Always | Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 3 jul. 2014
  • Status: Igang
Efter den 17-årige Sam har været indlagt, føler hun et ansvar for at skubbe alle, der kommer for tæt på hende, fra sig. Da Sams far håber på, at kunne give hende en frisk start, flytter han, Sam og hendes 12-årige lillebror, Jamie, til en ny by, hvor ingen kender til Sams fortid. Sam regner ikke med at noget vil ændre sig, men da hun kommer i selskab med de fire drenge, der ser ud til at være den absolutte modsætning til Sam, er der alligevel noget, der får hende til at indse, at hun ikke kan blive ved med at leve sit liv bag lukkede døre, selv hvis hun ved, at hendes beslutninger i sidste ende vil komme til at såre andre. Det, der starter som et ligegyldigt væddemål, udvikler sig til følelser, og sandheder om Sams fortid kommer frem, der måske kan ændre alt. //Drengene er ikke kendte//

23Likes
15Kommentarer
1147Visninger
AA

7. Give Me A Chance

Niall gik ud af lokalet og efterlod mig måbende på min plads. Noget sagde mig, at jeg burde se at samle mine ting sammen og komme ud, hvis ikke jeg ville komme for sent til næste time.

Jeg rettede mig op og lukkede mine bøger i, før jeg proppede dem ned i tasken. Den nar til Harry Styles skulle ikke have fornøjelsen af at kunne gøre det her ved mig, rode med min hjerne på den måde. Det kunne godt være, at han troede, han havde magt, men ikke over mig. Ikke længere i hvert fald.

Jeg havde bukket mig ned over tasken, der hang på siden af mit bord, da jeg så Liams ben stoppe lige foran mig, og fik mig til at kigge op.

”Hey Sam,” smilede han.

”Hej.” Jeg sendte ham et matchende smil, selvom jeg ikke ligefrem var i humør til smalltalk.

”Er alt okay?” spurgte han.

”Ja, klart,” sagde jeg så overbevisende, jeg kunne, og det virkede til, at han hoppede på den.

Jeg tog min taske og svingede den over skulderen.

”Skal du med?” spurgte jeg og slog en sigende hånd ud mod døren.

”Yes ma’am,” sagde han med et grin og sendte mig et smil, jeg måtte indrømme, at jeg var begyndt at synes om. På trods af alt, havde jeg fået et indtryk af, at Liam var en rigtig flink fyr.

”Hvad syntes du så om festen i fredags?” spurgte han på vej ud.

Jeg skar en grimasse, da jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle svare, uden at fornærme ham eller hans venner, men det virkede til at være svar nok for ham.

”Okay, okay,” grinede han da han så mit udtryk. ”Jeg hørte at det var din første fest, så jeg bebrejder dig ikke, hvis du synes, det var lidt for meget” sagde han med et lille smil.

”Hvad? Hvor har du hørt det?” spurgte jeg forbavset, og vendte mig mod ham.

”Emily,” sagde han med et skuldertræk, som om det var ligegyldigt, men jeg kunne allerede forstille mig, hvad de andre måtte tænke om mig.

”Hey, det er altså cool,” forsikrede Liam mig, tydeligvis overrasket over min reaktion.

Jeg vidste heller ikke, hvorfor jeg gik så meget op i det. Det var tydeligt, at det ikke betød noget for Liam, og siden hvornår var jeg overhoved begyndt at gå så meget op i andres tanker om mig? Jeg ville da klart hellere have, at folk tænkte jeg var kedelig, end at jeg var ligesom Harry og hans venner… Ikke noget ondt mod Liam.

Pludselig stoppede Liam op. Uden at kende årsagen, gjorde jeg det samme, og først da jeg vendte hovedet væk fra Liam, og lige frem mod gangen, så jeg hvorfor.

