Always | Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 3 jul. 2014
  • Status: Igang
Efter den 17-årige Sam har været indlagt, føler hun et ansvar for at skubbe alle, der kommer for tæt på hende, fra sig. Da Sams far håber på, at kunne give hende en frisk start, flytter han, Sam og hendes 12-årige lillebror, Jamie, til en ny by, hvor ingen kender til Sams fortid. Sam regner ikke med at noget vil ændre sig, men da hun kommer i selskab med de fire drenge, der ser ud til at være den absolutte modsætning til Sam, er der alligevel noget, der får hende til at indse, at hun ikke kan blive ved med at leve sit liv bag lukkede døre, selv hvis hun ved, at hendes beslutninger i sidste ende vil komme til at såre andre. Det, der starter som et ligegyldigt væddemål, udvikler sig til følelser, og sandheder om Sams fortid kommer frem, der måske kan ændre alt. //Drengene er ikke kendte//

23Likes
15Kommentarer
1142Visninger
AA

12. Not My Thing

Det overraskede mig, da jeg så Zayn komme ned ad gangen i min retning. Jeg havde ikke snakket med ham siden sidste musiktime, hvilket efterhånden var nogle dage siden.

”Hey Sam,” sagde han med sit sædvanlige selvsikre smil. ”Kommer du til Louis’ fest i aften?”

Der gik et øjeblik, før det gik op for mig, at det var fredag. Ugen var gået meget hurtigere end forventet. Jeg huskede tilbage på den aften, min far havde set Harry ude foran vores hus, og hvordan han gjorde det tydeligt, at jeg omgav mig med ”typer som ham”, hvilket også måtte være typer som Zayn, Liam og Louis.

Jeg havde ikke set Harry siden. Han havde flere gange prøvet at kontakte mig over mobilen, men jeg havde ikke svaret, og jeg havde kun set ham i skolen én gang, hvor jeg sørgede for at holde mig på afstand. Til mit held var han ikke dukket op til nogle af de timer, vi havde sammen. Det var bedst sådan.

”Eh, det tror jeg ikke,” svarede jeg beklagende på Zayns spørgsmål. Jeg prøvede at lade være med at forestille mig Harrys ansigt, hvis jeg mødte op til festen, efter at have undgået ham i det meste af en uge. Desuden var jeg stadig ikke meget for tanken om at være et sted, der var proppet med fulde, unge mennesker, der ikke kunne styre deres hormoner.

”Det var ærgerligt,” sagde ham, med sit blik rettet mod sine fumlende hænder. ”Det ville ellers have været hyggeligt, hvis du kom.”

Zayns kompliment, eller hvad det nu var, kom bag på mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg sendte ham bare et beklagende smil. Hvis jeg gik i gang med, at finde på en undskyldning, ville det bare ende galt.

”Nå, men jeg må se at komme til time,” sagde han til sidst og gjorde en ende på den akavede stilhed, ved at fortsætte ned ad gangen.

 

***

 

Da jeg trådte ind i klasselokalet, var der mere eller mindre fyldt. Mit blik gled hen over bordene, i håb om at finde en ledig plads, men det var nærmest umuligt. Til sidst landede det på en plads, helt nede i baglokalet. Jeg begyndte at sætte kursen derhen, indtil det gik op for mig, hvem der sad ved pladsen ved siden af. De mørke krøller faldt ned over hans ansigt, og spærrede det meste af udsigten til hans ansigt, da han sad foroverbøjet, ind over bordet, men jeg var ikke i tvivl om, at det var ham.

Jeg overvejede at vende om og springe denne ene time over, i håb om at han ikke ville nå at få øje på mig, men i samme øjeblik, jeg havde drejet mig mod udgangen, hørte jeg hans dybe stemme bag mig.

”Sam?”

Langsomt vendte jeg mig om, bange for at møde hans blik.

”Hvis du prøver at finde en anden plads, der ikke er ved siden af mig, er jeg nok desværre nødt til at skuffe dig; alt er optaget.” Han slog ud med armen, for at understrege hans pointe.

Jeg havde svært ved at læse hans ansigtsudtryk, mens han snakkede, og jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder. Jeg havde egentlig tænkt mig at sige, at han da ikke skuffede mig, men jeg kunne ikke få ordene frem. I stedet bevægede jeg mig langsomt hen mod ham, og gled ned på pladsen ved siden af ham.

”Hvorfor har du prøvet at undgå mig?” spurgte han, da jeg havde sat mig til rette. Mit første instinkt var, at benægte det, men både han og jeg vidste, at det ville være en løgn. Jeg havde gjort det ret tydeligt, da jeg valgte at ignorere hans beskeder og undgå ham på gangene.

”Hvis det er på grund af det, der skete…” fortsatte han, da jeg ikke svarede, men jeg stoppede ham, før han nåede at sige mere.

”Det har ikke noget med det at gøre,” forsikrede jeg ham hurtigt, og bekræftede dermed også hans teori. ”I hvert fald ikke det, du tænker på.”

