Our eyes.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 22 feb. 2014
  • Status: Igang
Diana lever et normalt liv nederst i rangstien på et typisk en amerikansk high school. Men en dag bliver hendes øjne ravgule og samme aften står der en mand udenfor døren, som fortælle Diana sandheden. Sandheden om hvem hun er. Hun rejser nu til sydstaterne for at finde de to andre som skal hjælpe hende med hendes færd. Men hun må starte med en af gangen og aldrig(!) fortælle dem det før de er klar. Men hvem er efter dem? og hvad er sandheden? og vigtig hvad er de født til?

1Likes
0Kommentarer
217Visninger

3. 2

KAPITEL 2
Min mor rejste sig op, og gik med hurtigere skridt ud i gangen, da den person der stod udenfor, ikke var særlig tålmodig. Vi kunne høre hende åbne døren, og høre hende hilse, og spørge pænt hvem personen var, for inde hos os, var Jake faldet i søvn i stolen, og lå nu, med sovs dryppende ned af kinden. Personen svarede uden en hilsen.
”Bor Diana Hall her?” Jeg rejste mig med det samme op, og gik ud til den mandelige stemme der spurgte efter mig. Stemmen lød overhovedet ikke bekendt, og ejermanden til denne hæse stemme var ligeså ukendt.
Han var høj, muskeløs, og havde karseklippet hår, og så vidt jeg kunne se var det brunt. Han havde mørkeblå øjne, og var iført helt sort tøj, hele vejen igennem. Hans ansigt havde et ar fra øjet og ned til øret. Han stod og kiggede afventende på min mor, som vendte sig da hun hørte mig. Han fulgte hendes blik, og idet samme han så mig, bredte hans ansigt sig op i et skræmmende smil. Jeg frøs og min hjerne sagde et ord. ”dem” Der stod han. En vildt fremmed person, som holdte min skæbne i hånden. Det vidste jeg dog ikke, og derfor gispede jeg da han begyndte at snakke.
”Hej Diana.” Mens han snakkede vidste det et perfekt sæt hvide tænder, og jeg bakkede hen til min mor. Han var ret uhyggelig. Hvem var han? Min mor så lige så fortabt ud som mig, og den fremmed opmærksomhed blev rettet til hende.
”Undskyld Vera, tillad mig at præsentere mig selv.” Han rakte hånden frem, men min  mor ikke så meget som værdigede ham et blik. Han havde kaldt hende med fornavn, ikke hilst, og lige trådt ind i huset uden tilladelse. ”Jeg hedder Dylan, og jeg er her for at hjælpe deres datter.”