Lige foran os stod Harry med armene over kors og kiggede en gang skiftevis på Liam og mig, før hans blik stoppede på Liam, og han sendte ham et blik, jeg ikke helt kunne gennemskue. Hans øjne var hårde og intense, nærmest vrede, selvom jeg ikke anede hvad hans problem var.

”Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte jeg, og havde på en eller anden måde genvundet det mod til at snakke til ham, som jeg havde haft i morges. Hans ubehøvlede opførsel irriterede mig, og jeg havde ikke tænkt mig at lade ham opføre sig på den måde, hvis det på nogen måde involverede mig. Jeg vare mere end træt af hans måde at gå og genere folk på. Hvis det kun var gået ud over mig, havde jeg kunnet leve med det, men det her var for langt ude.

Harry og Liam vendte samtidig deres hoveder mod mig, tydeligvis begge overraskede over min kommentar. Efter et kort øjebliks forvirring, genvandt Harry fatningen og rømmede sig.

”Ja faktisk,” sagde hans med et sarkastisk smil. ”Kunne jeg godt tænke mig at snakke med Liam et øjeblik… Hvis ikke det er noget problem, selvfølgelig.”

Noget ved hans attitude fik mig til at rulle med øjnene, og jeg kiggede hen mod Liam, der stod passivt. Jeg fattede ærligtalt ikke deres venskab. Liam var sød og sjov mens Harry var det direkte modsatte, og det virkede som om alle drengene havde en eller anden særlig form for respekt overfor Harry. Måske lige bortset fra Louis, som jeg endnu ikke vidste hvor stod i gruppen.

Liam sendte mig et usikkert smil, som om han var bekymret for Harrys reaktion.

”Vi ses, Sam.”

”Vi ses,” smilede jeg, før Harry tog fat i Liams arm og trak ham et kort stykke ned ad gangen, hvor de stoppede op.

Jeg burde ikke have beskyttet Liam. Både fordi det sikkert bare ville få ham til at fremstå svag overfor Harry, og det var bestemt ikke det, der havde været min plan med det, men også fordi at det er sådan noget venner gør. Og Liam er ikke min ven. Jeg burde ikke have stillet mig op mod Harry for ham. Jeg burde slet ikke have snakket med ham til at starte med.  Jeg burde have holdt mig væk fra alle menneskelige skikkelser på denne skole, præcis som jeg havde haft planlagt, og præcis som jeg havde gjort på min gamle skole… Hvorfor var det bare så svært nu?

Jeg kunne se på Harry, at han var sur over et eller andet, selvom jeg ikke kunne høre, hvad det var, han sagde. Måden han knugede hænderne sammen og spændte i hele kroppen på, var mere end rigeligt til at afsløre ham.

Jeg vendte om og gik ned mod psykologi lokalet, som var min næste time.

Da jeg trådte ind i lokalet, var det - eller den - første, jeg lagde mærke til, Emily. Hun sad på kateteret og grinede højlydt med tre andre piger, der stod omkring hende. Det undrede mig, at jeg ikke havde lagt mærke til hende sidst. Selvom jeg ikke havde vidst, hvem hun var, virkede hun som en person, man ikke kunne undgå at ligge mærke til, når man trådte ind i et rum. –På en god måde.

”Sam!” sagde hun, lidt for entusiastisk, og hoppede ned fra bordet for at komme hen og vikle sine arme om mig. Mens jeg akavet lagde mine arme om hende, en smule overvældet over hendes hilsen, kunne jeg se hendes veninder sende mig nogle mærkelige blikke, som jeg valgte at ignorere.

”Hej,” mumlede jeg ind i hendes arme, før hun gav slip på mig, og holdt mig så hun kunne kigge mig i øjnene, på samme måde som bedsteforældre holder deres børnebørn, når de skal se hvor store det er blevet.

”Jeg så slet ikke, du gik i fredags. Hvor blev du af?” Hendes bebrejdende blik gav mig en smule dårlig samvittighed over, at jeg bare var gået uden at sige noget, men jeg havde ikke vidst, at hun regnede med mig.