Jeg vidste allerede, uden at have spurgt ham, at han snakkede om ”slåskampen” – selvom det nærmere bare var ham, der slog løs på to forsvarsløse, men ikke uskyldige, drenge. Egentlig havde det været lettere for mig, hvis jeg bare havde ladet ham blive i den tro, men det ville ikke være fair overfor ham. I starten havde jeg været bange for ham, og egentlig vidste jeg ikke, om jeg stadig var det, men det var ikke det, der var grunden til, jeg havde valgt, at tage afstand fra ham. Ikke kun det, i hvert fald.

”Hvorfor så?” Der var noget ukendt i Harry’s blik, nærmest såret. Jeg vidste slet ikke, at han havde evnen til at være det. ”Er det din far?”

Jeg skar en svag grimasse, da han sagde det. Det var jo ikke forkert, men måden han sagde det på fik min far til at virke som noget dårligt, selvom han jo bare ville passe på mig. Efter alt det, jeg havde været igennem, havde jeg lært, at min sikkerhed var det vigtigste for ham. Desuden var det også mit eget valg, for at passe på Harry. Det var jo ikke kun min far.

Harry måtte have taget mit manglende svar som et tegn på, at hans bud havde været korrekt, for jeg kunne se hans muskler spænde sig svagt, i hans forsøg på at holde sit temperament på minimum. ”Hvorfor skal han bestemme, om du kan snakke med mig eller ej?”

”Det… det gør han heller ikke,” sagde jeg, men min stemme var anstrengt. Jeg vidste stadig ikke, hvor meget det skulle til, at tænde Harry af. Ind til videre, så det ikke ud til, at der skulle særlig meget til.

”Skal jeg prøve at snakke med ham?” spurgte han anspændt, og jeg begyndte at blive skræmt af hans reaktion.

”Nej!” Min stemme var højere end forventet, og var blevet skinger af min forskrækkelse. Hvem troede han, at han var? Havde han seriøst tænkt sig at tage ud og begynde at slå på min far?

Først nu gik det op for mig, at timen var startet, og jeg lagde mærke til alle hovederne, der havde vendt sig for at se, hvad der foregik på bagerste række. Klassen var helt stille, indtil læreren rømmede sig.

”Er der noget, i vil dele med resten af klassen, Roberts?”

Jeg kunne mærke varmen i mine kinder, da jeg rystede på hovedet. Resten af klassen vendte tilbage til undervisningen, og jeg vendte mig mod Harry, der sad med et alvorligt blik.

”Hvad er der galt med dig?” sagde jeg så surt jeg kunne med en hvisken.

Han så ud som om, han lige var blevet vækket tilbage til virkeligheden, og et lille smil begyndte at brede sig på hans læber. ”Du kunne bare lade være at råbe op på den måde,” sagde han hånligt, som om det morede ham.

”Yeah right,” mumlede jeg. Jeg gad ikke, at diskutere det med ham.

”Så har du tænkt dig, at blive ved med at undgå mig, eller kommer du til festen i aften?”

”Jeg kommer i hvert fald ikke,” fastslog jeg. Sidste gang var ikke ligefrem en succes.

Harry opstillede en såret mine. Det var underligt at se, hvor hurtigt han var skiftet fra en skræmmende personlighed, til en venlig, jokende Harry. Han lagde en håndflade mod sit hjerte, og sendte mig store øjne, der indeholdte et overrasket udtryk.

”Samantha Roberts, jeg er såret,” sagde han dramatisk. ”Jeg fatter ikke, at du direkte afviser mig på den måde.”

”Det er ikke dig, jeg afviser,” sagde jeg med en lille stemme. Indirekte var det jo, men jeg havde ikke behov for, at han skulle vide det. ”Jeg er bare ikke meget for fester,” undskyldte jeg.

Harry udstødte en blanding mellem et grynt og et grin. ”Hvorfor ikke det?”

Jeg trak på skuldrene. ”Så mange svedige teenagere uden hæmninger, samlet på et sted…” jeg tøvede, ”det er bare ikke mig.”

Et smil spillede på Harrys læber, og jeg kunne se han måtte anstrenge sig for, ikke at grine af mig. ”Hvor mange fester har du egentlig været til?”

”Hvorfor?”                                                                       

”Fordi jeg spørger,” sagde han flabet, men da jeg stadig ikke svarede, fandt han på noget bedre. ”Og du lyder som om, du ikke har meget at sammenligne dine argumenter med.”

Jeg overvejede halvt at finde på en løgn – jeg vidste, at han bare ville more sig over mit svar, men jeg lod være. Hvis han ville grine af mig, var det ikke mit problem.

”En,” svarede jeg til sidst, med en lille stemme. Af en eller anden grund, kunne jeg mærke farven i mine kinder.

”En?!” spurgte han overrasket, som om det ikke var det, han havde forventet. ”Nogensinde?!”

”Nogensinde,” bekræftede jeg med et nik.

