Always | Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 3 jul. 2014
  • Status: Igang
Efter den 17-årige Sam har været indlagt, føler hun et ansvar for at skubbe alle, der kommer for tæt på hende, fra sig. Da Sams far håber på, at kunne give hende en frisk start, flytter han, Sam og hendes 12-årige lillebror, Jamie, til en ny by, hvor ingen kender til Sams fortid. Sam regner ikke med at noget vil ændre sig, men da hun kommer i selskab med de fire drenge, der ser ud til at være den absolutte modsætning til Sam, er der alligevel noget, der får hende til at indse, at hun ikke kan blive ved med at leve sit liv bag lukkede døre, selv hvis hun ved, at hendes beslutninger i sidste ende vil komme til at såre andre. Det, der starter som et ligegyldigt væddemål, udvikler sig til følelser, og sandheder om Sams fortid kommer frem, der måske kan ændre alt. //Drengene er ikke kendte//

23Likes
15Kommentarer
1147Visninger
AA

11. No Good For You

”Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte jeg, da begge drenge stod og stirrede på mig, uden at sige noget. Den ene, en mørkhåret dreng med blå øjne, smilede skævt til mig ved mine ord, og jeg begyndte at forstå, hvad de var ude på. Den anden, en lyshåret dreng, svarede.

”Det tror jeg helt sikkert, du kan,” smilede han, og tog et skridt frem mod mig. Instinktivt tog jeg et skridt tilbage, men blev stoppet at en jernstang, der var placeret til at holde køen.

Jeg kunne se, at begge deres blikke var fokuserede på min brystkasse, der begyndte at rejse og sænke sig hurtigere, i takt med min vejrtrækning. Deres sultne blikke gav mig en pludselig trang til at stikke dem begge en lussing og stikke af, men jeg stoppede mig selv. Mulighederne for at slippe væk var minimale, og jeg vidste ikke, hvad de kunne finde på at gøre, hvis jeg forsøgte.

”Lad os se, hvad vi har her,” sagde den mørkhårede dreng lavmælt, så han ikke skabte opmærksomhed fra de andre i køen. Han løftede en hånd op til mit bryst, men jeg var hurtig til at skubbe den væk. Et smil voksede på hans læber. Han nød tydeligvis modstanden.

”Jamen dog,” grinede han, ”du er vel nok festlig.” En anden hånd greb ud efter min røv. Endnu en gang fik jeg skubbet den væk, før den var kommet tæt nok på, til at røre mig.

”Lad mig være,” sagde jeg. Min stemme var svagere, end jeg havde håbet. Et hånligt grin kom fra dem begge.

”Vi skal bare have det lidt sjovt, ikke også Nick?” sagde den lyshårede. Han ventede ikke på svar, før han tog endnu et skridt frem mod mig, så jeg var fanget mellem ham og den jernstang, der borede sig ind i ryggen på mig.

”Gå væk fra mig.” Min stemme rystede og afslørede min angst for de to drenge. For første gang i mit liv, ønskede jeg, at Harry var blevet ved mig. For en uge siden, ville jeg have grint ved tanken, men lige nu virkede han sot et hundrede gange tryggere selskab, end det jeg befandt mig i.

”Du skal ikke være så genert, min skat,” sagde en stemme helt tæt på mit øre, der tilhørte den mørkhårede dreng, som måtte være Nick. Min krop stivnede, da jeg mærkede hans hånd på mit lår. Det var som om, min hjerne slog fra, og jeg stod dér, ude af stand til at gøre nogen yderligere modstand.

Drengens ånde landede på min hud, og jeg kunne tydeligt lugte, at han havde indtaget alkohol. Langsomt kunne jeg mærke hånden på mit lår bevæge sig opad. Først da den næsten var nået helt op, var det som om, min hjerne slog til igen. Instinktivt rykkede jeg mig til siden, væk fra hans berøring, kun for at snuble ind i den lyshårede dreng.

