Across The Meadows.

[Oneshot] Casey er død. Følg første part af hendes eventyr igennem et ukendt og magisk land.

8Likes
6Kommentarer
446Visninger
AA

1. Across The Meadows.

  Tiden stod stille. Den sidste tåre gled ned ad kinden. Verden forsvandt i et hav af mørke, der hurtigt blev erstattet af et skarpt hvidt lys, som gled hen over hvert et hjørne i det lille barneværelse.

  Mine hænder søgte mors, men da jeg rakte ud efter de så hjælpsomme og plejende hænder, fløj de direkte igennem hendes skrøbelige krop. Endnu engang måtte jeg lade hende i stikken hvor håbet var mest svagt, men denne gang ville jeg ikke vende tilbage til hende. Det vidste jeg.

  Foran den lave seng stod det klareste og smukkeste lys. Det kaldte på mig. Det kaldte mit navn, og lod det viskes bort af en gentagelse.

  Som var dynen et stykke af en klippe, slæbte jeg den af min halvnøgne krop. I sengen lagde tilbage en grålig skikkelse med lukkede øjne, ved siden af den engel jeg engang kunne kalde "mor". Nu var lyset min mor og himlen min far.

  Forsigtigt kravlede ud af sengen, og listede med mine små ben hen over det kolde trægulv. Jeg måtte ikke vække mor, det ville blot gøre det svære for hende at sige farvel, og endnu sværere for mig.

  Da jeg stod og kiggede ind i lyset, følte jeg at jeg allerede var oppe og flyve i blandt skyerne; Min krop var varm, og mine øjelåger var ikke længere trætte af at fokuserer på livet. Nu var tiden jo kommet til døden, og måtte døden blive det bedste der var sket for mig. Bare min mor var med mig, for jeg ønsker ikke at hun skal lide i sultens pine.

  I dét at min ene ben løftes ind i lyset, fortryder jeg straks. Noget manglede jeg, og noget måtte jeg gøre.

  Med lette trin løb jeg over gulvet og stoppede først, da jeg stod foran mor.

  Mine læber svævede over hendes kind, og jeg ønskede af hele mit hjerte at jeg en sidste gang kunne kysse hende farvel, mærke hendes læbers varme og hører hendes rene og åbne stemme.

  En tårer fra min øjekrog gled ned på mors kind. Kinden der før havde været rød af tårer, skiftede straks til en mere rolig lyserød nuance, og hendes øjne slog op.

  Jeg ville ikke hører hende græde, så jeg skyndte mig hen til lyset.

  Min krop forsvandt ind i det, og inde længe formede det kraftige lys sig til et landskab; Et kæmpe stort landskab med frodigt lysegrønt græs, marker og enge, store lyseblå skyer hvor en kæmpe sol skinnede igennem dem, og en regnbue placeret henover det hele.

  Jorden varmede mine ellers forfrosne fødder, og solens stråle sendte varme på min over krop. Det var dejligt behageligt, aldrig kunne noget have føltes så godt som dette.

  Den lette duft af sommer og friskt græs nåede mine næsebor. Det var første gang i flere måneder at jeg kunne lugte noget for min stoppede næse - og tænkt, den var ikke længere stoppet.

  Glæden over dette fantastiske og ukendte landskab, fik mig til at kaste mig ned i det bløde græs.

  Jeg rullede rundt på maven, og fik øje på en række smukke farverige blomster. Uden tøven sprang jeg op fra jorden og løb hen til dem.

  De duftede af roser, hvilket de ikke var, og så kunne man nærmest smage smagen af jordbær og violer.

  Omhyggeligt plukkede jeg en bukket af dem i hver sin farve - rød, blå, lilla, gul, - og tog elastikken ud af mit hår, og brugte den så til at binde blomsterne sammen med.

  En stemme brød lyden af den dejlige susende vind, den samme, som havde kaldt mig ind i lyset.

  "Casey, det er far. Jeg venter på dig. Bare løb henover engene, henover engene.."

  Stemmen gentog sig igen og igen, og da ordene først satte sig ind i mit hoved spurtede jeg afsted. 

  Mine ben fortsatte med at løbe selvom mit hjerte dunkede i brystkassen, og pulsen i mine arme, ben og hoved skreg at jeg skulle stoppe.

