Always | Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 3 jul. 2014
  • Status: Igang
Efter den 17-årige Sam har været indlagt, føler hun et ansvar for at skubbe alle, der kommer for tæt på hende, fra sig. Da Sams far håber på, at kunne give hende en frisk start, flytter han, Sam og hendes 12-årige lillebror, Jamie, til en ny by, hvor ingen kender til Sams fortid. Sam regner ikke med at noget vil ændre sig, men da hun kommer i selskab med de fire drenge, der ser ud til at være den absolutte modsætning til Sam, er der alligevel noget, der får hende til at indse, at hun ikke kan blive ved med at leve sit liv bag lukkede døre, selv hvis hun ved, at hendes beslutninger i sidste ende vil komme til at såre andre. Det, der starter som et ligegyldigt væddemål, udvikler sig til følelser, og sandheder om Sams fortid kommer frem, der måske kan ændre alt. //Drengene er ikke kendte//

23Likes
15Kommentarer
1141Visninger
AA

3. New School - New People

Jeg havde prøvet at leve et normalt liv. Det havde jeg virkelig. Efter jeg havde været indlagt, havde det bare været svært at holde hemmeligt, at jeg ikke var normal. Dagen, hvor jeg var kommet tilbage, vidste hele skolen allerede, hvad der var sket.

Alligevel havde jeg prøvet at leve videre, som om intet var galt, men da min mor døde, var det bare for svært. Der, hvor jeg kom fra, vidste alle alt om alle, og der gik ikke lang tid, før der endnu en gang ville blive snakket om vores familie ved middagsbordene. Det var umuligt at gå gennem byen, ud at modtage utallige medlidenhedsfyldte blikke.

Til sidst havde jeg skubbet alle, jeg kendte, fra mig. Ingen forstod hvorfor, men hvis de var i mit sted, er jeg sikker på at de ville have gjort det samme.

Sagen er, at jeg ikke skubbede mine venner væk for at beskytte mig selv. Jeg gjorde det for at beskytte dem, lige meget om de forstod det eller ej. Min logik sagde mig, at jo færre mennesker, der rent faktisk bekymrede sig få mig, jo færre mennesker ville jeg såre, når jeg en dag ikke var her mere.

Til sidst levede jeg i mine bøger, og havde ikke andre venner end min far og min lillebror, Jamie.

Derfor havde min far valgt, at vi skulle flytte. Så jeg kunne få en frisk start, hvor ingen kendte til min fortid. Et eller andet sted håbede han vel, at jeg ville gøre en indsats for at få nogle nye venner, men han tog fejl.

 

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

 

Da jeg vågnede ved lyden af min alarm, og lukkede øjnene op til de sterile hvide vægge, var det første, der slog mig, panik. Det tog et øjeblik, før jeg huskede, at de hvide vægge faktisk tilhørte mig nu. Det var mit værelse. Mine hvide vægge.

Jeg kiggede på mit ur, der hang på den ene af de fire nymalede vægge. Der var halvanden time til, at jeg skulle af sted, selvom jeg vidste, det højst ville tage tre kvarter, at gøre mig færdig til at tage i skole; jeg havde allerede pakket min taske aftenen inden og fundet mit tøj frem, der nu lå i en pæn bunke på mit skrivebord.

Tanken om at komme for sent på første skoledag, havde fået mig til at sætte alarmen til tidligere end normalt, selvom jeg lige nu godt kunne bruge den ekstra søvn.

Jeg tog tøjet på, gik ud og børstede tænder, og gik ned og spiste morgenmad. Jeg var allerede klar, efter der var gået tredive minutter. Det gav mig en hel time, før jeg skulle af sted.

Jeg lavede en kop kaffe, gik ind og satte mig foran fjernsynet i den nye stue, og skruede helt ned i frygt for at vække min far og lillebror.

Alt ved det nye hus virkede så anderledes. Forkert, på en eller anden måde, jeg ikke kunne forklare. Måske var det fordi, der ikke længere var noget til konstant at minde mig om min mor. Det eneste, der var tilbage af hende, var det billede, der hang over brændeovnen.

Tankerne om min mor, bragte som altid tårer frem i mine øjne.

 

Du skal bare vænne dig til det, mindede min underbevidsthed mig om.

 

***

 

Da tiden nærmede sig, og jeg skulle til at af sted, kunne jeg for alvor mærke nervøsiteten. Min mave snoede sig sammen på en ubehagelig måde, der gav mig lyst til at gå tilbage under dynen, og blive hjemme hele dagen.

