Always | Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 3 jul. 2014
  • Status: Igang
Efter den 17-årige Sam har været indlagt, føler hun et ansvar for at skubbe alle, der kommer for tæt på hende, fra sig. Da Sams far håber på, at kunne give hende en frisk start, flytter han, Sam og hendes 12-årige lillebror, Jamie, til en ny by, hvor ingen kender til Sams fortid. Sam regner ikke med at noget vil ændre sig, men da hun kommer i selskab med de fire drenge, der ser ud til at være den absolutte modsætning til Sam, er der alligevel noget, der får hende til at indse, at hun ikke kan blive ved med at leve sit liv bag lukkede døre, selv hvis hun ved, at hendes beslutninger i sidste ende vil komme til at såre andre. Det, der starter som et ligegyldigt væddemål, udvikler sig til følelser, og sandheder om Sams fortid kommer frem, der måske kan ændre alt. //Drengene er ikke kendte//

23Likes
15Kommentarer
1145Visninger
AA

5. Truth Or Dare

Jeg lå i sengen med min yndlingsbog, i håb om at få tankerne på noget andet. Selvom jeg havde læst den en milliard gange før, fejlede den aldrig til at aflede mine tanker, og jeg havde slet ikke lagt mærke til, at Jamie var kommet ind og stod i døren.

”Hvornår er der aftensmad?” spurgte han, og rev mine tanker ud af bogen i mine hænder.

Instinktivt kiggede jeg på klokken, og opdagede at den allerede var over seks.

Efter min mor døde, havde jeg altid stået for aftensmaden derhjemme, eftersom min far kun kunne lave pasta. –Og det var, hvis man var heldig, at han ikke brændte det på.

”Jeg går i gang nu,” sagde jeg, og skyndte mig op. ”Vi spiser om en halv time.”

Jeg sendte ham et halvstresset smil, før jeg løb ned ad trappen, med Jamie lige i hælene.

”Gider du dække bordet? Far er hjemme om en halv time, og der skal maden helst være klar,” sagde jeg i et spørgende tonefald, selvom det nærmere var en ordre.

”Okay,” sukkede han. Han havde vel håbet på at kunne se fjernsyn, mens jeg lavede alt arbejdet.

Jeg gik i gang med at koge nogle ris, så jeg kunne lave kylling i karry. Jeg kunne allerede fornemme, hvor godt jeg ville lugte, når jeg blev hentet om to timer. Eller ikke.

 

***

 

Kvart over syv, var jeg færdig med opvasken, og jeg havde stadig ikke nævnt noget om festen til min far. Eftersom hans ide med at flytte hertil, var at jeg kunne få nye venner, regnede jeg ikke med, at han ville have noget imod det, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at nævne det. Det var som om, at hvis jeg sagde det højt, ville det blive mere virkeligt.

Et eller andet sted, håbede jeg vel også stadig lidt på, at han ville bede mig om at blive hjemme. Så ville jeg i det mindste have en ny undskyldning, lige meget om Louis så ville godtage den eller ej.

Endnu en gang stoppede jeg mig selv. Hvorfor ville jeg give den nar sådan en magt over mig?

Fordi du er bange for ham, mindede min underbevidsthed mig om. Fordi han kan få fat i dit mobilnummer og din adresse, og gud ved hvad han ellers kan gøre.

I det samme, jeg havde tænkt tanken færdig, modtog jeg en ny sms.

Langsomt trak jeg min mobil op af lommen, og låste den op, så jeg kunne læse beskeden.

 

”Jeg måtte få en ven til at komme og samle dig op. Tag noget pænt tøj på, så er du en skat.

xoxo Louis.”

 

Uden at ligge mærke til det, havde jeg holdt vejret mens jeg læste, og jeg åndede langsomt ud, mens jeg kiggede ned ad mig selv. Jeg havde et par gamle jeans, og en oversize T-shirt på, der repræsenterede et band, jeg aldrig havde hørt, og der var kommet gule karrypletter på den, efter jeg havde lavet mad.

Jeg sukkede en gang, da det gik op for mig, at jeg var nødt til at klæde om. Så gik jeg ind i stuen, hvor Jamie og min far sad.

”Far?” sagde jeg spørgende, for at indlede den samtale, jeg havde prøvet at undgå.

