Always | Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 3 jul. 2014
  • Status: Igang
Efter den 17-årige Sam har været indlagt, føler hun et ansvar for at skubbe alle, der kommer for tæt på hende, fra sig. Da Sams far håber på, at kunne give hende en frisk start, flytter han, Sam og hendes 12-årige lillebror, Jamie, til en ny by, hvor ingen kender til Sams fortid. Sam regner ikke med at noget vil ændre sig, men da hun kommer i selskab med de fire drenge, der ser ud til at være den absolutte modsætning til Sam, er der alligevel noget, der får hende til at indse, at hun ikke kan blive ved med at leve sit liv bag lukkede døre, selv hvis hun ved, at hendes beslutninger i sidste ende vil komme til at såre andre. Det, der starter som et ligegyldigt væddemål, udvikler sig til følelser, og sandheder om Sams fortid kommer frem, der måske kan ændre alt. //Drengene er ikke kendte//

23Likes
15Kommentarer
1149Visninger
AA

6. What Do You Want From Me?

Da jeg vågnede op mandag morgen, var min eneste tanke, at jeg ikke ville i skole. Jeg havde aldrig haft det sådan før, da jeg altid havde været glad for at gå i skole, men i dag var det eneste, jeg kunne tænke på, nogle tatoverede drenge med indtrængende blikke, der fik mig til at krympe mig på stedet.

Minderne om festen i fredags kørte stadig i mit hoved, og min hjerne lavede gang på gang en perfekt gengivelse af Harrys grønne øjne, hver gang de havde fundet mine. Efter jeg havde hældt mit vand ud over ham, var det som om, han havde holdt øje med mig resten af aftnen. Hver gang mine øjne var landet på ham, havde de med det samme fundet hans, som om han havde siddet og ventet på, det skulle ske.

Liam havde været venlig at køre mig hjem, efter jeg havde snakket en del med ham til festen. Jeg var ikke engang sikker på, hvordan det var startet, men pludselig havde jeg fundet mig selv sidde og grine sammen med ham. Det viste sig, at han faktisk var en helt fin fyr. Eller… det virkede det i hvert fald som om.

Søvnigt rejste jeg mig fra sengen og gik hen til min kommode, hvor jeg fandt et par lyse jeans og en hvid, blomstret T-shirt frem. Jeg smed T-shirten, jeg havde sovet i, hen på min seng, og tog med langsomme, søvnige bevægelser det rene tøj på. Derefter redte jeg mine fingre gennem håret, for at få de værste ugler ud, og satte det op i en hestehale.

Jeg sendte et kort blik mod uret, der viste at jeg havde en halv time til at gøre mig færdig.

Hurtigt samlede jeg dagens bøger sammen, puttede dem i min taske, og halvt gik, halvt hoppede ned ad trappen, og ud i køkkenet. Jeg havde egentlig ikke vildt travlt, da en halv time, eller det resterende af den, burde være mere end nok til at blive færdig, men jeg følte mig alligevel stresset. Stresset nok til at glemme alt om kolde, indtrængende blikke og tatoveringer. I hvert fald for en kort stund.

Jeg satte kaffe over og greb en banan, som jeg spiste, mens jeg utålmodigt ventede på, at kaffen skulle blive færdig. Så hældte jeg den op i et krus, satte mig ind i stuen, og ventede på at det blev tid til at tage i skole.

 

***

 

Jeg stod og var ved at ligge mine bøger ind i skabet, der til mit held havde været punker-fri zone her til morgen. Jeg havde til min lettelse ikke set skyggen af nogle af de fire drenge, så jeg tog mig tid til at sætte min bøger i rækkefølge, så de passede til mit skema. Jeg havde alligevel formået at komme i god tid, og havde rigeligt med tid til overs, før første time skulle begynde.

Jeg skulle til at lukke skabet, da en hæs stemme pludselig lød lige ved siden af mit øre, der fik mig til at hoppe op i luften, mens en mellemting mellem et hvin og et skrig undslap mine læber.

”Klar til første time?” lød Harrys stemme, og en hæs latter undslap ham, da han så min reaktion.

