Always | Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 3 jul. 2014
  • Status: Igang
Efter den 17-årige Sam har været indlagt, føler hun et ansvar for at skubbe alle, der kommer for tæt på hende, fra sig. Da Sams far håber på, at kunne give hende en frisk start, flytter han, Sam og hendes 12-årige lillebror, Jamie, til en ny by, hvor ingen kender til Sams fortid. Sam regner ikke med at noget vil ændre sig, men da hun kommer i selskab med de fire drenge, der ser ud til at være den absolutte modsætning til Sam, er der alligevel noget, der får hende til at indse, at hun ikke kan blive ved med at leve sit liv bag lukkede døre, selv hvis hun ved, at hendes beslutninger i sidste ende vil komme til at såre andre. Det, der starter som et ligegyldigt væddemål, udvikler sig til følelser, og sandheder om Sams fortid kommer frem, der måske kan ændre alt. //Drengene er ikke kendte//

23Likes
15Kommentarer
1146Visninger
AA

4. Welcome To 'West Grove High'

Min første uge på West Grove High var ved at være overstået, og jeg manglede kun sidste time, før jeg kunne holde en veltrængt weekend. Siden mandag havde jeg kun snakket med Niall to gange. Onsdag, hvor vi havde haft Matematik sammen, og en gang, hvor jeg havde mødt ham på gangen. Selvom jeg ville elske at kunne hænge mere ud med ham, mindede jeg mig selv om, at det ikke var en mulighed. 

Harry og hans venner havde jeg set et par gange, da jeg åbenbart havde en del fag med Liam, og nogle få med Harry. Louis havde jeg kun set på gangene, men om det var fordi vi ikke havde nogle af de samme fag, eller fordi de bare ikke dukkede op til timerne, vidste jeg ikke.

 

Jeg gik på gangen, på vej mod mit skab, da jeg så Zayn for første gang i løbet af ugen. Han stod lænet op ad et skab og snakkede med en pige. Hendes mørke, glatte hår hang ned over hendes skuldre, og hun grinede af et eller andet, Zayn havde sagt. Ærligtalt så hun ret sød ud. Og jeg fattede ikke, hvad hun lavede med en som ham. 

Jeg rystede tanken af mig og fortsatte mod mit skab, hvor jeg lagde bøgerne fra sidste time, og fandt de ting frem, jeg skulle bruge til musik, som var min sidste time i dag. Idet jeg skulle til at vende mig om, mærkede jeg nogen støde hårdt ind i mig bag fra. Så hårdt, at jeg var sikker på, det ikke kunne have været et uheld.

”Se dig dog for,” sagde jeg irriteret, og vendte mig mod den person, der havde stødt ind i mig. Mine øjne var lige ud for en brystkasse, og jeg var nødt til at kigge op, for at kunne se hvem det var, jeg stod overfor.

Jeg genkendte med det samme de gråblå øjne, der var placeret på et alt andet end venligt ansigt, på trods af det smil han præsterede.

”Min fejl,” sagde han og sendte mig et skævt smil, der formentlig skulle forestille at være charmerende. Bare synd at det havde den direkte modsatte virkning på mig, og fik min mave til at vende sig, ved minderne fra sidst. Jeg ville sige noget, men jeg var som frosset til stedet, ude af stand til at tænke klart.

”Jeg fik vidst ikke præsenteret mig selv ordentligt i mandags. Jeg er Louis,” sagde han og rakte hånden frem, for at jeg skulle tage den.

”Det ved jeg,” mumlede jeg, og ignorerede den hånd, der hang i luften imellem os. Det eneste, jeg kunne fokusere på, var de tatoveringer, der var fordelt på hans underarm, og de piercinger, der sad i hans ansigt.

”Du ved, det er normal høflighed at tage hånden, når man hilser på folk,” klukkede han, med en overlegen attitude, der mindede mig om, hvilken arrogant nar han var.

”Du ved, det er normal høflighed at sige undskyld, når man støder ind i folk,” sagde jeg irriteret, og vendte mig væk for at gå til time, men før jeg var nået tre skidt, havde han overhælet mig, og jeg måtte standse brat op, for ikke at støde ind i ham.

”Jeg regner stadig med at se dig til festen i aften,” sagde han og smilede selvtilfredst, selvom jeg lige, hvis du spørger mig, havde gjort det ret klart, at jeg ikke ville have noget med ham at gøre.

”Hvorfor? Jeg kommer ikke.”

Før han kunne nå at sige mere, maste jeg mig forbi ham og fortsatte mod musiklokalet. Idet jeg drejede ned ad sidegangen, kiggede jeg hurtigt tilbage på Louis, der endnu ikke havde rykket sig.