”Mhh,” mumlede han, optaget af hvad end det var, de så i fjernsynet.

”Ville det være okay, hvis jeg tog til en fest i aften?” spurgte jeg med forsigtig stemme.

Min far så overrasket op på mig, men hans ansigt ændrede sig hurtigt til et lille smil.

”Tja, det må du vel,” smilte han, tydeligvis glad for tanken om, at jeg havde fået nogle venner allerede. Han skulle bare vide.

”Hvornår skal du af sted?” spurgte han nysgerrigt.

Jeg kiggede på det lille ur på min telefon.

”Om en halv time,” sagde jeg, og begyndte at gå ud af stuen, for at komme op og skifte tøj.

Da jeg ikke rigtig ejede noget pænt tøj, tog jeg en lang, sort nederdel på sammen med en mørkeblå bluse og en sort blazer. Jeg havde haft tøjet på til min farmors fødselsdag sidste år, så det kunne nok bruges igen.

Efter jeg var kommet i tøjet, tog jeg min sjuskede hestehale ud, og redte hurtigt mit hår igennem, så mit mørke, bølgede hår hang løst ned.

Da jeg var færdig, løb jeg ned ad trappen, så jeg ikke risikerede, at min far ville åbne, når hvem end det var, Louis havde fået til at hente mig, kom. I det mindste ville jeg ikke være tvunget til, at sidde klemt inde i en bil med Louis, hvilket i den grad løftede mit humør en smule.

Alligevel havde jeg en følelse som om, jeg var på vej ud på en selvmords aktion, ved at tage med til den fest. Selvom det ikke var Louis, jeg skulle sidde i bil med, regnede jeg ikke med, at han havde nogle venner, jeg faktisk ville kunne lide, så lige meget hvad, ville det blive alt andet end sjovt i aften.

I samme sekund klokken var blevet syv, ringede det på døren. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, i takt med at jeg kom tættere og tættere på døren. Modvilligt tog jeg fat i dørhåndtaget, for at åbne døren for den endnu ukendte person, der stod ude på den anden side.

Min mave frøs til is, da jeg fik øje på de grønne øjne og mørke krøller, der stod nede for enden af den lille trappe, der gik op til hoveddøren.

Selvom jeg stod højere end Harry, følte jeg alligevel at han så ned på mig, mens han studerede mig nøje fra mit hår, til mine slidte Toms, jeg var ved at træde ned i.

”Jeg skal lige sige farvel,” sagde jeg, da han bare stod og stirrede koldt på mig, før jeg gik tilbage ind i huset, og ind i stuen. Jeg kunne høre Harry fnyse hånligt udenfor, men han sagde ikke noget.

”Farvel far,” smilede jeg, og gav ham et hurtigt kys på kinden. Jeg havde en dårlig fornemmelse ved at forlade dem, men nu hvor Louis havde fået fat i min adresse, og gud ved, hvad han ellers kunne, turde jeg ikke lade være.

Han sendte mig et smil, og fulgte mig med øjnene, mens jeg gik ud af rummet.

”Kom ikke for sent hjem,” råbte han, mens jeg var på vej ud af døren, og det hånlige grin på Harrys læber afslørede, at han havde hørt det.

”Det skal jeg nok, far,” råbte jeg tilbage. Jeg kunne mærke, at jeg rødmede, uden at vide hvorfor. Bare fordi han sikkert ikke havde nogle forældre, der passede ordentligt på ham, betød det ikke, at jeg ikke kunne have det.

Jeg rystede på hovedet af hans overlegenhed, mens jeg fulgte efter ham til en sort BMW, der var parkeret på den anden side af vejen, og satte mig ind. Han sad et øjeblik og tænkte over noget, før han pludselig vendte sig mod mig.

”Du ved godt, at vi skal til en fest, ikke?” sagde han, og skævede til mit tøj, så jeg vidste, hvad han snakkede om. ”Ikke en begravelse.” Han mumlede den sidste del, men jeg kunne stadig tydeligt høre det.

Før jeg kunne nå at sige noget, havde han tændt bilen og var drejet ud på vejen. Jeg vidste alligevel ikke hvad jeg skulle sige. Han kunne da tænke, hvad han ville, om mit tøj.

