Be My Valentine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Valentine's Day nærmer sig hurtigt, og Baekhyun kunne ikke have følt sig mere nedslået. Han hader at skulle se på alle de andre par, når han ikke selv har en at fejre dagen med, og det gør det ikke lige frem bedre, at han er faldet for en person, som nok aldrig vil blive hans. Vil hans bedste ven mon kunne rette op på dagen og i stedet gøre den til noget mindeværdigt? Shippernavn: Baekyeol (Baekhyun og Chanyeol). Til "Fanfiction Valentine" konkurrencen.

20Likes
23Kommentarer
821Visninger
AA

1. Be My Valentine

Baekhyun sukkede, idet han trådte ind i butikken. Han var efterhånden ved at være godt træt af de røde hjerter og hylderne med gaver i form af chokolade eller andre kvalmende søde ting, som tegn på at den 14. februar nærmede sig med lynets hast.

Baekhyun hadede ikke som sådan kærlighed eller Valentine’s Day, men tanken om at han endnu engang ville sidde alene derhjemme eller værre – gå alene rundt i byen og se på de mange par, som gik rundt med hinanden i hånden og så lykkelige ud sammen – var ikke ligefrem noget, han så frem til.

Han havde aldrig haft en kæreste at fejre dagen med, så det var ikke en af grundene til hans bittehed. En af tingene der dog gjorde det hele værre, udover det åbenlyse fact at ingen har lyst til at være alene på denne dag, var at han var forelsket i en person, som han ville elske at have som sin Valentine, men det var ikke en mulighed under nogen omstændighed.  

Baekhyun gik ned mellem rækkerne af fødevare, mens han samlede tingene, som stod på den indkøbsliste, hans mor havde givet ham med beskeden om, at hun ikke havde tid efter arbejdet, og han derfor blev nødt til at hjælpe hende. 

Han skulle til at tage en pose ris fra den nærmeste hylde, da hans mobil begyndte at ringe. Allerede før han så på den, havde han en idé om, hvem det kunne være. Der var i princippet kun to muligheder: Hans mor, som havde glemt at tilføje et eller andet til listen eller hans bedste ven. Han trak den op ad lommen, og kunne ikke lade være med at sukke lidt, da han så navnet ”Chanyeol” lyse op på skærmen. Så accepterede han opkaldet og tog mobilen op til øret.

”Det’ Baekhyun,” sagde han, og den dybe stemme, som tilhørte hans bedste ven, begyndte straks at tale i den anden ende af røret. Han gik lige til sagen uden så meget som at præsentere sig først.

”Jeg har tænkt på noget. Hvad siger du til at komme hjem til mig på lørdag, Baek?” spurgte han, og Baekhyun kunne ikke lade være med at smile kort over den glæde, han kunne høre i den andens stemme.

”Hvem siger, at jeg ikke allerede har planer, Yeol? Du ved godt, at det er Valentine’s Day, ikke?” svarede han tilbage. Chanyeol tøvede dog ikke et sekund, før han kom med et kækt svar.

”Det ved vi begge to, at du ikke har.” Beakhyuns smil forsvandt og blev i stedet erstattet af en lille surmulen. Hvad skulle det lige betyde?

”Er jeg måske ikke god nok til at få en date eller hvad?” spurgte han med en stemme, der tydeligt var mere flad, end den tidligere havde været.

”Nej, du ved godt, at det ikke var sådan ment! Selvfølgelig er du god nok til at få en date – hvem ville ikke være sammen med dig? Jeg mener bare, at hvis du havde haft planer, ville jeg vide det, Hyun,” svarede han, og Baekhyun kunne mærke en svag rødme fylde sine kinder.

”O-okay.. Så, du har heller ingen planer?” spurgte han nysgerrigt og en anelse for håbende. Det ville han dog ikke have indrømmet over for nogen.

”Nej, det har jeg ikke. Det var derfor, jeg tænkte, at vi kunne være sammen den dag. Du ved, så vi ikke sidder hver for sig og er alene, mens alle andre er sammen med deres kæreste,” svarede han, og Baekhyun kunne nærmest høre smilet i hans stemme. Sådan var Chanyeol – han smilede altid, ligegyldigt hvordan han havde det, og han gjorde altid alle omkring sig glade. Det var en af de ting, der først havde fanget Baekhyuns interesse for ham, dengang Chanyeol var startet på hans skole.

”Okay, det var en god idé. Det vil jeg rigtig gerne,” svarede han, selv med et smil på læberne.