  Henover de grønne enge fandt jeg et slot. Et kæmpe rige, og foran den stod far og ventede som sagt på mig.

  Han smilede over hele hovedet, og jeg sprang op i hans muskuløse arme. De omfavnede mig og fik mig til at for første gang i flere år, føle mig tryg.

  Med forsigtige hænder satte han mig på græsset, og førte mig ind på slottet. Lyden af hans stemme havde jeg ikke kunne genkende før, for det havde været flere år siden han gik bort. Jeg havde savnet den stemme, det havde jeg virkelig.

  Oppe på slottet blev mit værelse vist, sammen med de mange uendelige rum. Det var næsten som i de eventyr, som mor plejede at læse for mig inden jeg skulle i seng. Der manglede bare en fin prinsesse, der måske skulle have været mig. Men det er lige meget, jeg elsker det her.

  På min nye værelse, på min nye seng, lagde Klodshans. Min bamse som forsvandt, da jeg fyldte seks for et år siden.

  Far viste mig haven, hvor en lille sød kat rendte rundt. Den spandt for mig og gnubbede sig op ad mit ben. Jeg aede den blidt imellem dens hvidstribede ører.

  I haven var der en sø. En sø så fin og flot.

  Den var blank og stille, og mindede mig om de sommeraftenener hvor mor og jeg havde sat på den gamle bro, der gik over søen i vores lille by, og havde sunget sulten væk.

  Farvel til den tid velkommen til en bedre.

  I søen var der svaner så hvide og fredelige. De svømmede langsomt rundt i en række hvor moderen svømmede først. De behageliggjorde naturen en hel del.

  Lige som det hele synes at være perfekt, flækkedes himmelen ved et væmmeligt tordenbrag, og lyn kastedes i alle retninger.

  Søen forvandledes til en stænkende og forstyrrende sump, og svanerne ændredes til mærkelige behårede skabninger.

  Den ellers så store og brillante slot transformeredes til en forfalden borg, der så ud til at kunne styrte sammen hvert et øjeblik.

  Engene skiftede fra lysegrøn nuance til sorte og mørklilla nuancer.

  Alt forandrede sig undtagen far og jeg. Han tog mig på sin ryg og bar mig igennem al mørket.

Luften var pludselig uren og flænsende, som var det en røgsky der havde sat sig fast i halsen. Jeg kunne næsten ikke få vejret, og måtte holde mine klæder for munden, for ikke at hoste for meget.

  En ravn satte sig på en gren, men i det at den opdagede mig lettede den straks. Den fløj igennem luften og baskede kraftigt med dens sorte vinger.

  Mit ansigt blev angrebet af dens skarpe næb, og jeg blev bidt til blodet drev fra mine øjne, kinder og mund.

  Mit skrig gav ekko henover dalen, og fik mit hjerte til at hamre sig ud af min brystkasse.

  "Stop!" Skreg jeg pinefulgt. ”Stop! Jeg beder dig!"

  Ravnen forsvandt med det samme, uden at jeg kunne hører lyden af dens vinger der lettedes fra min mave. Den var pist væk, forsvundet ud i den blå luft.

  Mine lukkede og spændte øjne åbnede sig op for den samme perfekte verden, der var til stede inden ændringen. Alt var pludseligt sig selv igen.

  Fars hånd tog fat i min, og løftede mig op til hans varme muskuløse brystkasse. Jeg lod ham beskytte mig og elske mig som hans datter.

  Et sted, over engene, findes der et land. Et land, der venter på dig. Et land, hvor drømmene bliver til virkelighed. Et land, hvor du er den prins eller prinsesse du har fortjent at være.

  Et sted, over engene, findes der et land. Et land, der hundrede procent er dit.

 

 

***

 

 

"Ja, det var så den lille Caseys rejse til det perfekte "liv".

Jeg er virkelig taknemmelig over at du/I gad at læse den, da jeg har brugt 

en god stykke tid på at skabe historien.

Jeg vil blive meget glad hvis nogle gad at give feedback,

eller bare like. Det betyder meget for mig.

Spørgsmål er også velkomne."

- Lukas. I. C.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...