”Liam kørte mig hjem,” sagde jeg usikkert. Ems ansigt ændrede sig pludselig fra fornærmet til begejstret, og hun sendte mig et blik, jeg ikke kunne tyde, men det var helt sikkert ikke godt.

”Snakker du med Liam?” spurgte hun med et skævt smil, der tydeligt viste, at hun lagde mere i det, end hun skulle.

”Ikke rigtig,” sagde jeg, da det var det bedste, jeg kunne komme op med.

 Em sendte mig et mistroisk blik, og det var tydeligt, at mit svar ikke var godtaget.

”Altså, jeg snakkede med ham til festen, før han kørte mig hjem.”

Hun så tænksom ud, men til sidst gav hun efter, og sendte mig et tilfredst smil.

”Okay så,” sagde hun muntert. ”Ærligtalt, burde du også holde dig fra de drenge. Liam er god nok, men Harry og Louis er ikke nogle, du burde komme i selskab med.”

Hendes lyse toneleje virkede fuldstændig malplaceret i sammenhængen. Alligevel var jeg sikker på, at hun mente hvert et ord. Og hvis det kom fra hende, der virkede til at kende dem, måtte det være fordi, det var sandt. Jeg forstod bare ikke, hvorfor hun så selv ville være i nærheden af dem.

”Okay,” sagde jeg, forvirret over hendes ord. ”Tak.”

Hun sendte mig et smil, gav mig et hurtigt kram, og skulle til at vende sig tilbage mod sine veninder, men før hun var nået så langt, havde jeg stoppet hende.

”Vent,” sagde jeg, før hun var hende ved dem. Hun vendte sig mod mig, og så spørgende på mig.

”Altså jeg tænkte på…” jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle spørge, uden at komme til at lyde fuldstændig dum. ”Hvis de er så dårligt selskab.. Hvorfor vil du så være sammen med dem?”

Jeg kunne mærke mine kinder blusser op, uden at vide præcis hvad det var, jeg var så nervøs for. Jeg var vel bare bange for, at hun ville tage det på en dårlig måde.

”Jeg mener, du er… dig. Og de er ligesom… dem.”

Et smil bredte sig på hendes ansigt. Hun morede sig sikkert over mit besværede ordvalg. Hvis ikke det var mig selv, der stod i den akavede situation lige nu, havde jeg sikkert gjort det samme.

”Du mener, fordi de har tatoveringer, piercinger og generelt set er onde mennesker, og jeg ikke er det modsatte?”

Jeg nikkede, og Emily slog en kort, men venlig, latter op. Så trak hun på skuldrene.

”Jeg har vel bare lært at leve med deres attituder. Harry og Louis er de værste, men hvis man lærer dem at kende, er de okay.”

Jeg nikkede, som om jeg forstod hendes pointe, selvom det ikke var tilfældet. Hvorfor advarede hun så mig imod dem?

”Men mest fordi Zayn er min pap bror, vil jeg tro. Det giver mig ikke rigtig noget valg,” tilføjede hun, før hun igen vendte sig, for at samles med hendes veninder.

Jeg stod med åben mund og store øjne over det, jeg lige havde fået at vide. Emily og Zayn? Stedsøskende? Så gav det hele en smule mere mening. At de stod sammen på gangen, hun var med til Louis’ fester, at hun hang ud med dem, men alligevel var det svært at forstå. Det var kommet fuldstændig bag på mig, og det tog mig noget tid, før jeg var bevidst nok, til at sætte mig ned ved et af bordene bagerst i klassen.

Der gik kun et øjeblik, før klokken ringede, og læreren trådte ind i klassen. Og efter timen var gået i gang, gik der kun et øjeblik, før døren åbnede, og fik alle, inklusiv mrs. Rayson, til at vende sig mod en skikkelse, der dukkede op i døren.

Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, da jeg genkendte de mørke krøller, de grønne øjne og det skæve smil.

