The Magic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Igang
Alexander en en 20 årig fyr, der bor I L.A, lever sit liv fra pige til pige. Han har ingen familie, ingen venner, ingen grund til at leve. En dag, ændres alt. En normal aften nede på det locale disko, opdager han at der findes en anden verden, som han snart bliver en del af. I en gyde bag diskoteket, ser han en kvinde kæmpe mod nogle monstre, han aldrig har set før. Men denne pige bruger ikke sine hænder. Hun bruger magi. Snart finder Alexander ud af der er en anden verden, under hans egen, en verden der indeholder det magiske samfund. Pigen, Telissa, bringer ham til hendes verden, efter hun opdager han besidder magi. Men da Alexander aldrig er blevet oplært I magi, viser det sig at Alexander er den stærkeste magiker på jorden. At blive bragt ind I en anden verden er ikke nemt for Alexander. Han må bekæmpe Feromonaer. men også en mørkere side som vil dræbe ham. Han bliver også udsat for den hårdeste kamp mennesket nogensinde har hørt om: Kærlighed. Læs med, og find ud af mere.

0Likes
0Kommentarer
115Visninger
AA

3. Kapitel 3.

~~Han kiggede desperat ned, og syntes han så et svagt lys. Det nærmede sig i en hastig fart. Det lignede et form for lys-slør, der lå i hullet. Alexander fik ikke mere tid at tænke over det, for nu susede han igennem lysfeltet. - Straks skiftede tunnelen karakter. Han susede ikke længere ned af en mørk tunnel, men et langt glasrør. Lige som Alexander tænkte, at så kunne det ikke vare længe før han nåede bunden, stoppede tunnelen pludselig, og han ramte et gulv, med et hårdt fald og rullede flere meter før han standsede. Sikker på at han var vredet om på foden, fik han gispende rejst sig op. Synet tog endnu engang pusten fra ham.
Han var landet på noget hårdt, hvidt marmorgulv, i en kæmpe sal, med vinduer der var mindst 30 fod høje, som, på trods af de var flere kilometer under jorden, afslørede en smuk udsigt, ud til en have med smukke blomster, og en blinkende stjernehimmel. Der var kæmpestore høje søjler, med fine dekorationer der forsvandt op i loftet, som var udsmykket med fine halvnøgne engle, med glorier og hvide vinger.
Alexander havde været så opslugt af synet, at han knapt registrerede at Telissa var suset ned bag ham, og landet elegant på sine ben.
”Kom med!” Sagde hun og hev ham med. Alexander lagde ikke helt mærke til hvor han satte sine ben, fordi han kiggede forbløffet og i chok rundt i salen.
”Hvor er vi?” Mumlede han lettere lamslået.
”Velkommen til Angelport. Du kommer nok til at tilbringe meget tid her.” Svarede Telissa.
Alexander havde mange spørgsmål. Hvordan der var en by under jorden, og udsigten til stjernehimlen, hvorfor han skulle tilbringe tid her, og hvad det her var for et sted. Men han fik ikke mulighed for at spørge, for Telissa var standset brat op og Alexander var nær brast ind i hende. Han blev tilstedeværende og fulgte Telissas blik.
Oppe på en trone, uden tvivl af marmor polstret med tykke puder, sad en gammel dame, med langt, glat, kridthvidt hår. Hun havde overraskende nok, en lang stav der mest af alt, lignede et tyndt glasrør. Hun betragtede Alexander. Ved hendes side, stod en pige i en sort stram dragt af en art. Hun havde bølget rødbrunt hår, og grålige øjne. Alexander registrerede kort, at hun var meget attraktiv, men han kunne slet ikke fokusere på det. Hun betragtede også Alexander, men i modsætning til den gamle dame, begtragtede hun Alexander med et irriteret utålmodigt blik.
Telissa bukkede for den gamle dame, men Alexander stod bare og kiggede. Telissa rejste sig igen, og gik frem mod damen.
”Madam Clair, jeg har bragt ham med mig.”
Den gamle dame, som måtte være Madam Clair, betragtede stadig Alexander.
”Hvad er dit navn, dreng?” Spurgte hun med en rolig gammel stemme.
”Alexander.” Sagde Alexander tvivlende.
”Alexander..” Sagde den gamle dame og kiggede stadig på ham. ”Du er blevet ført hertil, fordi en af mine elever mente at du havde udført magi, uden at vide du kunne. Er det korrekt?”
Alexander nikkede, forsigtigt.
”Så det er sandt. Du har aldrig gået på et magi-akademi, og lært magi?” Spurgte hun med stor interesse.
Alexander rystede på hovedet, da han ikke stolede på sin stemme.
”Og du har aldrig tidligere i dit liv, udført magi?” Spurgte hun en smule skeptisk.
Alexander rystede igen på hovedet.
”Hrm..” Tænkte Madam Clair. ”Du er sikker på dette? Du tror ikke din menneskelige hukommelse har glemt det?” Spurgte hun med sammenknebne øjne.
