Sølvbyen

Enya lever et ensomt liv i skoven, hvor hun kæmper mod sine onde drømme fra fortiden. En dag dukker en fremmed op, og beder om hendes hjælp, men er Enya klar til at forlade sine mareridt, og drage ud for at gøre op med fortiden?

2Likes
0Kommentarer
162Visninger

1. Sølvbyen.

Det hele brændte.

Enya løb forvildet rundt, indtil hun stod i døren til det hus hvor hun altid have boet, lige fra dengang hun var spæd. Huset var blevet til et stort bål. 

Enya stod alene, og betragtede brædderne der susede ned omkring hende som bomber. Hendes familie var inde i det brændende hjem. Hun tog tøvende et skridt ind over dørterskelen, og røgen slog hende i ansigtet med det samme. Hun hostede kraftigt, og hun vidste at hvis hun gik derind ville hun ikke komme tilbage igen. Enya vendte om, og løb så hurtigt hun kunne ud i husets have. Flammerne der lå over hele byen var blodrøde, og virkede så uvirkelige i forhold til normal ild. 

 Enya tog sine hænder og holdt dem op for øjnene. 

Og så begyndte hun at skrige. 

 

Enya vågnede med et sæt, og så sig forvildet omkring. Først forstod hun ikke hvor hun var, men så satte fornuften ind, og hun huskede at det bare havde været et mareridt. Hun åndede lettet op og tog sig, af ren vane, til panden. Havde det nu også bare været et mareridt? Svaret var nej. Nej, det havde ikke bare været et mareridt. Hun fik lov til at gennemleve det der var hændt for ni år siden igen og igen. Hver eneste nat stod hun og så på sit brændende hjem, og hun vidste at der var intet hun kunne gøre for at redde sin familie. Branden havde udslettet hele byen. De få der overlevede var gået hver til sit. Enya havde ikke haft nogen der kunne tage sig af hende, så det var hun blevet nød til at klare selv. Nu boede hun så her, alene, i en hytte inde midt i skoven. Hun var vandret gennem skoven, indtil hun til sidst fandt den faldefærdige hytte, som hun gjorde til sit hjem.

 Dengang da branden kom, havde hun kun været otte år. Nu var hun 17, og hun ønskede ikke andet end at glemme at det nogensinde var sket. 

Hun kom tit til at tænke på fortiden men værst var drømmene, fordi hun ikke bare kunne stoppe strømmen af minder der gik gennem hendes underbevidsthed.

Enya strøg sit lange brune hår tilbage, og rystede på hovedet. Hun kunne ikke blive ved med at dvæle i fortiden. Sket var sket, og der var intet hun kunne ændre.

 Hun svang sine ben ud over briksens kant, og gik hen til det vandfad hun havde til at stå på en træstub der skulle forestille et bord. Hun dyppede hænderne i vandet, og vaskede sig i ansigtet. Vinteren var nem med vand, men svær med mad. Sneen lå meter høj, og kulden truede med at trænge igennem de tynde trævægge. Hun var bange for at tænde op indenfor, i tilfælde af at hun kom til at brænde hele hytten ned.   

Hun brugte skindet fra de dyr hun fangede til at holde sig varm, og kødet til at spise. Hun tændte normalt bål langt fra hytten, og sørgede altid for at slukke flammen ved at kaste sne på. 

Enya havde boet i skoven i lang tid, og havde vænnet sig til alt hvad der fulgte med. Sangen fra fuglene, og puslen rundt omkring. I starten havde lydene gjort hende bange, da hun var vant til byens larm. Hun havde aldrig før oplevet naturen så tæt på. Hendes mor havde altid været bange for at der skulle ske hende noget, hvis hun kom for meget udenfor. 

Ironisk at det at være udenfor reddede hendes liv. Hvis bare Enya havde været inde med sin familie den dag havde hun været død som dem.

Dog, selv om hun næsten aldrig kom udenfor, havde hun drømt om skovens elvere, de eventyrlige slotte i syd, de vilde heste, dragerne, magi og alt det andet man kun hørte om i bøgerne. Hver gang hun havde spurgt sin mor om disse fantastiske ting, havde svaret været at verden udenfor ikke var noget hun skulle bekymre sig om. Men det havde kun gjort den syv årige Enya endnu mere eventyrlysten, og hun havde endda været lige ved at løbe væk for at opleve verden. Mindet om det fik det til at vende sig i hendes mave, og hun fandt det klogest at finde noget at beskæftige sig med før minderne løb af med hende. 