”Forkert vej,” sagde han med et grin, og endnu en gang kunne jeg lugte alkohol gennem hans ånde. At dømme ud fra hans udtryk, morede han sig over den lille ”leg” de havde gang i, og jeg fik en fornemmelse af, at det ville blive svært at slippe af med dem, om ikke umuligt. Jeg følte mig som en mus mellem to sulte katte, der tydeligvis nød at lege med maden, før de gik i gang med deres måltid.

Før min hjerne havde nået at opfatte, hvad jeg havde gang i, havde jeg kaldt på Harry. Det var ynkeligt, men det var mit eneste håb.

”Harry?” spurgte Nick undrende og så sig omkring, men så hurtigt ud til at genvinde den selvsikre attitude.

”Sikke en skam, at der ikke er nogen Harry, der kan høre dig,” smilede han, lige inden en knytnæve, der kom fra et sted bag mig, ramte ham i ansigtet, og forårsagede blod til at sprøjte ud fra, hvad jeg formodede, var hans næse.

Et skrig havde knap nok forladt mine læber, før jeg så armen gribe fat i kraven på den lyshårede drengs T-shirt. Et hårdt slag ramte hans kæbe, og jeg så hans krop falde til jorden. Jeg vendte mig om, med en blanding af frygt og lettelse, og mødte Harrys blik. Hans øjne var en mørkere nuance af grøn, en den, jeg var vant til, blod var smørret ud over hans højre hånd, som stadig hang i luften.

Harry tog et truende skridt frem mod den lyshårede dreng, der begyndte at kravle baglæns hen ad jorden, væk fra Harry. I en let bevægelse bukkede han sig ned og samlede drengen op, ved hjælp af et fast greb i hans T-shirt. Jeg lagde mærke til mængden af skræmte øjne, der hvilede på den scene, Harry var ved at skabe, da han hans knytnæve spændtes, klar til at ramme drengen endnu en gang, for derefter at gøre det igen og igen Pludselig var det som, om min hjerne, der før havde været slået fra, slog til igen.

”Harry!” skreg jeg og løb frem mod ham, for at stoppe hans hånd fra at lave kontakt med drengens ansigt endnu en gang, men han rystede mig af sig, som om jeg ikke var til stede.

”Stop det, Harry!” Jeg kneb øjnene sammen, da han slog endnu et hårdt slag efter den magtesløse dreng, og jeg kunne ikke lade være med at have ondt af ham, på trods af hvordan, han lige havde behandlet mig. Tanken om, hvad Harry var i stand til at gøre ved ham, gjorde mig panikslagen. Uden tid til at tænke, bøjede jeg mig under hans arm og stillede mig imellem ham og drengen, der kun lige så ud til stadig at være ved bevidsthed.

”Harry, stop! Du slår ham ihjel!” Min stemme var skinger, og jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at ryste. Et øjeblik var det som om, han ikke genkendte mig, hans mørke øjne var ugenkendelige, mens raseriet i dem langsomt blev blandet med forvirring.

”Sam?”

Jeg nikkede, ivrig efter at få ham tilbage til virkeligheden. Han havde været som en helt anden person, som om han ikke havde været til stede. Tøvende gav han slip på den lyshårede dreng, han før havde holdt i et fast grab. Drengen kollapsede på jorden, før han hurtigt var på benene og var stukket af. Den anden dreng fulgte lige efter.

”Er du okay?” spurgte Harry med en stemme fuld af bekymring.

Var jeg okay? Jeg havde lige set Harry næsten banke livet ud af en dreng, efter jeg næsten havde oplevet at blive overfaldet. Svaret var nej, jeg var ikke okay. Ikke på nogen måde. Jeg var frosset til stedet, ude af stand til at svare ham. Jeg kunne mærke en tåre bane sig vej ned ad min kind, men jeg var for lamslået til at tørre den væk.

Harry rakte sin hånd ud mod min, men jeg undveg ham hurtigt, ved at træde et skridt baglæns. Han så såret ud over min reaktion, men jeg kunne ikke tænke på andet, end det, der lige var sket for øjnene af mig. Jeg ville væk.

Langsomt begyndte jeg at gå baglæns, væk fra Harry.

