Our eyes.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 22 feb. 2014
  • Status: Igang
Diana lever et normalt liv nederst i rangstien på et typisk en amerikansk high school. Men en dag bliver hendes øjne ravgule og samme aften står der en mand udenfor døren, som fortælle Diana sandheden. Sandheden om hvem hun er. Hun rejser nu til sydstaterne for at finde de to andre som skal hjælpe hende med hendes færd. Men hun må starte med en af gangen og aldrig(!) fortælle dem det før de er klar. Men hvem er efter dem? og hvad er sandheden? og vigtig hvad er de født til?

1Likes
0Kommentarer
213Visninger

2. 1

~~Et blidt skub på min arm vækker mig fra min drømmeløse søvn. Jeg vender mig væk fra væggen, for at vise min mor, jeg er vågen, og jeg hører hende trisse ud, og gå ned af den knagende trappe. Jeg tæller langsomt til 3, 3 gange, før jeg endelig tager mig sammen, og for sat mig op i sengen. Mine bare fødder møder det kolde trægulv, og jeg nærmest løber hen til mit tøj som ligger på skrivebordstolen. Jeg har fået en god vane, med at ligge mit tøj, og træningstøj frem inden jeg går i seng.
Mit værelse er ret lille, men efter at have levet i det i de sidste 16 år, vænner man sig til det. Der kunne lige præcis være en enkelmand seng, et skrivebord med stol og et klædeskab. Alle mine bøger (126) står så på nogle hylder min far og jeg har skruet fast til de hvide vægge.
Jeg får lynhurtig, i den isende kulde, fået taget min cowboysbukser og hvide sweater og tykke sokker. Et normalt valg, for ikke at vække særlig meget opmærksomhed på skolen.
Mit træningstøj, ryger ned i min skoletaske, og jeg tager derefter en tilfældig bog på en af hylderne. Jeg kigger ikke engang på bogen, for det er lige meget hvilken bog, jeg har taget, jeg har allerede læst alle de andre bøger. Jeg har i stedet for travl med at læse den besked, min bedste ven Matti har skrevet til mig.
Er hos dig om 10 min. vejrudsigt: -3 grader.
Jeg svarede hurtig med en smiley, og det undrer mig ikke at det var så koldt. Vi bor i Nordamerika. Hvad havde jeg forventet?
Jeg går ud af mit værelse, og går ind ved siden af hvor jeg har mit eget personlige (så personlige at jeg selv skal gøre det rent) badeværelse. Min lillebror og jeg har hele første sal for os selv, men da han kun er halvandet har han ikke særlig meget gavn af det.
Jeg kigger mig i spejlet, og møder det samme ansigt jeg er vant til. En langhåret rødhåret pige, med hverken en fregne eller bums, hvilket jeg aldrig har haft. Det var samtidig også lidt underligt, jeg mener, jeg er rødhåret. Jeg reer mit uglede hår, og bekender jeg ikke kan redde det. Jeg tager i stedet en sort hue på, og håber det vil skjule den dårlige hår dag.
Idet jeg tager lidt sort eyeliner på min nederste del af øjet sker det: jorden begynder at ryste, et jordskælv hvilket jeg ikke er hurtig klar over, da det tit skete i Brasilien. Jeg tager fast i håndvasken, for at stå på benene, og kigger op i spejlet, og gisper. Mine normale mørkebrune øjne, næsten sorte, er ravgule, og idet jeg ser dem stopper jorden dens rysten. Jeg blinker et kort øjeblik som man normalt gør når man har stået for længe med øjnene åbne. Og da jeg kigger op igen er mine øjne sin naturlige mørkebrune farve.