Enya trak i alt det skindtøj hun havde, og fandt så sin bue og pil frem. Det var noget af det hun ikke ville overleve uden. Det var den eneste måde hun kunne skaffe sig fast føde på, og derfor beskyttede hun det mere end noget andet hun ejede. Hun havde skaffet sine få ting da hun gik rundt i ruinerne af sin by, og buen og pilene havde hun selv lavet.

Enya rystede endnu en gang på hovedet, og gik så beslutsomt ud af døren. 

 

En kridhvid ugle tudede et sted over hende, og Enya vendte sig hurtigt om. Noget betragtede hende. Hun kunne høre puslen ikke langt derfra, og hun var sikker på at noget farligt snart ville dukke op mellem de hvide træer, men hun tog fejl. Dagslyset fik alt til at virke endnu videre end det var, og da noget langsomt bevægede sig ud fra det tætte krat, ud mod den lysning hvor Enya lige nu befandt sig , havde hun svært ved at se hvad det var, fordi dyret var nøjagtig samme farve som sneen omkring det. Enya gispede betaget da dyret viste sig. Foran hende stod en smuk hvid hest, ung og utrolig betagende. 

“ Hvorfor vandrer du rundt alene?”  spurgte Enya, nærmest lydløst, mens hun langsomt bevægede sig frem mod det vidunderlige dyr. Hun rakte tøvende hånden frem, og da hesten ikke bevægede sig lagde hun forsigtigt sin hånd mod dens manke og strøg den blidt. Først da så hun ned, og opdagede at sneen under hesten var plettet af blod. Fuldstændig rødt blod. Det svimlede i nogle få sekunder for Enya før hun opdagede at det stammede fra hestens bug. Noget eller nogen havde skåret en dyb flænge, og blodet strømmede ned over dyrets mave. Enya vidste at hun måtte skynde sig videre før den der havde gjort dette ville dukke op i skyggerne, men hun kunne ikke bare gå fra det stakkels dyr, som ville forbløde hvis hun ikke snart fik såret renset og forbundet. Hun prøvede forsigtigt at få dyret gennet hen til sin hytte, men opdagede hurtigt, at hun ikke behøvede at gøre andet end at kalde på dyret, før det gik med hende. 

Da de var nået hen til hytten skyndte hun sig indenfor, og hun tog vandfadet og nogle gamle klæder hun lige havde vasket med ud. Forsigtigt begyndte hun at tørre blodet væk fra flængen, hvorefter hun syede flængen sammen med noget af sit sytøj,  og bandt derefter nogle klude rundt om dyrets mave så det virkede som en forbinding. Hun åndede lettet op da hun var færdig, og vaskede sine hænder i det vand der var tilbage. Det blev helt rustenrødt.

Hun havde aldrig set noget så smukt, og dog så alvorligt. Hesten forsvandt ikke hen ad dagen, men blev hængende omkring hytten. Enya sendte den nogle forvirrede blikke engang imellem, men faktisk nød hun bare at have lidt selskab, selv om hun helst ikke ville indrømme det. Det blev let ensomt herude. Sidst hun havde set et menneske var flere år siden.  

Men da Enya lidt senere lå alene i sin seng var hun alligevel glad for at det kun var hende alene.  

“ Jeg har det bedst alene,” mumlede Enya lige før hun faldt i en dyb, og for første gang i flere år en drømmeløs søvn. 

 

Vinden hylede udenfor, og snestormen tog kun til jo nærmere tiden kom på middag. Enya sad indenfor, pakket ind i alle de skindtæpper og pelse hun havde. Det var så koldt at hun var blevet nødt til at tænde op i den gryde der skulle virke som en kamin. Røgen var ikke så slem som den kunne have været, fordi hun havde tørt brænde i huset. Hun skuttede sig, og tog en bid af det egern hun havde fanget dagen før.  Hun sad længe bare og stirrede på flammerne der sultent slikkede sig op ad de tørre træ. Hun havde altid synes at ild var sådan en smuk, og dog frygtindgydende ting. Hun kunne blive helt tryllebundet af de dansende flammer. Enya havde været bange for ild lige siden branden havde dræbt hendes familie.