Alligevel fandt jeg mig selv sidde og kigge ned ad mit tøj, og skære en grimasse. Havde han ret?

Ud af øjenkrogen kunne jeg se et smørret smil på hans læber, og jeg vidste, at han havde lagt mærke til min reaktion.

Ingen af os sagde mere, før vi holdt for rødt i et lyskryds. Harrys blik var rettet mod mit skød, hvor mine hænder lå og vred sig uroligt. Selvom jeg prøvede, kunne jeg ikke holde dem stille, og det så ud til at more Harry lige så meget, som det irriterede mig.

Så vendte han igen blikket mod vejen, og kiggede ud af vinduet med et skævt smil, der gav mig myrekryb.

”Du er seriøst den eneste pige på din alder, der nogensinde ville tage sådan en nederdel på,” sagde han med et smørret grin. Han var tydeligvis bare ude på at provokere mig.

Jeg kiggede ned på min lange, sorte nederdel, for derefter at kigge hen på ham.

”Tak,” sagde jeg sarkastisk, hvilket fik ham til at slå en kort, falsk latter op.

”Det var ikke et kompliment.”

”Det ved jeg.” Jeg rullede med øjnene, for at vise hvor ligeglad jeg var, selvom det irriterede mig at han skulle kommentere det. Der var da intet galt med min nederdel?

”Og har du hørt om det, der hedder make-up?” spurgte han. Han nød åbenbart at irritere mig. Det virkede så også, for jeg var efterhånden godt træt af hans overlegne spørgsmål og arrogante attitude.

”Hvorfor interesserer det dig overhoved så meget?” spurgte jeg irriteret, hvilket han åbenbart fandt morsomt, for han slog endnu en gang en latter op.

”Tro mig. Du interesserer mig ikke.”

Jeg prøvede at ignorere den kolde undertone i hans kommentar, men jeg kunne ikke undgå at blive berørt af hans ord. Jeg ved ikke, hvorfor jeg overhoved interesserede mig for, hvad han tænkte om mig, men alligevel sårede hans ord mig.

Det ville jeg dog ikke give ham fornøjelsen af at vide, så jeg lagde mine arme over kors, og kiggede ud af vinduet, for at vise at jeg var ligeglad.

Jeg kunne høre ham grine for sig selv, men jeg ignorerede ham resten af vejen til festen.

 

”Så er vi her,” sagde han, da han parkerede udenfor et stort hvidt hus.

Udenfor stod omkring ti – femten mennesker, alle med røde plastikkopper i hånden. Halvdelen af dem var derude for at ryge, mens resten bare stod og snakkede. Inde fra huset kunne man høre høj musik, og i vinduerne kunne man se, at der allerede var mange mennesker.

Vi gik sammen op mod hovedindgangen, selvom jeg helst ville hurtigst muligt væk fra Harry. Jeg ville sådan set bare hurtigst muligt væk fra festen, der allerede virkede overvældende, men jeg forholdte mig tavs, velvidende om, at hvad som helst jeg sagde, ville Harry kunne bruge imod mig.

Lige så snart jeg trådte ind af døren, blev jeg mødt af Louis. Min mave krympede sig bare ved synet af ham, da gående hen imod mig med en rød kop i hånden og udstrakte arme, som om vi var to gamle venner.

Hvis ikke jeg havde været så anspændt, var jeg nok begyndt at grine ved tanken, men visheden om at Harry stadig stod ved min side, og Louis var på vej direkte imod mig, gjorde det svært at finde noget sjovt. Så jeg sank bare en klump, og forberedte mig på at møde ham.

”Sam,” sagde han med en høj stemme, der næsten druknede i støjen, da han stod foran mig.

Han gav mig et elevatorblik, som Harry havde gjort det tidligere, og jeg kunne se, at han måtte kæmpe for at holde det falske smil.

Da han var færdig med at studere mig, landede hans blik endnu en gang på mit ansigt.

”Hvor er jeg gad for, du ville komme.” Han måtte råbe for at overdøve musikken, og sendte mig et skævt smil, der fik min mave til at vende sig.

Uden at tænke over det, slog jeg en kort latter op.

”Det ville jeg heller ikke,” sagde jeg lavt gennem en udånding, men Louis måtte have hørt det på trods af larmen, for hans ansigt ændrede sig, i samme øjeblik ordene var kommet ud af min mund.