”Kan jeg hjælpe?” spurgte mrs. Rayson, tydeligvis forvirret over at være blevet forstyrret af Harry.

”Det kan du faktisk,” svarede han. ”Jeg skal starte i den her klasse.”

Mrs. Rayson gav han et kort nik og smilede venligt. ”Jamen så velkommen til, mr.?”

”Styles.”

”Velkommen til mr. Styles. Du kan sætte dig ved en af de ledige pladser.”

Jeg prøvede at berolige mig selv, mens Harry kom tættere og tættere på, og det var ikke svært at regne ud, at han var på vej mod den tomme plads ved siden af mig. Jeg tvang mig selv til at finde den Sam frem, der havde snakket til ham ude på gangen. Ikke hende, han nær havde skræmt væk i sidste biologitime.

På en eller anden måde lykkedes det mig, og da han, på vejen bag om min stol, havde bukket sig ned for at hviske noget i mit øre, havde det ikke haft en nær så stor effekt på mig, som jeg havde frygtet.

Da halvdelen af timen var gået, hvor Harry havde ladet mig mere eller mindre være i fred, trak jeg min egen bog op af tasken, forsigtig med ikke at larme for meget. Jeg interesserede mig overhoved ikke for emnet, og for at være ærlig, havde jeg nok også mest valgt at have psykologi, fordi jeg var nødt til at vælge et eller andet.

”Hvad læser du?” hviskede Harry, før jeg overhoved havde fået mulighed for at åbne bogen.

I stedet for at svare, vendte jeg bogen mod ham, så han selv kunne læse titlen.

”The Perks of Being A Wallflower, huh?” Han sendte mig et skævt smil. Han var sikkert stolt over at vise, at han havde kendskab til bogen, selvom det ikke skulle undre mig, hvis han bare havde set filmen.

Jeg tog min bog til mig og slog op, hvor mit bogmærke var placeret, men der gik ikke lang tid, før han igen havde afbrudt mig.

”We accept the love we think we deserve,” citerede han Stephen Chbosky, forfatteren af den bog, jeg var ved at læse, med en nostalgisk tone.

Jeg drejede hovedet mod ham, og fandt ham lænet ind mod mig, men med hovedet vendt mod tavlen. Da det gik op for ham, at han havde fået min opmærksomhed, vendte han sit hoved mod mig, og et bredt grin stod malet på hans ansigt, da hans øjne mødte mine.

”Imponerende,” sagde jeg, uden at mene det.

”Jeg er altid imponerende,” sagde han selvsikkert, hvilket fik mig til at grine sarkastisk.

”Ikke rigtig.” Jeg vendte blikket ned i min bog, for at afslutte samtalen. ”Enhver kan idiot kender til den sætning. Du behøver ikke engang at have set filmen.”

Ud af øjenkrogen kunne jeg se det overspillede sårede blik, han sendte mig, og et eller andet fik mig til at vende blikket tilbage til ham, selvom jeg blev ved med at overbevise mig selv om, at min bog var hundrede gange mere spændende end Harry. Alligevel var han på en eller anden måde i stand til at fange min opmærksomhed.

”Hvad?” spurgte jeg og løftede et øjenbryn, da han sad og kiggede underligt på mig. Et smil bredte sig på hans læber, og et øjeblik sad han og kiggede, som om han overvejede, hvad han skulle sige, før han endelig åbnede munden.

”Samantha Roberts, vi er vidst kommet lidt dårligt ind på hinanden. Hvad siger du til at starte på en frisk?”

Mit navn lød fuldstændig malplaceret fra hans mund, og fik mig til at skære en grimasse.

”Hvor kender du mit navn fra?” spurgte jeg usikkert. Ingen havde kaldt mig Samantha siden min mor døde, og jeg havde ingen ide om, hvor han skulle have hørt det, eftersom damen på kontoret var den eneste i hele bygningen, der havde adgang til det.