”Super. Så kan du bare komme herhen ved.. 6-tiden på lørdag. Så kan du blive her natten over,” svarede Chanyeol ivrigt, og Beakhyuns smil blev større. Han kunne godt lide at vide, at Chanyeol så frem til at være sammen med ham.

”Det er i orden. Hvad regner du med, at vi skal lave?” spurgte han, og kunne med det samme høre den anden komme med et kort, nervøst grin.

”Jeg har en overraskelse, men jeg vil ikke fortælle dig, hvad det er,” svarede den anden, og Baekhyun rynkede panden. Hvad kunne det være for en overraskelse? Chanyeol havde før lovet overraskelser, men det var ikke altid endt lige godt, da hans overraskelser ikke altid var lige sikre.

”Vil du ikke godt fortælle mig, hvad det er? Det er ikke farligt, er det vel?” spurgte han, og Chanyeol grinte endnu engang, denne gang med den bløde melodiske latter han plejede at have.

”Jeg lover, at det ikke er farligt! Jeg satser på, at du virkelig vil kunne lide det, men jeg vil ikke ødelægge det ved at fortælle, hvad det er. Jeg bliver nødt til at lægge på nu. Lørdag, klokken 5 – husk det! Farvel, Baekkie,” sagde den anden dreng hurtigt og lagde så på. Baekhyun trak telefonen væk og så kort på den.

Det var ikke en hverken overraskende eller unormal samtale med Park Chanyeol. Hans bedste ven havde altid været lidt speciel og anderledes, men det var også en af de ting, der havde gjort dem venner, da de mødte hinanden.

Baekhyun var selv en smule anderledes end alle andre og havde altid været det. Lige siden han var helt lille, havde han ikke rigtig følt, at han passede ind. Først langt senere havde han fundet ud af, hvordan han var anderledes.

I 6. klasse var han for første gang faldet for en dreng. Det var slevfølgelig ikke endt godt. Han vidste allerede dengang, hvordan mennesker generelt havde det med sådan én som ham. Han havde godt vidst, at han var unormal i andres øjne.

Han havde stadig ingen idé om, hvordan hans klassekammerater havde fundet ud af hans forelskelse, men da det skete, var rygterne hurtigt spredt ud over hele skolen, og det var enden af det lidt sociale liv, han dengang havde haft.

Alt havde været rigtig slemt ind til 9. klasse, hvor en ny dreng var startet i klassen. Park Chanyeol. Han var en af de personer, der altid var glad, og Baekhyun havde ikke været helt sikker på, hvad han skulle synes om ham, da han trådte ind i rummet.

Han havde ikke fulgt ret meget med, da han præsenterede sig. Hvorfor skulle han? Han var outsideren – den nye ville alligevel hurtigt finde ud af, at han var den type man holdt sig langt fra, hvis man ville havde andre venner.

Baekhyun husker stadig den første gang de så hinanden, og den første gang de talte sammen, som var det i går. Efter Chanyeols præsentation af sig selv, havde han sat kurs mod den tomme plads ved siden af Baekhyun. Dog havde han ikke været ret heldig, for han havde ikke engang taget 5 skridt, før han snublede over sig selv og var tæt på at falde. Hvad der havde undret Baekhyun var, at han bare havde grinet med de andre og var så gået videre. Ingen pinlig reaktion.

Derefter havde han sat sig ved siden af Baekhyun og klassen var blevet stille. Lærerne havde vendt sig talbage mod tavlen og havde fortsat undervisningen. Så havde Chanyeol vendt sig mod ham og var begyndt at tale til ham.

”Jeg er Chanyeol. Hvad hedder du?” hviskede drengen ved siden af ham, og Baekhyun så op på ham. Det første han lagde mærke til, var det store smil med de perfekte hvide tænder. Det næste han så, var de venlige brune øjne bag brilleglassene.

”Det behøver du ikke at vide, for du burde ikke tale til mig,” svarede han. Han vidste at det måske var en anelse uhøfligt, men han kunne lige så godt fortælle den nye, hvordan det hang sammen fra staten af.

”Hvorfor ikke?” spurgte Chanyeol med en rynket pande, og Baekhyun sukkede næsten lydløst.

”Fordi jeg ikke har nogen venner. Jeg er upopulær. Ingen gider være sammen med mig eller at snakke til mig, så hvis de ser dig sammen med mig, får du ikke nogen venner,” svarede han, og Chanyeol lyste op i endnu et smil. Baekhyun lagde hovedet på skrå. Hvorfor smilede han? Der havde da ikke været noget sjovt over det, han lige havde sagt.