”Sam, vent,” bad han, men mine tanker var for slørede til, at jeg rigtig forstod meningen med det. Det var tomme ord i mine øre. Det eneste, jeg kunne tænke på, var at komme væk, mens hele scenariet af Harry, der næsten bankede livet ud af drengen, spillede igen og igen i mit hoved.

Uden at vide, hvor jeg skulle løbe hen, vendte jeg mig og lod mine ben bære mig væk. Jeg satte først tempoet ned, da jeg genkendte udgangen foran mig. Da jeg ikke havde nogle steder at fortsætte hen, endte jeg med at kollapse på jorden ved hegnet, der omringede forlystelsesparken. Adrenalinen begyndte langsomt at sive ud af mig, og tårer begyndte at vælde op i mine øjne, som jeg ikke var i stand til at stoppe.

Hvordan kunne jeg have været så dum? Jeg havde hele tiden vidst, at Harry ville være dårligt selskab. Jeg havde nok bare ikke indset, hvad han egentlig var i stand til. Jeg havde hele tiden sagt til mig selv, at jeg skulle holde mig væk fra ham, fordi jeg ville beskytte ham fra mig… havde jeg egentlig bare prøvet, at beskytte mig selv fra ham?

”Sam?”

Jeg kunne høre Harrys forsigtige skridt nærme sig, som om han var bange for, at komme for tæt på mig. Jeg tørrede mine øjne af i mit ærme, før jeg kiggede op og mødte hans blik.

”Er du okay?”

”Du kunne have slået ham ihjel.” Min stemme var kun en hvisken. Alligevel formåede den at ryste af angst.

”Du ved godt, at jeg redede dig, ikke?” spurgte han. Hans stemme indeholdte et strejf af fornøjelse, der på ingen måde passede ind i situationen.

”Forventer du, at jeg siger tak for, at du næsten slog en dreng bevidstløs, lige for næsen af en masse børn?”

”Jeg forventede i hvert fald ikke, at du ville reagere sådan her. Ved du ikke, hvad de ville have gjort ved dig?”

Hans nærmest ligeglade tonefald irriterede mig, og vrede begyndte at vælde op i mig. Han opførte sig som om, det ikke rørte ham det mindste. På et øjeblik var jeg kommet på benene, og jeg var kun var få meter væk fra ham nu.

”Det giver dig da ingen ret til, at slå løs på folk, som om de er din egen personlige boksepude!?”

Harry så forvirret ud over min pludselige vrede. Det var tydeligt, at han ikke kunne finde ud af, hvordan han skulle reagere i denne situation. Det skulle ikke undre mig, hvis han var vant til, at kunne slippe af sted med opførsel som denne. Langsomt kunne jeg se vrede bygge sig op i hans øjne, og det gjorde det nok ikke bedre, at han ikke vidste, hvordan han skulle svare mig igen.

”Jeg tror, det er tid til, at tage hjem,” sagde han til sidst gennem sammenbidte tænder. Det var tydeligt, at han måtte kæmpe for at holde sig i ro.

Før jeg kunne nå at sige noget, havde han grebet fat om mit håndled, og trak mig gennem udgangen, ud af tivoliet.

”Harry slip mig, det gør ondt,” bad jeg, og prøvede at vride mig ud af hans stramme greb. Hans greb løsnedes en smule, uden at give helt slip. Han slap mig først, da vi nåede bilen. Jeg gned forsigtigt det ømme håndled i min hånd. Der ville helt sikkert komme et blåt mærke.

Harry lod ikke til, at lægge mærke til mig. På et øjeblik havde han grebet fat i passagerdøren, og holdt den åben for mig.

”Ind i bilen,” sagde han bestemt.

Jeg vidste ikke hvorfor, men der var noget i hans hårde tone, der fik mig til at adlyde uden protest. Måske fordi jeg stadig var bange for ham, efter det, jeg lige havde overværet i tivoliet, kun få minutter tidligere.

 

***

 

Det meste af turen hjem foregik i stilhed. Det var tydeligt, at Harry stadig var sur, selvom jeg ikke var sikker på, hvad han havde, at være sur over. Han var måske bare ikke vant til, at få at vide, når han gjorde noget forkert.

