Always | Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 3 jul. 2014
  • Status: Igang
Efter den 17-årige Sam har været indlagt, føler hun et ansvar for at skubbe alle, der kommer for tæt på hende, fra sig. Da Sams far håber på, at kunne give hende en frisk start, flytter han, Sam og hendes 12-årige lillebror, Jamie, til en ny by, hvor ingen kender til Sams fortid. Sam regner ikke med at noget vil ændre sig, men da hun kommer i selskab med de fire drenge, der ser ud til at være den absolutte modsætning til Sam, er der alligevel noget, der får hende til at indse, at hun ikke kan blive ved med at leve sit liv bag lukkede døre, selv hvis hun ved, at hendes beslutninger i sidste ende vil komme til at såre andre. Det, der starter som et ligegyldigt væddemål, udvikler sig til følelser, og sandheder om Sams fortid kommer frem, der måske kan ændre alt. //Drengene er ikke kendte//

23Likes
15Kommentarer
1143Visninger
AA

8. Water-fight

Efter sidste time fandt jeg Harry ventende foran døren, da jeg trådte ud af klasse lokalet. Han stod lænet op ad muren med armene over kors, og var umulig at få overse.

”Klar?” spurgte han, da jeg kom hen mod ham.

”Så klar som jeg nogensinde vil blive,” mumlede jeg, og håbede på han ikke ville høre det. Hvis han gjorde, kommenterede han det i hvert fald ikke. ”Har du ikke været til time?”

Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvordan han kunne være henne ved min klasse, allerede før klokken havde ringet ud.

Han trak på skuldrene med et lille smil, og jeg fik en fornemmelse af, at det ikke var usædvanligt for ham, at pjække fra timerne. Resten af vejen ud til hans bil, gik vi i stilhed. Den sorte BMW holdt som en af de nærmeste biler, så det tog ikke lang tid at nå derhen.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg, da det gik op for mig, at jeg var i gang med at sætte mig ind i en bil med en fremmed, uden at vide, hvor vi var på vej hen.

Harry sendte mig et hemmelighedsfuldt smil. ”Vent og se.”

Med et par hurtige skridt overhælede han mig, og gik hen til passager siden, hvor han holdt døren åben for mig. ”Værsgo’,” smilede han.

Hvor galant. Og enormt upassende. Han lagde alt for meget i det her.

Jeg stirrede på ham med hævede øjenbryn, før jeg tog fat i døren og hev den ud af hans hænder med et hårdt tyk. ”Jeg kan godt selv åbne en dør,” mumlede jeg, og jeg kunne se ham himle med øjnene, før han gik rundt om bilen og satte sig ind i sædet ved siden af mig.

Lige så snart han tændte bilen, bragede en eller anden form for høj rock musik ud gennem højttalerne, og instinktivt rakte jeg ud og skruede ned for larmen.

Harry skulede til mig.

”Hvad?” spurgte jeg.

Han ignorerede mit spørgsmål og rakte i stedet ud for at skrue musikken op igen.

”Man skruer ikke ned for The Black Keys,” sagde han bestemt, og måtte næsten råbe for at overdøve musikken.

Jeg rullede med øjnene af ham, men valgte at lade være med at modargumentere ham, da jeg efterhånden havde lært, at det ville være spildt energi at prøve. Jeg håbede bare på, at mine ører ville overleve turen.

”Her,” sagde han og skiftede sang. ”Prøv at høre denne her.”

En ny sang, der ikke var helt så voldsom, begyndte at spille. Mens Harry kørte ud af skolens parkeringsplads og ud på hovedvejen, fandt jeg mig selv sidde og lytte efter teksten, som jeg altid gjorde, når jeg hørte en ny sang.

I wanted love, I needed love
Most of all, most of all
Someone said true love was dead
And I'm bound to fall, bound to fall for you
Oh, what can I do?”

Jeg kiggede skeptisk over mod Harry, der sad og trommede sine fingre mod rattet i takt til musikken. Han sendte mig et stort grin, da han så mit ansigts udtryk, og skruede en smule ned for musikken, så han kunne snakke uden at skulle råbe.

”Hvad synes du?” grinede han.

Hvis jeg skulle være ærlig overfor mig selv, var den faktisk ikke så slem, som jeg lidt havde forventet. Det var noget helt andet, end det jeg selv plejede at høre. Alligevel var der noget ved den, jeg godt kunne lide, men det ville jeg aldrig indrømme over for Harry. Det var nok, at jeg bare tænkte det.