Pludselig bankede det på døren. Ikke en fast banken, som en mand typisk ville have gjort det, men en ganske svag, næppe hørlig banken, for vinden udenfor. Enya rejste sig hurtigt, og greb den lille kniv  i flint hun havde lavet for bedre at kunne flå de dyr hun skød. Hun gik med varsomme skridt hen mod døren, og åbnede den på klem. Kulden og sneen ramte hende i ansigtet som et slag, men hun åbnede alligevel døren helt, og så ud. Lige uden for døren stod en pige. En højst 10 årig lille pige. Hun prøvede på at dække sig for sneen ved at slå armene om sig selv. Pigens øjne var isblå, endnu klarere end en klar forårshimmel. Hun var næsten lige så bleg som sneen, og hendes askeblonde hår var fuld af iskrystaller. Enya havde i nogle få sekunder bare lyst til at lukke døren, og lade som om intet var hændt, men så begyndte den lille pige at tale. Nej, ikke tale, men hviske og Enya måtte anstrenge sig for at høre hvad hun sagde. 

“ Hjælp mig,” hviskede hun. 

Enya rynkede panden, men tog så en beslutning hun aldrig nogensinde kom til at fortryde.

“ Okay,” sagde hun sagte.

 Hun løftede den lille spinkle pige op i sine arme, og lukkede hurtigt døren efter hende. 

Enya fik pakket hende ind i alle sine tæpper, og begyndte at koge en suppe til pigen. Der gik ikke lang tid før hun faldt i en dyb søvn. 

 Da Enya stod og rørte i suppen, kom der pludselig liv i pigen. Hun satte sig brat op, og så sig forvirret omkring, men da hendes øjne mødte Enyas, glimtede et strejf af genkendelse i dem. 

Enya rømmede på sig, og hældte en portion suppe op til pigen, og sig selv. Pigen tog taknemmeligt imod suppen, og begyndte hurtigt at slubre den i sig. Enya var bange for at skræmme pigen, bare ved at tale til hende, men nysgerrigheden løb alligevel af med hende.

“ Hvad hedder du?” spurgte hun efter en smule overvejelse. 

“ Eira,” svarede pigen, og drak endnu en slurk suppe. 

Enya trak på smilebåndet. “ Eira. Det betyder sne ved du det?” spurgte hun pigen. 

Eira nikkede og pegede på sine øjne, men pegede så på Enya bagefter. 

“ Jeg hedder Enya,” sagde hun som et svar på Eiras pegen. 

“ Ild,” svarede pigen. 

Det var det eneste navn hun kunne huske hun havde, og efternavnet var forsvundet ud i tågen hvor næsten alle barndomsminder glider hen. Enya kløede sig lidt i håret, og betragtede Eira. Hendes lange askeblonde hår strømmede ud fra hovedbunden i et virvar af de smukkeste små krøller. Pigens ansigt var flygteligt blegt, og i skæret fra ilden var hendes hud nærmest blålig. Hun var utrolig spinkel, og Enya tog sig selv i at sidde og stirre på de tynde håndled, som om de kunne knække hvert øjeblik. Eira var iført en kjole der måske engang havde været enkel og smuk, men nu var kjolens skørt trevlet op, og den grå farve var falmet. 

“ Hvorfor kommer du her, til mig mener jeg? “ Enya så spørgende på Eira som bare stirrede ind i flammerne. Så begyndte pigen at fortælle.

“ Legenden siger at der engang for mange år siden blev født en drage. En drage, hvis ild var rødt som blod, og varmt som flydende metal. En drage, hvis hunger efter sølv aldrig kunne tilfredsstilles. Der havde aldrig været en almindelig drage der kunne måle sig med dennes grusomhed. Mange byer har lidt, og endnu flere lagt i aske. Elverne forudså, at når solen blev sort, ville dragen udslette sølvbyen, ” svarede Eira sagte med ærefrygt i stemmen,  Enya rynkede brynene, og så fascineret på pigen. Hun havde gåsehud, men hun afbrød ikke Eira da hun talte videre. 

“ Har du nogensinde hørt om sølvbyen? “ spurgte Eira, og hendes øjne søgte Enyas. Enya så hende i øjnene, og fortalte hende at den by havde hun aldrig hørt om. 

“ Sølvbyen, er ikke af sølv, men det er byens slot derimod. Byens smede og støbere er berømte over hele verden. De laver det smukkeste sølv verden har set. Byen ligger på skråningen til Sølvbjerget, og det er der byen får sit sølv, fra bjergets indre. Sølvbyen er mit hjem,” afsluttede hun. Enya smilede. Hvor lød det som et smukt sted. 

“ Og hvis du ikke redder den, er alle de folk jeg elsker dødsdømte,” sagde Eira dystert, og så på Enya med bedende øjne. “ Du er den udvalgte. Elverne spåede hvem der ville blive frelser, og jeg blev sendt afsted for at hente dig. Jeg er den eneste der kan tåle så meget frost, uden at få forfrysninger. Mine øjne beskytter mig. “ 

“ Men jeg forstår det ikke. Hvordan kan du vide det er mig?” spurgte Enya overrasket og forvirret. 