Alligevel kunne jeg ikke glemme tanken om, at han havde reddet mig. De to drenge havde helt sikkert ikke haft uskyldige hensigter, og havde det ikke være for Harry, havde det nok sluppet af sted med det.

Jeg kunne vel ikke rigtig tillade mig, at være sur på ham over, at have hjulpet mig, da jeg kaldte på ham? Jeg havde bare ikke forudset, at det ville ende sådan. Jeg havde hele tiden været klar over, hvilken type Harry var. Nok bare ikke i hvor højt omfang, det påvirkede hans handliger.

”Tak.”

Ordet lød mærkeligt i den stille bil. Min stemme var underligt lav, men jeg vidste, at Harry havde hørt det, da han drejede hovedet og kiggede på mig. Det var første gang, siden vi havde sat os ind i bilen.

”For hvad?”

”For…” jeg tøvede. Jeg vidste egentlig ikke helt præcist, hvad jeg sagde tak for. Jeg følte bare, at det skulle siges. ”For at få de to drenge væk fra mig.”

Jeg kunne se et skævt smil spille på hans læber.

”Jeg kunne ikke lide måden, du gjorde det på… men du hjalp mig. Så tak.”

Han nikkede som svar, før han førte øjnene tilbage på vejen, men smilet blev siddende på hans læber. Endnu en gang blev bilen stille, men denne gang var stemningen ikke lige så anspændt.

Først da Harry parkerede bilen, kiggede vi på hinanden igen. Mit blik flakkede hen til det indtørrede blod på hans hånd, og jeg rykkede mig lidt uroligt i sædet ved mindet om det, der var foregået.

”Er din hånd okay?” spurgte jeg forsigtigt.

Harrys ansigt lyste op i et grin, der gjorde de dybe smilehuller tydelige.

”Hvad?”

Han kiggede ned med en let hovedrysten, stadig med et bredt grin placeret på hans læber. Jeg forstod ikke, hvad der var så morsomt.

”Min hånd har det fint,” klukkede han og sendte mig et forsikrende smil.

Jeg nikkede, stadig usikker over hans reaktion.

”Hvis du vil have vasket… det der væk,” jeg kunne ikke få mig selv til at sige blodet, ”så har vi en udendørs vandhane lige herude.”

”Okay.” Et skævt smil spillede på hans læber, da han klikkede sin sele op.

”Kommer du med?” spurgte han, da han var på vej ud af døren, og jeg stadig ikke havde rykket mig. Jeg nikkede, før jeg spændte min sele op og gik ud af bilen.

Jeg halvt gik, halvt løb hen mod huset, af frygt for at min far skulle få øje på os gennem køkken vinduet. Harry sendte mig et underligt blik, men fulgte efter mig hen til der, hvor vandhanen var.

”Hvorfor løb du?” spurgte han, mens han åbnede for hanen, så kold vand løb ud, og forsvandt ned gennem en rist i jorden.

”Det er bare min far,” sagde jeg med et skuldertræk. Jeg kunne ikke lade være med at skælve en smule, da jeg så hvordan blodet fra Harrys hænder farvede vandet rødt.

”Har du sneget dig ud?” spurgte han, og et skævt smil formede sig på hans læber, som om han syntes godt om tanken. Jeg var hurtig til at ryste på hovedet, hvilket fik ham til at se en smule skuffet ud.

”Nej!” Jeg sænkede mit blik, da jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forklare det, uden at sige direkte, at jeg ikke ville have, at min far skulle se mig med en som ham. –En med tatoveringer, piercinger, og så videre.

”Jeg øhh…” mumlede jeg, uden at vide, hvordan jeg skulle fortsætte. ”Jeg ville bare ikke have, at min far så os.” sagde jeg. Det var delvist rigtigt.

Harry så skeptisk ud. ”Se os, eller se mig?”

”D-det…”

Jeg stoppede, da jeg hørte hoveddøren gå op, og vi begge vendte vores hoveder i samme retning. Min far stod i døren og kiggede på os med et blik, jeg ikke kunne gennemskue, men det var ikke ligefrem begejstret.