”For ikke at glemme det faktum at han er en dreng..” Mumlede pigen til venstre for Madam Clair, og så spydigt på Alexander. Madam Clair lod ikke til at have hørt det.
Alexander rystede på hovedet og svarede tilbage, med en ond skulen til pigen ved Madam Clairs venstre side. ”Nej.”
”Ser man det, ser man det..” Svarede Madam Clair og hævede et øjenbryn som Alexander tydet som tegn på overraskelse.
Nu kunne Alexander ikke holde sine spørgsmål tilbage længere.
”Undskyld mig, men hvad er der så specielt ved det her? Hvorfor lyder i alle chokkerede ved at jeg spontant har udført magi?” Spurgte Alexander forvirret og prøvede at fatte at magi fandtes.
Madam Clair sagde ikke noget, men begyndte så langsomt.

”Jeg kan ikke svare dig på hvordan du spontant har udført magi. Men jeg kan fortælle dig hvorfor det er unaturligt.” Hun holdt en kort pause og begyndte så. ”Magi er noget der strømmer i luften, i jorden, i vandet, i alt naturskabt her på jorden. Vi har lært at manipulere med denne magi, og lært generationer af elever op til at blive guarder af denne magi. Som du så i gyden, har andre tydeligvis brugt magien til ondt, og forhekset dyr til at blive ukendte væsner. Mange onde magikere har prøvet at overtage jorden med magi, men vores trofaste guarder har altid holdt dem i skak. Derfor er det meget besynderligt at du har det medfødt, da det lever i naturen. Det er aldrig før blevet hørt, at et menneske har udført magi uden at være lært op i det.” Madam Clair sluttede af, og så interesseret på Alexander.
”Men hvorfor er det så jeg er havnet her?” Spurgte Alexander videre.
”Som du nok kan forstå,” Begyndte Madam Clair. ”, er du et stort potentiale for onde magikere. Du kunne være åbningen, måske deres sidste brik i puslespillet, for at kunne overtage Jorden og få bugt med vores guarder. Hvis Telissa havde efterladt dig blandt menneskerne havde de væsner du stødte på, snuset sig  frem til dig, og muligvis kidnappet dig til deres ejers hule. Det kunne også være, de havde dræbt dig på stedet. Jeg tror du vil vise dig at være en stærk troldmand.” Tilføjede Madam Clair langsomt.
Alexander kunne ikke gøre for han begyndte at smile. Han var speciel. Han var bedre end de her. Han var noget værd.
”Ja.. Du lader til at have et enormt talent.” Sagde Madam Clair tankefuldt.
”-  Og et enormt ego.” Tilføjede pigen til venstre.
”Marion.” Sagde Madam Clair i et advarende tonefald, der sagde hun skulle tie stille. Alexander og Marion, som hun måtte hedde, udvekslede et ondt blik.
”Med få lov,” Begyndte Madam Clair og trak Alexander tilbage til virkeligheden. ”hvis jeg måtte få lov at låne en af dine pegefingre. Jeg lover dig at du intet kommer til skade.” Forsikrede Madam Clair ham. Alexander undrede sig, men trådte langsomt nærmere. Hvad mente hun med at låne den?
”Øh.. ” Svarede Alexander tøvende.
”Bare ræk den frem, det er alt jeg behøver.” Svarede Madam Clair roligt.
Alexander tøvede lidt endnu, men rakte så langsomt sin højre pegefinger frem. Ligeså gjorde Madam Clair. Alexander kunne ikke lade være med at tænke på det billede af Gud og Jesus der rækker ud efter hinanden.
I det øjeblik Alexander og Madam Clairs pegefingre rørte hinanden mærkede Alexander en kraftigt gnist på spidsen af hans pegefinger og hev den instinktivt tilbage til sig. Ud af respekt for den gamle dame, slugte han sine eder og forbandelser, og nøjedes med at ryste og ømme sig om sin pegefinger.
Madam Clair der ikke lod til at have mærket gnisten, lænede sig tilbage i sin trone og kiggede med stor interesse på Alexander.
”Ja. Enormt talentfuld.” Bekræftede hun.
”Og enormt pjevset.” Mumlede Marion næsten uhørligt, dog hørligt for alle i den store ekkofyldte sal, med et irriterende hånligt blik mod Alexander, der sendte det koldeste blik, mod hende som han kunne mønstre, mens han stadig ømmede sig ved fingeren.
Madam Clair kiggede, fra Alexander til Marion, med et tænkende udtryk. Så begyndte hun at tale.
”Marion.” Sagde hun og så på Alexander.
”Ja Madam Clair?” Spurgte Marion en anelse for sødt, og sled sit blik væk fra Alexander.
”Drengen skal være din lærling.” Svarede Madam Clair beordrende og så på Marion.
”HVAD?!”
Madam Clair vente langsomt sit hoved, da udbruddet ikke kun var kommet fra Marion, men også fra Alexander.