Jeg sendte ham en grimasse, så jeg ikke behøvede at sige noget, og Harry begyndte at grine, men skruede alligevel op igen. Jeg sukkede af ham, velvidende om at musikken var alt for høj til, at han ville kunne høre det.

Resten af vejen kørte vi, uden nogen af os sagde noget, mens musikken fortsatte. Da sangen sluttede, og det efter hånden føltes som om, mine ører skulle til at falde af, drejede han ned ad en sidevej, der førte gennem en skov. En ny sang begyndte, mens de lysegrønne træer tårnede sig over os og skabte en varm sommerstemning. Jeg kiggede rundt i skoven, mens vi kørte forbi dyr og blomster, og til sidst landede mit blik på Harry, hvor det stoppede.

Jeg gav mig tid til at studere hans ansigt nærmere, nu jeg havde muligheden. Jeg lagde mærke til, hvordan den ene side af hans læber buede en smule mere opad end den anden, og hvordan ringen i hans underlæbe bevægede sig i takt til hver eneste bevægelse, han lavede med munden. Hans hænder trommede på rettet i takt til musikken, og hans hoved rykkede sig let i takt til bassen.

Pludselig stoppede han sine handlinger. Med blikket stadig rettet mod vejen, begyndte et skævt smil at brede sig på hans læber, og jeg vidste, at jeg var blevet opdaget i at kigge på ham. Hurtigt rettede jeg mit blik mod forruden i stedet for, og jeg kunne mærke mine kinder blusse op, mens Harry vendte sig mod mig.

”God udsigt, huh?” sagde han og gjorde tegn til skoven omkring os, selvom jeg godt vidste, at det ikke var det, han hentydede til. Han hentydede til, at jeg lige havde siddet og overgloet ham. Flot, Sam. Virkelig flot.

Jeg svarede ikke, men det behøvede jeg heller ikke. Harry havde allerede fået det, han ville have; min opmærksomhed.

Kort efter begyndte man at kunne se vand til den ene side, der hurtigt viste sig at være en sø. Vejen snoede sig videre med det klare, blå vand til min side, og den lysegrønne skov til Harrys, og jeg kunne ikke andet end at beundre udsigten.

Da vi nåede til et lille åbent sted, dækket af græs, holdte Harry ind og slukkede motoren.

”Hvor er vi?” spurgte jeg forundret. Vi kunne max have været kørt fem-seks kilometer fra skolen, og alligevel var det som om, vi var kørt ind i en helt anden verden. Naturen her var så anderledes fra den, jeg indtil nu havde set her omkring.

”Det her er mit sted. Jeg plejer at komme her, når jeg ikke magter at være på skolen,” sagde Harry mens han trådte ud af bilen og efterlod mig siddende derinde. ”Kommer du ud?”

Jeg havde haft for travlt med at sidde og beundre naturen indefra, til overhoved at overveje, at gå ud i den. Jeg nikkede og kravlede ud til Harry, der havde taget sine sko af, og var på vej ned mod vandkanten.

”Her er fantastisk,” mumlede jeg, mest til mig selv, men Harry vendte sig om og sendte mig et bredt grin.

”Jeg tænkte godt, du ville kunne lide det.”

Efter han havde dyppet sine tæer i det klare vand, begyndte han at trække T-shirt over hovedet, mens han bevægede sig tilbage mod bilen. Da han havde fået viklet sig ud af det sorte stykke stof, begyndte han at knappe hans stramme bukser op. Af ren refleks, vendte jeg blikket væk, og jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder.

”Hvad har du gang i?” spurgte jeg, uden at vende blikket mod ham.

”Jeg tager mit tøj af, så det ikke bliver vådt, når jeg hopper i vandet,” sagde han afslappet, som om det var naturligt for ham, at stå halvnøgen foran andre. Det var det måske også, men det prøvede på ikke at tænke på. ”Jeg vil råde dig til at gøre det samme.”

Jeg brød ud i noget, der mindede om en latter. Det kunne han godt glemme alt om.

”Jeg skal under ingen omstændigheder ud og bade,” sagde jeg med et sarkastisk grin. ”Og slet ikke med dig eller i det vand.”

Jeg hørte først det onde i min kommentar, efter de havde forladt min mund, og der var det for sent at tage det tilbage. Jeg løftede mit blik, samtidig med Harry begyndte at gå direkte imod mig, med bestemte skridt, før han stoppede op foran mig.