Min mor smiler til mig idet, jeg kommer ned fra trappen, iført mit outfit og med taske. Jeg gengælder kort hendes smil, og tager et æble i kurven på bordet, slipper min taske, og hopper, ret elegant syndes jeg selv, op på bordet og tager en bid af det grønne æble.
Min mor er forfatter, og er derfor altid hjemme. Hun smiler altid sådan at hendes blå øjne stråler, og hendes blonde hår er altid sat op i en knold. Hun er hverken for tyk eller tynd, hvilket jeg er lidt misundelig overfor. Min mors krop, er så anderledes i forhold til min. Jeg har bare en tyndkrop, med næsten intet kvindelig form. Jeg har aldrig helt forstået hun kunne gifte sig med min far, som er lastbilchauffør, som er ret mere end buttet og som kun er hjemme i weekenderne. Hvilket minder mig om han skulle komme hjem i aften!
”Sover Jake?” Spørger jeg hvorefter jeg tager endnu en bid af æblet. Den har et ret surt smag, men det er det der gør æblerne bedst, ikke?
Hun nikker mens hun pakker min burgerbolle ind. Min mor er, ud over at være god forfatter, en super god kok. Hendes burgerboller er en af hendes specialer.
”Men vågnede han ikke af jordskælvet før?” Spurgte jeg undrende og stilte mit æble på køkkenbordet.
Idet jeg sagde jordskælv, vender hun sig brat om, og kigger på mig med store øjne. Som om hun lige har hørt mig sige jeg er gravid, mens jeg har aids.
”Jordskælv…” Griner min mor kort. ”Der var intet jordskælv. Sig mig er du syg, kære?” Hun går hen til mig, og mærker på min pande, mens hendes egen pande har rynker. Jeg ryster irreteret hendes hånd af mig. Jeg ved da var noget før! Jeg er ikke sindssyg. Eller syg.
Men inden jeg når at konfentere hende, ringer vores dørklokke og jeg hopper med det samme ned af bordet, og med et snuptag har jeg taget min taske. Jeg går med hurtigere skridt ud i gangen, og forsøger at overhøre min mors kommentar med ’lige til tiden.’
Jeg åbner døren, og møder Mattis smilende ansigt. Jeg smiler igen, og giver ham et kæmpe kram.
Matti, eller Mathew som han rigtig hedder, og jeg begyndte at snakke sammen allerede den første dag af High School. Vi var begge outsider, og inden der var gået en uge, var vi blevet bedste venner. Jeg kan kun sige jeg elskede at hænge ud med ham. Udover at være utrolig lækker (sort hår, lysebrune øjne, og god krop) så var han der altid for mig, kendte alle mine hemmeligheder, undtagen den at jeg var forelsket i ham. Han gjorde bare de ting en kæreste skulle gøre. Være der for en, kende ens hemmeligheder, og ens svagheder.
Han har en grøn hue på der for hans øjne til nærmest at være gule.
”Luft tak, Diana.” Jeg trækker mig lidt væk. Ja, måske er det på tide jeg fortæller mit navn er Diana. Det står ihvertifald på papirerne.
Jeg tager mine sorte kondisko, og min sorte læderjakke. Jeg mærkede kulden igennem døren, og besluttede mig for at tage mit gule tørklæde. En lille gryntet kommer bag mig, og jeg vender mig om og ser min mor og Jake.
”Vi ses.” Siger jeg og kysser dem begge på kinden inden jeg smutter ud af døren, indtil jeg husker det jeg havde glemt, og løber tilbage efter min madpakke.
Før jeg vidste af det var skolen forbi. Lol! Jeg havde talt sekunderne indtil skolen var forbi, det ville du også gøre, hvis dig og din bedste ven var mobbeofre. 4 snevasker, og efter det havde jeg vist fået dagens dosis. Desværre fik Matti vist omkring de 19.
Jeg skiftede til mine sorte træningstøj, sorte jogginsbukser, og tshirt, og tog min taske på ryggen, med mit eget tøj, og løb ellers ud af skolen, og af sted til skoven. Matti havde fået fri, og jeg vidste han skulle til familiefrokost, så han kunne ikke joine mig i dag. I stedet løb jeg en anden vej, for at se noget andet, i stedet for det vi plejede. Matti var ikke særlig glad for de ulve der skulle være i området, og jeg lod ham få sin vilje.
Jeg kom dybere ind i skoven, og jeg følte at jeg kunne løbe til verdens ende. Sådan havde jeg altid når jeg var i skoven, det fik mig til at føle mig i mit S.
En gren knækkede bag mig, og jeg vendte mig om og så noget jeg havde håbet på sov vinterhi. En bjørn, en kæmpe mæssig brunbjørn, der vist var vågnet for tidligt.
Jeg skreg, og ville vende mig, men opdagede at der var ulve foran mig, og rundt omkring mig, kom losse, vildkatte, og elge. Jeg var fanget med de farligste dyr, i dette område. Jeg stod helt stille, og mærkede så mine øjne blive slørret, og blinkede så en enkel gang.
Bjørnen gik først hen til mig, og før jeg vidste af det, havde den, som var den en kat, ladet hovedet bankede op af min arm, og jeg kunne høre en stemme sige inde i mit hoved: kan du ikke nusse mig på hovedet?
Jeg var ikke tvivl om det var bjørnen, og jeg løb alt hvad jeg kunne forbi den og løb i spurt hele vejen hjem, med bankende hjerte.
Lastbilen holdte som jeg havde forventet i indkørslen da jeg kom hjem. Jeg løb ind, smækkede med døren, og rendte ud i køkknet op af trappen, uden at hilse på min familie.
Ikke engang badet fik mig i bedre humør, og jeg var skrækslagen, hver gang jeg rundede et hjørne på vej ned til spisestuen.
Vi sad i tavshed, og spiste, og ikke engang Jake sagde noget, hvilket var ret underligt. Til sidst blev stilheden for meget, og jeg måtte stoppe den.
”Hvor var du så henne far, og med hvad?” Min far kiggede forbløffet på mig, og kløede sig så i håret, og svarede så langsomt.
”Jo, jeg var i Texas, de er ved at lave et eller andet jord tingetangel.” Idet samme han sagde Jord begyndte mine øjne igen med det sløret ting de havde gjort i skoven og jeg blinkede irreteret det væk, og hørte igen på min far, men han var stoppet, og kiggede undrende på mig.
”Diana, dine øjne…” Sagde han langsomt mens han pegede på mine øjne, og jeg kiggede undrende på ham, hvad mente han. Min mor kiggede ligesådan på mig og forsatte.
”De er ravgule!” Jeg blinkede engang, og kiggede i det spejl vi havde bag ved mig. Jeg kiggede i mine nærmest sorte øjne, og jeg trak vejret hurtigere end jeg burde. Hvad skete der?
Som svar ringede dørklokken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...