Eira anstrengte sig for at huske spådommen helt korrekt, og sad i nogle øjeblikke bare i tavshed. 

“ Pigen I søger lever fortvivlet i den Endeløse Skov. Kun pigen hvis navn er Ild kan redde jer, “ messede Eira, og rettede så blikket med de orange flammer i gryden. Enya tog sig til hovedet, og tænkte så det knagede. Hun havde intet haft med denne såkaldte sølvby at gøre. Hun havde intet forhold til de mennesker, eller Eira. Hun kunne ikke hjælpe.

“ Jeg beklager men jeg kan ikke hjælpe dig. Det er bedst du går nu,” sagde Enya, og undgik omhyggeligt at møde Eiras overraskede, og ikke mindst bebrejdende blik. “ Men vi dør Enya, kan du ikke forstå det, vi dør,” hviskede Eira. Hendes øjne var fyldt med tårer, og Enya kunne tydeligt fornemme tyngden af skuffelse og sorg fylde hytten. 

“ Jeg er meget ked af det, men jeg kan ikke hjælpe. Gå nu mens det stadig er lyst. “ 

Eira rejste sig langsomt, og så begyndte tårerne at strømme ned over den spinkle piges kinder. Hun gik med tunge skridt mod døren, og lukkede den efter sig da hun var gået ud. Lige så snart at døren rørte dørkarmen lød en voldsom gråd udefra, som gik gennem marv og ben. Enya rystede lidt, men sagde så til sig selv at hvis hun drog med pigen, ville ikke kun byen dø, men også Enya selv. Desuden var hendes skræk for ild svær at overvinde, og alt ville jo nok blive godt hvis hun bare passede sig selv, alene her i hytten.Alligevel mærkede hun  et stik i siden af  dårlig samvittighed da hun satte sig ned på sin seng. Pludselig begyndte billeder at strømme for hendes øjne og brudstykker af Eiras fortælling op i hendes hukommelse. 

Røde flammer dansede for hendes øjne, og lyden af fjerne skrig kunne næsten ikke høres for Eiras messen. En drage, hvis ild var rødt som flammer... Mange byer har lidt, og endnu flere lagt i aske. Så gik det op for hende. Branden. Branden som havde slået hendes familie, og alle andre hun elskede ihjel. Det havde ikke været en almindelig brand, det havde været dragen. Enya slog hånden for munden, og rejste sig op med et sæt. Eira have virket bekendt lige fra da hun trådte ind ad døren, og nu forstod Eira hvorfor.

For hvis ikke Enya hjalp Eira ville hun ende som Enya var endt nu. Alene og uden nogle andre i verden. Enya kunne selv tydeligt huske og mærke den smerte der havde hængt som en tyk tåge omkring hende, dengang hendes familie var blevet slugt af flammehavet. 

Enya var nu klar over, at hun for alt i verden ikke måtte lade noget ske med Eira, eller hendes familie. Hun ville beskytte hende med sit liv, selv om det ikke var meget værd. Hun styrtede mod døren, og flåede den op. 

“ Eira vent! “ skreg hun så højt hun kunne, og spejdede ud i det der lignede et hvidt hav. Hun løb så hurtigt det var muligt ud i den dybe sne, og blev ved med at kalde på Eira. Pludselig hørte hun et svar lidt længere fremme. 

“ Enya? Hvad gør du herude?” spurgte Eira, og dukkede op fra skyggerne foran Enya. 

“ Dragen den dræbte min familie, brændte min landsby,” stønnede hun og tog sig i siden. En skarp smerte der føltes som en kniv borede sig ind i hendes højre mavedel. 

“ Jeg tager med dig, men vi når aldrig frem i tide, hvis vi går,” sagde Enya. 

Solformørkelsen viste sig én gang hver hundrede år, og det ville ikke vare længe. 

Eira styrtede hen til Enya, og slog armene om hende. Hun blev ved med at takke hende, indtil Enya blev træt af det, og stoppede hende. 

“ Du har ret. Vejen er lang, og dette vejr er ikke særlig godt til at gå, “ svarede Eira, og sukkede opgivende. Det var kun få sekunder senere at Enya hørte et højt vrinsk bag sig. 