”Det var ikke sødt sagt.”

Før jeg kunne sige noget, havde han lagt en hånd på hver af mine hofter, og løftet mig op i luftet, hvor han placerede mig på hans skulder.

”Harry!” skreg jeg, mens jeg sparkede ud efter ham, for at få ham til at sætte mig ned igen, men det lod ikke til at have nogen yderligere effekt på ham. Han fortsatte i retning mod søen, med mig hen over skulderen.

”Harry” Sæt mig ned!”

Intet svar.

Da han nåede til vandet, fortsatte han så det gik ham til midt på lårene, hvor han stoppede og lod mig hænge der.

”Bær mig ind!” råbte jeg og slog mine håndflader mod hans ryk, så det gav en klaskende lød som en lussing. Jeg kunne mærkede hvordan hans krop rystede let, da han grinede af mig.

”Det er ikke sjovt! Jeg har ikke andet tøj med,” sagde jeg med en streng stemme.

”Det skulle du måske have tænkt over før,” grinede han.

Pludselig mærkede jeg hans vægt skifte under mig, og han svingede mig rundt i luften, så jeg lå i hans arme, kun få centimeter over vandoverfladen, hvilket fik mig til at skrige og slå ud med armene. Det var utroligt at han stadig kunne holde mig.

”Please Harry, sæt mig ned,” bad jeg opgivende.

Et øjeblik så han tænksom ud, som om han overvejede, om han skulle gøre, som jeg bad ham om, eller ej, før et skummelt smil bredte sig på hans læber.

”Som du ønsker,” sagde han. Før jeg kunne sige noget, havde han givet slip på mig, og jeg landede i vandet med et plask.

”HARRY!” skreg jeg, lige så snart jeg var kommet op af vandet.

Jeg kunne høre hans rungende grin, mens jeg førte mine håndflader op til øjnene, for at tørre vandet væk, så jeg havde mulighed for at kigge på ham.

”Jeg har ikke noget tørt tøj med, din klaphat!” råbte jeg, da det var det ondeste, jeg lige kunne komme op med, men jeg kunne ikke skjule mit smil, da jeg så ham stå foroverbøjet i et grin.

”Und… undskyld,” sagde han gennem grinet, selvom det ikke virkede som om, han mente det.

”Right,” mumlede jeg, før jeg overraskede ham ved at køre en hånd over vandoverfladen, så hårdt jeg kunne, så vandet sprøjtede op på ham. Han holdte sine hænder oppe som skjold, idet det kolde vand ramte hans overkrop, og et gisp undslap hans læber.

”What the…” sagde han og holdte armene ud med et chokeret udtryk. ”Sam Roberts, det var så anden gang, du har sprøjtet vand på mig. Jeg er bange for, du er ude, hvor du ikke kan bunde.”

Langsomt bevægede han sig i min retning, med et skævt smil, der afslørede smilehullet i hans ene side.

”Du rør mig ikke,” sagde jeg bestemt, men mit grin ødelagde den seriøse tone, da jeg begyndte at sprøjte mere vand på ham. Jeg burde ikke grine, ikke i hans selskab, men jeg kunne ikke gøre for det.

Han kneb øjnene sammen, for at undgå at få vandet i øjnene, før begyndte han at løbe imod mig. Vandet gjorde det sværere for ham at løbe, så det så næsten ud som om, han var i slowmotion, men han var snart hende ved mig.

”Dumt træk, mrs. Roberts” smilede han med et lumsk udtryk, før han overraskede mig ved at løfte mig op i luften, og smide mig baglæns ned i vandet. Jeg udstødte et skrig, lige inden jeg ramte vandet, hvor mit hoved endnu en gang kom under det kolde vand.

Inden jeg rejste mig fra vandet, tog jeg min hestehale ud, så jeg havde mulighed for at slynge vandet fra mit hår, over mod Harry, idet jeg rejste mig. Før han havde mulighed for at komme sig over det kolde chok, skyndte jeg mig at tage fat i hans skulder, låse min ankel om hans skinneben, og med et selvtilfredst smil skubbede jeg ham, så hårdt jeg kunne, bagud, så han ville vælte baglæns i vandet.

Det skete bare ikke.