Irriteret, og undrende over hvorfor han overhoved prøvede at komme i kontakt med mig, smækkede jeg lågen i, og drejede mig rundt, men han havde for travlt med at spille overlegen, til at tage sig af min irriterede attitude. Ellers var han bare ligeglad. Hvad ville han overhoved med mig?

”Hør,” sagde jeg bestemt, men opgav hurtigt den irriterede tone, da jeg vidste at Harry ikke var typen, der ville tage sig af det alligevel.  Han var sikkert bare glad, hvis han havde gjort andre i dårligt humør, så jeg forsøgte at ligge min irritation bag mig. ”Hvis du er kommet for at sige noget om festen, er jeg ked af, at jeg hældte vand ud over dig. Jeg tænkte ikke over, hvad jeg gjorde, men hvis du tror, du bare kan rende rundt og stikke tungen ned i halsen på alle og enhver, kan du lige så godt tro om,” sagde jeg, hårdere end jeg havde forventet.

Jeg vidste ikke, hvor de ord lige var kommet fra, eller modet til at sige dem højt, for det var i hvert fald ikke noget, jeg nogensinde ville have sagt før. Alligevel fortrød jeg dem ikke, da de først var kommet ud, som jeg måske burde. Han skulle vel lære det før eller siden.

Han overraskede mig, ved bare at trække ligegyldigt på skuldrene, som om mine ord ikke betød noget. Havde drengen ingen følelser? Jeg havde lige stået og svinet ham til.

Og så igen… Harry var sikkert vant til at høre det, der er meget værre. Bare fordi det var det værste, jeg nogensinde kunne finde på at sige til nogen, var det sikkert intet i forhold til det, man hører, i det miljø som han var vant til. Nu jeg tænker over det, var det på ingen måde slemt, det jeg havde sagt.

Opgivende vendte jeg mig væk med et suk, og begyndte at gå mod klassen, da jeg alligevel ikke virkede til at have nogen effekt på Harry, og helt sikkert ikke ville bruge mere tid på at prøve. Det var på ingen måde værd, at spilde min tid på.

Jeg ved ikke, om jeg halvt havde forventet, at han ville følge efter mig, men han blev bare stående med et smørret grin, stadig med blikket hvor jeg lige havde stået.

I samme øjeblik jeg trådte ind i biologi lokalet, blev jeg mødt af et par venlige blå øjne, der tilhørte den person, jeg havde mest lyst til at se lige nu.

”Godmorgen Sam,” sagde Niall og sendte mig hans strålende smil, der kastede bare en smule lys over min ellers uoverskuelige mandag.

”Godmorgen,” smilede jeg og satte mig ved pladsen ved siden af ham.

”Har du haft en god weekend?” spurgte han interesseret, og fik mig til at udstøde en blanding mellem et støn og et grin, da minderne fra fredagens hændelser endnu en gang fløj gennem mit hoved.

Jeg skulle lige til at komme med en sarkastisk bemærkning, om at ”God” måske var et lidt stort ord at bruge, men jeg stoppede mig selv. Jeg var nødt til at minde mig selv om, at Niall ikke var, og aldrig ville blive, min ven. Der var ingen grund til at gå i detaljer om min weekend. Desuden, hvad ville han så ikke tænke, hvis jeg fortalte, at jeg var taget til fest hos Louis, når han for bare en uge siden, havde advaret mig direkte mod at nærme mig dem.

Det var jo ikke ligefrem fordi, jeg havde taget af sted af egen fri vilje, men jeg besluttede mig for at holde det for mig selv.

Jeg kom i tanke om, at jeg skulle huske svare at Niall, der sad og så afventende på mig med et løftet øjenbryn.

”Nå?” spurgte han.

”Fin, tak.” Mentalt gav jeg mig selv en lussing for min dumhed, mens jeg satte mig akavet på stolen, og prøvede at skjule mit rødmende ansigt.

”Hvad med dig?” spurgte jeg, da jeg var kommet mig over det, og igen kunne kigge ham i øjnene.

Et smil formede sig på hans læber, da han svarede.