Bare på det sekund, vi havde øjenkontakt, havde han formået at give mig kuldegysninger over hele kroppen. Hans smil var forsvundet, og hans øjne udsendte intet andet end kulde og had.

Jeg rystede tanken af mig, mens jeg gik ned ad gangen. Hvorfor skulle han hade mig? Han kendte mig jo ikke engang.

 

Jeg trådte ind i musiklokalet, for anden gang i denne uge. Jeg havde haft en musiktime før, så jeg kendte det nogenlunde denne gang. Forskellen var bare, at denne gang var der en person, der ikke havde været der sidst.

Normalt ville jeg ikke have tænkt videre over det, men i det her tilfælde var det anderledes. I det her tilfælde var personen nemlig selveste Zayn Malik, en af de drenge, jeg havde gjort alt for at undgå. Og af en eller anden grund, havde han valgt lige præcis den plads, jeg i sidste time havde udvalgt til at være min.

Jeg skulle lige til at sukke irriteret, men stoppede mig selv, da det gik op for mig, hvor barnligt det var af mig. Selvfølgelig havde jeg ikke førsteret til pladsen, men det, der irriterede mig, var nok også mere fordi, at jeg nu var tvunget til at sidde ved pladsen ved siden af ham, da resten af klassen var mere eller mindre fyldt op.

Jeg tog en dyb indånding, før mine ben ufrivilligt begyndte at bære mig hen mod den ledige plads ved siden af ham.

Uden jeg havde lagt mærke til det, var mrs. Clay kommet ind i klassen, og var i gang med at forklare noget på tavlen. Til mit held, kunne jeg allerede ved et kort blik genkende de noder, hun var ved at gennemgå, så det så ikke ud til, at jeg var gået glip af noget.

Hele vejen igennem mrs. Clays halvtimes lange enetale om C-dur skalaen, var jeg ved at falde i søvn, og weekenden virkede mere og mere fristende. Det var en befrielse, da der endelig blev delt nogle kopi ark ud med skemaer, der skulle udfyldes med de forskellige noder.

Det tog mig højst et par minutter, før jeg var færdig med alle opgaverne, og jeg lagde papirerne fra mig. Mens jeg ventede på, at de andre blev færdige, kiggede jeg mig rundt i lokalet.

Uden jeg tænkte over det, var mit blik landet på Zayn, og lettelse fyldte mig, da det gik op for mig, at han slet ikke havde lagt mærke til, at jeg var der. Hvis jeg var heldig, ville det ikke ske, før timen var slut.

Hvad var det lige, jeg havde gang i? Jeg rystede på hovedet af mig selv. Hvad tænkte jeg på, at tro, at han overhoved interesserede sig for, at jeg var det? Jeg var begyndt at blive paranoid, bare efter at have gået på skolen i en uge. Selvfølgelig var han da ligeglad med tilstedeværelse.

Louis’ underlige opførsel var sikkert også kun fordi, jeg var ’den nye pige’, og han havde et eller andet sygt behov for at vise folk på skolen, at det var ham, der styrede. Hvis han kendte mig, ville han helt sikker gå i en stor bue uden om mig, for ikke at kede sig ihjel.

– Mit liv havde ligesom været gået mere eller mindre i stå, på de sidste to-tre år.

”Har du brug for hjælp?”

En stemme rev mig ud af mine tanker, og jeg kiggede forvirret rundt, indtil mit blik landede på Zayn, der sad med sin opmærksomhed vendt mod mig, og et smil klistret på hans ansigt.

”Med hvad?” spurgte jeg, forvirret efter at være blevet revet ud af mit eget lille univers, hvilket fik ham til at slå en latter op.

”Med opgaverne. Har du brug for hjælp?” Han lavede et nik med hovedet i retning af bunken af papirer, der lå på mit bord, for at understrege hvad det var, han snakkede om.

”Oh.” Jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder. ”Du er måske et musik-geni, eller hvad?” spurgte jeg, og løftede et øjenbryn, hvilket fik ham til at grine igen.

”Noget i den stil,” sagde han med et smil, der næsten fik ham til at se venlig ud, på trods af alle tatoveringerne, der fyldte hans arme, og sikkert også overkrop, hvis ikke det var fordi, den var dækket af hans sorte T-shirt. Heldigvis havde han da ingen piercinger, som Louis. Jeg kunne lige pludselig ikke huske, om Harry også havde en, men det var alligevel irrelevant.

