Din for evigt

Din for evigt handler om et gyldent venskab som bliver udfordret i lidt af hvert. Venskabet mellem Gustav og Josefine er langt fra slut!

4Likes
4Kommentarer
310Visninger
AA

3. Gyngen

Drengen jeg havde set på gangen var den nye dreng som skulle starte i klassen, selvfølgelig skulle han sidde ved siden af mig. Han havde en sær lugt af honning, jeg trak mit stol lidt væk fra ham da jeg ikke kunne fordrage honning. Han hed vidst Gustav eller sådan noget, jeg havde ikke engang kendt ham i en dag men allerede fra det første øjekast jeg gav ham irriterede han mig grænseløst.

Han havde beskidte bukser på, uglet hår, beskidte negle og hans snørebånd var slet ikke bundet. Da timen begyndte skulle han da også se efter i min bog, han begyndte at snakke om at hans hund var stukket af, jeg ignorerede det da jeg syntes det var irriterende at han skulle begynde at snakke med mig når vi ikke engang kendte hinanden. " Min hund hedder Fluffy, det er en Labrador den stak af her i går da jeg lukkede den ud i haven. Min mor har ringet efter politiet, ja hun har! Fluffy har aldrig løbet hjemmefra, men hun kommer nok snart hjem" Sagde Gustav overbevisende.

Timen var ovre og jeg tog min jakke og støvler på for at gå ud og sidde på gyngen jeg gør i hvert frikvarter. Men i dag var det mærkeligt, ham der Gustav fulgte efter mig herud også. " Du skal ikke sige til andre her er en gynge herude! " Sagde jeg til ham, for det her var mit sted, ingen andre vidste at bag træerne var der en gynge for ingen gad at bevæge deres korte ben forbi alle træerne bare for at gynge. " Nej nej! Jeg skal nok lade vær" svarede Gustav forskrækket. " Hvad kan du lide at lave?" spurgte han nysgerrigt. Kunne han dog ikke bare tie stille eller gå sin vej tænkte jeg. " Jeg kan godt lide at være sammen med min kanin" svarede jeg lidt ligeglad " Har du en kanin!?" Spurgte han nysgerrigt " Jaaa det har jeg" svarede jeg.

Gustav sad på en sten og gravede en pind ned i stenene ved siden af gyngen. " Må jeg ikke prøve?" Spurgte han pludseligt, jeg hoppede af gyngen og sagde " Jo.. Her" Hvorfor gjorde jeg det enlig, det var min gynge og han ville sikkert bare i morgen tage nogle med herud også var det ikke min gynge mere! Jeg stod lidt og så til da han gyngede, jeg sparkede i stenene så nogle fløj mod ham mens han gyngede " Heyyy! Ikke smid med sten haha" Sagde Gustav mens han grinte, jeg begyndte selv at grine af det, så sparkede jeg lidt flere sten efter ham. Vi endte med at vi skiftes til at gynge hinanden indtil at skolen ringede ind, vi løb om kamp ind til timen. Gustav vandt, han var virkelig hurtig!

Da vi kom ind i klassen så jeg min taske flød til siden og alle mine ting var blevet smidt rundt som de plejede, Gustav opdagede det straks! Og derefter begyndte han at samle mine ting sammen, jeg stod bare der i dørkarmen og gloede på at han samlede mine ting op. Han tog min rygsæk nervøst for hvordan jeg ville reagere også puttede han mine ting ned i, han sendte mig et skævt smil og sagde " De er virkelig dumme at de gør sådan noget mod dine flotte ting " Jeg kunne ikke lade vær med at smile, endelig var der en der ville hjælpe mig! Endelig en der ikke mobbede mig. "Tak.. Fordi du samlede mine ting op" sagde jeg lidt genert men smilende. Gustav sendte et lille grin tilbage til mig, i det samme blev jeg skubbet bagfra så jeg snublede mod Gustav og faldt lige for fødderne af ham, mine strømpebukser gik i stykker og jeg havde fået et hul i knæet. Jeg var  blevet skubbet ind af døren af nogle af dem fra klassen, der var ingen der kunne lide mig undtagen Gustav. Han rakte sin hånd ud efter min og hjalp mig op, han sendte dem et ondt blik og sagde "Sådan skal man altså ikke være!! " de rullede øjne af ham og begyndte at grine.

Da skolen var slut fulgtes jeg med Gustav hjem, han var egentligt slet ikke så slem som jeg troede. Hans mor havde bare haft travlt i dag så han havde ikke nåede at komme i bad eller fået rent tøj på, men nu var jeg ligeglad om han lignede en fra en fattig gård eller om han lignede en prins. Gustav sagde farvel da jeg drejede ned af min vej, jeg kunne lige spejde ham over skulderen at han begyndte at løbe da jeg havde sagt farvel. Han var nu en lidt speciel type, men jeg tror at han er en god ven.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...