 

De havde redet i snart to dage nu, og havde endnu ikke set enden på skoven. Eira havde sagt at de skulle sydpå, og nu sad de fuldstændig pakket ind i skind og pelstøj på hesten Enya havde mødt i skoven for nogle dage siden. 

“ Jeg begriber ikke hvorfor de kalder denne skov for uendelig,” sagde Enya sarkastisk, og Eira lo. 

“ Se! Skoven begynder at tynde ud. Vi er snart ved udkanten,” udbrød Eira, og pegede på skoven foran dem. Ganske rigtigt begyndte skoven at lysne mere op, og Enya pressede sine skosnuder ind i den hvide hests mave, men undgik omhyggeligt at ramme såret. Den smukke hest satte straks i galop, og de susede gennem den sidste del af den hvide skov. Sneen var også blevet tyndere, fordi de var kommet så langt sydpå, så det var meget nemmere at ride. Farten fik deres oppakning til at rasle, og Eira slog armene om Enyas mave og knugede sig ind til hende. Der gik nogle få minutter og så var de ude af skoven. Synet der mødte dem fik Enya til at måbe. I flere år havde hun ikke set andet end skoven, og de dunkle træer. Hendes blik spejdede ud over landskabet. Der var ingen sne. Den var stoppet sammen med skovkanten. I horisonten kunne man se høje bjerge, og på de frodige marker omkring dem gik der folk og dyrkede grøntsager. Enya havde sat farten ned til trav, og de red roligt afsted mens hun betragtede omgivelserne. Der lå en lille mølle på en bakke, og mølleren gik rundt udenfor og så på det gyldne korn. På marken foran møllen gik en flok mennesker og høstede med leer. Enya smilede over hele ansigtet, og nød i fulde drag at være taget væk fra hytten. 

 

Solen var på vej ned da Enya hoppede ned fra hesten, og begyndte at samle brænde. Eira sad på et tæppe de havde taget med, og var i gang med at tage alt det unødvendige tøj af. Det var meget varmere end inde i skoven, og det havde været nærmest uudholdeligt at have alt det skindtøj på. Da Enya havde tændt et bål, og var begyndt at stege en kanin, var der kulsort. Mørket havde sænket sig over den dal hvor de befandt sig i. Der var ikke ret langt ind til en lille by, som de var redet igennem tidligere. Bålet knitrede, og Enya drejede langsomt rundt på den pind hun stegte kaninerne på. 

“ Hvordan besejrer jeg dragen?” spurgte hun pludselig. 

“ Jeg aner det ikke. Men du har vel din bue og pil? “ svarede Eira. Enya nikkede, og så på kaninerne. Hun gav et forskrækket udbrud fra sig da hun pludselig hørte en hæs gnæggende latter bag sig. 

“ Åh så i har tænkt jer at dræbe drager,” lo en rusten stemme bag dem. En gammel krumbøjet kvinde dukkede frem fra skyggerne, og hendes lange sorte kappe skjulte hendes krop og ansigt. 

“ Hvem er du?” spurgte Enya, og famledede efter sin kniv. “ Vis dit ansigt,” sagde Eira. 

Konen lod hætten falde, og et rart gammelkoneansigt viste sig. Kvindens ansigt var rynket, men man kunne se skønheden fra bedre tider lure ind bag masken af alderdom. Hendes øjne var klare og grønne som løvet, og hendes mund sendte dem et rart smil. 

“ Åh jeg vil skam ikke gøre jer ondt kære børn, jeg er dog blot så sulten. Og hvis I giver mig en bid mad, så vil jeg til gengæld give jer måden at dræbe Sølvdragen. Mit navn er Isolde, “ sagde dem gamle kone med et smil. 

Enya så lidt mistroisk på konen, men blev enig med sig selv om at hvis konen vidste hvordan de kunne dræbe dragen, blev hun nød til at lade hende blive. 

“ Så du ved altså hvordan vi kan få dræbt dragen?” spurgte Enya tøvende, og rev et stykke af kaninen af og gav det til konen. Hun begyndte straks at sidde og gumle på det. Da hun havde tygget af munden rømmede hun sig, og så så direkte på Enya. 