”Tja… meget afslappende,” sagde han med et skuldertræk. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne sige det samme om min weekend.

Jeg kunne se, at Niall skulle til at sige noget mere, men blev afbrudt da døren gik op. Automatisk vendte vi begge blikket mod indgangen, hvor to lidt for velkendte drenge trådte ind i lokalet. Harry og Liam. Jeg burde have forudset det, eftersom de også havde været her sidste uge. Hvordan kunne jeg glemme det?

”Se hvem der endelig har lært, at komme til tiden,” mumlede Niall sarkastisk. Jeg havde på fornemmelsen, at det var meningen, jeg skulle grine af hans kommentar, og det havde jeg nok også gjort, hvis ikke jeg havde været for optaget af Harrys blik, der havde fundet mit i det samme, de var trådt ind af døren.

”Sam?” mumlede han og puffede til mig med sin hånd, og det gik op for mig, at jeg havde siddet og stirret på de to drenge. Hurtigt vendte jeg mig væk, og fokuserede på drengen ved siden af mig i stedet.

”Ja?”

”Er du okay?” spurgte han en smule bekymret. Jeg nikkede, men undlod at sige noget, da jeg ikke var sikker på, hvad der ville komme ud af min mund, hvis jeg forsøgte.

Jeg kiggede op idet Liam passerede mit bord. Han sendte mig et varmt smil, som jeg, af ren refleks, hurtigt gengældte, velvidende om at Niall sad lige ved siden af. Hvad ville han ikke tænke om mig?

Jeg kunne mærke Nialls forvirrede blik på mig, da Harry kort efter også passerede. Hurtigt sænkede jeg blikket, for at undgå at få øjenkontakt med ham, i håb om at han ville gå forbi uden at skabe for meget opmærksomhed, men ironisk nok fik det ham bare til at stoppe op foran mit bord.

Uden at se op, kunne jeg fornemme, at han lænede sig ind over mit bord. Da hans hoved var ud for mit, stoppede han.

”Det var hyggeligt i fredags,” sagde han lavt, men jeg vidste, at det lige var højt nok, til at Niall også havde hørt det. Det var tydeligt, at han havde gjort det bevidst, for et selvtilfredst smil spillede på hans læber ved synet af Nialls overraskede ansigt.

Jeg krympede mig sammen i stolen, og prøvede at ignorere, hvad der lige var sket, men det var umuligt med Nialls blik fastsat på mig, og Harrys hæse latter, da han langsomt rettede sig op, og forlod mit bord, for at sætte sig ned ved siden af Liam.

”Hvad var det?” spurgte Niall forvirret, men da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare, forblev jeg stille.

”Sam, hvad var det han snakkede om? I må da tydeligvis have været sammen i fredags.”

Det var tydeligt, at Niall ikke brød sig om, ikke at vide, hvad der var foregået. Det gik mig en smule på, at han troede, han havde krav på at vide det, men det var jo klart at han var nysgerrig. Jeg havde absolut intet at gøre med typer som Harry, så det var jo ikke ligefrem underligt, at Niall ville høre, hvad der var sket.

”Jeg…” begyndte jeg, uden at vide hvordan jeg skulle sige det, for at undgå at sætte mig selv i dårligt lys overfor ham. Til mit held trådte mr. Hawkins ind i lokalet, og jeg åndede lettet ud, taknemmelig over, ikke at have tid til at forklare lige.

”Efter timen,” hviskede jeg til Niall. Jeg var taknemmelig for at have fået tid til at tænke over, hvad jeg skulle fortælle, og hvad jeg burde holde for mig selv, selvom jeg i virkeligheden ønskede, at han ville have glemt det til den tid, så jeg slet ikke behøvede at sige noget om det.

Niall nikkede, uden at kigge på mig.

Min hjerne kørte på højtryk hele timen. Måske var det bare indbildning, men jeg følte hele tiden Harrys blik på mig. Jeg kunne mærke det, hver gang jeg lavede den mindste bevægelse, og det var ved at drive mig til vanvid.