Alligevel begyndte mine fødder at bære mig ufrivilligt ud mod døren. Jeg svang min taske over skulderen, og gik ud i garagen, hvor min cykel var parkeret.

Før jeg satte mig op på cyklen, fandt jeg mine høretelefoner frem fra min taske, og stak dem i ørene. Lyden af ’The Fray – How To Save A Life’ fyldte mine øre, og jeg cyklede af sted mod West Grove High School, som, ifølge min GPS, skulle ligge 4,2 kilometer væk.

 

Ruten endte foran en stor hvid bygning. Over den store hovedindgang, var et skilt med teksten ”West Grove High”, indskrevet med store bogstaver. Området omkring skolen var dækket af lysegrønt græs, store træer og buske, og var alt sammen noget, der gjorde skolen indbydende og hyggelig set udefra. Solen skinnede og varmede luften op, og jeg fik en følelse af, at jeg nok skulle klare mig igennem dagen.

Til mit held, stod der ikke så mange folk ude foran, som jeg havde frygtet. De fleste ventede vel med at komme, til i sidste øjeblik før klokken ringede.

Da jeg havde sat cyklen, fortsatte jeg op til den store bygning. Jeg kunne ikke lade være med at beundre den, mens jeg gik ind gennem dørene, og jeg kunne ikke undgå at blive skuffet, da jeg så hvor almindelige og kedelige gangene var. I samme øjeblik jeg trådte ind gennem døren, ændrede den varme sommerstemning sig, til at være grå og kedelig… almindelig.

Gangene kunne nemt blive forvekslet med dem på min gamle skole, bare større selvfølgelig, men jeg prøvede ikke at fokusere mere på det.

Kun få elever stod på den store midtergang, fordelt i små grupper foran forskellige skabe.

Jeg vidste, at jeg var nødt til at starte med at finde kontoret, men jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive en udfordring, at finde noget som helst her.

”Har du brug for hjælp?” spurgte en fremmed stemme bag mig, og fik mig til at hoppe en meter op i luften. Måske ikke, men overdrivelse fremmer forståelsen, du ved.

Da jeg vendte mig om, stod jeg ansigt til ansigt med en lyshåret dreng med blå øjne, og et smørret grin på læberne.

”Sorry, det var ikke min mening at forskrække dig, ” grinede han, og jeg kunne ikke lade være med selv at smile, mens jeg overvejede, om jeg skulle tage imod hans hjælp. Det kunne vel ikke skade, at spørge om vej.

”Kan du fortælle mig, hvor kontoret ligger?”

”Klart, ned ad gangen, til højre, og så den tredje dør på højre hånd.” Han sendte mig et venligt smil, men han måtte have kunne tyde forvirringen i mine øjne, hvilket fik ham til at grine sødt. ”Jeg følger dig derhen,” smilede han.

”Mange tak.” Jeg kunne ikke lade være med at rødme.

Mens vi gik ned ad gangen, vendte han sig halvt om mod mig, så han kunne få øjenkontakt med mig.

”Forresten, hedder jeg Niall.”

Han sendte mig et varmt smil, der fik mig til at undre mig over, hvorfor han overhoved gad bruge tid på, at vise mig rundt.

Alligevel svarede jeg, ”Jeg hedder Sam,” og tilføjede et smil af ren høflighed.

Da vi nåede kontoret, stoppede Niall op, og vendte sig helt mod mig.

”Så er vi her,” smilede han, og åbnede døren for mig.

”Tak for hjælpen,” sagde jeg, og gik ind gennem døren, da jeg kunne mærke nogen holde fast i min skulder. Jeg vendte mig hurtigt rundt mod Niall, der stod med din ene hånd hvilende på min skulder, for at stoppe mig i at fortsætte.

”Jeg håber vi ses igen, Sam.”

Et sødt smil var klistret på hans læber mens han snakkede.

Lad være, var det eneste jeg kunne tænke, men jeg smilede bare og nikkede. ”Også jeg.”

Med det forlod han mig på kontoret, og jeg vendte mig om for at gå op til skranken, hvor en sekretær dame sad bag en computerskærm. Hun havde små briller og en spids næse, og jeg kunne ikke lade være med at krympe mig under hendes blik.

”Jeg skulle hente mit skema. Jeg hedder Samantha. Samantha Roberts.” Jeg sendte hende et uroligt smil, mens hun begyndte at taste mit navn ind på computeren.