Til mit held lod han det ligge, og gik i stedet for hen, for at tage fat i min hånd. Af ren refleks knyttede jeg den, så kan ikke havde mulighed for at tage den, hvilket så ud til at more ham.

Usikkert kiggede jeg over mod Harry, men han måtte have forladt os i mellemtiden, uden jeg havde lagt mærke til det, for han var ingen steder at få øje på.

”Er man for fin til at holde mig i hånden?” klukkede Louis hæst i mit øre, og fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

Da jeg ikke svarede, rystede han bare stille på hovedet med et hæst grin, mens han tog fat om mit håndled, for at kunne føre mig hen til et bord, der var fyldt med kopper og alle mulige forskellige former for alkohol, jeg aldrig havde smagt, og heller ikke havde planer om at prøve.

”Værsgo,” sagde han over den bragende musik, og holdt en hånd ud mod bordet, som for at sige, at jeg var velkommet til at tage for mig.

Jeg nikkede kort som tak, selvom jeg ikke havde planer om at tage noget. Jeg håbede bare på, at han ville finde nogle andre at genere, så jeg kunne finde mig et hjørne, hvor jeg kunne sidde, til det blev sent nok til, at tage hjem.

Til mit held vendte han sig væk, og gik hen mod nogle piger, der stod samlet om et eller andet, der åbenbart var virkelig sjovt, hvis jeg skulle dømme ud fra deres skingre grin.

Jeg åndede lettet ud, og følte mig mindre anspændt, nu da jeg ikke længere var under overvågning af Louis, og kunne gøre mere eller mindre hvad jeg havde lyst til.

Jeg prøvede at bane mig vej gennem menneskerne, der allerede virkede godt berusede, men en hånd greb fat i mit håndled, og stoppede mig. Da jeg kiggede op, mødte jeg et ukendt ansigt med kort, lyst hår og blå øjne.

”Vent lidt,” sagde han lidt sløret, mens hans arm hang ud i luften, og forhindrede mig i at gå videre. ”Du skal da have en drink.”

”Nej tak,” sagde jeg og prøvede at skubbe den kop væk, han holdte frem mod mig, men han ville ikke flytte den.

”Kom nuuu,” sagde han og trak det ud. Jeg vidste ikke om det var meningen, eller om det var noget, han kunne takke alkoholen for.

Endnu en gang prøvede jeg at gå forbi ham, men han spærrede vejen for mig ved hjælp af hans arm.

”Jeg skal forbi,” prøvede jeg, men det nyttede ikke. Jeg blev ved med at prøve at mase forbi ham, indtil hans arm pludselig blev trukket væk. Til min lettelse så jeg en pige stå bag ham. Jeg kunne genkende hende fra tidligere, hvor jeg havde set hende stå og snakke med Zayn på gangen.

”Lad hende være, Chris!” sagde pigen. Hendes stemme var bestemt, uden at lyde sur, selvom hun var nødt til at overdøve støjen i lokalet. Hun virkede også som om, hun havde fået noget at drikke, men det var ikke nær så tydeligt, som ved de andre i lokalet.

”Jamen…” sagde han med et utilfredst udtryk, men nåede ikke at sige mere, før hun havde afbrudt ham.

”Jeg så hende stå med Harry og Louis lige før, og dem vil du ikke have problemer igen i aften, vil du?”

Chris kiggede usikkert frem og tilbage mellem mig og den pige, der lige var kommet, uden at sige noget.

”Det tænkte jeg nok,” sagde hun til sidst, hvilket fik ham til at vende sig med et suk og forlade os. Så snart han var væk, vendte hun sig mod mig med et forsigtigt smil.

”Det må du undskylde,” sagde hun usikkert. ”Han kan godt blive lidt af en idiot, når han bliver fuld. Han er god nok, ellers.”

”Jeg er okay,” forsikrede jeg hende hurtigt. ”Tak for… det.” Jeg sendte hende et usikkert smil, som hun hurtigt gengældte med et stort et.

”Intet problem,” sagde hun med et stort smil placeret på hendes læber, før hun rakte hånden frem mod mig. ”Jeg hedder Emily. Du kan kalde mig Em, hvis du vil.”

Jeg tøvede et øjeblik, før jeg tog hendes hånd og trykkede den usikkert.