“ Åh ja det ved jeg. Men det burde du også vide,” svarede Isolde, og pegede med en kroget finger på Eira, som bare stirrede forvirret tilbage. “ Ja dig. Dit navn er Eira, og det betyder sne. Du fryser ikke når du går i sneen, og du er frygtelig skrøbelig overfor ild. Dig derimod,” sagde Isolde og vendte sig mod Enya. “ Din styrke ligger i ilden, du som ikke bliver brændt, men kun mærker varme. I to er der blevet fortalt om i generationer,” fortsatte Isolde. Eira sad med åben mund, og Enya så bare ind i flammerne. Hun strakte sin arm frem så hun næsten rørte ilden. Hendes hånd rystede voldsomt, og hun kneb øjnene hårdt i da hun førte hånden ind i flammerne. Det var varmt. Meget varmt, men ikke så varmt at hun ikke kunne holde det ud. Enya åbnede langsomt øjnene, og så på sin hånd som var omgivet af flammer. Hun trak hurtigt hånden til sig, og sank. Isolde lo, og tog endnu en gang en bid af sit stykke kanin. 

“ Der kan du selv se,” gnaskede hun, og så på Enya med et bedrevidende blik. 

“ Men hvordan bekæmper jeg dragen?” spurgte Enya, og tog sig til hånden. 

“ Dragen kan kun bekæmpes på en måde. Det eneste der kan besejre dens ild er is, og ikke bare is som sne. I bjergene nær Sølvbyen gemmer der sig et våben. Du skyder vel med bue og pil ikke pige?” spurgte Isolde, og så på Enya som nikkede. 

“ Ja, det tænkte jeg nok. Våbnet er en pil, navngivet Sne. Dén er det eneste der kan slå dragen ihjel, og man har kun et forsøg. Mange har ledt forgæves, og det er fordi der kun er en der kan finde den, og det er den der ikke mærker kulden, “ sagde konen sagte, og så smilende på Eira. “ Men vogt jer, børn af Ild og Sne, tiden er knap og solformørkelsen vil være her i overmorgen.”

Så rejste Isolde sig op og forsvandt. 

Eira tog sig til hovedet og gispede. 

“ Jeg ved hvor den er! “ udbrød hun, og hoppede af iver. Enya så forbløffet på hende, og fik hende til at sætte sig ned og slappe lidt af. 

“ Rolig nu. Nu fortæller du hvor det er, og så spiser du. Vi rejser ved daggry så du må hellere sørge for at få ordentlig søvn.” Eira nikkede. 

“ På Sølvbjergets top er der frygteligt koldt. Så koldt at ingen har været længere end hvor sneen begynder. Næsten helt oppe på bjergets top ligger en hule, så kold at intet normalt menneske, eller andre skabninger vil kunne bevæge sig derind. Det må være der pilen er, og det er meningen jeg skal finde den,” sagde Eira stolt, og strålede over hele ansigtet. Enya så bekymret på hende. Hun var bange for hvad der kunne ske med Eira. På den anden side var det deres eneste håb for bare at have en chance for at dræbe dragen, så derfor hun blev nød til at gøre det. 

“ Ja, det er det. Spis nu, og læg dig så til at sove. Vi har en lang dag foran os i morgen, “ sagde Enya træt. 

 

Da Eira vågnede næste morgen lå hun tæt op af Enya, som havde armen til at ligge beskyttende om hende. Enya sov stadig, og hun havde ikke tænkt sig at vække hende. De første stråler ramte dalen,  da hun betragtede Enyas fredfyldte ansigt. Det lange brune hår sad filtret og beskidt omkring hendes kønne hoved. Hun havde en lille rund mund, som passede til næsen. Hun havde en rynke mellem øjenbrynene, som Eira gik ud fra at hun havde fået af at skulle være alene så længe. Enyas øjne var helt gyldenbrune, og når lyset spillede en et puds så de nærmest ud til at de var dybrøde. 

Enya åbnede langsomt øjnene, men kneb dem i igen da dagslyset skar i dem. Hun holdt sin frie hånd op for at skygge for øjnene, og så søvndrukken på Eira. 

“ Godmorgen,” sagde hun, og begyndte at gnide sig i øjnene. Eira smilede som svar, og rejste sig op. Hun begyndte at pakke på hesten, mens Enya vågnede. 

 

Solen bagte over dem. De havde redet, og begge været døsige, da Eira pludselig gav et sæt fra sig, og pegede med en tynd finger på et bjerg forude. 

“ Der er det! Der er Sølvbjerget,” råbte hun begejstret. Enya så på det, og begyndte at le. Hun havde ikke troet de ville nå det, men nu så tingene meget lysere ud. 

De red så hurtigt hesten kunne det sidste stykke mod bjergets fod. Det var sen eftermiddag, og den ellers så klare himmel var blevet dækket til af tunge mørkegrå skyer. 

“ Det kommer til at regne,” konstaterede Enya da hun stod og bandt hestens tøjler til et træ. 