Efter en alt for lang ventetid, kunne jeg høre at printeren bag det store skrivebord gik i gang, og kort efter havde hun givet mig mit skema i hånden, samt et kort over skolen og en stor bunke bøger, som hun havde været inde og hente på et lager.

Som det første, gik jeg hen for at finde mit skab, så jeg kunne komme af med de bøger, jeg ikke skulle bruge i første time. Ifølge mit skema, ville det sige alle andre, end min biologi bog.

Da jeg gik ned ad gangene, lagde jeg mærke til, at der var kommet flere mennesker. Mange flere, faktisk. Det skulle ikke have undret mig, eftersom vi var kommet tættere på at første time skulle starte, men alligevel blev jeg en smule overvældet af mængden af mennesker samlet på et sted. Min gamle skole havde været meget mindre.

Det tog mig omkring fem minutter at finde mit skab, efter jeg var gået frem og tilbage af gangene et par gange, for at prøve at finde ud af systemet. Til sidst gik det op for mig, at det måtte være der, hvor fire tatoverede drenge stod, som jeg indtil nu havde prøvet at undvige.

Jeg kunne ikke sige, hvem af dem, der havde skab ved siden af mit, men lige meget hvad vidste jeg, at det ville blive svært at undgå dem, selvom jeg havde planer om at gøre et forsøg. Jeg stod med rimelig god afstand fra dem, men tæt nok til at kunne høre, at de snakkede om en eller anden fest, der havde været i weekenden. Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde den været holdt i en dreng, med brunt hårs, lejlighed, men det var ret irrelevant for mig.

Mens jeg stod og debatterede med mig selv, om hvor vidt jeg skulle gå hen til dem, for at komme til mit skab, eller bare vende om, mødte en af drengenes blik, mit. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at jeg havde sået og stirret på dem, før nu, og jeg fik med det samme dårlig samvittighed.

Dels fordi jeg vidste, at det er uhøfligt at stirre på folk, og dels på grund af udtrykket i hans øjne, der var alt andet en venligt. Drengen havde mørk, krøllet hår, og selv på afstand kunne jeg se den kulde, hans mørke, grønne øjne indeholdte.

Det var nok også det, der fik mig til at gå efter mulighed to: at vende om. Jeg kunne vel bare komme forbi med mine bøger i pausen.

 

Da jeg gik ind i klasseværelset, var det stadig tomt, præcis som jeg havde håbet. Jeg satte mig ved en af de forreste pladser i lokalet, dels for at kunne følge bedre med i undervisningen, og dels fordi jeg regnede med, at det var der, alle andre i hvert fald ikke ville sidde.

Og dog… Lige som jeg havde sat mig ned, trådte en glad, lyshåret dreng ind i klassen.

”Dig,” sagde han, da han fik øje på mig, og stoppede mit i døren.

”Dig,” grinede jeg, og efterlignede hans monotone stemme, hvilket fik ham til at grine med.

Det var ikke meningen, at jeg skulle opføre mig sådan over for ham, lave sjov med ham, men der var noget ved ham, der gjorde, at jeg bare ikke kunne lade være. Jeg havde kendt ham i ti minutter, og jeg vidste allerede, hvilken glæde han spredte omkring sig.

Han gik bagom min stol, og satte sig ved bordet på min venstre side, hvilket gjorde mig både glad og nervøs på samme tid.

Du kan ikke få venner, huskede jeg mig selv på, og rømmede mig.

”Skal du sidde der?” Det var ikke min mening at lyde uhøflig, men jeg havde egentlig regnet med, at alle andre ville sætte sig ned bagi. Det havde været den bedste måde, at holde sig på afstand af folk på.

Niall løftede bare et øjenbryn af mig og grinede. ”Tja, siden den nye pige har taget min sædvanlige plads, så jeg må jo finde en anden.”

Der gik lidt tid, før det gik op for mig, at det var mig, han snakkede om.

”Oh, undskyld. Den nye pige kan bare flytte sig, hvis det er.” Jeg kiggede væk, samtidig med at jeg rejste mig op, for at skjule mit rødmende ansigt fra ham. Normalt var jeg ikke genert, men det havde allerede lykkedes Niall at få mig til at rødme to gange, på de sammenlagt to minutter, jeg havde snakket med ham.

”Det gør ikke noget,” grinede han, hvilket fik mig til at sætte mig igen. ”Det nye pige må gerne beholde den.”

I samme øjeblik, trådte de første andre elever ind i klassen, og samtalen sluttede der. En masse ukendte ansigter strømmede ind gennem døren, og jeg fik fornemmelsen af, at klokken snart ville ringe.