Billeder af Harry, der søgte informationer om mig på kontoret fyldte mig hoved, og min mave snoede sig sammen ved tanken.

”Du svarede ikke på mit spørgsmål,” sagde han og så afventende på mig. ”Vil du ikke nok give mig en chance?”

”Ellers tak,” svarede jeg flabet. ”Nu, svar på mit spørgsmål.”

Harry sendte mig et blik, som om jeg var skør, og rystede på hovedet af mig.

”Da ikke nu, når du har lige såret mine følelser, Sam.” sagde han, og fik mig til at slå en latter op. Som om han overhoved havde følelser.

”Hvis du giver mig en chance, vil jeg fortælle dig det,” sagde han med et lumskt smil.

”Fint.” Jeg himlede med øjnene af hans stædighed. Hvorfor jeg overhoved gik med til det, vidste jeg ikke, men det var jo ikke fordi han spurgte, om vi skulle være bedste venner eller sådan noget. Han lagde sikkert slet ikke noget i det, så det havde jeg heller ikke tænkt mig at gøre.

Harrys smil fik piercingen i hans læbe til at rykke på sig, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, om det ikke måtte være ubehageligt, at have sådan en ting siddende der.

Jeg prøvede at skjule mit smil, da han rakte hånden frem mod mig, og lod som om han skulle til at hilse på mig for første gang. Teknisk set var det jo egentlig også første gang, han havde hilst på mig.

”Harry. Harry Styles,” sagde han med et smil, da jeg tog hans hånd.

”Sam Roberts.”

”Det er en fornøjelse at møde dem, mrs. Roberts,” sagde han i en formel tone, og jeg kunne ikke længere holde mit grin inde. Det her var for langt ude, men alligevel ikke på en dårlig måde.

”Mr. Styles og mrs. Roberts,” lød mrs. Raysons stemme gennem klassen, og jeg kom i tanke om, at vi sad midt i klassen. ”I må undskylde, hvis min undervisning forstyrrer jeres snak.”

Ubevidst rykkede jeg mig væk fra Harry, da hele klassen nu havde deres blikke vendt mod os.

”Undskyldning godtaget,” svarede Harry flabet, og en samlet latter lød fra alle bordene i klassen.

Mrs. Rayson himlede med øjnene af ham, før hun vendte tilbage til undervisningen. Efter kort tid, turde jeg igen læne mig ind mod Harry.

”Du fortalte aldrig, hvor du kendte mit navn fra,” hviskede jeg.

Harry vendte blikket mod mig, og et skævt smil var klistret på hans læber.

”Det er ikke ligefrem fordi, det er svært at regne ud, hvad Sam stammer fra,” sagde han med et lille grin.

Oh…

Den burde jeg have set komme. Alligevel var der noget ved det, der fik mig til at tro, at det ikke var den eneste grund. Han havde virket for sikker, da han sagde mit navn, til at det bare kunne have været et heldigt gæt, men jeg valgte at lade det ligge, da jeg ikke gad rode mere i det.

”Giv mig din mobil,” sagde han pludselig og rakte hånden fra mod mig.

”Hvad? Hvorfor?” spurgte jeg og så undrende på ham.

”Bare giv mig den.” Han viftede med hånden, for at jeg skulle give ham den, men jeg rystede på hovedet.

”Nej?” Det var ikke fordi, jeg havde noget privat på den, men han havde da ikke noget at bruge den til. Det var min, ikke noget der ragede ham.

Uden jeg var forberedt på det, hev han bogen, jeg stadig sad med i hænderne, ud af min hånd.

”Harry!” vrissede jeg, men passede på ikke at sige det for højt, så mrs. Rayson ville høre det.

”Du får din bog, hvis du giver mig sin telefon,” sagde han med et smørret grin, tydeligvis tilfreds, da han så mit irriterede ansigt.

”Fint,” sukkede jeg, og hev min mobil om af lommen, for at række den til ham. Jeg anede ikke, hvad han skulle bruge den til, men det var ikke fordi min gamle skod-mobil kunne gøre så meget, og i det mindste fik jeg min bog tilbage.

