Can't Remember To Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 23 mar. 2014
  • Status: Igang
Valentines Day nærmer sig, men for Laura bringer det udelukkende dårlige minder og fortrængte følelser op til overfladen. Da hun og ekskæresten mødes igen ved et tilfælde, flammer følelserne op igen - men er det ikke bare "yesterdays mistakes" all over igen?

7Likes
3Kommentarer
982Visninger
AA

2. 10. Februar 2014.

10 Februar 2014

Vinden virkede ekstra hård og kold som den slog mod den unge kvinde der med et sørgmodigt udtryk, gik ned ad Oxford Street. Selvom alle vinduesopstillinger lyste op med masser af varme, røde hjerter og løfter om en perfekt Valentines Day, var hendes humør en perfekt afspejling af februar vejret; trist, koldt og uden håb om at varmen nogensinde skulle tage over igen.

De mange par der gik hånd i hånd, løftede ikke ligefrem hendes humør og tanken om den gang hun selv havde været en af dem der gik ned af den populære gade med et forelsket smil indtog hendes sind.
Hun sukkede trist og prøvede at ryste tankerne af sig. Den tid var ovre og hvis hun nogensinde skulle videre med sit liv, så måtte hun glemme ham. Dem. Det de havde været sammen.
Tårerne begyndte at svie i øjnene og selvom hun prøvede, var hendes forsøg på at blinke dem væk forgæves. Hun kunne måske lyve for omverden, men ikke sig selv. Hun ville stadig give alt for at få det, de havde haft tilbage.

Med en dyb indånding tørrede hun tårerne af kinderne og trak vejret dybt. De forbipasserende sendte hende undrende, medlidenhedsfulde blikke, og hun trak jakken tættere om sig, som for at beskytte sig selv mod blikkene.
Stille fortsatte hun ned af gaden, så opslugt af hendes tanker at hun knap bemærkede den sorte Maserati hun nær var gået ud foran, hvis ikke to stærke arme havde trukket hende tilbage på fortovet og ind i en stærk, sikker favn.

”Laura …”

Hun løftede blikket og mødte de efterhånden alt for velkendte mørkegrå øjne. Et kort øjeblik glemte hun alt om hvor hun var, og det faktum at hvis han ikke havde grebet fat i hende, var hun gået lige ud foran en bil.

”Hvad laver du her?” fik hun fremstammet som blodet strømmede op i kinderne på hende.

Han slog en let latter op, der kun fik blodet til at strømme endnu hurtigere til hendes kinder og varmen til at sprede sig i hele kroppen. Hun havde glemt alt om den måde hans latter fik hende til at føle, og pludselig følte hun sig dum, stående i hans arme. Hun trådte forsigtigt et skridt tilbage og han lod lettere modvilligt armene falde ned langs siden.

”Redder dig fra at blive kørt ned, åbenbart,” han trak let på skulderne.

”Ja. Tak for det,” mumlede hun og rettede på det viltre krøllede hår. Forsigtigt kiggede hun op og mødte hans blik. De mørkegrå øjne var fulde af varme og omsorg, følelser der engang havde været helt naturlige mellem dem.

”Jeg må også hellere videre,” hun smilte og kiggede væk. Med et lille nik til ham, kiggede hun sig for og hastede over vejen.

”Vent!” Hun hørte hans fodtrin bag sig og mærkede hvordan tårerne endnu en gang begyndte at svie i øjnene.

”Jeg har ikke tid Eden,” sagde hun og gik med faste skridt videre. Hun havde ingen planer, men det sidste hun havde lyst til, var at han skulle se hende græde midt på en af Londons mest befærdede gader.

Hun nåede ikke langt før han var nået op på siden af hende. Selvom hun havde sat tempoet op, banet sig uden om de mange fodgængere, var han ikke en gang forpustet da han elegant gik forbi hende og stoppede op foran hende.

”Hvordan har du det?” han rakte ud efter hende, men hun undveg hans berøring. Hun kunne se hvordan han måtte anstrenge sig for ikke at lade hende se at det påvirkede ham.

”Fantastisk,” hun smilte et stort falskt smil og trådte endnu en gang forbi ham og fortsatte ned af gaden.

”Laura, hold nu op,” han greb fat i hendes arm og trak hende mod ham, så hun ikke kunne undgå at stå ansigt mod ansigt med ham.