Jeg mindede mig selv om at svare Zayn, da jeg endnu en gang var røget ind i mine egne tanker.

Hvor havde jeg brug for weekend.

”Jeg er færdig,” sagde jeg og prøvede at sende ham et venligt smil, selvom det virkede unaturligt at skulle være venlig overfor ham. ”Ellers tak.”

Jeg havde sådan set slet ikke regnet med, at han ville snakke til mig, men jeg valgte at ignorere tanken om, at der var noget bag det, og prøvede at overbevise mig selv om, at han bare var venlig, på trods af hvilke typer han hang ud med. *Host host – Louis*

”Virkelig?” spurgte han med et skævt smil.

Jeg nikkede og smilede usikkert tilbage. Det overraskede mig virkelig, hvor selvsikker han følte sig i mit selskab, når jeg fandt det så unaturligt at snakke med ham.

”Jamen så er vi to,” sagde han idet han færdiggjorde den sidste side. ”Spiller du selv?”

”Øhh, hvad?” Hans spørgsmål kom fuldstændig bag på mig, hvilket nu forsagede, at jeg for anden gang virkede dum foran ham.

”Du virker til at have ret godt styr på noder. Spiller du selv musik?” uddybede han, før jeg kunne nå at rette op på min dumhed.

”Nahh,” mumlede jeg, selvom det var en løgn. Eller måske ikke en direkte løgn, da han havde sagt spiller, som i nutid, og da jeg ikke havde spillet siden min mors død, var det jo sandt nok. Jeg havde bare ikke behov for, at fortælle ham om alle elite konkurrencerne, jeg havde vundet, og det, at jeg i en alder af tolv år, havde været på turne med et talentudvalg for børn under 15.

Zayn sendte mig et skeptisk blik, der fortalte, at han ikke troede på det, men kommenterede det ikke yderligere.

”Hvad med dig, hr. musik-geni. Spiller du?”

Jeg kunne ikke lade være med at spørge, selvom jeg på ingen måde kunne forestille mig en som ham, spille på noget instrument. Og dog, han udgav sig i hvert fald for at kunne læse noder, og han var da hurtigere færdig end de fleste andre i klassen.

Det eneste svar jeg fik fra ham, var et skuldertræk og et skævt smil, hvilket irriterede mig. Jeg vidste ikke hvad han var ude på, men et eller andet måtte der være, siden han ikke bare kunne svare på mit spørgsmål.

Før jeg kunne nå at tænke videre over det, var mrs. Clay i gang med at samle vores papirer sammen. Da hun nåede til mit, kunne jeg se hende skimme det øverste papir, samtidig med et lille smil fremstod på hendes læber, selvom det var tydeligt, at hun prøvede at skjule det.

”Ms. Roberts, jeg har vidst ikke haft fornøjelsen af, at hilse på dig endnu. Velkommen til West Grove High,” tilføjede hun med et smil på læben, så det var tydeligt at se, at hun var imponeret over mit arbejde.

”Mange tak,” smilede jeg.

Jeg fulgte hende med øjnene, mens hun fortsatte mod Zayn, og jeg fandt ud af at han havde siddet og holdt øje med mig. Mine kinder blussede op, da vores øjne mødtes, selvom jeg ikke vidste helt, hvad jeg havde at være flov over.

”Anden time, og du er allerede lærens yngling,” mumlede han efter mrs. Clay var gået, kun lige højt nok til at jeg kunne høre det, selvom jeg ikke var sikker på, om det var meningen. Hans ansigt var udtryksløst, så jeg kunne ikke finde ud af, om det var ment som en joke.

Jeg valgte at ignorere det, og vendte mig i stedet mod tavlen.

 

Da timen sluttede, var jeg hurtig til at pakke mine ting sammen, og komme ud. Jeg trængte mere end noget andet til at komme hjem og holde weekend. Jeg skød tanken om, at jeg skulle hente min lillebror på vejen hjem, væk, da det nok var det sidste jeg gad lige nu.

”Sam!”

Jeg sukkede og vendte mig ved lyden af mit navn, irriteret over at blive sinket yderligere, før jeg kunne komme hjem. Et stykke bag mig, kunne jeg se Zayn prøve mase sig forbi mængden af mennesker på gangen, for at nå op til hvor jeg stod.

”God weekend,” sagde han, da han var nået op til mig.

Jeg stirrede på ham med mistroiske øjne, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg måtte ligne en idiot lige nu, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Havde han seriøst lige stoppet mig, for at sige god weekend? Jeg kendte ham jo ikke engang,

”I lige måde,” sagde jeg, så sødt som jeg kunne præstere, og vendte mig om, før han kunne sige mere, men han greb fat i min arm, før jeg var nået væk.