“ Vi kan umuligt tage afsted nu. Vi må vente til regnen stopper. “ 

Eira nikkede og begyndte at gå et lille stykke for at kigge efter grotter, eller huler. Efter en halv times søgen havde hun fundet hvad hun ledte efter. 

“ Enya kom og se! Vi kan være her mens det regner,” råbte hun, og Enya kom over til hende. Som ved magi begyndte regnen at styrte ned lige efter de havde slæbt alle deres ting med ind i hulen. Den var ikke særlig stor, men stor nok til at være på størrelse med Enyas egen hytte. De tændte bål, og ristede de sidste kaniner. 

“ Der er ikke mad nok til i morgen,” sagde Enya stille, og så bekymret på Eira. 

“ Vi må håbe at vi i morgen aften er hjemme, og trygge,” svarede Eira, og så på flammerne. Hun nynnede stille, og vuggede i takt til melodien. 

“ Hvordan er din familie?” spurgte Enya, og begyndte at skære kaninen i to stykker, hvorefter hun gav det ene til Eira. 

“ Åh jeg elsker dem. Min far er en venlig mand, en af byens bedste smede. Han er berømt for de smykker han laver,” svarede Eira, og hev et lille sølvsmykke frem som havde været gemt under kjolen. Kæden var enkel, med små sølvperler, og vedhænget var en kunstfærdig lille rose, så smuk at Enya havde svært ved at forstå at den ikke var ægte. 

“ Min mor er syerske, og hun syer de mest fortryllende kjoler, jeg har mange hjemme i mit skab. Jeg har en bror, som ikke er ret gammel, men han smiler til alle han ser. Jeg savner dem så frygteligt,” fortsatte Eira, og så bedrøvet ned. Enya havde tårer i øjnene, og ønskede så inderligt at hun også selv havde en familie, som hun kunne savne at komme hjem til. En familie, som kun ventede på at lægge armene trøstende om en når verden synes meningsløs. 

Hun lagde armene trøstende om Eira, og strøg blidt det askeblonde hår. Hun var kommet til at holde så forfærdeligt meget af pigen. 

“ Inden længe vil du være sammen med dem. Men ved du hvad? Du er min eneste familie, “ sagde Enya blidt, og gav Eira et kram. De spiste hurtigt, og da regnen endelig holdt op drog de igen videre på deres rejse op ad bjerget. 

De havde redet i et stykke tid da aftenstrålerne blev genspejlet i noget forude. Det var Sølvbyen. De var rejst langt, og nu var tiden nær til at Enya skulle kæmpe mod dragen. Frygten havde sat sig som en byld på hendes hjerte, og hendes hænder var helt svedige. Hvad hvis hun ikke kunne gøre det? Hvad hvis hun ramte forkert? Hvad hvis den gamle kone havde lavet numre med dem? Alle disse spørgsmål summede i Enyas hoved, og gjorde hende helt ør. 

Da de red forbi Sløvbyen der lå på bjergskråningen så hun nærmest ikke engang på den. Den lignede enhver anden landsby, bortset fra det glimtende slot man så i horisonten. Der var stille, og familierne var indendørs, hvor de sikkert sad og spiste deres aftensmad og bad bordbøn uden de mindste bekymringer. Et sted derinde sad Eiras familie. 

“ Er du nu sikker på at du kan klare det her?” spurgte Enya da solen var gået ned, og de for længst havde passeret Sølvbyen. 

“ Ja, “ svarede Eira, og prøvede at lyde sikker, selv om der var en svag skælven i hendes stemme. Hesten satte hurtigt afsted, som om den havde forstået hvert et ord af deres samtale. Vinden blev køligere jo højere de kom, og luften begyndte at blive iskold. Da den første sne viste sig stoppede Enya hesten. Hun steg af, og løftede Eira ned. Enya begyndte at pakke hende ind i alt det tøj hun kunne, og kun pigens øjne var fri da hun var færdig. 

“ For en sikkerheds skyld,” sagde Enya med et smil, og gav Eira et kram. Mørket var næsten totalt bortset fra skæret fra månen. Eira havde forsikret Enya om at det ikke var noget problem at gøre det i mørke. 

“ Ja, det er jo helt så jeg begynder at svede,” lo Eira før hun igen blev alvorlig. 

“ Jeg kommer tilbage om lidt,” sagde hun og begyndte at gå. 