”Madam Clair!” Begyndte Marion at protestere, men Madam Clair holdte blot sin hånd op for at bede om ro.
”Det er ikke til diskussion. Du skal lærer han at forsvare og beskytte sig selv, samt basal træning i kamp.”
Marion kiggede lamslået på Madam Clair. - Alexander tvivlede på at han var den eneste som bandede højlydt i sit hoved.
”Godt. Det er besluttet.” Sagde Madam Clair bestemt, og vendte sit blik mod Telissa, som havde forholdt sig stille i løbet af samtalen.
”Telissa, jeg stoler på du kan finde Alexander her et kammer og noget passende tøj.” Hun lod blikket glide over Alexander, som stadig stod i sit festtøj.
Men nu måtte Alexander protestere.
”Hov stop en halv, hvem har overhovedet sagt jeg vil være med til det her fis? Hvem siger jeg overhovedet vil lærer magi!” Sagde Alexander forarget, så højt at hans stemme gav genlyd i marmorsalen.
Madam Clair betragtede ham. ”Jeg gik ud fra du forstod hvad jeg fortalte dig før.”
”Han er en dreng, hvad regnede du med?” Sagde Marion og lod nogle af sine indelukkede frustrationer gå i et koldt blik til Alexander. Madam Clair ignorerede hende.
”Hvis du træder uden for den dør og genoptager dit normale liv, er dine chancer for at overleve... Minimale.” Svarede Madam Clair alvorligt.
”Så det er det? Mit valg er altså pest eller kolera? - Magi eller dø?” Svarede Alexander, der ikke kunne tro det.
”Det er en måde at sætte det op på.” Svarede Madam Clair henkastet. ”Jeg går ud fra at du vælger at praktisere magi. Du vil starte et nyt liv i morgen. Du vil lade dit gamle liv drive bort, og tage godt ved lære af hvad vi fortæller dig. Og nu, Telissa, hvis du vil være så venlig..” Sluttede Madam Clair. Alexander der var lettere lamslået, lod Telissa hive ham med ned af en korridor, og videre ned af nogle gange. Men nu lod det til Telissa også havde spørgsmål.
”Hvordan gjorde du egentlig? I gyden? Jeg mener hvad tænkte du, da du løb frem med hånden fremme, hvis du vidste du ikke kunne magi?” Spurgte hun nysgerrigt, mens de gik ned af en smal gang.
Alexander tænkte tilbage, og prøvede at få fokus i tankerne.
”Det ved jeg ikke.. Det var som om jeg ikke tænkte. Min hjerne koblede ligesom af og så reagerede min krop selv. Jeg gjorde ikke noget.. Jeg ved ikke..”
”Vildt..” Mumlede Telissa tænksomt. Pludselig standsede hun op ved en dør.
”Her. Der er alt du behøver derinde, badeværelse og alt det grej du skal bruge. Jeg kommer med noget tøj om lidt. Øjeblik..” Hun gik om bag Alexanders ryg og hev i hans skjortes krave for at se størrelsesnummeret. Hun hev også ud i hans bukser. Alexander tænkte at ved sådan et move, havde han vendt sig om, på en normal dag og sikkert givet hende en fræk replik der lød, om hun også ville se mere, men hans hjerne kunne slet ikke fokusere på noget. Det lod til at hans hjerne var blevet lam.
”Godt så. Gå du bare ind, der åbent, jeg kommer tilbage om lidt.” Og så vendte hun om og løb ned af gangen.
Alexander tog fat i dørhåndtaget og skubbede døren op. Kammeret mindede ham mest af alt om et slotsværelse. - Grå stenmure og mørkt trægulv. En stor mahogni træseng, med forhæng, stod midt i værelset, med to natborde ved sine sider. En kommode med et spejl over, stod i et hjørne, og en dør ved siden af, der sikkert førte til badeværelset. Derud over var der kun et enkelt vindue, med tykke gardiner, og en kold pejs.
Alexander trådte ind og satte sig på sengen. Hans teori om at han trippede lige nu var kun blevet forøget.
Men på et eller andet plan virkede det som om alt gav mening. Det hele virkede rigtigt.
En lavmælt banken på døren, og Telissa stak hovedet ind.
”Her er tøjet. Har du brug for at jeg skal komme og vise dig tilbage til salen i morgen?” Spurgte Telissa.
”Nej, jeg finder selv vej.” Mumlede Alexander.
”Okay så. Marion vil vente på dig kl. otte i morgen til første lektion. Der er vækkeur der, hvis du behøver det.. Sov godt!” Så lukkede hun døren i, efter at have lagt tøjet på kommoden. Alexander stirrede rundt i rummet. Med følelsen af, at det eneste han kunne gøre, var at klæde sig af, ligge sig i sengen og prøve at sove, med overbevisningen om at han i morgen ville vågne i sin egen seng og grine over den sjove drøm han lige havde haft, lagde han sig til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...