”Så jeg skulle holde mig fra dig, bare fordi andre gør det? Jeg vil mene, at jeg slev må bestemme, hvem jeg er sammen med og ikke er sammen med,” svarede han med endnu et stort smil. Det gav et sæt i dem begge, da læreren pludselig råbte ad dem.

”I skal være stille i mine timer!”

Baekhyun havde ikke regnet med, at Chanyeol faktisk ville gøre alvor af det, han havde sagt i den time. Han var ny, så hvordan skulle han vide, hvad der var godt for ham?

Tingene var dog ikke gået, som Baekhyun havde forudset. Chanyeol havde ikke været væk hans side siden. Selv da han fandt ud af, hvorfor alle de andre ikke ville være sammen med Baekhyun, havde han hverken rynket på næsen eller forladt ham.

Faktisk havde Baekhyun ikke anet, at han havde hørt om det før en dag, hvor den yngre dreng havde stået op for ham. De andre havde endnu engang råbt hadefulde fornærmelser efter ham, idet Chanyeol var kommet ind gennem døren. Baekhyun husker også stadig ordret, hvad han havde sagt til dem.

”Jeg ved, hvad han er!” havde han lagt ud, og Baekhyun havde set forfærdet på ham. Han husker at have tænkt ’vil han nu også begynde?’ men så havde Chanyeol fortsat, ”han er et menneske, præcis ligesom mig og jer. Det betyder ikke noget, hvilken seksualitet, han har. Hvorfor skulle det ændre noget? Han er stadig Baekhyun med den samme personlighed. Selv hvis han er til drenge, betyder det ikke, at han vil gå efter jer. Stod med at behandle ham sådan.”

Det var et af de øjeblikke i sit liv, Baekhyun huskede allerbedst. Det havde også været det øjeblik, hvor han faldt for Chanyeol. Det havde været den dag, der markerede punktet, hvor det var umuligt at gå tilbage.

Hans følelser var kun vokset efter det. Han og Chanyeol havde ikke snakket om seksualitet siden. Det havde bare aldrig været et emne, der kom op, selvom Baekhyun var en smule nysgerrig efter at vide, hvilket køn Chanyeol egentlig gik efter.

Chanyeol var hurtigt blevet lige så upopulær som Baekhyun, men det havde aldrig set ud til at gøre ham ret meget. Det var meget få gange, Baekhyun havde set ham uden et smil på læberne. Det var bare en af de mange ting, Baekhyun elskede ved ham.

Nu gik de i deres sidste år af high school, og der var ikke sket noget mellem dem. Baekhyun havde lyst til at gøre noget ved sin kærlighed for den yngre dreng, men han havde aldrig haft modet til at gøre det, og det ville han nok aldrig få. Han ville hellere leve med sin ulykkelige kærlighed for evigt end at miste Chanyeol som ven, så det var ikke ret meget, han kunne gøre ved det.

Han indså pludselig, at han var faldet i staver og havde stået der alt for længe. Derfor skyndte han sig at få samlet de sidste ting og betalte for dem, så han kunne komme hjem.

På vejen tilbage tænkte han over, hvad overraskelsen kunne være. Tanken om, at det havde noget med Valentine’s Day at gøre strejfede ham, men han fejede den hurtigt væk. Han ville helst ikke have sine forhåbninger for højt op, for kun at få dem knust i sidste ende.

*

Det var blevet lørdag, og Baekhyun var på vej over til Chanyeol. Han havde fået overbevist sig selv fuldstændig om, at det ikke havde noget med Valentine’s Day at gøre, og at det virkelig bare var som Chanyeol havde sagt – en aftale, så de kunne være sammen i stedet for at sidde alene hver for sig. Derfor var han slet ikke så nervøs, som han ellers havde været.

Han var dog stadig meget nysgerrig over, hvad overraskelsen kunne være. Når man inviterede sin bedste ven over på Valentine’s Day, hvad kunne man så muligvis planlægge som en overraskelse?

Baekhyun ville nok aldrig blive klog på Chanyeol, for ligegyldig hvor meget tid der gik, blev han aldrig træt af den anden og selv efter al denne tid, kunne han ikke gennemskue, hvad disse overraskelser kunne være.

Idet han drejede ind ad indkørslen, kunne han se, at Park-familiens bil var væk, hvilket måtte betyde, at en af Chanyeols forældre i hvert flad ikke var hjemme – måske endda begge to.