 

Eira stod i den lille hule hun havde haft et syn om. Den var ikke så stor som hun havde troet, men den var stor nok til at hun kunne kravle ned i den. Hun så sig om, men det var svært at se for mørket. Det måtte være midt om natten, for kun månens skær lyste den lille hule en smule op. Pludselig så Eira noget der var så isblå at det nærmest gjorde ondt at se på det. Hun prøvede at række sin arm ud efter det, og hun kunne lige akkurat nå det. Der var koldt. Hun havde aldrig mærket kulde, men hun gjorde nu. Der måtte være så koldt, at selv hun kunne føle en vis kølighed. Da hun havde fået manøvret sig ind, lukkede hendes bevantede hånd sig om noget aflangt. Da hun kom ud af hulen så hun at det var en pil. En isnende blå pil. Hun fik den hurtigt ind under sin yderste jakke, og så begyndte hun at løbe så hurtigt hendes ben kunne bære hende. 

 

Enya havde gået rundt i cirkler hele natten, og slappede først af da hun så en spinkel skikkelse komme løbende. 

“ Du er i sikkerhed,” sagde Enya og slog armene om pigen. 

Eira rakte hende pilen, som var isblå og iskold, da de hørte et øresønderrivende brøl. 

“ Dragen,” hviskede Eira, og så på Enya med bange øjne. “ Det skal nok gå,” svarede Enya, mest for at berolige sig selv. 

Da solens første stråler ramte bjerget var de redet afsted. 

 

Alt virkede så unormalt da de var udenfor Sølvbyen. Alle i byen stod ude på gaderne, og stilheden var så total at man ville have kunne hørt en nål falde til jorden. Enya stod helt stille og så ind på de mennesker, som hun var bestemt til at redde. Hendes hoved føltes pludselig tungt, og det svimlede for hende. Hun kunne ikke gøre det. Hun ville sikkert ramme forkert, og så ville de alle dø. Enya stod i lang tid bare og tænkte, og der skete ingenting omkring hende. Det var som om tiden var gået i stå, og at der ikke var nogen der ville gøre noget. Så begyndte det at blive mørkt. Enya så op mod solen, og opdagede at den var ved at blive sort. Hun så sig omkring i noget der mindede om tusmørke. Pludselig fik hun øjne på noget skinnende forude, og helt automatisk begyndte hun at løbe mod det. Hun var løbet lidt ned af bjergvejen da hun stoppede, og så hvad der havde fanget hendes blik. Eira var fulgt med, og stod lidt bag Enya. 

“ Gå tilbage Eira, find din familie,” sagde Enya højt, men blev kun mødt med et afvisende svar fra Eira. Pludselig så Enya det hun havde set oppe fra byen. Det var en lille pige, knap fem år. Hendes lange hår skinnede som sølv, men hendes øjne var røde som blod. Enya bakkede et skridt, og så med frygt på pigen. 

“ Hvem er du?” spurgte hun, men den lille pige svarede ikke. Det var mørkt, og Enya kunne kun ane den lille pige, som med et begyndte at forvandle sig. Der var ikke nogen lille pige længere. Foran Enya stod nu en fuldvoksen drage. Dens skind var kulsort, og dens vinger var store som huse. Halsen var lang som en fuldvoksen mand , men hovedet var dog det værste. Den havde store røde øjne, som  borede sig direkte ind i Enyas. Dens tænder var sylespidse og dets gab stod vidtåben. Enya rystede af skræk, og hun troede i et øjeblik at det bare var en drøm, men så gav dragen et højt skrig fra sig. Så blev alting rødt omkring Enya, og hun mærkede en prikkende varme. Hun skreg, men der var ingen der hørte hende. Da dragen holdt inde turde Enya ikke vende sig om for at kigge efter Eira, for hun vidste at Eira ikke længere var der. Det var som om hendes hjerte var gået over i to dele. Hun havde elsket den pige. 

Enya på på dragen med hadefulde øjne. 

“ Du har krævet for mange ofre!” skreg hun og tog sin bue frem. Hun var ikke bange længere. Tingene skete helt af sig selv. Dragen spyede mere ild, men Enya tog ingen notits af det. Hun fandt en lille kold ting frem fra sin jakke. Den var blå, og utrolig smuk. Enya løftede med rystende fingre pilen, og spændte den for buen. 

“ Det må ende,” hviskede hun. Hun tog en dyb indånding, og sigtede på dragens hoved. Verden stod stille i de få sekunder hvor hun slap pilen. Hendes øjne fulgte den på dens rejse gennem luften. Tårerne strømmede ned over Enyas kinder da hun til sidst sank sammen på jorden. 

Dragen skulle til at udsende en ny ladning ild, da pilen borede sig ind mellem dens øjne. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...