Han sendte mig et underligt blik, da han så den gamle Nokia, men kommenterede den ikke, hvilket jeg var taknemlig for. I stedet gik han hurtigt i gang med at klikke rundt på den.

”Hvor er resten af dine kontakter?” spurgte han, og en rynke havde formet sig mellem hans øjenbryn.

”Hvad mener du?”

Han viste mig telefonen, hvor der stod to kontakter; Jamie og Far.

”Der er ikke flere,” sagde jeg med et skuldertræk, og jeg kunne se rynken på Harrys ansigt blive dybere, mere undrende.

”Virkelig?”

”Ja.”

Harry sagde ikke mere, men gik i stedet i gang med at trykke videre på knapperne. Jeg vidste ikke, hvad han havde gang i, før jeg hørte noget vibrere i hans baglomme, og jeg kunne regne ud, at han havde sendt sig selv en besked fra mit nummer.

”Hvad har du gang i?” spurgte jeg og rev min telefon ud af hånden på ham. Et grin var klistret på hans ansigt, mens han trak på skuldrende.

”Hvis du skal give mig en chance for at blive din ven, er jeg jo nødt til at have dit nummer,” smilede han.

”Jeg har aldrig sagt, at du kunne være min ’ven’,” vrissede jeg, men jeg vidste at det var for sent at gøre noget, nu hvor han allerede havde fået fat i mit nummer.

”Det sagde du da lige før,” sagde han og kiggede undrende på mig, som om det var mig, der var dum.

”Jeg ville give dig en chance for ikke at være en idiot. Jeg har aldrig nævnt noget med at være venner.”

”Come on, Sam,” sagde han opgivende. ”Give dig selv en chance for at lære mig at kende, før du dømmer mig.”

Jeg havde svært ved at holde mit grin inde. Når jeg tænkte tilbage på min første dag på skolen, var det ikke ligefrem fordi, han havde gjort en indsats, for at få mig til at synes om ham. Det gav ikke rigtig mening, at han gjorde det nu.

”Kom nu,” bad han og sendte mig et par hundeøjne, men jeg rystede på hovedet, og viftede ham væk med hånden.

”Tag med mig efter skole i dag. Giv mig en chance for at vise mig fra min gode side. Hvis du stadig ikke kan lide mig efter det, så lover jeg at lade dig være, hvis du beder om det.”

Jeg sad et øjeblik og overvejede, hvad han lige havde sagt, mens Emilys ord kørte rundt i mit hoved.

Harry og Louis er ikke nogle, du burde komme i selskab med.

Indtil nu, havde jeg været sikker på, at hun havde ret. Harry var ikke godt selskab for mig. Men lige nu virkede han bare anderledes. Var det det værd, at bruge en eftermiddag med ham, hvis han så ville lade mig være i fred?

”Okay,” sagde jeg, før jeg havde tænkt det ordentligt igennem, og smilet på Harrys læber var ikke til at tage fejl af.

 

 

_______________________________________________________________

 

Okay, så jeg ved godt, at i er nødt til at vente længe mellem kapitlerne, og jeg er utrolig taknemmelig for jeres tålmodighed, men jeg har tænkt på en løsning, der måske kunne gøre det lidt sjovere at læse med.

Jeg vil lade det være 100% op til jer at beslutte, men jeg tænkte, at hvis jeg nu kun lavede kapitlerne halvt så lange, ville jeg også kunne skrive dem dobbelt så hurtigt. Så ville der oftere kunne komme et nyt kapitel, men til gengæld ville der heller ikke være lige så meget læsestof per gang.

Det var bare lige en lille tanke, jeg havde. Det ville være utrolig skønt, hvis i ville skrive en kommentar, hvor der står, hvad i foretrækker, så jeg får noget at forholde mig til.

Mange tak for at i har læst med så langt .xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...