Der var dyb tavshed i stuen efter at Dylan bare var vadet ind, med sko på og det hele, og sat sig på en stol overfor mig, i spisestuen. Jake vågnede af det, og kiggede bare på den fremmed mand. Alle kiggede på ham, og sagde ikke et ord. Skulle hjælpe mig, med hvad dog? Det var altså normalt en pige på 17 år bliver mobbet, med hendes bedste ven.
”Når Diana…” Startede Dylan, og brød den larmende stilhed, og borede hans øjne ind i mine. Hvor gammel mon han var? 20-25 gættede jeg. ”Har du oplevet noget besynderligt, for nyligt.”
Jeg tænkte mig længe om. Han kunne være for fra børnehjemmet. For ja, jeg er adopteret, det har jeg vidst siden jeg blev hentet da jeg var 1 år gammel. Det lyder måske skørt, men jeg kan huske ALT der er sket siden jeg blev fundet i en lade. Ja, min mor valgte at ligge mig i en lade, sammen med 2 andre børn. Jeg ved ikke om de var mine søstre/brødre, men jeg kan huske jeg ikke tænkte på dem som mine søstre, og at jeg manglede en. Underligt ikke?
”Det tror jeg nu du har…” Han hævede sit højre øjebryn, og lagde sin hånd på bordet, og fandt en smøg, op og kiggede spørgende på min mor, som bare nikkede kort, hvorefter han tændte den, mens han stadig holdt øje med mig. ”Din kontakt med, jord måske?” og idet han sagde ’jord’ begyndte mit syn at blive sløret igen, og jeg kunne ikke andet end at blinke. Jeg kiggede derefter på Dylan, som stod med åben mund, og havde glemt alt om hans cigaret.
”Hvor længe?” Spurgte han, mens han nærmest forsøgte at kigge hele vejen ind i mig, hvilket fik mig til at fremstamme: ”i..idag…”  Han nikkede som om han forstod hvad jeg snakkede om, og så vågnede min far endelig op, og jeg blinkede hurtigt, og så Dylan skuffede ansigt da mine øjne blev brune igen.
”Hvad laver De enlig her!? Hvad er det for noget at komme og spørge min datter om!?” Min fars ansigt var blevet rødt, og jeg vidste han var ophidset, stadiet inden rasende.
”Det er en lang historie, men hvis i har tid?” Han kiggede spørgende på mig, og jeg nikkede, og han smilede et skævt smil, og forsatte så. ”Jeg arbejder inden for FBI, en lille afdeling, hvor vi er omkring 11 personer. Vi forsøger at finde ud af hvor Underboerne er, og de vil være en trussel for os.” Jeg skulle lige til at spørge hvem underboerne var men han holdt en hånd oppe. ”Underboerne er en verden under os, hvor der lever et slags Maifolk. De lever med naturens lov, og er udmærket klar over at vi findes over dem. Men…” Han satte sig tilbage. ”Vi havde hørt at en gammel dame, fra Underboerne var kommet op i vores verden. Det var for omkring et halvt år siden. Vi besøgte hende i Brasilien, og hun fortalte os, at hvert 100 år hos dem, bliver der født 4 børn, hvert med 1 element luft, ild, vand og din.” Han nikkede hen til mig, og jeg var glad for at han ikke sagde ordet. ”Men det år var der krig dernede, og derfor besluttede hun at tage de 4 børn med til vores verden. Desværre nåede hun ikke at få Ild med, men løb så med resten af jer.” Jeg nikkede, og i mit sind så jeg det hele ske. ”For at hun ikke skulle blive opdaget blev I gemt i en lade, i håb om at nogen måtte finde jer. Det gjorde der, heldigvis.” Han trak vejret dybt, og jeg undrede mig over der var mere. 
”Men så begyndte mine teamsmate at blive bange, hvad nu hvis I ville slå os alle ihjel? I måtte stoppes og derfor valgte de at finde jer og slå jer ihjel.” Han kiggede på mig og jeg rejste mig med det samme op. Han ville slå mig ihjel!
”Du holder dig væk!” Snerrede jeg, og jeg blinkede og var med det samme klar over at mine øjne var ravgule. Men han sad stille og holdte begge hænderne beskyttende op.
”Jeg vil til gengæld hjælpe, jeg vil redde jer.” Jeg kiggede undrende på ham. Var det et trick? ”Jeg vil finde jer alle sammen. Jeg ved hvor i alle tre bor, og derefter skal vi have fundet Ild, og fået jer tilbage til Underboerne.” Jeg kiggede på mine forældre. Men så skulle jeg jo, forlade dem.
”Men hvad så med mine forældre?” Men han rystede på hovedet, og rejste sig op. ”Dem må du forlade her. Jeg henter dig i morgen klokken 8.” Han gav mit skulder et klem, og gik så ud, og lukkede hoveddøren. Ikke et farvel, skid!
”Når ja, og Diana.” Jeg vendte mig om og så ham stå ude i gangen, med hånden i døren. ”Vi ses.”