Harry rykkede sig ikke en centimeter, på trods af at jeg brugte alle mine kræfter, og i stedet løftede han let sine ene hånd op og greb fat om mit håndled, der var placeret lige ud for hans venstre skulder. Med et hårdt ryk i min arm, vendte han mig rundt, så jeg nu stod med ryggen til ham, med hans stærke arme viklet tæt omkring mig, så han kunne holde mig fast, presset ind mod hans krop. Jeg kunne mærke hans ånde nærme sig mit øre, og uden jeg var i stand til at vende mig rundt og se efter, kunne jeg høre det skæve smil spille på hans læber.

”Er det alt du har?” Hans stemme var lav og hæs, og fik mit hjerte til at banke hurtigere under hans greb.

Jeg huskede tilbage på de selvforsvarstimer, min far havde tvunget mig til at tage, da jeg var yngre. Jeg vendte instinktivt mine håndflader nedad, som jeg havde lært det, og pressede hele min krop bagud. Uden at vide helt, hvad jeg havde gjort, var jeg ude af Harrys greb, og jeg vendte mig hurtigt mod ham, hvor han stod med et overrasket udtryk.

Hurtigt greb jeg fat i ham, og på en eller anden måde lykkedes det mig denne gang at overraske ham nok, til at kunne skubbe ham baglæns ned i vandet, hvor han landede med et plask.

”Åbenbart ikke,” sagde jeg, da han var nok oppe af vandet, til jeg var sikker på, at han ville kunne høre det, og kunne ikke skjule mit fornøjede smil.

Harry rejste sig med et misfornøjet udtryk, men før han havde mulighed for at sige noget, lod jeg mig selv vælte bagud, ned i vandet. Jeg begyndte at plaske mine ben op og ned i overfladen, for at sprøjte mest muligt vand på ham. Det tog mig al min koncentration, ikke at begyndte at grine samtidig, men med hovedet under vandet, ville det nok ikke være det smarteste.

Pludselig mærkede jeg Harry gribe fat om min ankel, og begynde at trække mig hen imod ham. Jeg måtte kæmpe med mine arme, for at få hovedet over vand, nu da jeg ikke længere kunne bevæge mine ben.

Da han endelig gav slip, og lod mig komme op af vandet, var han flad af grin.

”Du lignede en fisk, der var ved at drukne,” grinede han.

”Jeg var ved at drukne Harry,” sagde jeg, måske en smule overdramatisk, og rejste mig for at gå hen og slog ham på skulderen. Blødere, end hvis jeg havde ment det, men hårdt nok til ikke at være for sjov. ”Og desuden kan fisk ikke drukne, din tumpe.”

Så fortsatte jeg ind mod kanten. Det tog et øjeblik for Harry at opdage, hvor jeg var på vej hen, men da han gjorde, kunne jeg høre ham langsomt stoppe med at grine.

”Hvor skal du hen?”

Jeg vendte mig om ved lyden af hans stemme, og kunne ikke lade være med at smile ved synet af hans forvirrede ansigt.

”Op?”

Han rynkede sine øjenbryn, der forårsagede et undrende udtryk, og begyndte at gå hen mod mig. ”Hvorfor?”

”Det er koldt. Og jeg har stadig ikke noget tørt tøj, smarte.” Selvom jeg var seriøs, kunne jeg ikke lade være med at smil af den lille rynke i hans pande, der hurtigt forvandlede sig til et fornøjet udtryk ved min kommentar, som om han var stolt af, at jeg nu risikerede at få lungebetændelse.

”Det er ikke sjovt,” mumlede jeg med et smil, der fik mig til at virke useriøs.

”Overhoved ikke,” sagde han med et grin, der fortalte, at det morede ham. Klaphat.

Jeg fortsatte ind mod bredden, med Harry lige efter mig. Lige så snart vi var inde, tog jeg min gennemblødte cardigan af, sammen med mine sko, som jeg heller ikke havde fået mulighed for at tage af, før Harry havde kastet mig i vandet. Selvom jeg frøs, turde jeg ikke at tage mere af, da jeg var bange for, at vandet havde gjort det muligt at se igennem mit tøj.

Jeg så ham gå hen mod bagagerummet på hans bil, hvor han stod og rodede med noget, før han vendte tilbage mod mig. I hånden havde han et håndklæde og et sort stykke stof, der lignede en sammenkrøllet T-shirt. Han rakte mig håndklædet, som jeg taknemmeligt pakkede mig ind i.

”Tag den her på, når du har fået tørret dig,” sagde han, og lagde T-shirten på taget af bilen. Jeg kiggede skeptisk på den. Godt nok var Harry noget større end mig, men jeg var ikke sikker på, hvor meget hans T-shirt ville være i stand til at dække.