”Vi ses i aften,” sagde han, og sendte mig et kort smil, hvilket bare gjorde min forvirring total. Hvad skete der i aften?

”Til festen,” tilføjede han, som om han havde læst mine tanker, og troede at det ville hjælpe, men jeg var stadig lige blank. Min hjerne var allerede gået på weekend.

”Louis’ fest.” Han kiggede på mig med løftede øjenbryn, som om jeg burde vide hvad han snakkede om, og med det samme kom jeg i tanke om det.

”Jeg kommer ikke,” sagde jeg hurtigt, da jeg fandt ud af, hvad det var, han snakkede om, men han så bare undrende på mig.

”Hvad mener du med, at du ikke kommer?” Hans øjenbryn havde trukket sig sammen, mens han snakkede, men nu var det min tur til at kigge undrende på ham.

”Jeg mener, at jeg ikke kommer?”

Hvor svært kunne det være at forstå?

”Men Louis inviterede dig jo?”

”Ja,” fastslog jeg undrende. ”– og? Jeg sagde bare, at jeg ikke kunne komme. No big deal.”

”Det er en ret stor deal, jo. Man kan ikke bare afslå Louis, hvis han har inviteret en,” mumlede han. Den her samtale var virkelig ved at gå mig på nerverne, og jeg skulle hjem og hente Jamie.

”Det gik fint,” sagde jeg utålmodigt, selvom jeg stadig prøvede, at opføre mig høfligt over for ham. Det var bare lidt svært, når han blev ved med at trække tiden ud.

”Hvad sagde han til det?” Hans rynke i panden var blevet større og større, mens vi snakkede. Seriøst, hvorfor gik han så meget op i det? Det var bare en fest.

”Ikke noget,” sagde jeg, hvilket, om muligt, fik ham til at kigge endnu mere undrende på mig.

Jeg trak bare på skuldrene, som om det ikke betød noget, hvilket det helt ærligt heller ikke gjorde. ”Jeg gik, før han kunne nå at sige noget.”

Zayn spærrede øjnene op, der ellers havde været klemt sammen til små spækker.

Jeg forstod helt ærligt ikke, hvad hans problem var, men jeg gad heller ikke blive og finde ud af det. ”Du må have en god weekend,” smilede jeg, og vendte mig for at gå.

 

Det var en lettelse, da jeg endelig var nået ud af skolen. Jeg havde aldrig før haft en trang til at komme hjem, måske fordi, jeg ikke ligefrem havde noget liv at komme hjem til, eftersom jeg havde valgt, at holde mig for mig selv, men nu var det anderledes. Måske var det tanken om, at der ikke var nogle weirdo-punker-drenge, jeg kunne rende ind i, der gjorde det en lettelse.

Og så igen…

Jeg stivnede, da jeg mærkede en hånd på min skulder. Jeg vidste ærligtalt ikke, hvad jeg var bange for, men tanken om at det var Louis, der stod lige bag mig, fik hele min krop til at slå alarm. Han burde ikke have haft denne effekt på mig, men Zayns ord kørte rundt i mit hoved, sammen med det kolde blik, Louis havde sendt mig, lige efter jeg havde afslået ham.

”Hey Sam, god weekend.”

Jeg vendte mig om ved lyden af Nialls stemme.

”Øhh,” stammede jeg, overrasket og lettet over at se et venligt ansigt foran mig. Jeg havde virkelig brug for weekend. Nu. Jeg havde været sikker på, at det var Louis, der havde stået bag mig. ”I lige måde, Niall,” fremstammede jeg, og formåede at sende ham et smil, som han hurtigt gengældte.

”Tak,” sagde han, før han fortsatte mod parkeringspladsen.

Mens jeg gik hen mod min cykel, fulgte jeg ham med øjnene, og så ham sætte sig ind i en sølvfarvet stationcar, der fik ham til at se mindst fem år ældre ud.

Jeg smilte for mig selv ved tanken, og var nær gået ind i rækken af cykler, hvis ikke det var fordi en arm havde grebet fat mig, og stoppet mig før der skete noget.

”Tak,” sagde jeg hurtig, før jeg kiggede op og mødte to velkendte gråblå øjne.

Jeg var lige ved at falde igen, hvis ikke det var fordi, han havde taget et fast greb om livet på mig, der samtidig sikrede, at jeg ikke kunne slippe væk.

”Intet problem,” sagde han med et smil, der gjorde det tydeligt, at det ikke var tilfældigt, at han havde været lige der.