”Det er jo bare mig.”

Hans ord fik tårerne til at undslippe hendes anstrengelser for at holde dem inde. Hun måtte bide sig i læben for ikke at hulke højlydt. At kigge på ham, kunne hun på ingen måde uden at bryde fuldkommen sammen.

”Ja Eden, det er lige det der er problemet. Det er dig,” hun smilte sørgmodigt og skulle til at tørre tårerne væk, da hans fingre blidt strøg hende over kinden.

Hans berøring fik hende til gispe efter vejret, og et kort øjeblik var det eneste hun huskede, følelsen af hans læber på hendes. Hun kneb øjnene i og trådte endnu en gang et skridt væk fra ham.

”Kom nu Laura, jeg vil bare snakke,” han smilte forsigtigt til hende og tog hendes hånd. Usikkert bed hun sig i læben, hun havde jo egentlig tid og bare lyden af hans stemme fik hende til at nikke sammenstykkende.

Et stort smil bredte sig på hans læber, og uden at sige mere, førte han hende ned ad en sidegade. Hun kastede et blik på bygningerne omkring dem, og kunne ikke lade være med at grine. Lyden fik ham til at stoppe op og kigge på hende med morskaben strålende ud af øjnene.

”Jeg har savnet din latter,” han rødmede let, men sænkede ikke blikket. Hun mærkede endnu en gang blodet skyde op i kinderne og kiggede genert ned i jorden.

”Kom nu videre Eden,” hendes ord fik ham til at overrasket at spærre øjnene op og hun smilte drillende til ham.

”Jeg er dødsulten.”

Han smilte igen stort og lagde armene om hende, inden han førte hende videre ned af den velkendte gade, hvor den café de så mange gange havde nydt morgenstunder på, lå. Som hun gik ned ad gaden med hans om hende, kunne hun ikke lade være med at smile. Det var den effekt Eden Hazard havde på hende.

***

Selvom det efterhånden var længe siden Laura havde været på cafeen, var maden stadig udsøgt og personalet hilste hjerteligt på dem, som om de aldrig havde været væk derfra. Hun havde frygtet stemningen mellem dem ville være akavet, men som altid gik snakken mellem dem let. Det var som om de aldrig havde været fra hinanden, som om ingen af dem havde haft følelser i klemme da deres veje skiltes. Glemt var alle de dårlige minder.

”Jeg kan virkelig ikke tro at du, af alle steder, valgte det her sted at trække mig hen,” hun smilte og kørte en hånd gennem håret, så krøllerne der ellers havde siddet pænt, nu strittede til alle sider.

”Det virkede lidt som det eneste rigtige sted,” han trak på skulderne og smilte, så hans øjne strålede.

Hun nikkede stille og skubbede brødskorpen rundt på hendes tallerken. Endnu en gang kørte hun hånden gennem håret og kastede henkast et blik på uret.

”Så, hvordan har du det?” han smilte forsigtigt til hende og tog hendes hånd over bordet.

”Fint. Jeg klarer mig da,” hun mødte forsigtigt hans blik og smilte prøvende.

”Som altid.”

Hun nikkede bekræftende, selvom hun vidste han læste hende som en åben bog, ville hun på ingen måde indrømme over for ham, at hun savnede det de havde sammen. Dertil kom hendes stolthed og til dels hendes stædighed i vejen.

”Hvad med dig?” hun betragtede ham afventende. Men han trak bare på skulderne og smilte.

”Intet interessant.”

”Jeg har ellers hørt at det går rigtig godt med dig i denne sæson,” hun rødmede da han overrasket kiggede på hende og gav hendes hånd et klem.

”Så du følger med?” han slog en let latter op og hun lod mærke til hvordan hele hans væsen udstrålede glæde.

”Hvordan kan jeg andet? Har du set overskrifterne? ’Eden Hazard sikre Chelsea sejr’ i stort set alle aviser, bare formuleret på ti forskellige måder. Hver uge …” hun rullede dramatisk med øjnene og grinte.

”Du kigger bare fordi jeg ser godt ud,” han betragtede hende udfordrende og grinte da hun rødmede.

”Det er udelukkende derfor. Det er også den eneste grund til at jeg sidder her og snakker med dig,” hun rystede opgivende på hovedet og kørte smilende en hånd gennem håret.