”Har du et par shorts?” Mine tænder var begyndt at klapre af kulden, og fik min stemme til at ryste svagt.

Harry løftede et øjenbryn, men sagde ikke noget. Han gik tilbage til bilen, hvor han hev et par sorte sports shorts frem, som han kastede til mig. Et øjeblik stod han og kiggede på mig, mens jeg ventede på at han skulle vende sig om, så jeg kunne få det våde tøj af. Jeg prøvede at sende ham et sigende blik, men det lod ikke til at hjælpe. Da det endelig gik op for ham, hvad jeg ventede på, sukkede han opgivende.

”Come on, Sam. Det er jo ikke noget, jeg ikke har set før,” sagde han, men vendte sig alligevel rundt.

Hans ord burde ikke have overrasket mig. Jeg kunne regne ud, at han sikkert allerede havde set hundredvis af piger i undertøj. Sikkert også nøgne. Alligevel var det som om, noget tungt landede i min mave, da jeg hørte det, uden jeg kunne forklare hvorfor.

Jeg ignorerede den uventede følelse, og begyndte hurtigt at tage det kolde, våde tøj af, så jeg snart kun stod i undertøj.

”Er du færdig?” lød Harrys stemme, og instinktivt greb jeg håndklædet fra jorden, og holdte det op foran mig.

”Jeg skal nok sige til, når jeg er færdig,” vrissede jeg.

Jeg skyndte mig at trække T-shirten over hovedet. Den gik til midten af mine lår, og ærmerne gik helt ned til mine albuer. Derefter hoppede jeg i shortsene, der gik til mine knæ.

”Så,” mumlede jeg, mens jeg fumlede med snørerne på indersiden af shortsene, for at stramme dem lidt ind om maven.

Harry vendte sig rundt, og et fornøjet smil bredte sig over hele hans ansigt, da han lod sine øjne glide over mig. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig en smule blottet, da jeg stod der i hans alt for store tøj, og jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder.

"Er du færdig med håndklædet?" spurgte han, stadig med det skæve smil, mens hans øjne studerende mig omhyggeligt. Jeg samlede det op fra jorden, hvor jeg havde smidt det, og kastede det til ham. "Tak."

Han begyndte at tørre det krøllede hår. Ubevidst fandt jeg mig selv stå og kigge på ham. Det var først nu, jeg havde haft tid til at se nærmere på alle de tatoveringer, der var spredt rundt på hans overkrop. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvilken betydning de alle sammen havde, eller om de overhoved havde nogen. Et eller andet sagde mig, at det havde de.

Harrys smil voksede, da han lagde mærke til, at jeg stod og betragtede ham, og jeg skyndte mig at vende blikket væk. Ingen af os sagde noget, mens han tog sit tøj på, eller da vi satte os ind i hans bil.

Det var en underlig stemning, da vi kørte. Det var ikke en ubehagelig stilhed, men alligevel følte jeg mig ikke tryg i den. Det var som om, jeg vidste, at jeg var ved at bryde det vigtigste løfte, jeg nogensinde havde givet mig selv; ikke at få en ven.

På trods af alt, jeg havde frygtet, havde jeg haft det sjovt med Harry i dag. Jeg havde fundet mig selv grine for første gang i noget, der virkede som en evighed. Og han var ikke den eneste på West Grove High, jeg ikke kunne benægte, at jeg var begyndt at holde af. Alligevel var jeg bare ikke klar til at indrømme det endnu.

"Nå, hvad synes du så?" spurgte Harry, da han drejede ind ved mit hus.

"Om hvad?" Jeg kiggede uforstående på ham.

"Om mig. Fortryder du stadig, at du sagde ja til at give mig en ekstra chance?"

"Det har jeg aldrig sagt, at jeg gjorde."

Hans mund buede opad i noget, der lignende et smil. "Det behøvede du ikke."

Jeg rullede med øjnene af ham, nok mest fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare. Jeg havde haft det sjov med ham, meget endda, men at indrømme det ville være som at sige ja til, at hænge ud med ham igen. Selvom jeg havde på fornemmelsen, at det alligevel ville komme til at ske, kunne jeg bare ikke få mig selv til det.

"Farvel, Harry," sagde jeg og sendte ham et hurtigt smil, før jeg åbnede bildøren og hoppede ud. Jeg var stadig iført hans tøj, men lige nu var der ikke meget, jeg kunne gøre ved det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...