”Hvad laver i her ude?” spurgte han. Hans stemme var dybere end den plejede.

”Vi øh… Han var lige på vej til at køre,” sagde jeg og sendte Harry et blik, der sagde, at han skulle til at smutte. Han nikkede og tørrede sine hænder af i bukserne, før han slukkede for vandet.

”Farvel Sam.” Han vendte sig mod min far, og præsterede et venligt smil, på trods af hans ellers normalt hårde facade. ”Rart at møde dig, mr. Roberts.”

Min far nikkede kort, og fulgte ham med blikket hele vejen, indtil Harry var nået til sin bil. Da han var kørt, vendte han sig mod mig. ”Hvem var det?”

”Det var Harry,” sagde jeg. Han vidste da, at jeg havde været ude med en, der hed Harry.

”Var det Harry?!”

Jeg nikkede og gik op mod døren, men stoppede før jeg var kommet for tæt på. Jeg havde aldrig rigtig set min far sur, men lige nu lignede han en, der var ved at gå ud af sit gode skind.

”Han er ikke god for dig, Sam” sagde han, og holdt en pause for at se min reaktion an. ”Jeg kan ikke lide, at du er sammen med folk som ham.”

Hans opførte sig præcis, som jeg havde regnet med, at han ville gøre. Alligevel irriterede det mig, at han skulle snakke sådan om Harry. Selvom jeg vidste, at han havde ret, var det ikke op til min far at bestemme, hvem jeg skulle være sammen med. Det var mit valg, ikke noget han skulle styre for mig.

”Hvorfor ikke? Fordi han har tatoveringer?! Jeg troede, det var dig, der ville have at jeg skulle få mig nogle venner, i stedet for at bruge mit liv på, at sidde herhjemme sammen med dig og Jamie!”

”Jeg ville ikke have, at du skulle blive venner med en punker!” sagde han med en hård, hævet stemme. Det var det tætteste, han nogensinde var kommet på, at råbe af mig.

Hans ord fik mig til at tie stille. Der var så meget mere, jeg havde lyst til at sige, men jeg kunne ikke. Han havde ret. Harry var ikke en type for mig. I stedet for at diskutere videre med ham, gik jeg op til døren, for at komme ind.

”Jamen det bliver nok heller ikke noget problem,” sagde jeg, idet jeg passerede ham i døråbningen. ”Jeg har alligevel ikke planer om at se ham igen.”

Noget inden i mig gjorde ondt, som jeg sagde ordene højt, men jeg vidste, at det var bedst sådan. Lige meget hvor meget jeg ønskede, at være en helt normal teenager, der havde sine egne valg, og sine egne beslutninger at skulle tage, var der større ting, der skulle tages højde for.

Lige meget hvor meget jeg ønskede det, ville jeg aldrig kunne udsætte Harry for, at skulle blive en del af mit liv. En del af mine kampe mod noget, jeg allerede vidste, at jeg aldrig ville kunne overvinde.

 

 

 

 

________________________________________________

 

Jeg ved godt, at det er lidt sent, men jeg ville bare nå at opdatere i aften. Dette kapitel har virkelig taget mig lang tid at skrive, da jeg har måtte slette og redigere utallige gange. Jeg ved stadig ikke, om jeg er helt tilfreds, men jeg håber, det er okay. :S

Før jeg slutter af, er jeg bare nødt til at spørge: Hvad tror i, at Sam"kamp" er?

Hele vejen igennem har hun snakket om, at hun ikke vil komme for tæt på folk, da hun er bange for at såre dem. Hvis i ikke selv har forstået det, kan jeg afsløre, at det har noget med hendes indlæggelse i starten af movellaen at gøre.

Jeg er simpelthen så nysgerrig efter at høre jeres teorier! Det ville betyde meget, hvis i ville skive jeres bud i kommentaren, så jeg kan følge med i jeres indtryk af movellaen.

Det blev en lang note, undskyld, haha.

Jeg håber i nyder at læse med, for jeg nyder i hvert fald at skrive. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...