Til sidst tog jeg en dyb indånding, og drejede mig rundt. Vores øjne mødtes med det samme, og et skævt smil spredte sig på hans læber. Jeg vidste ikke, om jeg skulle være lettet over at finde ud af, at det ikke bare var mig, der var ved at blive skør, eller skræmt over, at han rent faktisk havde siddet og holdt øje med mig, men følelsen, der spredte sig i min krop, var alt anden en behagelig.

Det føltes som om, min mave blev til is, og jeg skyndte mig at rykke mit blik fra den krøllede dreng, til Liam, der rent faktisk sad og så ud til at interessere sig for, hvad mr. Hawkins havde at sige.

”…og ms. Roberts.”

Uden jeg vidste hvorfor, blev mit navn pludselig nævnt. Det gik op for mig, at mr. Hawkins var ved at læse nogle grupper op, og jeg lige havde misset chancen for at høre, hvem jeg var i gruppe med.

Listen af navne fortsatte, og da alle navnene var blevet råbt op, gav mr. Hawkins os besked på at finde vores makker. Da jeg ikke vidste, hvem jeg var sammen med, måtte jeg akavet blive siddende på min plads, og håbe på at personen, jeg skulle være i gruppe med, havde hørt det.

Det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke bare havde hørt efter. Det lignede da ikke mig, at blive distraheret i timen?

Niall rejste sig, og gik hen ved siden af mig. Var dem ham, jeg var i gruppe med? Lettelse gik igennem mig, ved tanken om, at jeg kom i gruppe med en, jeg i det mindste kendte nogenlunde, da han bøjede sig ned for at hviske noget i mit øre.

”Held og lykke,” sagde han, og jeg fulgte hans blik bagud, hvor Harry var på vej direkte imod os. Åh gud… Det var ikke Niall, jeg var i gruppe med.

Niall klappede mig blidt på skulderen, og sendte mig et trøstende smil, før han gik ned mod en pige, der sad bag i lokalet. Hun var virkelig køn, et sødt ansigt, blå øjne, lyst, bølget hår. Jeg så hende sende Niall et sødt smil, da han kom derned, som han hurtigt gengældte med et af hans.

Jeg kunne ikke høre, hvad de sagde, men de begge to bukkede sig let forover i et grin, der gjorde det tydeligt, at de allerede kendte hinanden. Min mave snoede sig sammen, så det føltes som om en hård klump var landet i den, ved tanken om, at jeg aldrig ville kunne få et forhold som deres. Få en ven.

Tag dig sammen, Sam, kommanderede min underbevidsthed, og jeg adlød hurtigt. Jeg havde selv valgt det. Ikke at jeg havde så meget af et valg, men i sidste ende, var jeg selv skyld i det.

Jeg tog en dyb indånding, og vendte mig mod Harry, der nu var tæt på. For tæt på. Han stoppede foran mig, og sendte mig et skævt smil, jeg efterhånden havde set lidt for mange gange, men stadig ikke fejlede til at give mig gåsehud.

”Du hørte ikke grupperne, har jeg ret?” spurgte han, og det så ud til at more ham.

Jeg rystede på hovedet, da jeg ikke stolede på min stemme lige nu.

”Jamen i så fald, er du i gruppe med mig.”

Hvad mente han med ”i så fald”? Var det ikke det, der var meningen? Selvfølgelig var det det. Det var jo også det, Niall lige havde sagt. Eller i hvert fald hentydet til, da han ønskede mig held og lykke, og havde kigget på ham. Og hvorfor skulle han overhoved komme herhen, hvis ikke det var fordi, han var blevet sat i gruppe med mig.

Jeg skubbede tankerne væk, og rejste mig i stedet fra min stol. Lige meget hvor ubehagelig en person Harry var, ville jeg ikke lade det gå ud over mine karakterer, så vi kunne lige så godt komme i gang med, hvad end det nu var, vi skulle.

Harrys hånd stoppede mig, og skubbede mig tilbage i stolen.

”Hvor skal du hen?” spurgte han.

Jeg sendte ham et undrende blik. ”Skulle vi ikke komme i gang med opgaven?”