Han tog en dyb indånding, før han bankede på døren. Der gik lidt til, før den blev åbnet af Chanyeol. Baekhyun trak hurtigt vejret ind, da han så den anden. Han måtte indrømme, at han så ret godt ud, selvom hans tøj ikke var noget specielt. En ting han virkelig lagde mærke til, var de manglede briller. Chanyeol gik altid med briller – Baekhyun havde kun set ham uden briller lige før de skulle i seng de gange, hvor de havde sovet sammen, så det var specielt ikke normen.

Det var utroligt, hvor meget det ændrede hans ansigt. Han så kær ud med sine briller, men Baekhyun elskede hans øjne, så han kunne godt lide, når han kunne se dem uden brilleglassene som en barriere foran.

”Hvor er dine briller, Yeol?” spurgte han undrende, og Chanyeol smilede et kært smil, mens hans hånd fløj op for akavet at klø ham i nakken.

”Jeg besluttede mig for at prøve kontaktlinser. Kan du lide det?” spurgte han, og Baekhyun sendte ham et forsikrende smil, mens han nikkede.  

”Det ser godt ud,” svarede han og kunne mærke en svag farve fylde sine kinder. Han håbede på, at Chanyeol ikke ville lægge mærke til det. Den yngre dreng strålede og flyttede sig så væk fra døren.

”Kom ind, Beak,” sagde han, og Baekhyun trådte ind. Han kunne med det samme dufte en dejlig duft fra køkkenet.

”Er din mor ved at lave mad?” spurgte han, og Chanyeol rystede kort på hovedet.

”Nej, mine forældre besluttede sig for at fejre Valentine’s Day sammen på en eller anden restaurant. Det er faktisk mig, der er i gang med at lave mad. Vi er alene hjemme, for min søster er sammen med sin kæreste,” svarede han, og Baekhyun så overrasket på ham.

”Kan du lave mad?”

Han ville mene, at han kendte Chanyeol ret godt efterhånden, men den anden dreng havde aldrig snakket om at lave mad før. Baekhyun anede ikke, at han kunne begive sig i et køkken.

”Det må vi håbe, for det er det, vi skal spise i aften,” svarede han med et grin, og Baekhyun puffede drillende til ham.

”Så lad os gå ud og se til det, så du ikke brænder vores aftensmad på,” sagde han, og Chanyeol fik store øjne.

”Nej, du kan bare gå op på værelset og lægge dine ting. Så kommer jeg og henter dig efter maden er færdig,” sagde han og Baekhyun så underligt på ham. Hvorfor ville han ikke have ham ud i køkkenet? Dog spurgte han ikke ind til den andens handlinger, men gjorde i stedet bare som der blev bedt om.

Da han kom op på værelset, tog det ham ikke lang tid at sætte tasken over i hjørnet, så den var pakket af vejen. Derefter satte han sig på Chanyeols seng. Han så kort rundt i rummet, før han lod sig falde baglæns, så han lå tværs over den brede seng. Han fik straks Chanyeols duft i sine næsebor, så han lukkede øjnene for derefter at tage en indånding. Han ville virkelig ønske, at Chanyeol var hans. Det var nok det, han ønskede mest af alt.

Han satte sig hurtigt op igen, da han kunne høre den anden dreng nærme sig værelset. Det ville nok være lidt underligt, hvis Chanyeol fandt ham liggende på den måde hen over hans seng.

”Du kan godt komme ned nu, Baek. Din overraskelse er klar,” sagde han med et smil efter at have åbnet døren.

”Vil du stadig ikke fortælle mig, hvad overraskelsen er?” spurgte han nysgerrigt, idet han rejste sig op fra sengen, men Chanyeol rystede bare på hovedet.

”Du kan jo komme med ned og se,” svarede den højere dreng, og Baekhyun sukkede. Det var utroligt, hvor god Chanyeol var til at holde på sine overraskelser, når han ellers normalt var ret dårlig til at holde på hemmeligheder.

Da de nåede ned til døren ind til spisestuen, som var lukket, stoppede Chanyeol ham.

”Du skal dække dine øjne til,” sagde han med et hemmelighedsfuldt smil og lagde sine hænder over Baekhyuns øjne, så han ikke kunne se noget. Idet han blev ført ind i rummet, kunne han ikke lade være med at blive en smule bekymret. Man vidste trods alt aldrig, hvad Park Chanyeol kunne finde på.