”Jeg er Sam.”

”Hej Sam,” smilede hun. ”Du er ny her, ikke?”

Jeg nikkede kort.

”Jamen så må du sige til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe dig med.”

Et øjeblik stod jeg og tænkte over hendes tilbud, før jeg svarede.

”Kan du skaffe noget vand, måske?”

Ems øjne så undrende på mig, mens hun overvejede chancerne for, at hun havde hørt forkert, men da hun fandt ud af, at det ikke var tilfældet, var hun hurtig til at finde sit venlige smil frem igen.

”Selvfølgelig,” smilede hun, før hun overraskede mig ved at tage min hånd, og føre mig gennem lokalet, ind i et andet rum, der så ud til at være køkkenet, og hen til håndvasken.

”Her,” smilede hun, da hun havde fundet en kop til mig, så jeg kunne fylde vand i fra vandhanen, og fik mig til at grine kort over hendes venlighed,

”Tak,” smilede jeg.

Mens jeg fyldte koppen med vand, fulgte hendes blik mig, undrende, uden at sige noget. Jeg var nødt til at minde mig selv om, at hun højst sandsynligt havde fået en del at drikke, for ikke at blive flov over hendes indtrængende blik, der flugte hver eneste af mine bevægelser.

”Har du nogensinde været til en fest før?” spurgte hun pludseligt, hvilket af en eller anden grund fik mine kinder til at blusse op, og mit blik til at kigge ned.

”Nej,” sagde jeg, kun lige højt nok til, at hun kunne høre det over musikken.

”Hm,” mumlede hun bare for sig selv, mens hun stod med et tænksomt blik. Før hun kunne spørge mere ind til det, skyndte jeg mig at skifte emne.

”Nå…” mumlede jeg, så jeg ikke var sikker på, om hun havde hørt det eller ej. ”Jeg må også gå nu, tror jeg,” sagde jeg og sendte hende et beklagende blik, før jeg satte kursen mod det andet rum, hvor jeg tidligere havde spottet en ledig sofa.

Til mit held var den stadig ledig, da jeg kom, så jeg var hurtig til at sætte mig til rette. Den høje musik var allerede ved at give mig hovedpine, men jeg prøvede at ignorere det, mens jeg sad og ventede på, at tiden skulle gå.

Efter den længste time i mit liv var gået, så jeg Emily komme slingrende hen mod mig. Hun havde tydeligvis fået en del mere at drikke siden sidst jeg så hende.

”Sam!” hvinede hun, da hun kun var få meter fra mig.

”Emily!” sagde jeg tilbage, og prøvede at efterligne entusiasmen i hendes stemme, men uden held.

”Vi skal til at lege Sandhed eller Konsekvens, skal du ikke være med?!” Hun prøvede at gribe fat i min hånd, men var ved at miste balancen, og greb i stedet fat i armlænet på sofaen, jeg sad i.

Jeg skar en grimasse. ”Helst ikke.”

”Kom nu! Det bliver sjovt,” forsikrede hun, men jeg rystede hurtigt på hovedet.

”Ellers tak,” sagde jeg med et undskyldende smil, som Em besvarede med en bævende underlæbe, men hun sagde ikke noget. I stedet drejede hun rundt på hælen, så hun var ved at miste balancen igen, men fik hurtigt rettet sig op, og gik hen mod den lille gruppe af mennesker, hun havde samlet til at sidde i en rundkreds på gulvet.

Jeg lod mine øjne skanne den lille flok af mennesker, og genkendte hurtigt drengen fra tidligere, Chris, Louis og Harry. Til min overraskelse var Liam og Zayn der også, selvom jeg ikke havde set dem hele aftenen. Måske fordi jeg heller ikke rigtig havde kigget efter dem, men alligevel.

I noget, der mindede om en halv time, sad jeg og observerede deres leg fra afstand, da jeg ikke havde noget bedre at tage mig til. For at være ærlig, fattede jeg ikke, hvorfor fulde mennesker syntes, det var så sjovt at lege. Harry skulle til at have en udfordring, og jeg var ikke en gang interesseret i at høre efter, hvad det var, længere.

I stedet satte jeg mig tilbage i sofaen, og ventede utålmodigt på, at tiden ville gå, indtil jeg pludselig så en høj figur tårne over mig, som fik mig til at rette mig hurtigt op.