Jeg kiggede på min mobil, der bevidste at jeg havde ret; klokken var 8.03 – der var to minutter til, at min første skoledag på West Grove High officielt ville starte.

Som den sidste, trådte en mand ind af døren, som jeg ville skyde på var sidst i fyrrene, og i samme øjeblik ringede klokken, og alle fandt deres pladser. Som forventet, satte alle andre sig så langt bagerst som muligt, så Niall og jeg sad alene, forrest i lokalet.

”Godmorgen elever,” sagde læren, der ifølge mit skema måtte være mr. Hawkins, selvom hans trætte stemme afslørede, at det, for hans vedkommende, havde været en langt fra god morgen.

”Hvis I starter med at slå op – ” mr. Hawkins stemme stoppede, da døren gik op, og to drenge trådte ind i lokalet.

Jeg genkendte dem hurtigt, som to af de drenge, der havde spærret for vejen til mit skab tidligere. Den ene dreng havde helt kortklippet, brunt hår og brune øjne, men den anden, ham, der fangede min opmærksomhed, var drengen med krøllerne. Med det samme løb det mig koldt ned ad ryggen.

”Mr. Styles, mr. Payne. Godt at I kunne møde op,” sagde mr. Hawkins sarkastisk uden at kigge op på nogle af dem, men jeg havde en fornemmelse af, at de alligevel ikke interesserede sig for, hvad han sagde.

De to drenge passerede mit bord, og drengen med krøllernes øjne mødte mine. Kun et kort øjeblik, men nok til at få mig til at krympe mig. Der var noget ved ham, der gjorde mig utilpas.

Alligevel tog min nysgerrighed over, og mens mr. Hawkins havde vendt sig mod tavlen, lænede jeg mig ind mod Niall, og hviskede til ham. ”Hvem er de?”

Niall sendte mig et undrende blik, som om jeg havde spurgt om noget meget åbenlyst, men da han fandt ud af, at jeg var seriøs, lænede han sig alligevel ind mod mig for at svare.

”Drengen med krøllerne er Harry. Harry Styles. Den anden dreng er Liam Payne. Normalt hænger de ud med to andre fyre, Zayn og Louis.”

Mens han snakkede, havde jeg ubevidst vendt mig mod dem. I det samme jeg havde vendt mig, fik jeg øjenkontakt med drengen, der måtte være Harry, og det gik op for mig, at han måtte have stirret på mig i et stykke tid.

Hurtigt vendte jeg min opmærksomhed tilbage mod Niall, mens en dårlig fornemmelse bredte sig i mig.

”De er dårligt selskab, Sam. Du burde holde dig væk.”

”Det bliver lidt svært,” sagde jeg med et forsigtigt skævt smil, hvilket fik Niall til endnu en gang at kigge undrende på mig. ”Jeg har skab ved siden af en af dem,” tilføjede jeg.

”Du ved hvad jeg mener,” sagde han og sendte mig et smil, der ikke virkede så ægte, som dem jeg ellers havde vænnet mig til. Han virkede næsten bekymret for mig.

Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg syntes om tanken. Det var sødt af ham, men jeg havde ikke brug for ham til at bekymre sig for mig. Desuden, var det bestemt ikke fordi, jeg havde planer om at blive hjerteveninder med nogen af dem. Min plan om at holde mig væk fra dem, ville jeg skam stadig holde. I det mindste så længe, det var muligt.

Jeg nikkede bare som svar, og vendte derefter min opmærksomhed tilbage mod mr. Hawkins. Hele timen kunne jeg mærke Harrys indtrængende blik på mig.

Lige så snart timen var slut, skyndte jeg mig ud af døren, og ned til mit skab. Jeg åndede lettet op, da jeg var kommet af med alle mine bøger, inden nogle af de fire drenge endnu var til at få øje på. Måske var jeg bare paranoid, men der var noget ved dem, der fik mig til at ville holde mig så langt væk som muligt.

 

Det lykkedes mig, at holde mig fra dem det meste af dagen. Først i femte time, engelsk, havde jeg igen set noget til Harry, der havde siddet i klassen, da jeg trådte ind, for opslugt af sin telefon, til at opfatte noget som helst omkring ham. Det undrede mig, hvorfor han overhoved gik i skole, da han ikke virkede til at følge med i nogle fag.