Han grinte og betragtede hende, som hun sad overfor ham. Selvom hun med alle andre ville have følt sig blottet, var det noget anderledes med Eden. Hun havde aldrig følt sig utilpas eller udstillet i hans selskab.

”Skal jeg ikke køre dig hjem?” hans spørgsmål kom bag på hende og et kort øjeblik mærkede hun skuffelsen røre på sig.

”Hvad? Jo, det må du da gerne,” hun smilte genert, og håbede han ikke havde set skuffelsen i hendes øjne.

”Du var jo lidt i tidsmangel,” han blinkede til hende og smilte lige præcis dét smil, der altid fik hendes knæ til at føltes som gelé og hendes kinder til at brænde.

***

Modsat tiden på cafeen, var bilturen meget stille. Laura betragtede omgivelserne suse forbi og Eden var koncentreret om sin kørsel. Ingen af dem sagde noget. Nogen gange kastede hun et stjålent blik på ham, men hun kiggede altid væk før han gengældte det.

”Bor du stadig …” han nåede ikke at sige mere før hun nikkede sammenstykkende.

Få minutter efter trak han op foran det beskedne lejlighedskompleks hun boede i. Hun tog en dybindånding og lagde hånden på dørhåndtaget, men da hun kiggede på ham for at sige tak for turen, frøs hun.
Hans klare grå øjne fikserede hende og hans ansigt var en åbenlys refleksion af de følelser hun kæmpede med.

”Laura?” hans stemme var så forsigtig at hun knap turde svare. I stedet kiggede hun bare på ham, han vidste hvad det betød.

”Vi skal spille mod West Bromwich i morgen … Vil du ikke tage med og se kampen? Jeg ved godt det er på udebane, men det ville betyde virkelig meget for mig.”

Hun betragtede ham lidt. Det bedende blik i hans øjne gjorde det umuligt for hende at afslå. Turen til West Bromwich tog lidt over 2 timer, en tur hun gladelig havde taget den gang de stadig var sammen.

”Jeg kan jo ikke komme dertil,” mumlede hun og strøg en vildfaren hårtot om bag øret.

”Du kan tage min bil?” hun stirrede overrasket på ham da ordene forlod hans læber.

”Er du sikker?”

Han nikkede bekræftende og tog hendes hånd.

”Kom nu Laura, det ville betyde alverden for mig.”

”Okay så,” hun smilte forsigtigt og nikkede stille. Velvidende, om at hun netop havde sat sig selv i en position, der på ingen måde ville gavne hendes intentioner om at komme over ham.

Han rakte over mellemrummet mellem sæderne og lagde armene om hende. Inden hun kunne nå at reagere havde han trukket hende ind i en omfavnelse.
Da han slap hende, mødtes deres blik og intensiteten steg. Hun sænkede blikket, men forræderisk standsede hendes blik på hans læber og hun kunne mærke hans åndedræt på hendes hud da han rykkede nærmere, for til sidst at placere sine læber på hendes.

Følelsen af endnu en gang at have hans læber på hendes, sendte varmeeksplosioner rundt i Lauras krop. Hendes logiske sans tryglede hende om at afbryde kysset, mens alt andet i hende beordrede hende til at gengælde det. Så det var hvad hun gjorde, hun gengældte kysset.

”Eden …” hun brød kysset og trak sig tilbage. Deres øjne mødtes igen og hun smilte forsigtigt. Med en mentalkraftanstrengelse lykkedes det hende at løsrive sig fra øjenkontakten, og hun åbnede døren og steg ud.

”Det er svært nok at glemme dig uden at du kysser mig,” hun smilte undskyldende og mærkede varmen brede sig i hendes kinder.

”Prøver du at glemme mig?” hans stemme var en blanding af morskab og undren.

”Er det ikke det man gør, når man har slået op?”

Med de ord smækkede hun døren i og satte kursen mod lejlighedskompleksets entré. Selvom alt i hende skreg efter at vende sig om og se efter ham, tvang hun sig selv til at holde blikket fremadrettet.

Hun var kun lige kommet inden for sin egen hoveddør, da benene knækkede sammen under hende og hun opgivende måtte glide ned ad døren. Hun sad lidt med hovedet i hænderne og betragtede sin entré, inden hun hev en post-it og en kuglepen op ad sin taske og skriblede:

A Hazard – it’s what he is.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...