Duften med pandekager, og bacon blandede sig i den tavse stilhed, som hele huset var tillagt denne måde. Mine forældre var klar over de måtte lade mig gå, og jeg selv var ikke klar. Klar på at sige farvel til den eneste familie jeg nogensinde havde haft. Bare tanken, gav mig tårer i øjnene.
Derfor var der dyb tavshed, da vi sad og spiste det sidste måltid sammen, selv Jake forstod det og så bedende på mig, med hans grønne øjne. Ikke et ord blev sagt, hvilket fik tiden til at gå så hurtigt at det pludselig ringede på dørklokken. Jeg gik med tunge skridt ud til døren, og åbnede døren til en storsmilende Matti.
”Så er det kælke tid.” Han holdte sin kælk frem, for at få mig til at forstå sin overraskelse. Men jeg nærmest hulker, og falder ind i hans arme. Matti bliver jeg også nød til at forlade. Skyd mig lige. Jeg nærmest stortuder, og jeg mærker hans arme holde godt fast i mig, og kysse mig i hovedbunden.
”Hvad sker der søde?” Hvisker han ind i mit hår. (kan du se hvad jeg mener: den perfekte kæreste!)
”Jeg.. Jeg..” Jeg hikser nærmest igennem det. ”Jeg skal flytte tilbage til Brasilien.” Jeg halv lyver. Jeg ved det godt, men i mit sted, kan jeg ikke sige jeg har ’magiske kræfter’ og skal finde mit superhelte hold. Det lyder for bekendt ikke?
”Hvad?!” Siger ha, og flytter sig ud så jeg kan se ham ind i øjnene. Hans nærmest ravgule øjne. Han har tydeligvis fået nye kontaktlinser. Han elsker at gå med farvekontaktlinser. Jeg nikker, med tårerne ned af kinderne.
”Jeg har ikke hele dagen Diana.” En stemme jeg ønskede lagt væk, ødelagde mit øjeblik, med Matti, og jeg møder Dylans sadvændelige mørke skikkelse, og han ligner sig selv. Jeg selv havde ikke orket at skifte i dag, og havde derfor det samme tøj på.
Matti ansigt var udtryksløs, men jeg kendte ham nok til at han var rasende. Han kiggede bare på mig, med øjne der fortalte mig det hele, inden han forsvandt med sin kælk. Mine ben kunne ikke holde mig, og jeg knækkede sammen, og tårerne kom i en syndflod, og ingen brød ind. De lod mig græde over den bedste ven som jeg havde fået for et halvt år siden.

Lufthavnen var fuld af mennesker, undrende da det var lørdag, jeg mener, ville de ikke tage af sted fredag. Jeg fik sagt farvel til min familie, men Matti kom aldrig tilbage. Dylan og jeg snakkede overhovedet ikke, ikke engang da vi endelig nået lufthavnen. Vi stod nu, i et hjørne og så på et verdenskort, og jeg gad godt vide hvad vi lavede her.
”Tag dine solbriller på.” Jeg fik nærmest et chok da han talte. Jeg tog dem hurtig på, og ventede på, hvad jeg nu skulle. ”Luk øjnene og tænk på luft.” Jeg tog med det samme solbrillerne af.
”Sig mig, vidste du ikke hvor de var?” Jeg kiggede undrende på ham. Men gan trak på skulderne og bad mig forsatte.
Jeg tog dem på, og forstillede mig skoven, og det var sommer, og jeg løb. Fuglene sang, jeg kunne mærke jorden på mine bare fødder. Jeg mærker en brise let på min hud, og jeg åbner øjnene. Og gisper.
Der på kortet, ved Florida, er der et ravgul ring, som nærmest skriger på den sorthvide kort. Jeg peger nærmest hypnotiseret på ringen, og idet jeg rører den, forsvinder det.
”Florida, here we come!” Grinede Dylan. Og kiggede igen. “og kun en times tid fra Phonix. Perfekt.” Jeg kigger undrende og ser jeg har pegede på en lille by, uden for Phonix. Luft. Vær klar på at give slip, på hele dit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...