”Også hej til dig,” smilede han skævt, da jeg bare stod og stirrede på ham. Da jeg stadig ikke sagde noget, begyndte han selv at snakke.

”Jeg ville egentlig bare fortælle dig, at jeg havde tænkt over det, og det er egentlig ikke noget du selv vælger.”

”Hvad?” mumlede jeg uforstående.

”Om du kommer eller ej,” sagde han med et overlegent smil. ”Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne lære dig reglerne her på skolen med det samme, og regel nummer et; når jeg beder dig om noget, så gør du det.” Samtidig med han snakkede, ændrede hans smil sig til et alvorligt udtryk, der fik mig til at krympe mig under hans blik.

Nu forstod jeg pludselig, hvad Zayn have snakket om. Det gik mig bare på, at alle havde så meget respekt for en nar som Louis, at selv hans venner var… bange for ham?

Alligevel var der noget ved hans ansigtsudtryk, der fik mig til at tage hans ord seriøst.
Uden selv at styre det, nikkede jeg adlydende, hvilket fik et lille smil til at spille på hans læber.

”Jamen godt så. Vi ses i aften.” Jeg kunne se på ham, at han var tilfreds med mit svar, og han vendte sig for at gå.

Jeg skulle lige til at spørge om adressen, da han endnu ikke havde fortalt mig, hvor jeg skulle møde op, da det gik op for mig, at det var den perfekte undskyldning for ikke at komme.

 

Jeg følte mig en smule lettet, da jeg cyklede mod min lillebrors skole. Jeg kunne mærke, hvor meget jeg længtes efter at komme hjem og stresse af, selvom jeg havde fået en del lektier for over weekenden.

Jeg stoppede foran skolen, hvor jeg gik ind for at hente Jamie, jeg heldigvis hurtigt fandt mellem alle de andre børn.

”Har du pakket dine ting?” spurgte jeg med et påført smil, som jeg huskede mine forældre gøre det, da jeg var mindre.

Måske ikke det påførte smil, men det var det bedste, jeg kunne præstere lige nu.

Jamie fandt sine ting og svingede sin rygsæk over skulderen, og vi fulgtes ud til cykelskuret, hvor hans cykel var parkeret.

Jeg forstod egentlig ikke, hvorfor han ikke bare kunne cykle hjem selv, men min far havde insisteret på, at jeg skulle hente ham.

Well, daddy is the boss, right?

“Har du haft en god dag?” spurgte jeg, for at starte en samtale op.

”Fin nok,” svarede han med et skuldertræk.

Jeg skulle til at sige noget mere, da en besked tikkede ind på min mobil. Det burde nok ikke have undret mig så meget, men eftersom min far ikke havde lært at sende sms’er, og Jamie stod ved siden af mig, og de var de to eneste personer, der havde mit nummer, virkede det mærkeligt.

Jeg trak min mobil op ad lommen, der sagde at jeg havde en ny sms fra et ukendt nummer. Undrende låste jeg mobilen op, og gik ind på beskeden.

 

”Snedigt af dig, at glemme at få adressen. Det var lige før, jeg selv havde glemt det. Nu er det bare sådan, at jeg vil sikre mig, at du møder op. Vær klar til at blive hentet klokken otte.

xoxo Louis.”

 

Jeg stod et øjeblik og stirrede tomt på beskeden. Hvor havde den nar fået mit nummer og min adresse fra? Havde han virkelig tænkt sig, selv at komme og hente mig? Hvorfor? Hvad havde jeg gjort ham?

Jeg begyndte at blive svimmel af alle tankerne, der kørte rundt mit hoved, men lyden af Jamies stemme, rev mig ud af mine tanker.

”Hvem var det?” spurgte han og kiggede på mig med sine blå øjne.

”Øhm,” mumlede jeg. ”Bare en dreng fra skolen,” sagde jeg, og sendte ham et beroligende smil.

”Er han sød?” spurgte han hurtigt, hvilket fik mig til at slå en usikker latter op.

”Ikke ligefrem.”

 

 

______________________________________

 

Så kom andet kapitel, endelig! Da jeg ikke har så meget tid til at skrive, kommer der nok nemt til at gå lidt tid mellem opdateringerne, men jeg går efter mindst at udgive et nyt kapitel en gang om ugen...

Hvis I synes at kapitlerne er for lange, må I sige til, men jeg har virkelig været bange for at lave dem for korte. Hvis der er andet, I synes, jeg burde ændre, vil jeg også blive utrolig glad, hvis i ville skrive det i en kommentar.

Tak til jer, der læser med! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...