Jeg kunne se Harry skæve usikkert frem og tilbage mellem mig og den lille gruppe af mennesker.

”Seriøst, Louis?” spurgte han til sidst, med et opgivende udtryk, hvilket gjorde mig forvirret. Hvad foregik der?

Louis sendte Harry et kort nik, og jeg kunne se hans skuldre hæve og sænke sig, i takt med et opgivende suk, der forlod hans let adskilte læber.

”Rejs dig,” sagde han til sidst til mig med en hæs, kommanderende stemme, og af en eller anden grund, gjorde jeg, hvad han bad mig om.

Han lagde en hånd på min kind, tog en dyb indånding, og begyndte derefter at læne sig længere og længere ind mod mig.

Langsomt gik det op for mig, hvad han havde gang i, og før jeg kunne nå at tænke mig om, havde jeg hældt mit glas med vandt ud over ham.

Harry kiggede på mig med store øjne, og jeg kunne se vreden vokse i dem. Med det samme fortrød jeg, at jeg ikke bare havde skubbet ham væk, men jeg var gået i panik. Havde han virkelig tænkt sig, at kysse mig?!

”Hvad fanden –” sagde Harry vredt og kiggede ned af hans nu gennemblødte trøje, men stoppede midt i det, han var ved at sige.

Jeg holdt vejret, mens jeg ventede på, hvad der ville komme nu, men der skete intet. Det føltes som om tiden var gået i stå, men da han endelig kiggede op igen, var det ikke den forventede vrede, der var i hans øjne længere. Han så nærmere forvirret ud.

”Er det…” han tøvede lidt, og rynkede øjenbrynene, ”vand?”

”Ja?” sagde jeg, forvirret over hans reaktion.

Pludselig slog han en latter op, der gjorde mig endnu mere forvirret. Jeg kunne slet ikke se det sjove, men jeg var lettet over, at han havde glemt at være sur.

”Du er til fest, og du drikker vand?!” spurgte han mistroisk.

Det burde du måske overveje selv at gøre, tænkte jeg, men valgte ikke at sige det højt, nu da han endelig var faldet ned.

Pludselig overraskede han mig, ved at træde et skidt frem mod mig, så vi nu stod tæt nok til at mærke hinandens åndedrag, hvis ikke han havde været en del højere end mig. Han bukkede sig ned, så hans mund var lige ud for mit øre.

”Dig skal vi nok få noget sjov ud af,” hviskede han hæst, og jeg kunne høre det skæve smil spille på hans læber, der gav mig myrekryb. Jeg var frosset til stedet, ude af stand til at bevæge mig, for alle de alarmer, der var sat i gang i mig.

Langsomt bakkede han baglæns, tilbage til den leg, de havde gang i, og efterlod mig chokeret tilbage, uden at kunne gøre andet, end at stå og stirre lamslået på ham.

Han sendte mig et skævt smil, før han vendte sig, og jeg ikke længere kunne se hans ansigt.

 

 

HARRYS P.O.V.

 

”Hvad skete der?” forlangte Louis at få at vide, da jeg var kommet tilbage.

Jeg trak bare på skuldrene, da jeg ikke gad snakke om, at jeg lige var blevet afvist af en nørdet pige med lang nederdel. Der var ingen grund til at vade mere rundt i det.

”Hun er noget særligt, er hun ikke?” spurgte Louis med et lille grin, som om han havde forudset, at det ville ske, hvilket fik mig til at grine højlydt. Måske havde hun afvist mig nu, men jeg ville hurtigt kunne få hende på andre tanker, hvis det var det, jeg ville. Det kunne godt være, at hun følte sig som noget specielt, men inderst inde var hun som alle andre.

”100 dask på, at du ikke kan få hende til at falde for dig, Styles,” sagde Louis med et udfordrende smil. Det var tydeligt, at han ikke troede på, at jeg kunne gøre det, men jeg vidste bedre end ham.

En pige havde aldrig før sagt nej til mine charmerende krøller og smilehuller, og det kom helt sikkert heller ikke til at ske denne her gang.

Før jeg vidste af det, havde jeg taget hans hånd, og var gået med til hans væddemål.

”Deal.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...