Da timen sluttede, følte jeg mig dum for at have troet, at Harry på nogen måde havde interesseret sig for min tilstedeværelse i første time. Han virkede ikke til at tage sig af noget, af det, der foregik her på skolen, hvilket fik mig til at føle mig en smule bedre tilpas med at gå ud til mit skab, da dagen var forbi.

Til at starte med, var jeg stoppet op, da jeg så de fire drenge endnu en gang samlet foran mit skab, men jeg fik hurtigt overbevist mig selv om, at jeg nok skulle klare det. Jeg kunne alligevel ikke holde mig på afstand af dem for evigt, hvis jeg ville have glæde af mit skab.

Jeg tog en dyb indånding, og gik med bestemte skridt hen mod mit skab. Ingen af dem lagde mærke til mig, før jeg stoppede op lige ved siden af dem, for at kunne komme til at åbne skabet. Ud af øjenkrogen kunne jeg pludselig se alle fire drenges blikke på mig.

”Du må være ny her,” sagde den ene, der enten måtte være Zayn eller Louis, da jeg endnu ikke havde haft nogle timer med ham.

Da jeg ignorerede ham, trådte han et skridt tættere på, og fat i min arm. Jeg er ikke sikker på, om det skulle have været venligt, men det fik mig til at krympe mig af frygt for, hvad han ville gøre.

”Jeg gør dig ikke noget,” klukkede han på en måde, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Skræmt, åbnede jeg munden for at sige noget, men den anden dreng, jeg endnu ikke kendte navnet på, kom mig til undsætning.

”Hold nu op Louis, det er ikke det værd.”

Så måtte det være Zayn, der lige havde snakket, og Louis, der havde taget fat i min arm.

Louis tøvede et øjeblik, mens han skiftevis kiggede rundt på de tre drenge. Før jeg vidste af det, var mit blik landet på Harry. Hans kolde blik var rettet mod mig, men han sagde ikke noget.

”Come on, Zayn. Det er bare lidt sjov. Vi er da nødt til at give den nye pige en ordentlig velkomst.” Louis’ blik var alt andet en venligt, da det mødte mit, og jeg begyndte at få kvalme. Jeg følte mig klaustrofobisk, som jeg stod der imellem de fire drenge.

”Ellers tak,” mumlede jeg, og prøvede at skubbe mig fri af Louis’ greb, men han holdt fast.

”Har du planer fredag aften?” spurgte han med et skævt smil, der fik min mave til at vende sig.

”Drop det Louis, hun er spild af tid.” Lyden af Harrys stemme overraskede mig så meget, at jeg overhørte fornærmelsen i hans kommentar. I stedet fokuserede jeg på den dybe, hæse stemme, og det gik op for mig, at jeg ikke havde hørt ham snakke før nu.

Louis ignorerede Harry, men det virkede alligevel som om, han havde en eller anden form for respekt for ham.

”Jeg regner med at se dig til festen fredag,” sagde Louis tørt, og holdt sin opmærksomhed rettet mod mig, før han pludselig gav slip på min arm, og begyndte at gå væk med hurtige skridt. Zayn og Liam fulgte lige efter ham, men Harry vendte sig i stedet mod skabet til højre for mit, lagde sine bøger derind, og smækkede det derefter i.

Det gav mig svar på, hvem af de fire drenge, der ejede skabet ved siden af mig.

”Tak,” mumlede jeg, før han gik, hvilket fik ham til at sende mig et underligt blik, der gjorde det tydeligt at han ikke havde gjort det for mig, men for at komme videre. Alligevel følte jeg, at han havde hjulpet mig.

”Du ved godt, at jeg ikke gjorde det for dig, ikke?” sagde han med en monoton stemme, der bare bekræftede, at han ikke havde ment noget med det.

Egentlig var jeg også ret ligeglad. Han kunne tænke om mig, hvad han ville. Det var ikke ligefrem fordi, jeg havde planer om at skabe et forhold til ham. Og lige meget hvad, gav han mig stadig myrekryb.

Før jeg havde haft nogen mulighed for at svare, gik han ned ad den samme gang, som de andre lige var forsvundet ned ad.

 

 

 

_____________________________________________________

 

Så er første officielle kapitel udkommet! Jeg håber i vil følge med resten af vejen, gennem Samantha Roberts liv!

Der har nok ikke været så meget handling i første kapitel, men jeg tænkte, at jeg ville bruge det på lige at få personerne i historien på plads, og så i kunne komme lidt mere ind i Sams person og få et indblik i hendes tanker.

Jeg håber i kunne lide det! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...