En hæs latter undslap ham, og han rystede let på hovedet af min tilsyneladende uvidenhed, jeg ikke selv var klar over.

”Har du overhoved ikke hørt efter?” Han lænede sig langsomt ned til mit øre. ”Eller har du været for distraheret af min åbenlyse charme og skønhed, til at kunne koncentrere dig om mr. Hawkins plapren?” jokede han.

Jeg stivnede ved hans ord, og langsomt kunne jeg mærke varmen indtage mine kinder. Selvom jeg ikke kunne se hans ansigt, kunne jeg høre grinet på hans læber, og jeg vidste at han nød at se min reaktion.

Lige meget hvor meget, jeg havde lyst til at sige ham imod, kom der ingen ord ud af mig.

”Men for at opsummere dig,” klukkede han begejstret. ”Så starter pausen lige om lidt. Vi går først i gang med selve arbejdet næste gang.”

Måden han sagde det på, fik mig til at føle, at der var mere bag hans ord end bare gruppearbejde, og min mave begyndte at vride sig. Jeg ville ønske, at jeg havde modet til at gøre noget, sige noget, men jeg var som fanget under hans blik.

I samme øjeblik klokken ringede, havde Harry rettet sig op, og var gået ud af klasseværelset, mens jeg blev siddende i stolen, ude af stand til at tænke eller handle klart.

Jeg mærkede Nialls hånd beroligende ligge sig på min ryg, da han kom op og stod bag mig.

”Er du okay?” spurgte han bekymret. ”Du er helt bleg.”

Jeg nikkede som svar, selvom jeg ikke var okay. Harry havde opført sig så underligt. Det var ikke svært at regne ud, at der var noget bag hans handlinger. Det, der irriterede mig, var bare, at jeg endnu ikke vidste, hvad der var. Jeg havde ingen ide om, hvad drengen var ude på, og jeg var ikke engang sikker på, at jeg havde lyst til at finde ud af det.

Niall sendte mig et medlidenhedsfyldt blik, mens han smilede skævt på sin egen søde Niall-måde. Lige meget hvor dumt der var af mig, var jeg begyndt at holde af det smil.

”Jeg ville nok også være lidt ude af den, hvis jeg var kommet i gruppe med Liam,” sagde han men et lille grin.

Jeg kiggede forvirret på ham. ”Hvad snakker du om?”

Niall sendte mig et undrende blik. ”Jeg siger bare, at jeg godt kan forstå, hvis du hellere ville have haft en anden gruppe. Liam er ikke ligefrem den ideelle fyr, at lave en biologiopgave med. Slet ikke for en som dig. Det burde mr. Hawkins da have set.”  

”Du mener Harry,” rettede jeg ham, hvilket fik ham til at se dumt på mig.

”Jeg mener Liam. Du er i gruppe med Liam,” sagde han og løftede et øjenbryn af mig.

Hvad?!

”Men… Harry…” begyndte jeg, uden at vide, hvad jeg skulle sige.

”Hvad er der med Harry?” spurgte Niall og så afventende på mig. Åh gud, hvor havde jeg været dum…

”Han sagde, at vi var i gruppe sammen,” mumlede jeg med en stemme, der mindede mig om en fortabt kattekillings.

”Mr. Hawkins sagde, at du var i gruppe med Liam,” sagde han med et skuldertræk, som om det ikke betød noget, men det gjorde det i den grad for mig. Det havde lige bevidst, at Harry virkelig var ude på noget, og jeg ikke bare var ved at blive paranoid. Der var noget skummelt over den dreng.

Men hvad ville han med mig?

 

 

______________________________________________________

 

Jeg vil lige undskylde en gang for dette kapitel. Jeg ved godt, at der ikke er sket meget i det, men jeg var nødt til at lave en eller anden form for oplæg til det næste. Jeg håber stadig, I har lyst til at læse med! :)

Derudover vil jeg lige benytte chancen for at takke jer, der læser med. Det betyder utrolig meget for mig, at der er folk, der rent faktisk har lyst til at læse det, jeg skiver.

Så TAK!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...