Så snart døren åbnede, kunne han dog dufte nogle velkendte dufte. Han kunne tydeligt dufte kimchi og forskellige sideretter. Den duft der dog slog mest igennem, var duften af blomster, hvilket Baekhyun elskede. Han ville have spurgt yderligere ind til det, men Chanyeol stoppede i det øjeblik op.

”Jeg håber virkelig, at du vil synes om dette her, og at jeg ikke har misforstået noget. Du skal vide, at jeg mener dette her – men at det ikke vil ødelægge noget, hvis du ikke gengælder det,” sagde den dybe stemme ind i Baekhyuns øre, og et gys af nydelse gik gennem ham. Tankerne om Valentine’s Day kom straks tilbage til ham, og han kunne ikke lade være med endnu engang at håbe. Hvad kunne det ellers være, når det involverede mad, blomster og en stor overraskelse?

Endelig fjernede Chanyeol sine hænder, og Baekhyun tog en dyb indånding, før han åbnede øjnene. Han gispede, da han så rummet. Stemningen var romantisk med lyset dæmpet an anelse, maden var stillet smukt op på bordet, hvor der var pyntet op til to og på gulvet foran ham, var der et hjerte lavet af rosenblade. Indeni var der placeret stearinlys, så de dannede tre ord.

Be My Valentine

Baekhyun kunne ikke tro sine egne øjne. På trods af al den tid han havde brugt på at håbe, havde han inderst inde ikke helt regnet med, at det virkelig ville ske. Men her var det – alt hvad han nogensinde kunne have drømt om!

”Wow,” var det eneste, han kunne få presset ud i det øjeblik. Så vendte Chanyeol ham om og tog hans hænder i sine.

”Jeg ved godt, at du nok ikke havde regnet med dette her, men jeg følte, at det var det rigtige tidspunkt at indrømme mine følelser for dig. Jeg elsker dig og har elsket dig lige siden den dag, hvor vi så hinanden for første gang. Jeg vidste med det samme dengang at den dreng, der sad der helt alene, havde brug for mig – og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg også har brug for ham. Ligegyldigt hvad alle andre siger, er du den mest perfekte person, jeg nogensinde har mødt. Du er blevet min verden, og jeg ved ikke længere, hvordan jeg skulle leve uden dig.” Han stoppede kort op for at læse Baekhyuns ansigtsudtryk, for derefter at fortsætte.

”Vi har aldrig snakket om dette her, så jeg kunne kun gå efter min intuition, da jeg skulle beslutte, om jeg burde gøre dette. Dog gik det op for mig, at jeg blev nødt til at lade dig vide, hvad jeg føler. Derfor stiller jeg dig nu dette spørgsmål: gengælder du mine følelser? Hvis du gør, håber jeg, at du vil være min Valentine og at du efterfølgende vil være min kæreste, Baekhyun,” sagde han, og sluttede af med et blødt smil, som Baekhyun ikke var vant til at se.

Han anede ikke, hvad han skulle gøre, så han endte bare op med at gøre, hvad der føltes naturligt; han trak Chanyeol ind i et stort kram.

”Selvfølgelig vil jeg det. Du har ingen idé om, hvor længe jeg har ventet på dette her,” bekræftede han derefter med en bævrende stemme. Før det øjeblik havde han ikke engang lagt mærke til de tårer, der havde samlet sig og var begyndt at trille ned ad hans kinder, så de kom egentlig lidt bag på ham. Det var dog den bedste slags tårer – glædestårer.

Chanyeol trak lidt væk fra ham for at se ham ind i øjnene. Så bukkede han sig lidt ned, mens Baekhyun stillede sig på tæer, så deres læber kunne mødes i et sødt kys. Et kys der beskrev alle de følelser, de åbenbart begge havde båret rundt på i lang tid, uden den anden vidste noget som helst.

Baekhyun kunne ikke forstå, at dette endelig skete. Dette var, hvad han havde drømt om i årevis efterhånden – bortset fra at ingen drøm kunne veje op for det, der skete i virkeligheden lige nu. Han sikrede sig, at han ville kunne huske hver eneste lille bevægelse af de bløde læber, der var trykket mod hans i en blid dans. Da de trak væk fra hinanden, mødtes deres blik endnu en gang.

”Jeg elsker dig, Chanyeol. Mere end noget andet.”

~*~

Mit bidrag til "Fanfiction Valentine" konkurrencen - det var en lidt pludselig beslutning, men her har I den. Jeg håber, at I kan lide den ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...