Harry kunne ikke længere holde det overlegne smil tilbage, og jeg var bange for at han ville begynde at grine højlydt i klassen. ”Hvordan kan du så sige, at du ikke kan lide det?”

Jeg besvarede hans spørgsmål med et skuldertræk. Mit hoved var vendt væk fra ham, for at skjule mine røde kinder, men jeg kunne høre ham sidde og grine hæst for sig selv.

”Så… du har aldrig været fuld?” Det var tydeligt at høre mistroen i hans stemme.

Jeg rystede på hovedet.

”Så forstår jeg bedre, at du ikke tør komme i aften,” sagde han stille. ”Louis’ fester kan godt blive lidt overvældende, især hvis du ikke har prøvet det før.”

Jeg rullede mine øjne af hans forsøg på at nedgøre mig. Hvis han ville lave sjov med mig, skulle han da være velkommen. Jeg kunne være ligeglad.

Inderst inde vidste jeg bare, at det ikke passede. Efter jeg havde mødt ham, var jeg ikke længere ligeglad. Det virkede ikke længere som nok, bare at sidde derhjemme. Det ville jeg bare aldrig kunne indrømme, ikke for Harry, ikke for min far, og ikke engang for mig selv.

 

***

 

Jeg var på vej ud, da spørgsmålet, der så ud til at have fulgt mig hele dagen, endnu en gang dukkede op.

”Hey Sam! Skal du med til festen i aften?”

Jeg sukkede, og vendte mig mod lyden af Liams stemme ved siden af mig. Jeg havde egentlig kun forventet at se ham, men bag ham stod både Zayn og Louis og betragtede mig, Zayn med et venligt blik, og Louis med et skummelt smil, jeg ikke kunne gennemskue.

”Desværre,” sagde jeg, pludselig usikker på mig selv. Jeg havde ikke snakket med Louis siden festen, og der var som altid noget ved hans udstråling, der fik mig til at føle mig lille og forkert. ”Jeg bliver nok nødt til at melde afbud.”

”Nå okay,” sagde han en smule skuffet. ”Du er ellers mere end velkommen der,” smilede han svagt.

”Tak.” På trods af at jeg prøvede, at holde blikket rettet mod min korthårede ven foran mig, flakkede mit blik hele tiden mellem ham og Louis, hvilket Louis så ud til at more sig gevaldigt over. Idiot, tænkte jeg, men jeg var slet ikke modig nok til at tænke det højt.

Bag ham lagde jeg mærke til en krøllet fyr komme gående imod os.

”Hvad sker der?” spurgte Harry, da han havde sluttet sig til gruppen af drenge, der stod rundt om mig, og fik mig til at føle mig malplaceret i deres selskab.

”Sam brænder os af,” sagde Zayn bebrejdende, men blinkede til mig, så jeg vidste, at det var en joke.

Harry grinede, men det var tydeligt, at det ikke var oprigtigt. Jeg undrede mig nogle gange over, hvad de drenge egentlig lavede sammen, og om de overhoved passede sammen. Ingen af dem virkede i hvert fald til at være de samme, når de var sammen, som når jeg snakkede med dem alene. Måske lige bortset fra Louis, men ham havde jeg heller ikke rigtig snakket med.

”Det er da klart,” sagde han tørt. ”Hun har aldrig været til en rigtig fest før.”

Jeg skulle lige til at sige noget til ham, da jeg stoppede mig selv ved synet af de tre drenges blikke. Louis, Liam og Zayn så alle overraskede på mig, dog var Louis’ blik mere hånligt end de andres.

”Virkelig?” spurgte Louis med et lille grin, der virkede mere nedladende end Harrys havde gjort.

”Yup,” svarede Harry, før jeg kunne komme ham i forkøbet. ”Det er jo klart, hun ikke tør. Hun har aldrig været uden for sine forældres hjem.”

Jeg var klar over, at han bare prøvede at stikke til mig, så jeg ville tage med, og det virkede også. Det irriterede mig, at stå der og være til grin, og det irriterede mig, at Harry stod og snakkede om noget, han ikke vidste noget om.

”Hvad ved du om det?” spurgte jeg surt. Han havde ingen idé om, hvad det var, han snakkede om.

”Come on, Sam. Det ved vi jo alle sammen.”

”Du ved ikke noget,” mumlede jeg, men lavt nok til, at han ikke ville kunne høre det. Jeg havde ikke lyst til at snakke om min fortid, så der var ingen grund til at komme ind på et emne, hvor det var uundgåeligt. ”Ved du hvad? Jeg kommer.”

Harry så lige så overrasket ud, som jeg følte mig, over mit pludselige meningsskift, selvom jeg vidste, at det havde været hans plan.

”Er du sikker? Alle de svedige teenagere uden hæmninger?” sagde han og sendte mig et mistroisk blik, som jeg vidste, var falskt. Det var tydeligt, at han havde svært ved at holde det triumferende smil inde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...