og det elskede hun. Jeremy var ret romantisk, og rosen var et symbol på deres forhold. De kan egentlig ikke huske hvorfor, men det var den altså.

 

Han bankede på døren, og få sekunder efter åbnede Angelica. ’’Hej skat,’’ sagde Jeremy og smilede. ’’Hey, kom ind,’’ svarede Angelica og kyssede ham.  De lod sig falde ned i sofaen og tændte for tv’et. Deres mandage var altid ren afslapning. Angelicas forældre var aldrig hjemme på den dag, så de havde huset for dem selv. Det var endnu engang Amelia, den nye journalist i nyhederne, som stod med mikrofonen i hånden, som var i tv. Mens tv’et bare kørte i baggrunden uden, at nogen af dem fulgte med, talte de sammen. De diskuterede ofte ting og sager de hørte i tv’et, men nu var snakken et helt andet sted. ’’Hvordan havde Morgan det med, at Olivia kan lide ham?’’ spurgte Angelica. ’’Han er ikke interesseret,’’ sagde Jeremy og Angelica sukkede. Pludselig kom Jeremy i tanke om den nye pige. ’’Hvad med den nye pige?’’ spurgte han og så på Angelica. Hun kunne ikke helt komme i tanke om en ny pige. Pludselig kom det til hende og hun sagde: ’’Hende Sofia?’’ Jeremy nikkede og så spørgende på Angelica. ’’Jeg har kun lige sagt hej til hende, ellers ved jeg ikke noget om hende. Hvad er der med hende?’’ spurgte Angelica hvortil Jeremy hurtigt sagde: ’’Måske er hun noget for Morgan?’’ Angelica løftede øjenbrynet og rettede sig op. ’’Hvorfor skulle hun være det? Hun er helt ny,’’ sagde Angelica.

’’Det kunne da godt være,’’ sagde Jeremy og smilede. ’’Jo, Jenna nævnte faktisk, at Sofia kommer til festen.’’ Jeremy slukkede tv’et. ’’Det kunne være godt for Morgan, at komme i et forhold. Han har været ret indelukket her på det seneste,’’ sagde han. ’’Jeg tror der er problemer med hans forældre, eller i hvert fald hans far.’’ Angelica sukkede og sagde: ’’Så må vi håbe, at de snakker sammen til festen.’’

 

Et eller andet sted, på en høj bakke i byen Valenborg, stod to mænd. Det var nat, og sneen havde lagt sig. Den dalede ikke længere. Mændene betragtede en smuk ung pige, som stod ude i kulden. Hun havde ikke overtøj på, for det behøvede hun ikke. Hun havde langt smukt brunt hår, med blonde striber i. Det var Sofia, som stod og så på stjernerne. De var specielle for hende, på en eller anden måde. Mændene havde sorte dragter på, og havde underlige symboler i ansigtet. ’’Tror du, at hun kan fuldføre missionen?’’ spurgte den ene af mændene, som var den højeste af dem, mens han kneb øjnene sammen. De kiggede ikke på hinanden, men var fuldt optaget af Sofia. ’’Selvfølgelig. Hvorfor skulle hun ikke kunne det? Hun har ikke et ønske om at dø, vel?’’ svarede den anden mand. Han smilede pludseligt, for noget stort var på vej. Han kunne ikke vente, for nu skete det endelig. Den ting, som de havde ventet på i så mange år, var endeligt begyndt. Dette var begyndelsen, og fortiden var fortiden og glemt for altid. ’’Sofia kommer endelig til at tage det tilbage, det hele. Alt det, som tilhører os. Det har altid været Jorden, eller ingenting,’’ sagde den højeste af mændene. Sofia så sig ikke omkring, da hun pludselig begyndte at løbe.

 

Missionen var begyndt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...